Cirkulære om ændring af lov om dansk indfødsret (Til kommunerne, overøvrigheden og politiet)

§ 1. Ved lov nr. 399 af 11. december 1968 er der foretaget ændring af lov nr. 252 af 27. maj 1950 om dansk indfødsret. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 409 af 17. december 1968 af lov om dansk indfødsret med de således foretagne ændringer er trykt som bilag 1 til nærværende cirkulære, og som bilag 2 er trykt en sammenstilling af den tidligere formulering af de ændrede bestemmelser og af den ændrede formulering.

§ 2. Til grund for ændringerne ligger en fællesnordisk betænkning, og der er samtidig gennemført ligelydende ændringer i lov af 8. december 1950 om norsk riksborgarrett og lov af 22. juni 1950 (nr. 382) om svenskt medborgarskap.Ved finsk medborgarskapslag (nr. 401) af 28. juni 1968 er der med virkning fra den 1. juli 1968 gennemført sådanne ændringer i den finske statsborgerretslovgivning, at den for de fleste af bestemmelsernes vedkommende svarer til bestemmelserne i de danske, norske og svenske love om statsborgerret.

§ 3. Den danske ændringslov TRÆDER, ligesom de norske og svenske ændringslove, I KRAFT den 1. januar 1969, og bestemmelserne i den ændrede formulering finder derfor kun anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder erhvervelse eller fortabelse af indfødsret, indtræffer efter den 31. december 1968.

§ 4. FORMÅLET MED ÆNDRINGERNE har dels været at knytte de nordiske lande nærmere til hinanden på statsborgerrettens område (ændringerne i §§ 10 A og 10 B), dels at bringe den danske indfødsretslov i overensstemmelse med bestemmelserne i en af De forenede Nationer i 1961 vedtaget konvention om begrænsning af statsløshed (ændringerne i §§ 3 og 8).

§ 5. Der skal i det følgende foretages en gennemgang af de enkelte bestemmelser i loven af 11. december 1968, blandt andet med henblik på at konstatere i hvilket omfang denne lov har medført ændringer i indenrigsministeriets cirkulære nr. 237 af 24. november 1950 angående lov nr. 252 af 27. maj 1950 om dansk indfødsret.

§ 6. § 3 i indfødsretsloven af 1950 findes omtalt i 1950-cirkulærets afsnit II.A.3.

Stk. 2. 1968-loven medfører ændring af 1950-lovens § 3, stk. 1, på to punkter, idet det dels ikke længere er nogen betingelse for med virkning at kunne afgive erklæring om erhvervelse af dansk indfødsret i henhold til denne bestemmelse, at den erklærende er født i Danmark - eller i et andet nordisk land - dels kræves det ikke længere, at den erklærende i hele tidsrummet fra fødslen og frem til datoen for erklæringens afgivelse har haft bopæl her i landet eller i et andet nordisk land.

Stk. 3. For personer, der afgiver erklæring efter 1968-lovens ikrafttræden, er det tilstrækkeligt, at de, for så vidt de AFGIVER ERKLÆRING, EFTER AT DE ER FYLDT 21 ÅR, men inden de fylder 23 år, VEDBLIVENDE har haft bopæl her i landet - bopæl i et andet nordisk land er i denne henseende ikke tilstrækkelig - senest fra deres 16-års fødselsdag og frem til datoen for erklæringens afgivelse, og at de derudover forinden har haft bopæl her i landet i SAMMENLAGT mindst 5 år; det bemærkes herved, at det forventes, at der i henhold til lovens § 10 vil blive indgået aftale mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige, hvorefter bopæl i Finland, Norge og Sverige - i det følgende kaldet aftalelande - indtil det fyldte 16. år vil blive ligestillet med bopæl her i landet, jfr. herved § 10 A, stk. 2, som ændret ved loven af 11. december 1968. Der vil senere blive udsendt meddelelse herfra, når denne aftale måtte være indgået.

