Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Israel den 27. juni 1966 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Israel den 27. juni 1966 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat

I. Overenskomstens ikrafttræden, dens område og almindelige principper.

1. Ved den mellem Danmark og Israel den 27. juni 1966 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 85 (Lovtidende C) af 10. november 1966, er der fastsat en række bestemmelser, der i visse tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og israelsk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatning.

2. Overenskomsten kommer for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1966-67, jfr. art. 31, stk. 2 (b).

3. Overenskomsten kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på fysiske personer, der er bosiddende enten i Danmark eller Israel, og på aktieselskaber og andre sammenslutninger, der er bosat enten i Danmark eller Israel. Det er således en forudsætning for overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det pågældende selskab m.v. opfylder betingelserne for fuld skattepligt i et af de to lande.

4. For Danmarks vedkommende finder overenskomsten i henhold til art. 2, stk. 3 (b), anvendelse på indkomstskatterne til staten og de kommunale indkomstskatter samt formueskatten til staten. I henhold til art. 2, stk. 4, finder overenskomsten endvidere anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidig måtte blive pålagt som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.

5. Bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter findes ikke i overenskomsten, men der er ved dens art. 28 åbnet mulighed for, at der senere træffes aftale mellem de to stater om sådan bistand.

6. Definitionerne findes i overenskomstens art. 3, hvoraf her skal fremhæves art. 3, stk. 1 (b), hvorefter "Danmark" i overenskomsten betyder Kongeriget Danmark undtagen Færøerne og Grønland. Overenskomsten kan dog i sin helhed eller med nødvendige ændringer ved noteveksling udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her opkræves skatter af væsentlig samme karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. art. 29.

Endvidere skal fremhæves art 3, stk. 1 (c), hvorefter udtrykket "person" omfatter enhver fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning, der behandles som et selvstændigt skattesubjekt i henhold til den i vedkommende stat gældende skattelovgivning. Udtrykket "selskab" betyder ifølge art. 3, stk. 1 (d), enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.

Det bemærkes, at udtrykket "kompetente myndigheder" for såvel Danmarks som Israels vedkommende betyder finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder, jfr. art. 3, stk. 1 (f).

7. Overenskomstens regler til undgåelse af dobbeltbeskatning kan opdeles i 2 afsnit, nemlig dels regler til løsning af den konflikt, der opstår, når en person eller et selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge de kontraherende lande, og begge lande derfor med hjemmel i deres interne lovgivning gør krav på at beskatte den pågældende af hele hans indkomst og formue, uanset hvorfra indkomsten og formuen hidrører, og dels regler til løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst hidrører, eller hvor en formue er placeret (kildelandet), og det land, hvor den pågældende skatteyder er bosiddende og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet).

Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde. Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, må det først efter de i art. 4 givne regler fastslås, hvilket af de to lande der skal have ret til at beskatte den pågældende som der bosiddende. Derefter bestemmes det ved hjælp af de følgende regler, om bopælslandet skal give afkald på at beskatte visse indkomst- eller formuearter. I tilfælde, hvor en person, der i henseende til beskatningen betragtes som bosiddende i Danmark, oppebærer indtægter fra eller ejer formue i Israel, og sådan indkomst eller formue i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser kan beskattes i Israel, skal Danmark i henhold til art. 23, stk. 1, i indkomst- eller formueskatten tillade fradraget den del af henholdsvis indkomst- eller formueskatten, der forholdsmæssigt falder på den indkomst, som er oppebåret fra, eller den formue, der ejes i Israel. Med hensyn til aktieudbytte, renter og royalties gælder dog en særlig bestemmelse i art. 23, stk. 2, se nærmere under pkt. 8.

Indkomst og formue, som Israel kan beskatte, skal følgelig medregnes i den her i landet skattepligtige indkomst og formue, men de beregnede skattebeløb skal derefter nedsættes som foran anført.

For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Israel bliver der herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag i dansk skat for skat erlagt i Israel.

8. Hvor en her bosiddende person oppebærer aktieudbytte, renter eller royalty, som i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 10, 11 og 12 kan beskattes i Israel, skal Danmark imidlertid i henhold til art. 23, stk. 2, i den pågældende persons indkomstskat tillade fradraget et beløb lig med den i Israel erlagte skat. Fradraget kan dog ikke overstige den del af skatten, som forholdsmæssigt falder på den indkomst, der er oppebåret fra Israel.

Den israelske indkomstskat på udbytter og renter kan i nogle tilfælde vise sig at være enten helt frafaldet eller nedsat for en begrænset tidsperiode. Uanset at dette måtte være tilfældet, skal Danmark alligevel tillade et fradrag i den danske skat med et beløb lig med den skat, som Israel efter overenskomsten kunne kræve, såfremt der ingen fritagelse eller nedsættelse var blevet indrømmet, jfr. art. 23, stk. 2, 2. led. Begrundelsen herfor er, at Israel indrømmer visse skattelempelser for at opmuntre til kapitalinvestering, og disse lempelser får kun denne virkning, når de kommer vedkommende skatteyder til gode i form af fradrag i den danske skat af israelsk skat uden nedsættelse.

II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning.

A. Reglerne om undgåelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt foreligger i begge lande.

9. Har en fysisk person en sådan tilknytning til begge lande, at han opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, altså i begge lande er skattepligtig af hele sin indkomst og formue, må det afgøres, hvilket af de to lande der skal lade sin ret til at betragte den pågældende som fuldt skattepligtig vige.

I art. 4, stk. 1, bestemmes det først, hvad der skal forstås ved at være bosat i en af staterne. Det er i overenskomstens forstand tilstrækkeligt hertil, at en person eller et selskab i henhold til lovgivningen i en af staterne er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold.

For en fysisk person gælder i henhold til art. 4, stk. 2 (a), den hovedregel, at det land, hvor vedkommende har en fast bolig til rådighed, har den fulde beskatningsret. Foreligger der fast bolig i begge lande, tilkommer den fulde beskatningsret det land, med hvilket den pågældende skatteyder har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser). Kan spørgsmålet om, hvilket land der skal have beskatningsretten, ikke afgøres på grundlag af de nævnte kriterier, får det land, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, fortrinsretten. Såfremt heller ikke dette kriterium fører til en løsning, tilkommer beskatningsretten den stat, i hvilken den pågældende er statsborger. Er han ikke statsborger i nogen af staterne, eller er han statsborger i begge stater, må der træffes aftale mellem de kompetente myndigheder i de to stater. I så fald må sagen derfor forelægges for skattedepartementet.

En juridisk person anses for fuldt skattepligtig i den af staterne, i hvilken den er indregistreret, eller i henhold til hvis lovgivning den har status som et selskab. Hvis selskabet også efter dette kriterium er bosiddende i begge stater, skal det anses for at være bosiddende i den stat, i hvilken dets virkelige ledelse har sit sæde.

B. Reglerne om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.

10. Reglerne herom findes i overenskomstens kapitel III (art. 6-21). Til de enkelte artikler bemærkes følgende

11. Indkomst af fast ejendom kan ifølge art. 6, stk. 1, beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende. I art. 6, stk. 2, redegøres der nærmere for, hvad der skal forstås ved udtrykket "fast ejendom". Det bemærkes særligt, at udtrykket omfatter royalty, der betales for udnyttelsen af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Fortjeneste, der opnås ved afhændelse af fast ejendom, kan ifølge art. 13, stk. 1, ligeledes beskattes i den stat, i hvilken den faste ejendom er beliggende.

12. Med hensyn til fortjeneste ved forretningsvirksomhed er hovedreglen ifølge art. 7 den, at sådan fortjeneste kun kan beskattes i det land, hvor vedkommende foretagende er hjemmehørende. En undtagelse herfra gælder for det tilfælde, hvor et foretagende i det ene land driver virksomhed fra et "fast driftssted" i det andet land. I så fald kan den del af indkomsten, der kan henføres til et sådant fast driftssted, beskattes i dette andet land.

Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted", henvises til bestemmelserne i art. 5.

13. Ifølge art. 13, stk. 2, kan fortjeneste ved afhændelse af aktiver, som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i den ene stat opretholder i den anden stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af selve det faste driftssted, beskattes i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende.

14. Fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik kan ifølge art. 8, stk. 1, kun beskattes i den stat, hvor den virkelige ledelse for virksomheden har sit sæde, og dette gælder også, hvor et luftfartsforetagende er deltager i en pool-aftale.

Overenskomsten af 4. april 1955 mellem Israel og Danmark om gensidig fritagelse for indkomstskat og al anden beskatning af indkomst hidrørende fra skibsfartsvirksomhed og drift af luftrute gælder ikke for nogen periode, for hvilken den nu indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst gælder, jfr. art. 31, stk. 3.

15. Aktieudbytte kan ifølge art. 10, stk 1, beskattes i det land, hvor modtageren er bosiddende. Sådant udbytte kan ifølge art. 10, stk. 2, også beskattes i det land, hvor det selskab, der udbetaler aktieudbyttet, er bosiddende, men denne beskatningsret er begrænset således

Den danske skat på udbytte, der betales til en i Israel bosiddende person, må ikke overstige 15 pct.; hvor den i Israel bosiddende person er et selskab, som direkte eller indirekte behersker mindst 50 pct. af samtlige stemmer i det selskab, som udbetaler udbytte, må den danske skat dog ikke overstige 5 pct. Da der først ved kildeskattelovens ikrafttræden den 1. januar 1970 er hjemmel til at beskatte aktionærer, bosat i udlandet, af aktieudbytte, der udbetales dem fra danske selskaber, vil de anførte begrænsninger i den danske beskatning først få betydning for aktieudbytte, der udbetales eller godskrives efter den 31. december 1969.

Skatten på udbytte, der udbetales af et israelsk selskab til en i Danmark bosiddende person, må ikke overstige 25 pct. af udbyttet.

Hvor aktieudbytte fra et i den ene stat bosiddende selskab oppebæres af en i den anden stat bosiddende person, som har et fast driftssted i førstnævnte stat, skal de ovenfor nævnte bestemmelser dog ikke finde anvendelse, dersom de rettigheder, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald finder bestemmelserne i art. 7 om beskatningsretten til fortjeneste ved forretningsvirksomhed anvendelse også for så vidt angår nævnte udbytte, jfr. art. 10, stk. 4.

Udtrykket "udbytte" betyder indkomst af aktier, stifterandele eller andre rettigheder til andel i fortjeneste, såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der er sidestillet med indkomst fra aktier i henhold til skattelovgivningen i den stat, i hvilken det udbetalende selskab er bosiddende. Udtrykket omfatter derimod ikke indkomst af gældsfordringer.

16. Ifølge art. 11, stk. 1, kan renter af obligationer, gældsfordringer, forskrivninger eller af en hvilken som helst anden form for gæld beskattes i den stat, hvor modtageren er bosiddende. Sådan rente kan imidlertid ifølge art. 11, stk. 2, også beskattes i den stat, hvorfra renten hidrører, men den skat, der pålægges, må dog ikke overstige 25 pct. af rentebeløbet. Det bestemmes nærmere i artiklens stk. 5, i hvilke tilfælde renter skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater.

Såfremt den person, der oppebærer renten, i en af staterne har et fast driftssted, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, blev stiftet, og renteudgiften afholdes af det pågældende faste driftssted, skal bestemmelsen i art. 7 dog finde anvendelse.

Den kildelandet ved bestemmelsen i art. 11, stk. 2, tillagte beskatningsret til renter, der hidrører fra dette land, kan Danmark i mangel af hjemmel i den interne lovgivning ikke udnytte.

17. Ifølge art. 12 kan royalty beskattes i den stat, hvor modtageren er bosiddende. Den stat, hvorfra royaltien hidrører, kan imidlertid også beskatte den, men den skat, der pålægges, må ikke overstige 10 pct. af royaltien.

I tilfælde, hvor den i en af staterne bosiddende modtager af royaltien har et fast driftssted i den anden stat, fra hvilken royaltien hidrører, finder disse regler dog ikke anvendelse, såfremt den rettighed eller ejendel, som ligger til grund for royaltien, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I stedet finder bestemmelserne i art. 7 om beskatningsretten til fortjeneste ved forretningsvirksomhed anvendelse.

