Cirkulære om forfølgningen af sager vedrørende overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om forfølgningen af sager vedrørende overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Ved lov nr. 276 af 18. juni 1969 om ændring i borgerlig straffelov (Narkotikakriminalitet), der er trådt i kraft den 1/7-1969 er i straffelovens § 191 indført en skærpet strafferamme for den proffessionelt prægede narkotikakriminilalitet. Det er ved udarbejdelsen af lovforslaget forudsat, at der ikke som følge heraf sker nogen skærpelse i straffeforfølgningen over for personer, hvis forhold fortsat skal behandles på grundlag af lov om euforiserende stoffer. For at sikre, at denne forudsætning opfyldes, skal jeg herved efter forhandling med justitsministeriet fastsætte følgende regler om forfølgningen af sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer
I. Forbrug (Besiddelse, køb, modtagelse).
Efter l. 169 af 24. maj 1955 (der for så vidt angår konfiskationsbestemmelsen er ændret ved l. 213 af 4. juni l965 § 69), er ind- og udførsel, salg. køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af de i bekendtgørelse nr. 125 af 27. marts 1963 og bekendtgørelse nr. 156 af 3.maj 1966 nævnte stoffer forbudt uden særlig tilladelse.
Forbuddet mod besiddelse - og tilsvarende regler gælder køb og modtagelse - er ifølge lovens forarbejder navnlig begrundet i retstekniske hensyn: besiddelse vil ofte være indikation for en udbredelse, som ikke lader sig bevise.
Som følge heraf vil der i reglen ikke være anledning til at indlede undersøgelse med henblik på at pålægge strafansvar for besiddelse (køb eller modtagelse), når mistanken alene angår eget forbrug af euforiserende stoffer. I overensstemmelse hermed bør der vises tilbageholdenhed med af egen drift at indlede undersøgelse f. eks. på skoler, selv om politiet får formodning om, at der er konstateret misbrug af euforiserende stoffer.
Konstaterer politiet forbrug af euforiserende stoffer, bør det dermed forbundne strafansvar for besiddelse (køb, modtagelse) i reglen afgøres med, at der meddeles den pågældende en advarsel af politiet. Advarsel vil også kunne meddeles i gentagelsestilfælde, men i grovere gentagelsestilfælde og i tilfælde af gentagen besiddelse af andre euforiserende stoffer end hash bør der søges pålagt bødestraf. I forbindelse med meddelelsen af en advarsel eller pålæg af bøde vil der efter en bedømmelse i hvert enkelt tilfælde kunne være anledning til at henvise den pågældende til behandling, for så vidt der på stedet er etableret et behandlingscenter for narkotikamisbrug.
Består overtrædelsen alene i besiddelse af euforiserende stoffer i forbindelse med eget brug, bør der således i reglen ikke nedlægges påstand om betinget dom, heller ikke i gentagelsestilfælde, eller udfærdiges tiltalefrafald med vilkår om børne- og ungdomsforsorg, men er lovovertræderen under 18 år, underrettes børne- og ungdomsværnet om sagen og den afgørelse, som er truffet.
Skal der rejses tiltale for andre forhold, bør forhold, der alene angår besiddelse i forbindelse med eget forbrug, ikke medtages særskilt i tiltalen.
Findes nogen i ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer, søges beholdningen beslaglagt og konfiskeret.
II. Udbredelse.
A. Almindelige regler.
Efterforskningen og retsforfølgningen bør koncentrere sig om overtrædelser, som består i indførsel, fremstilling, forarbejdning og salg af euforiserende stoffer. De retningslinier, der opstilles for disse handlingstyper, finder tilsvarende anvendelse på køb og besiddelse, når der er formodning om, at erhvervelsen er sket med udbredelse for øje.
Den retspraksis, der foreligger, viser, at der anlægges en væsentlig mildere bedømmelse, når overtrædelsen angår udbredelse af cannabisprodukter, hash og marihuana, end når forholdet vedrører andre euforiserende stoffer, f.eks. preludin, opiumspræparater og LSD. Denne skelnen bør anklagemyndigheden søge at fastholde.
1. Området for bødeafgørelser.
Sager, som angår lejlighedsvis overladelse af hash uden vederlag vil kunne afgøres med advarsel eller bøde. Der nedlægges også påstand om bøde, når overtrædelsen består i lejlighedsvis fordeling af mindre kvanta af hash blandt kammerater mod vederlag i form af en andel af det indkøbte stof til eget forbrug eller et ringe kontant vederlag. Der vil ligeledes kunne acquiesceres ved bødestraf samt konfiskation af eventuelt udbytte, når der foreligger salg af hash, hvor det samlede vederlag ikke overstiger 400-500 kr., og forholdet må anses som et enkelt eller enkelt isolerede tilfælde af udbredelse.
Derimod må udbredelse selv af små mængder af andre euforiserende stoffer end hash sædvanligvis anses som en så alvorlig lovovertrædelse, at bødestraf i forbindelse med konfiskation kun finder anvendelse, når mængden er ganske ubetydelig, eller overladelsen har en lejlighedspræget karakter, og er sket uden vederlag. Er gerningsmanden under 18 år, vil området for bødeafgørelser kunne udstrækkes lidt videre.
