Cirkulære om sognefogedernes lønninger m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om sognefogedernes lønninger m.v.
I medfør af lov nr. 50 af 4. marts 1932 § 1, stk. 1, som ændret ved lov nr. 207 af 21. maj 1969 § 4, fastsætter justitsministeriet følgende regler om sognefogdernes (sandemændenes) lønninger m.v.
1. Lønninger.
Lønningerne, der udbetales kvartalsvis bagud, beregnes som et fast årligt grundbeløb på 100 kr. samt derudover et beløb på 13 øre pr. indbygger og 8 øre pr. hektar i vedkommende sognefogeddistrikt. Det samlede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb. Hertil ydes et dyrtidstillæg, der fastsættes på samme måde som tillægget til de honorarer, som er opført på finansloven.
Reguleringen af lønningerne efter ændringer i distrikternes indbyggerantal foretages pr. hvert års 1. april på grundlag af de seneste oplysninger om indbyggertallet og arealet.
Ved en sognefogeds død kan der udbetales boet løn for hele den måned, hvori dødsfaldet finder sted.
2. Telefongodtgørelse.
Udgifter til installation af telefon hos sognefogder, der ved udnævnelsen ikke har telefon, kan afholdes af statskassen, for så vidt politimesteren skønner det nødvendigt, at den pågældende forsynes med telefon.
Der ydes en godtgørelse svarende til den laveste faste abonnementsafgift inden for telefonområdet samt afgifter for nødvendige ekstrainstallationer.
I tilfælde, hvor den faste abonnementsafgift inkluderer ret til et vist antal samtaler inden for eget centralområde, ydes der intet herudover.
I tilfælde, hvor samtaleafgift betales pr. tidsenhed eller pr. opkald, ydes der et tilskud til dokumenterede samtaleudgifter på indtil 28 kr. pr. kvartal til sognefogder, der ikke tillige er lægdsmænd, og på indtil 42 kr. til sognefogder, der tillige er lægdsmænd.
3. Konstitutionsvederlag.
Når en sognefoged konstitueres som sognefoged i et andet distrikt, oppebærer han løn, der beregnes som grundbeløb 100 kr. med tillæg pr. indbygger og hektar i såvel hans eget distrikt som det distrikt, hvori han er konstitueret.
4. Jubilæumsgratialer.
Jubilæumsgratialer til sognefogder udbetales af politimesteren med 500 kr., 800 kr. og 1.000 kr. ved henholdsvis 25, 40 og 50 års jubilæer. Udgiften afholdes af finanslovkonto § 18.2.31.19 (diverse ydelser)
5. Dusører
Som påskønnelse for resolut og modig handling eller for bistand til opklaring af forbrydelser kan der i særlige tilfælde efter politimesterens skøn ydes sognefogder dusører på indtil 200 kr. Såfremt der undtagelsesvis skønnes at være anledning til at udbetale en større dusør end 200 kr., skal sagen forelægges for justitsministeriet.
6. Tilskud.
Til deltagelse i et delegeretmøde årlig i Danmarks sognefoged- og lægdsmandsforening kan der til 2 repræsentanter for hvert amt ydes tilskud til dækning af rejseudgifter m.v. Tilskuddet ydes af den politimester, i hvis kreds den pågældende gør tjeneste. Godtgørelsen for befordringsudgifter må ikke overstige prisen for en jernbanebillet til 2. klasse (2. plads på skib), og der kan herudover ydes time- og dagpenge beregnet efter sats C.
Som tilskud til en årlig generalforsamling i Foreningen af sognefogder i bymæssigt bebyggede og dermed ligestillede kommuner i Danmark kan der ydes et beløb, hvis størrelse fastsættes af justitsministeriet efter indstilling fra politimesteren på det sted, hvor mødet holdes.
7. Bespisning.
Politimestrene kan afholde udgifter i beskedent omfang til bespisning i anledning af en årlig sammenkomst med sognefogderne.
8. Sognefogedhuer.
Efter politimestrenes skøn kan afholdes nødvendige udgifter til anskaffelse af sognefogedhuer.
Cirkulæret træder i kraft den 1. oktober 1969.
Justitsministeriets cirkulærer nr. 106 af 15. april 1942, af 16. marts 1943, og nr. 223 af 10. oktober 1961 samt cirkulæreskrivelser af 31. juli 1940, 27. januar 1956 og 26. august 1964 ophæves. Det samme gælder justitsministeriets cirkulære nr. 110 af 29. april 1960 for så vidt angør cirkulærets bestemmelser om lønninger til sognefogeder.
Justitsministeriet, den 16. september 1969.
P.M.V.
Niels Madsen.
/Jørgen Nielsen
(Til politimestrene)
Ingen