Cirkulære om ændringer i afskrivningsloven, investeringsfondsloven og lov om indskud på etableringskonto.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændringer i afskrivningsloven, investeringsfondsloven og lov om indskud på etableringskonto.
(Til de skattelignende myndigheder).
Hermed følger eksemplarer af love nr. 39, 37 og 38 af 20. februar 1969 om ændring af afskrivningsloven, lov om investeringsfonds og lov om indskud på etableringskonto.
Ved de 3 ændringslove er der sket følgende ændringer i de hidtil gældende regler
I. Afskrivningsloven.
1. Afskrivningslovens § 6 indeholder bl.a. regler om, hvorledes der skal forholdes med såkaldte "småaktiver", når en virksomhed afhændes, afstås eller opgives. De småaktiver, det drejer sig om, var tidligere afgrænset i lovens § 3, stk. 1; men efter en lovændring i maj 1968 findes afgrænsningen nu i § 3, stk. 1 og 2. Ved den nu gennemførte ændring er nogle paragrafhenvisninger i § 6, stk. 1 og 2, ændret i overensstemmelse hermed.
2. Ved § 2 i den nu gennemførte ændringslov er der gjort en tilføjelse til ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelserne vedrørende de ændrede regler om afskrivning på bygninger, der blev gennemført i maj 1968. Det drejer sig om en tilføjelse til § 2, stk. 7, i lov nr. 183 af 31. maj 1968 om ændring af lov om skattefri afskrivninger m.v.
Efter de nye regler om afskrivning på bygninger skal beskatning efter afskrivningslovens § 29, jfr. lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 2, finde sted i alle tilfælde, hvor den skattepligtige har afskrevet skattemæssigt på en afhændet bygning.
Efter overgangsreglen i § 2, stk. 7, i ændringsloven af 31. maj 1968 finder de ændrede beskatningsregler anvendelse på fortjenester, der erhverves den 15. marts 1968 eller senere. Drejer det sig om en bygning, som skatteyderen har erhvervet før den 15. marts 1968, og har han hidtil alene foretaget almindelige afskrivninger, ses der dog ved opgørelsen af fortjenesten og den særlige indkomst bort fra afskrivninger, der er foretaget ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1968-69 og tidligere. Som loven af 31. maj 1968 var affattet, fik den skattepligtige også denne mere fordelagtige stilling, selv om han ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1969-70 eller senere foretager ekstraafskrivning efter de tidligere gældende regler, hvilket § 2, stk. 5, i loven af 31. maj 1968 i visse tilfælde giver adgang til.
Det er imidlertid fundet mindre rimeligt, at skattepligtige, der foretager ekstraafskrivning, på denne måde kunne få en bedre stilling, end de ville have haft efter de tidligere gældende regler. Ved den nu foretagne ændring er det derfor bestemt, at den særlige overgangsregel ikke gælder, når den skattepligtige har foretaget ekstraafskrivning ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1969-70 eller senere skatteår.
II. Investeringsfondsloven og etableringskontoloven.
3. I investeringsfondslovens § 3, stk. 2, og etableringskontolovens § 7, stk. 2, er udtrykket "under 1.200 kr." ændret til: "1.200 kr. eller derunder". Herved er formuleringen af de nævnte lovbestemmelser bragt i overensstemmelse med affattelsen af afskrivningslovens § 3, stk. 2.
Skattedepartementet, den 20. februar 1969.
Hans P. Gøtrik.
Ingen