2. Betinget - ubetinget dom.
Betinget dom - eventuelt i forbindelse med bøde og konfiskation - vil uden særlig begrundelse kunne accepteres i sager, der angår første gangs salg af hash, hvor det samlede vederlag ikke overstiger 1.000 kr. og forholdet må anses for et enkelt eller enkelte isolerede tilfælde af udbredelse. Dette gælder dog ikke, hvis der foreligger skærpende omstændigheder som f.eks. udbredelse i ikke ubetydeligt omfang til børn under 16 år. Der må sædvanligvis søges opnået ubetinget straf i sager, som angår udbredelse af andre euforiserende stoffer,medmindre anvendelse af betinget dom er ubetænkelig som følge af forudgående varetægtsfængsling eller er begrundet i gerningsmandens unge alder, eller oplysningerne om hans personlige forhold gør det antageligt, at en betinget dom, eventuelt med vilkår om afvænningsbehandling, må anses for mere formålstjenlig til at afholde gerningsmanden fra ny kriminalitet.
B. Særregler vedrørende unge, hvor sagen ikke kan afgøres med bøde.
Er gerningsmanden under 18 år, forholdes der i reglen på tilsvarende måde som ved berigelsesforbrydelser begået af personer under denne alder, jfr. mit cirkulære af 4. august 1966 om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere. Påstand om kortvarig almindelig ubetinget frihedsstraf - eventuelt som led i en kombinationsdom - vil dog kunne være formålstjenlig, når hverken forholdet eller de personlige oplysninger giver grundlag for ungdomsfængsel, og der foreligger særligt skærpende omstændigheder, som f.eks. udbredelse i ikke ubetydeligt omfang til børn under 16 år eller gentagne grove overtrædelser.
Er gerningsmanden under 21 år, vil betinget dom kunne accepteres i videre omfang end for personer over denne alder. Opmærksomheden må være henvendt på, om der til en betinget dom bør knyttes vilkår om afvænningsbehandling, jfr. straffelovens § 57, 3)-5) eller om der bør nedlægges påstand om en foranstaltning efter straffelovens § 70.
C. Straffelovens § 191.
Angår det strafbare forhold udbredelse af heroin eller udbredelse af andre stoffer til et større antal tilfældige personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder, som f.eks. hvor modtagerne er børn, vil forholdet kunne være omfattet af straffelovens § 191. Det samme gælder indsmugling, køb eller besiddelse af stoffer med fortsæt til udbredelse af den beskrevne karakter. Indsmugling eller udbredelse af hash bør ifølge forarbejderne til loven kun henføres under denne bestemmelse, når der foreligger erhvervsmæssig organiseret indsmugling af eller handel med hash i et omfang der overstiger 10-15 kg; bestemmelsen vil dog også kunne finde anvendelse, hvor mængden er noget mindre, når der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Om forelæggelse af sådanne sager henvises til afsnit IV.
D. Udlændinge.
Er gerningsmanden udlænding uden fast tilknytning til landet, kan forholdsregler med et forsorgsmæssigt indhold sædvanligvis ikke anses for formålstjenlige, og der bør i reglen nedlægges påstand om ubetinget frihedsstraf, såfremt udvisning, eventuelt i forbindelse med bøde og konfiskation, ikke kan anses for tilstrækkelig reaktion.
III.Varetægtsfængsling.
I lovovertrædelser, der består i udbredelse af euforiserende stoffer, vil en flerhed af personer som regel være impliceret. Da det ved pågribelsen jævnligt vil være usikkert, hvilket omfang overtrædelser har, vil opklaringshensyn, således at tidligere og efterfølgende led i omsætningskæden ikke underrettes, konstruerede forklaringer aftales, og beholdninger bortskaffes, hyppigt gøre det påkræver at søge fængsling iværksat, og ofte vil der ved lovovertrædelser, der består i udbredelse af narkotika, tillige være særlig grund til at frygte, at sigtede vil fortsætte sin strafbare virksomhed. Er sigtede under 18 år, bør der dog i overensstemmelse med praksis på andre områder vises tilbageholdenhed med at fremsætte begæring om fængsling, således at fængsling kun søges iværksat, når mistanken vedrører særligt grove tilfælde, eller der foreligger alvorlige tilfælde af gentagelse. Den nødvendige isolation af sigtede under denne alder søges såvidt muligt gennemført ved anbringelse i en institution under børne- og ungdomsforsorgen.
IV. Forelæggelsesregler.
1. Foreligger der oplysninger om et intensivt eller langvarigt misbrug af euforiserende stoffer, eller giver oplysningerne om gerningsmandens personlige forhold i øvrigt anledning dertil, iværksættes mentalundersøgelse.
Anses gerningsmanden ved den retspsykiatriske undersøgelse for utilregnelig eller strafuegnet, forelægges sagen for mig i overensstemmelse med de almindelige regler om forelæggelse af sådanne sager.
2. Sager vedrørende unge lovovertrædere forlægges for statsadvokaten og for mig i overensstemmelse med de almindelige regler om forelæggelse i sådanne sager.
3. Sager, hvor der kan være spørgsmål om straf om straffelovens § 191, forelægges for mig inden tiltalerejsningen.
4. Indtil videre opretholdes forskriften om efterfølgende forelæggelse for mig af alle sager om overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Forelæggelsespligten gælder også sager, der afgøres med bøde eller tiltalefrafald med vilkår. Derimod er sager, der sluttes med advarsel, og sager, hvor overtrædelserne af loven om euforiserende stoffer indgår som mindre betydende forhold i en samlet kriminalitet af anden karakter, undtaget. Indsendelsen sker gennem vedkommende statsadvokat.
Rigsadvokaten, den 15. juli 1969.
Olafsson.
(Til politiet og anklagemyndigheden).
Ingen