Cirkulære om ændring af loven om særlig indkomstskat m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændring af loven om særlig indkomstskat m.v.
Eksemplarer af lovbekendtgørelse nr. 437 af 14. august 1969 af lov om særlig indkomstskat m.v. er tidligere udsendt.
Til vejledning for skattemyndighederne omtales i dette cirkulære de ændringer og tilføjelser, der er gennemført ved lov nr. 192 af 31. maj 1968 som ændret ved lov nr. 131 af 29. marts 1969 (Ændringer som følge af kildeskattens ikrafttræden). De ændringer i loven, der er foretaget ved lov nr. 120 af 29. marts 1969 (Beskatning af dødsboer) og ved lov nr. 325 af 18. juni 1969 (Ændringer som følge af lov om frigørelsesafgift m.v.) er medtaget i lovbekendtgørelsen, men vil blive nærmere omtalt i særlige cirkulærer.
1. Den særlige indkomstskat er ikke omfattet af kildeskatteordningen, men der er ved lovene nr. 192 af 31. maj 1968 og nr. 131 af 29. marts 1969 sket fornøden tilpasning af en række bestemmelser vedrørende særlig indkomstskat til kildeskatten, ligesom en række bestemmelser i loven om særlig indkomstskat er blevet ophævet som overflødige. Ændringerne har virkning for særlig indkomst vedrørende indkomståret 1970 og senere indkomstår.
De vigtigste ændringer er bestemmelserne om, at hustruer ansættes særskilt til skat af særlig indkomst knyttet til deres erhvervsvirksomhed eller arbejde for fremmede samt om beskatningen ved fraflytning fra landet.
Ifølge den hidtil gældende bestemmelse i lovens § 5A har virksomhed her i landet først skullet anses for opgivet, når maskiner, driftsmidler og inventar m.v. er afstået. Denne bestemmelse er nu udvidet til, at opgivelse først skal anses for at have fundet sted, når varelageret såvel som maskiner m.v. er afstået. Da beskatningen her i landet under kildeskatteordningen i fraflytningsstilfælde omfatter indtægten indtil fraflytningen til udlandet, vil der ikke fremkomme en indtægtsperiode vedrørende virksomheden, som udgår af beskatningsgrundlaget. Realisationsavancer på varelageret vil herefter komme til at indgå i den beskattede indkomst. Den hidtidige bestemmelse i lovens § 2, nr. 14, om, at nedskrivning på varelagre og bindende kontrakter skal beskattes som særlig indkomst ved ophør af skattepligt til staten, er derfor ophævet.
Efter de hidtil gældende regler i lovens § 3, stk. 2, skal visse spekulations- eller næringsfortjenester medregnes til den særlige indkomst i stedet for den almindelige indkomst, når de på grund af ophør af skattepligt her i landet ellers ikke ville blive beskattet her. Det samme gælder tab af den nævnte art. Sådan fortjeneste eller tab vil efter kildeskatteloven blive taget i betragtning ved beskatningen, når fortjenesten erhverves eller tabet konstateres, før den pågældendes skattepligt ophører ved udrejse af landet. Reglen i lovens § 3, stk. 2, er derfor ophævet.
Da tilflyttere fra udlandet ligesom andre skatteydere under kildeskatteordningen kun beskattes af indkomst i skattepligtsperioden, er endvidere bestemmelsen i lovens § 8, stk. 2, om, at tilflyttere fra udlandet ikke skal beskattes af særlig indkomst oppebåret før tilflytningen, blevet ophævet.
Om enkelte af ændringerne og tilføjelserne til loven bemærkes i øvrigt følgende
2. Ad § 1, stk. 2.
Efter kildeskattelovens § 4, stk. 2, beskattes gifte kvinder særskilt af indkomst ved selvstændig virksomhed, indkomst ved arbejde for fremmede, arbejdsløshedsunderstøttelse og sygeløn m.v. Ved bestemmelsen i § 1, stk. 2, i loven om særlig indkomstskat er der nu tilvejebragt hjemmel for, at den gifte kvinde også beskattes særskilt af de arter af særlig indkomst, der knytter sig til virksomhed, der danner grundlag for særskilt beskatning af hustruens almindelige indkomst.
Det drejer sig om følgende former for særlig indkomst
1) Fortjenester eller tab af den i § 2 anførte art ved afståelse af formuegoder hørende til hustruens virksomhed.
2) Godtgørelser og gratialer m.v. af den i § 2, nr. 9, 10, 14 og 15, nævnte art.
3) Beløb af den i § 2, nr. 11 og 12, omhandlede art.
For så vidt angår fortjeneste og tab ved afståelse af formuegoder hørende til hustruens virksomhed bemærkes, at det ikke er afgørende, hvem af ægtefællerne der har ejendomsretten til de pågældende formuegoder, men om hustruen i tiden forud for afståelsen har benyttet disse i sin virksomhed. Der henvises herom til kildeskattelovens § 26 A og til punkt 20 i skattedepartementets cirkulære nr. 259 af 18. december 1968 om kildeskatteloven.
