Cirkulære om tvangsbøder i henhold til kildeskattelovens § 85.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om tvangsbøder i henhold til kildeskattelovens § 85.
(Til samtlige amtsskatteinspektører/amtsligningsinspektører samt skattedirektørerne i Københavns og Frederiksberg kommuner og politimestrene m.fl.).
Efter § 11 i finansministeriets bekendtgørelse nr.145 af 28. marts 1969 er amtsskatteinspektørerne (amtsligningsinspektørerne) samt i Københavns og Frederiksberg kommuner skattedirektøren bemyndiget til at fastsætte de i kildeskattelovens § 85, stk. 3, omhandlede daglige bøder, der kan pålægges en indeholdelsespligtig for at fremtvinge indgivelse af meddelelse om indtræden og ophør af indeholdelsespligt og om ændringer i den indeholdelsespligtiges adresse.
Med hjemmel i § 9 i ikrafttrædelsesloven til kildeskatteloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 185 af 8. maj 1969, er det ved §§ 4 og 5 i den foran nævnte bekendtgørelse bestemt,at reglerne om det i kildeskattelovens § 85 omhandlede register over de indeholdelsespligtige har virkning fra den 1. april 1969.
De nævnte myndigheder er herefter beføjet til ved pålæg af daglige bøder at fremtvinge de omhandlede meddelelser.
I forbindelse med oprettelsen af det pågældende register har kildeskattedirektoratet anmodet kommunerne om pr. 15. juli 1969 at afgive indberetning til amtsskatteinspek- tørerne/amtsligningsinspektørerne om indeholdelsespligtige, der ikke på dette tidspunkt har foretaget tilmeldelse til registeret.
Man skal herved meddele følgende vejledende regler om pålæg af tvangsbøderne.
Tvangsbødernes størrelse bør normalt fastsættes til 50 kr. for hver dag, der hengår efter udløbet af den af de pågældende myndigheder fastsatte frist for indgivelse af meddelelserne, men således at der tages forbehold om eventuel senere forhøjelse af bøderne.
Meddelelse om de pålagte tvangsbøder skal sendes til den bødefældte ved anbefalet brev.
Undlader bødefældte fortsat at indgive de begærede meddelelser, bør bøderne i almindelighed forhøjes for fremtiden efter et skøn, navnlig under hensyn til den forpligtedes økonomiske forhold og længden af det tidsrum, fristen er overskredet. Forhøjelse af bøderne skal ligeledes meddeles den bødefældte ved anbefalet brev.
Anmodning om inddrivelse af tvangsbøder sendes til politimesteren i den politikreds, hvor bødefældte har bopæl, i København politidirektøren. Denne anmodes samtidig om at foranledige, at bødefældte, såfremt udpantning måtte vise sig helt eller delvis forgæves, indsættes til afsoning af det resterende beløb i overensstemmelse med § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 277 af 30. juni 1965.
Begæringen fremsendes til politiet i 2 eksemplarer, og genpart tilstilles samtidig 2. revisionsdepartement, 4. kontor.
I almindelighed bør tvangsbøderne inddrives med et stadigt stigende antal, således at der f.eks. først inddrives bøder for 10 dage, derefter for 20 dage, 40 dage og så fremdeles, og således at yderligere bøder ikke overgives til inddrivelse, førend de tidligere beordrede bøder er indgået eller afsonet.
Politimesteren (politidirektøren) anmodes om at foranledige, at det over for bødefældte tilkendtgives, at amtsskatteinspektøren/amtsligningsinspektøren (skattedirektøren) er sindet at lade opkræve et angivet yderligere antal dagbøder, såfremt de omhandlede meddelelser ikke straks indgives til vedkommende amtsskatteinspektør/amtsligningsinspektør (skattedirektør).
Når meddelelse om, at det fastsatte antal tvangsbøder er betalt eller afsonet, er modtaget, og den bødefældte på dette tidspunkt stadig ikke har indsendt de begærede meddelelser, iværksætter amtsskatteinspektøren/amtsligningsinspektøren (skattedirektøren) ny inddrivelsessag.
Når den bødefældte har indsendt de omhandlede meddelelser til amtsskatteinspektøren/amtsligningsinspektøren (skattedirektøren) skal denne omgående meddele dette telefonisk til politiet. Sagen skal herefter skriftlig tilbagekaldes fra politiet. Underretning til revisionsdepartementet om tilbagekaldelsen er ufornøden. De modtagne meddelelser videresendes straks til kildeskattedirektoratet. Er der tale om en blanket med tilmeldelse til registeret over indeholdelsespligtige, påføres amtsskatteinspektørens/amtsligningsinspektørens (skattedirektørens) stempel i rubrikken "Særlige oplysninger" på blankettens bagside.
Til brug ved fremtvingelsen af tilmeldelsesblanket fra indeholdelsespligtige er udarbejdet standardskrivelser. Eksemplarer heraf og af tilmeldelsesblanketten vil blive udsendt af kildeskattedirektoratet til amtsskatteinspektørerne m.v. Yderligere eksemplarer af skrivelserne (formular A 22, A 76 og A 77) og af tilmeldelsesblanketten (formular A 7) kan rekvireres ved henvendelse til kildeskattedirektoratet, postboks 100, 3460 Birkerød, telefon (01) 81 57 11.
Skattedepartementet, den 7. juli 1969.
Hans P. Gøtrik.
Ingen