Stk. 4. For personer, der ønsker at AFGIVE ERKLÆRING i henhold til § 3, INDEN DE ER FYLDT 21 ÅR, er det som hidtil for det første en betingelse, at de er fyldt 18 år, og at de enten er statsløse eller kan godtgøre, at de vil miste deres hidtidige, fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk indfødsret. For det andet skal de VEDBLIVENDE have haft bopæl her i landet - bopæl i et aftaleland er i denne henseende ikke tilstrækkelig - i de sidste 5 år indtil datoen for erklæringens afgivelse, og derudover skal de forinden i SAMMENLAGT mindst 5 år have haft bopæl her i landet eller - såfremt aftale i henhold til § 10 bliver indgået - i et eller flere af aftalelandene.

§ 7. § 8 i indfødsretsloven af 1950 er omtalt i 1950-cirkulærets afsnit I.C, 2. stk., og i afsnit III.2.

Stk. 2. I modsætning til tidligere kan en persons fortabelse af dansk indfødsret i henhold til indfødsretslovens § 8, stk. 1, IKKE medføre AFLEDET fortabelse af dansk indfødsret for hans børn, hvis børnene derved bliver statsløse. Derimod er § 8, stk. 2, i den ændrede formulering ikke til hinder for, at et sådant barn senere hen, når det fylder 22 år, SELVSTÆNDIGT kan miste dansk indfødsret i henhold til § 8, stk. 1.

Stk. 3. I denne forbindelse skal man henlede opmærksomheden på bestemmelsen i indfødsretslovens § 10 A, stk. 4, som ændret ved loven af 1968. Efter denne bestemmelse vil, såfremt aftale i henhold til § 10 bliver indgået, en person, som SAMMENLAGT i mindst 7 år har boet i et eller flere af aftalelandene, ikke miste dansk indfødsret i henhold til indfødsretslovens § 8, stk. 1, selvom han ikke har boet i Danmark inden sit 22. år. Det er for anvendelsen af § 10 A, stk. 4, uden betydning, om den pågældende ved det fyldte 22. år har bopæl i et aftaleland eller i et andet land, og det kan heller ikke antages at være en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at den pågældende har boet i samme aftaleland i alle 7 år. Bestemmelsen må navnlig antages at få betydning derved, at en person, som opfylder betingelserne i § 10 A, stk. 4, ikke vil være afskåret fra at afgive erklæring om erhvervelse af statsborgerret i et aftaleland i henhold til indfødsretslovens § 10 B; man skal herved henvise til, at det efter sidstnævnte bestemmelse, ligesom efter § 10 C, er en betingelse for, at der med virkning kan afgives erklæring om erhvervelse af statsborgerret i et aftaleland, at den pågældende i erklæringens øjeblik er statsborger i et andet aftaleland. En statsløs person kan ikke afgive erklæring i henhold til disse bestemmelser, selvom han senest har været statsborger i et andet aftaleland.

§ 8. § 10 B i indfødsretsloven af 1950 er omtalt i 1950-cirkulærets afsnit II.B.7.

Stk. 2. Ændringerne i denne bestemmelse består i, at den nedre aldersgrænse for afgivelse af erklæring er nedsat fra 21 år til 18 år, og at den øvre aldersgrænse på 60 år er ophævet; endvidere er der åremål, hvori en person skal have haft fast bopæl her i landet for at kunne afgive erklæring, nedsat fra 10 år til 7 år. Ændringen i bestemmelsens nr. 4 er ikke nogen realitetsændring, men er kun af redaktionel karakter.

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 20. DECEMBER 1968.

Poul Sørensen.

/Lollesgaard.

Bilag 1.

Bekendtgørelse nr. 409 af 17. december 1968 af Lov om dansk indfødsret.

(Udelades her).

Bilag 2.

I dette bilag opføres i venstre spalte de bestemmelser i lov nr. 252 af 27. maj 1950, som er ændret ved lov nr. 399 af 11. december 1968, i den tidligere gældende formulering, medens de pågældende bestemmelser i den ændrede formulering opføres i højre spalte.

(Udelades her)

Cirkulære om ændring af lov om dansk indfødsret

(Til kommunerne, overøvrigheden og politiet)

Ingen