Legislator Case Law & Legislation
C19690015609 DK

Cirkulære om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1969 156 Historic

Cirkulære om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.

(Til de skattelignende myndigheder og amtstuerne).

Hermed følger eksemplarer af bekendtgørelse nr. 396 af 28. juli 1969 af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven).

Til vejledning for skattemyndighederne omtales i det følgende de ændringer, der er gennemført i selskabsskatteloven ved lov nr. 357 af 23. oktober 1968, lov nr. 370 af 13. november 1968 og lov nr. 398 af 11. december 1968.

1. I forhold til lovbekendtgørelse nr. 276 af 1. juli 1968 er følgende bestemmelser ændret

1) § 2, stk. 1c og stk. 2, samt § 3, stk. 6, om begrænset skattepligt af udbytteindtægter for selskaber og foreninger m.v. med hjemsted i udlandet.

2) § 3, stk. 1, nr. 9, om fritagelse for skattepligt for visse finansieringsinstitutter.

3) § 3, stk. 1, nr. 12, om fritagelse for skattepligt for landbo- og husmandsforeningers auktioner m.m.

4) Endelig er der foretaget rent redaktionelle ændringer i § 6, stk. 1, § 7, § 9, stk. 1, § 21, § 23 og § 24, stk. 2.

Om ændringerne ad 1)-3) bemærkes følgende

2. Ad § 2, stk. 1c og stk. 2, samt § 3, stk. 6.

Ifølge kildeskattelovens § 65 skal her i landet hjemmehørende, indregistrerede aktieselskaber eller andre selskaber, i hvilken ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, i forbindelse med enhver vedtagelse om udbetaling eller godskrivning af udbytte indeholde 30 pct. af det samlede udbytte.

Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1e, er personer, der ikke er undergivet fuld skattepligt her i landet, samt dødsboer, der behandles i udlandet, begrænset skattepligtige af udbytteindtægter, hvori der skal foretages indeholdelse af udbytteskat. Ved bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1c, er der tilvejebragt hjemmel for, at udenlandske aktieselskaber, andelsselskaber og foreninger m.v. på tilsvarende måde er begrænset skattepligtige af udbytteindtægter, hvori der skal indeholdes udbytteskat i henhold til kildeskattelovens § 65.

Der skal ikke foretages selvangivelse eller skatteansættelse af udbyttet, idet skattepligten er endeligt opfyldt ved den foretagne indeholdelse af udbytteskat. Udbyttet skal derfor ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis udenlandske selskaber eller foreninger af andre grunde skal skatteansættes her, f.eks. fordi de udøver erhverv med fast driftssted her i landet. Udbytteskatten for begrænset skattepligtige tilfalder fuldt ud statskassen.

Ifølge bestemmelsen i § 3, stk. 6, skal udenlandske selskaber og foreninger svare udbytteskat efter bestemmelsen i § 2, stk. 1c, selv om selskaberne eller foreningerne iøvrigt måtte være undtaget fra skattepligt i medfør af reglerne i lovens § 3, stk. 1.

Såfremt Danmark i henhold til en dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat er forpligtet til helt eller delvis at frafalde udbytteskat, kan der blive spørgsmål om tilbagebetaling af det indeholdte beløb.

Bestemmelserne finder anvendelse på aktieudbytte m.v., der erhverves den 1. januar 1970 eller senere, jfr. § 8 i ikrafttrædelsesloven til kildeskatteloven.

3. Ad § 3, stk. 1, nr. 9.

Ifølge den hidtidige bestemmelse kan finansministeren fritage aktieselskaber, der omfattes af lov om visse finansieringsinstitutter for skattepligt. Ved den ændrede affattelse af bestemmelsen er der tilvejebragt hjemmel for, at ministeren med virkning fra og med skatteåret 1969-70 også kan fritage finansieringsinstitutter inden for detailhandelen for skattepligt. Det er en betingelse for fritagelse, at instituttet opfylder betingelserne for ydelse af statsgaranti i henhold til lov nr. 224 af 8. juni 1966 om garantier til finansieringsinstitutter inden for detailhandelen. Ansøgninger om fritagelse skal indsendes til finansministeriet, skattedepartementet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K.

4. Ad § 3, stk. 1, nr. 12.

Ved denne bestemmelse er de foreninger, der i henhold til lov nr. 246 af 9. maj 1917, jfr. lov nr. 80 af 4. marts 1949 om landbo- og husmandsforeningers auktioner, er afgiftsfri, fra og med skatteåret 1967-68 fritaget for skattepligt, for så vidt angår foreningernes indtægt ved afholdelse af auktioner. Foreningerne er derimod fortsat skattepligtige af indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom eller ved anden virksomhed.

Skattedepartementet, den 28. juli 1969.

Hans P. Gøtrik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →