Cirkulære om investeringsfradrag i egnsudviklingsområder.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om investeringsfradrag i egnsudviklingsområder.
(Til de skattelignende myndigheder).
Hermed følger eksemplarer af lov nr. 36 af 20. februar 1969 om investeringsfradrag i egnsudviklingsområder. Med hensyn til praktiseringen af lovens bestemmelser skal man meddele følgende
1. Loven giver ret til et skattemæssigt fradrag for skattepligtige, der opfører, ombygger eller forbedrer erhvervsbygninger i følgende amter
Thisted amt,
Hjørring amt,
Ålborg amt,
Tønder amt og
Bornholms amt.
Efter lovens § 1, stk. 1, gælder ordningen for erhvervsbyggeri m.v. i disse amter, således som de er afgrænset ved lovens ikrafttræden. Selv om det fremsatte forslag til lov om ændring af lov om revision af den kommunale inddeling fører til en ændring af de amtskommunale grænser, vil det altså ikke få betydning for investeringsfradragsordningen.
2. Efter lovens § 1, stk. 2, gælder investeringsfradragsordningen for opførelse, ombygning eller forbedring af bygninger, hvorpå der kan afskrives efter lov om skattemæssige afskrivninger m.v. Med hensyn til afgrænsningen af de afskrivningsberettigede bygninger henvises til skattedepartementets cirkulære nr. 167 af 9. juli 1968 om ændringer i afskrivningsloven.
Det bemærkes, at ordningen også omfatter udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn og lignende, der har en sådan tilknytning til en afskrivningsberettiget bygning, at der kan afskrives på dem efter afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra c, 2. pkt.
Investeringsfradragsordningen gælder også for ombygning af bygninger, der ikke hidtil har været afskrivningsberettigede, når ombygningen er fuldført inden for det tidsrum, der omtales i punkt 3 nedenfor, og bygningen inden for dette tidsrum er taget i brug til et formål, der giver ret til skattemæssige afskrivninger.
3. I tidsmæssig henseende er ordningen begrænset til byggeri m.v., der fuldføres og tages i brug til et afskrivningsberettiget formål i tiden 1. oktober 1968 til 31. december 1970.
4. Efter lovens § 2, stk. 1, kan den skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for hvert af indkomstårene 1970, 1971, 1972 og 1973 foretage investeringsfradrag med 5 pct. af anskaffelsessummen for bygningen og de særlige installationer i denne eller af ombygnings- eller forbedringsudgiften. Det er dog en betingelse, at bygningen ved indkomstårets udgang tilhører den skattepligtige og bruges til et formål, der giver ret til skattemæssige afskrivninger. Sælger den skattepligtige f.eks. bygningen i 1972, får han således kun ret til investeringsfradrag i indkomstårene 1970 og 1971, altså med i alt 10 pct.
5. Den anskaffelsessum eller den ombygnings- eller forbedringsudgift, hvoraf investeringsfradraget beregnes, skal efter lovens § 2, stk. 2, opgøres efter afskrivningslovens regler. Er der ydet investeringstilskud efter egnsudviklingslovens § 11, skal anskaffelsessummen dog nedsættes efter de regler, der omtales i punkt 6 nedenfor.
Det bemærkes, at det i afskrivningslovens § 29B er bestemt, at prioteringsomkostninger - herunder kurstab - samt udgift til erhvervelse af byggegrund ikke kan henregnes til anskaffelsessummen eller til forbedringsudgifter m.v. Sådanne udgifter kan derfor heller ikke henregnes til den anskaffelsessum, hvoraf der kan beregnes investeringsfradrag.
Er kun en del af bygningen afskrivningsberettiget, bestemmes det i investeringsfradragslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., at afskrivningslovens § 20 skal finde tilsvarende anvendelse. Det betyder, at der kun kan beregnes investeringsfradrag af den del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til etagearealet i den afskrivningsberettigede del af bygningen. Anvendes under 30 pct. af etagearealet til et formål, der giver ret til afskrivning, kan der kun foretages investeringsfradrag, såfremt det absolut set drejer sig om mindst 300 kvardratmeter.
Selv om den skattepligtige anvender investeringsfondshenlæggelser til forlods afskrivning på bygningen, medfører det ikke nogen nedsættelse af den anskaffelsessum, hvoraf investeringsfradraget beregnes.