I art. 12, stk. 4, bestemmes, hvornår royalties skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater, og det fastslås, at såfremt den person, der erlægger royaltien, i en af staterne har et fast driftssted, af hvilket royaltien er erlagt, skal den anses for at hidrøre fra den stat, i hvilken det faste driftssted er beliggende.

I art. 12, stk. 2, er nærmere angivet, hvad udtrykket "royalty" betyder.

18. Beskatningsretten til fortjeneste ved afhændelse af formuegenstande tilkommer ifølge art. 13, stk. 3, som hovedregel den stat, hvor afhænderen er bosiddende.

Undtagelse herfra gælder dog ifølge art. 13, stk. 1, fortjeneste ved afhændelse af fast ejendom og ifølge art. 13, stk. 2, fortjeneste ved afhændelse af erhvervsformuen i et fast driftssted og fortjeneste ved afhændelse af skibe og luftfartøjer, anvendt i international fart.

19. Bestemmelsen i art. 14, stk. 1, medfører som hovedregel, at vederlag for personlige tjenesteydelser (herunder indkomst ved selvstændigt arbejde, jfr. art. 14, stk. 1 (b)), beskattes i den stat, hvor arbejdet er udført. En herboende person, der har lønindtægt ved arbejde udført i Israel, kan således normalt ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn, men lønindtægten kan alene medregnes ved fastsættelsen af skattesatsen.

Fra denne hovedregel gælder dog flere undtagelser

1) Beskatningsretten til vederlag, herunder pensioner, for offentlige hverv tilkommer ifølge art. 18 den stat, hvorfra vederlaget udbetales. Derimod afgøres beskatningsretten til vederlag for tjenesteydelser, der har forbindelse med næring eller forretning, der drives af en af staterne, efter reglerne i art. 14, 15 og 17.

2) Fortjeneste ved personlige tjenesteydelser beskattes i henhold til art. 14, stk. 2, i modtagerens bopælsstat, såfremt: a. modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage inden for skatteåret,og b. vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er bosiddende i den anden stat, og c. vederlaget ikke udredes af et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3) Bestyrelseshonorarer kan ifølge art. 15 beskattes i den stat, hvor det selskab, som udbetaler honoraret, er bosiddende.

4) Vederlag, som en professor eller lærer bosiddende eller tidligere bosiddende i en af de to stater modtager for undervisning ved et universitet, gymnasium eller en anden institution for højere uddannelse eller videnskabelig forskning i den anden stat under en midlertidig opholdsperiode af ikke over 2 år, må ikke beskattes i opholdsstaten. Den nævnte 2-års frist begynder at løbe straks fra den pågældendes ankomst.

20. På fortjeneste eller vederlag, oppebåret af offentligt

optrædende, f.eks. teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere,

musikere samt professionelle sportsfolk finder hovedreglen i art. 14

altid anvendelse, jfr. art. 16. Har herefter en her i landet bosat

kunstner indtægt ved optræden i Israel, tilkommer beskatningsretten

til den pågældende indtægt Israel, og indtægten kan her i landet

alene medregnes ved fastsættelsen af skattesatsen.

21. Personer, der gør tjeneste på skibe eller luftfartøjer, med

hvilke et foretagende, der er hjemmehørende i en af staterne, driver

erhvervsvirksomhed, kan ifølge art. 14, stk. 3, kun beskattes af

deres vederlag i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har

sit sæde.

22. Ifølge art. 17, stk. 1, har bopælsstaten beskatningsretten til

pensioner eller andet vederlag, der udbetales for tidligere

tjenesteydelser, medmindre der er tale om offentlige pensioner, i

hvilket tilfælde kildestaten har beskatningsretten, jfr. art. 18.

Samme regel som for private pensioner gælder for livrenter, der

hidrører fra kilder i den ene stat og udbetales til en i den anden

stat bosiddende person.

I art. 17, stk. 2, gives der en definition af udtrykkene "pension" og

"livrente".

23. Ifølge art. 19 fritages visse studerende og uddannelsessøgende,

som er eller tidligere var bosiddende i en af de to stater, og som

midlertidigt og udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed

opholder sig i den anden stat, for beskatning i opholdsstaten af

understøttelse, som udbetales til dem til deres ophold, undervisning

eller uddannelse. Fritagelsen omfatter tillige legater eller beløb,

der udbetales som vederlag for tjenesteydelser, udført i

opholdsstaten, forudsat at disse tjenesteydelser har forbindelse med

studierne eller uddannelsen eller er nødvendige for den pågældendes

underhold.