Den særskilte beskatning af særlig indkomst hos hustruen vil ikke have betydning for selve skatteberegningen, idet skatten udskrives med 30 pct., uanset størrelsen af den særlige indkomst. Hvor både mand og hustru har særlig indkomst i samme indkomstår, vil de imidlertid fremtidig ved beregningen af den særlige indkomstskat begge være berettiget til at få indrømmet fradraget på 1.000 kr. i medfør af bestemmelsen i lovens § 9, stk. 1.
De former for særlig indkomst, der ikke er henført til særskilt beskatning hos hustruen, skal som hidtil beskattes hos manden. Det gælder således fortjenester og tab ved afståelse af aktier og lignende værdipapirer og fortjeneste ved afståelse af fast ejendom. Er der tale om afståelse af en i hustruens virksomhed anvendt driftsbygning, skal hun dog beskattes særskilt efter § 2, nr. 2, af den del af fortjenesten, der svarer til afskrivningerne, medens manden beskattes efter § 2, nr. 13, af den øvrige del af fortjenesten.
3. Ad § 12.
De for almindelig indkomstskat til staten gældende regler om indgivelse af selvangivelse, om ansættelse og om påklage af ansættelsen finder anvendelse vedrørende skattepligtig særlig indkomst. Det betyder bl.a., at særlig indkomst som hidtil først skal selvangives og ansættes i begyndelsen af det kalenderår, der følger nærmest efter det indkomstår, hvori den særlige indkomst er erhvervet.
Bestemmelsen i lov om kildeskattens ikrafttræden (lov nr. 190 af 31. maj 1968) § 1, stk. 2, om afgangsførelse af skatterne for andet halvår af skatteåret 1969-70 gælder ikke for særlig indkomstskat, jfr. skattedepartementets curkulære af 3. juli 1968 vedrørende loven om kildeskattens ikrafttræden afsnit I. Der skal endvidere på sædvanlig måde foretages ansættelse af særlig indkomst, som er oppebåret i indkomståret 1969.
Med hensyn til betalingen af den pålignede særlige indkomstskat er der fra og med indkomståret 1969 foretaget den ændring, at skatten skal betales i 3 rater med forfaldstid den 1. i hver af månederne september, oktober og november og med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Dette gælder dog kun, hvor skatten skal betales efter den 1. januar 1970, og f.eks. ikke, hvor skattepligten er ophørt ved fraflytning til udlandet i året 1969.
Med hensyn til reglerne om beskatning af overført eller overskydende indkomst for indkomståret 1969 bemærkes, at indkomst, der beskattes som særlig indkomst, ikke kommer i betragtning ved beregningerne. Særlig indkomst holdes således udenfor beregningen af overskydende indkomst, medmindre den er fordelt til almindelig indkomstbeskatning over 3 år. Adgangen til at begære en sådan fordeling er i øvrigt ophævet fra og med indkomståret 1968 ved § 2 i lov nr. 192 af 31. maj 1968 om ændring af lov om særlig indkomstskat m.v. Der vil altså ikke kunne forekomme beskatning af sådanne trediedele i noget indkomstår efter kildeskattelovens ikrafttræden.
Med virkning for indkomståret 1968 og senere indkomstår kan underskud i den skattepligtige almindelige indkomst efter bestemmelsen i § 9, stk. 4, fradrages i skattepligtig særlig indkomst for samme indkomstår. Underskud i den skattepligtige almindelige indkomst for et indkomstår kan derimod ikke fradrages i den skattepligtige særlige indkomst for et senere indkomstår. I øvrigt henvises til skattedepartementets cirkulære af 10. januar 1969 pkt. 3.
4. Ad § 11, stk. 1, og § 16, stk. 4.
De nævnte bestemmelser er bragt i overensstemmelse med loven om kommunal indkomstskat § 2, hvorefter det ikke længere kan forekomme, at flere kommuner overfor den skattepligtige kan gøre krav på andel af kommuneskatten.
5. Ad § 14.
Efter paragraffens stk. 1 er finansministeren bemyndiget til at fastsætte regler om indgivelse af selvangivelse og ansættelse af særlig indkomst, herunder påklage af ansættelsen, samt om betaling og opkrævning af særlig indkomstskat i tilfælde, hvor der i årets løb sker ændringer i skattepligtsforholdene for en person eller et dødsbo. Sådanne regler vil senere blive fastsat.
Når en persons fulde skattepligt her til landet ophører på grund af fraflytning til udlandet, er efter paragraffens stk. 2 den pågældende pligtig til inden bortrejsen at indbetale særlig indkomstskat, der måtte være pålignet, uanset om den er forfalden eller ej. De nærmere regler om beregning og indbetaling af endnu ikke pålignet særlig indkomstskat vil senere blive fastsat af finansministeren i henhold til bemyndigelsesbestemmelsen i paragraffens stk. 1.
Med hensyn til forældelse af krav på særlig indkomstskat bortses der ifølge paragraffens stk. 3 i alle tilfælde ved beregningen af forældelsesfristen fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre krav gældende ved dansk domstol. Den tilsvarende tidligere bestemmelse fandt alene anvendelse på personer, der var fraflyttet til udlandet eller var begrænset skattepligtige her i landet.
Skattedepartementet, den 15. oktober 1969.
Hans P. Gøtrik.
/E. Møller.
Ingen