6. Den anskaffelsessum, hvoraf investeringsfradraget beregnes, skal efter lovens § 2, stk. 3, nedsættes, såfremt der er ydet investeringstilskud efter egnsudviklingslovens § 11. Denne bestemmelse er trykt som bilag til dette cirkulære. Nedsættelsen skal udgøre den del af tilskuddet, der vedrører bygningen, de særlige installationer og byggegrunden. Er investeringstilskuddet ikke opgjort endeligt, beregnes nedsættelsen foreløbig på grundlag af det tilskud, hvorom der er givet den skattepligtige tilsagn. Skatteansættelsen må så reguleres, når det endelige tilskudsbeløb er opgjort.
Det er aftalt med egnsudviklingsdirektoratet, at direktoratet vil underrette de skattelignende myndigheder om investeringstilskud, som ydes til erhvervsbyggeri, der omfattes af loven om investeringsfradrag i egnsudviklingsområder. Egnsudviklingsdirektoratet vil herunder give oplysning om, hvor stor en del af tilskuddet der vedrører bygningen, de særlige installationer og byggegrunden.
7. Efter lovens § 2, stk. 4, kan der kun beregnes investeringsfradrag af det beløb, hvormed anskaffelsessummen m.v., efter eventuelt fradrag for investeringstilskud, overstiger 50.000 kr.
Efter § 2, stk. 5, kan den skattepligtige kun foretage investeringsfradrag, såfremt det årlige fradragsbeløb, der opgøres efter de ovennævnte regler, er 100 kr. eller derover.
8. Anvendelsen af de foran omtalte regler belyses nedenfor i 2 eksempler.
Eksempel 1.
Den skattepligtige har opført en afskrivningsberettiget nybygning i et af de 5 amter, der er nævnt i punkt 1 ovenfor. Bygningen er fuldført og taget i brug til et afskrivningsberettiget formål i tiden 1. oktober 1968 til 31. december 1970. Den afskrivningsberettigede anskaffelsessum efter afskrivningsloven udgør .................................................. 500.000 kr. Den skattepligtige har fået investeringstilskud efter egnsudviklingslovens § 11. Den del af tilskuddet, der vedrører bygningen, de særlige installationer i denne samt byggegrunden, udgør ........ 75.000 kr. ------------- 425.000 kr. Efter investeringsfradragslovens § 2, stk. 4, fradrages ...................................... 50.000 kr. ------------- Anskaffelsessum, hvoraf investeringsfradrag beregnes............................ 375.000 kr. ============= Forudsat at bygningen ved udgangen af vedkommende indkomstår tilhører den skattepligtige og anvendes til et afskrivningsberettiget formål, kan han ved indkomstopgørelsen for hvert af indkomstårene 1970, 1971, 1972 og 1973 foretage investeringsfradrag med 5 pct. af 375.000 kr. eller med 18.750 kr.
Eksempel 2.
Den afskrivningsberettigede anskaffelsessum for en nybygning, der er fuldført og taget i brug på samme måde som bygningen i eksempel 1, udgør .................................................. 51.000 kr. Fradrag efter investeringsfradragslovens § 2, stk. 4 ............................................ 50.000 kr. ------------- Restbeløb .............................................. 1.000 kr. ============= Da 5 pct. af restbeløbet ikke overstiger 100 kr., kan den skattepligtige ikke foretage investeringsfradrag, jfr. lovens § 2, stk. 5. 9. Efter lovens § 3 berører investeringsfradraget ikke størrelsen af de skattemæssige afskrivninger, der kan foretages efter afskrivningsloven. Investeringsfradraget berører heller ikke opgørelsen af en eventuel salgsfortjeneste efter lov om særlig indkomstskat m.v. eller efter § 5, stk. 1, litra a, i statsskatteloven af 10. april 1922. Skattedepartementet, den 20. februar 1969.
Hans P. Gøtrik.
/Chr. Vinten.
Bilag.
Uddrag (§ 6, stk. 1 og 2, og § 11) af lov om egnsudvikling, jfr. lovbekendtgørelse nr. 56 af 25. februar 1969.
(Udelades her.)
Ingen