Gudstjeneste. Valg af salmevers.
Statutory Text (3 Articles)
Gudstjeneste. Valg af salmevers.
Kirkeministeriets skrivelse af 14. juni 1968 til biskoppen over Helsingør stift.
I et med Deres Højærværdigheds skrivelse af 21. november 1967 hertil indsendt andragende har sognepræst for A. menighed, N.N. sammen med organisten ved A. kirke - og i forståelse med menighedsrådet - bedt ministeriet tage stilling til, om det tilkommer sognepræsten eller menighedsrådet at træffe bestemmelse i følgende spøgsmål
Indtil foråret 1967 var det i følge det oplyste skik, at man ved højmesser efter trosbekendelsen sang 1. vers af salme nr. 268 »Bøj, o Helligånd, os alle« Til dette vers blev benyttet en melodi af Winding, men da sognepræsten og organisten fandt, at denne melodi var af ringe musikalsk værdi, besluttede de at afskaffe den. I stedet for indførtes det trefoldige AMEN, som er at finde i Den danske koralbog side 291.
Denne ændring er stødt på menighedsrådets uvilje, og menighedsrådet har overfor sognepræsten stillet krav om, at det trefoldige AMEN atter afskaffes og erstattes af 3. vers af salme nr. 11.
Ved sagens fremsendelse har provsten for B. herreds østre provsti udtalt, at afgørelsen af, hvilket vers der eventuelt skal afsynges under en gudstjeneste i forbindelse med trosbekendelsen, og af om et sådant hidtil anvendt skal bortfalde, naturligt må træffes af vedkommende præst, idet salmevalget ved gudstjenester i øvrigt alene er præstens sag.
Denne udtalelse har De tiltrådt.
Således foranlediget skal man - efter at sagen har været drøftet med samtlige biskopper - meddele til efterretning og videre bekendtgørelse, at ministeriet også for sit vedkommende må være enig med sognepræsten og provsten i, at det her omhandlede spørgsmål ikke kan henregnes til de i menighedsrådslovens § 25
omhandlede »mindre ændringer i liturgi«, hvortil menighedsrådets samtykke udkræves, men at sognepræsten må være berettiget til på egen hånd at træffe bestemmelse om en ændring som denne.
Ingen
Det tilkommer vedkommende præst at afgøre, hvilket salmevers der eventuelt skal afsynges under en gudstjeneste i forbindelse med trosbekendelsen, og af om et hidtil anvendt vers skal bortfalde.