En israelsk lærling, som opholder sig her for at uddanne sig, kan

herefter hverken beskattes af det beløb, han modtager til sit

underhold, eller af legater eller af indtægt ved lønnet arbejde her i

landet, for så vidt arbejdet er et led i hans uddannelse eller er

nødvendigt for hans underhold. Det er i dette sidste tilfælde

yderligere en forudsætning for skattefriheden, at studierne eller

uddannelsen ikke er af underordnet betydning i forhold til de

tjenesteydelser, for hvilke arbejdsindtægten er opnået.

III. Formuebeskatningen.

24. Det fremgår af art. 22, at formue bestående af fast ejendom kan

beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, at formue

bestående af aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et

foretagendes faste driftssted, kan beskattes i den stat, i hvilken

det faste driftssted er beliggende, og at skibe og luftfartøjer i

international trafik og aktiver, der ikke består af fast ejendom, og

som anvendes i sådan skibs- og luftfartsvirksomhed, kun kan beskattes

i den stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Alle andre arter af formue, tilhørende en person, som er bosiddende i

en af de to stater, kan kun beskattes i bopælsstaten.

IV. Beskatning ved til- og fraflytning.

25. Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler til løsning af

de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med

flytning mellem de to stater, og de interne regler om indtræden og

ophør af skattepligt finder derfor anvendelse i disse tilfælde.

V. Bestemmelser angående udveksling af oplysninger.

26. Art. 27 fastsætter gensidig oplysningspligt for så vidt angår

sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af

overenskomstens bestemmelser. Oplysningerne skal behandles som

hemmelige og må ikke meddeles til andre personer end dem, der er

beskæftiget med påligningen, herunder afgørelsen af retsspørgsmål,

eller opkrævningen af de skatter, som omfattes af overenskomsten. Der

må ikke udveksles oplysninger, som kan røbe forretningsmæssige eller

lignende hemmeligheder.

Henvendelse fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Israel

skal ske gennem skattedepartementet.

VI. Særlige bestemmelser.

27. Art. 25 indeholder regler, hvorefter statsborgere og foretagender

i det ene land ikke i det andet land skal kunne underkastes nogen

skat eller dermed forbundne krav, som er anderledes, højere eller

mere byrdefulde end den skat og dermed forbundne krav, som det

sidstnævnte lands statsborgere eller foretagender måtte blive

underkastet. I artiklen fastslås det endvidere, hvad der skal forstås

ved udtrykket "statsborgere" samt ved udtrykket "skat" i denne

artikel.

28. Art. 26 bestemmer, at en skatteyder, der udsættes for

dobbeltbeskatning med hensyn til de af overenskomsten omfattede

skatter, kan fremsætte indsigelse herom til myndighederne i den stat,

hvor han er bosiddende.

Anses indsigelsen for berettiget, kan bopælsstatens myndigheder - for

Danmarks vedkommende skattedepartementet - træffe aftale med

myndighederne i Israel med henblik på undgåelse af

dobbeltbeskatningen.

29. I henhold til art. 26, stk. 3, kan de to staters kompetente

myndigheder ligeledes træffe aftale med henblik på undgåelse af

dobbeltbeskatning såvel i tilfælde, der ikke omhandles i

overenskomsten, som i tilfælde, hvor fortolkningen eller anvendelsen

af overenskomsten giver anledning til vanskelighed eller tvivl.

VII. Overenskomstens praktisering.

30. Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve

skatteligningen. For så vidt angår skatteårene 1966-67 - 1968-69 vil

der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i

strid med overenskomstens bestemmelser, blive tale om genoptagelse af

de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om

regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte

skatteår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede

er fremsat eller fremsættes inden den 1. april 1969, bemyndiges

skatterådene herved til at genoptage vedkommende ansættelser eller

beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse

fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter

nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagele være at indhente

på sædvanlig måde.

31. Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil

være at forelægge for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 20. december 1968.

Hans P. Gøtrik.

/ E. Thielsen.

Ingen