Legislator Case Law & Legislation
C19671200109 DK

Cirkulære om forebyggelse af udtørringsskader i kirkerne. (Til stiftsøvrighederne samt overtilsynene for kirkerne i københavn og på Frederiksberg)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1967 12001 Historic

Cirkulære om forebyggelse af udtørringsskader i kirkerne.

(Til stiftsøvrighederne samt overtilsynene for kirkerne i københavn

og på Frederiksberg)

Ministeriets opmærksomhed er blevet henledt på, at skader på kirkernes træinventar, herunder orgler, som følge af udtørring i de senere år er forekommet i stigende omfang.

Sådanne udtørringsskader, der ofte vil være meget bekostelige at udbedre og som kan være uoprettelige, hvor det drejer sig om gammelt, værdifuldt inventar, opstår erfaringsmæssigt navnlig i kirker, der til stadighed holdes opvarmet.

En nylig stedfunden undersøgelse af årsagerne til fremkomsten af skader af denne art har givet til resultat, at skadernes opståen beror på følgende forhold

Atmosfærisk lufts tilbøjelighed og evne til at opsuge vanddamp vokser som bekendt stærkt med luftens temperatur og bliver f. eks. 4-doblet ved opvarmning fra 0 grd til 20 grd C. Dette forhold i forbindelse med, at der altid foregår en vis udskiftning af rummets luft med yderluften gennem uundgåelige utætheder i de omgivende flader (navnlig ved vinduer, døre, bræddelofter etc), er den direkte årsag til udtørringen.

Faren for udtørring er derfor i første række afhængig af forskellen mellem temperaturen inde i kirken og i det frie. Jo større denne forskel er, des mere fugtighed vil den indtrængende yderluft optage fra kirkerummet og føre med sig ud igen. Endvidere vil udtørringen vokse med luftskiftet, d.v.s. med størrelsen af utætheder og med vindstyrken.

Er yderluften eksempelvis 0 grd C. og helt mættet med fugtighed, vil dens mætningsgrad efter indtrængning i kirkerummet og opvarmning til + 20 grd C. ifølge foranstående være faldet til 1/4, hvilket udtrykkes ved, at den indtrængende lufts relative fugtighed er faldet fra 100 pct. til 25 pct. Træværk indstiller sit fugtighedsindhold efter den omgivende lufts relative fugtighed, der derfor må holdes over en vis grænse, såfremt skader som følge af træets ,svind' skal undgås. Ved hjælp af et hygrometer kan man konstatere luftens relative fugtighed (RF), der i almindelighed ikke må ligge under 50 pct., såfremt man vil være sikret mod udtørringsskader.

Da den i de senere år i vidt omfang gennemførte modernisering af kirkernes varmeanlæg, herunder etablering af fjernvarmeforsyning og installation af helautomatiske oliefyr, har haft til følge, at mange kirker nu holdes opvarmet til stadighed, hvorved som nævnt faren for fremkomsten af udtørringsskader væsentligt forøges, skal man bede menighedsrådene drage omsorg for, at nedenstående, i samråd med boligministeriet udarbejdede anvisninger, der har til formål at søge beskadigelser af denne art undgået, fremtidig nøje følges

1. Da udtørringsfaren er nøje forbundet med den varmemængde, der tilføres kirken, må det gælde som en hovedregel for alle kirker, der rummer sårbart inventar, at der udvises den størst mulige mådeholdenhed med opvarmningen, såvel hvad angår temperaturens højde som længden af den tid, hvori kirken holdes opvarmet. Dette må navnlig haves for øje ved lave ydertemperaturer, især hvis disse ledsages af blæst, idet udtørringsfaren under disse forhold er størst.

Temperaturen bør normalt ikke overstige 18 grd C.

Alle åbninger til det frie må holdes lukket, når temperaturen ude er lavere end inde i kirken, og det er af stor vigtighed, at kirken i øvrigt er tæt - specielt ved vinduer, døre og trælofter. Orgelblæsere må ikke tage deres luft fra det frie, men fra kirkerummet.

2.Alt efter driftsformen af varmeanlægget må der i øvrigt forholdes som følger

a) Afbrudt opvarmning.

Hvor kirken kun opvarmes til brug 1 a 2 gange om ugen og i den øvrige tid henstår uopvarmet, vil der i almindelighed ikke være fare for udtørring. Dog må det ved luftopvarmningsanlæg, der er forsynet med friskluftsspjæld påses, at dette holdes lukket i særlig kolde perioder.

Sker opvarmningen så hyppigt, at kirken ikke når at køle af imellem opvarmningerne, kan der være risiko for skadelig udtørring, og der må da forholdes som anført under b).

b) Uafbrudt opvarmning.

Hvis kirken holdes under stadig opvarmning, løber man en stor risiko for at fremkalde udtørringsskader. For at undgå dette, må der, når kirken er ude af brug, holdes en ret lav rumtemperatur, afhængig af den udvendige temperatur. Der må da anskaffes et hygrometer, som ophænges i kirken, til konstatering af luftens relative fugtighed, der i fyringsperioden normalt bør ligge omkring 50-60 pct. og aldrig være lavere end 45 pct. Dette vil i almindelighed kunne opnås ved at holde rumtemperaturen udenfor brugstiderne på højst + 8 grd C. ved ydertemperaturer ned til 0 grd C. Ved lavere ydertemperaturer må rumtemperaturen sænkes, eller der må tilføres rummet ekstra fugtighed f.eks. ved fordampningsbakker eller lignende.

Hygrometret, der må være af god kvalitet, må ikke anbringes på en ydervæg, men skal ophænges på en indervæg af træ eller eventuelt på orgelhuset, og må justeres (regenereres) 2 gange om året, såfremt det drejer sig om et hårhygrometer.

3) Såfremt det af hensyn til hyppig benyttelse af kirken eller af andre grunde findes påkrævet at holde kirkens gennemsnitlige temperatur i vintermånederne over + 10 grd C., eller det i øvrigt måtte vise sig umuligt at holde luftens relative fugtighed på den fornævnte højde, selv efter at kirkerummet er nøje eftergået for utætheder, må der ad kunstig vej tilføres luften fugtighed. Installation af et særligt befugtningsapparat vil da være nødvendigt, men da et sådant supplement til varmeanlægget betyder en komplikation og kræver pasning og et vist tilsyn, bl. a. for at undgå kondenseringsproblemer, bør dets anskaffelse være særlig motiveret i det enkelte tilfælde.

Apparatet, hvis installation kræver ministeriets godkendelse, må normalt være udstyret med automatik til opretholdelse af en i forvejen fastsat fugtighedsgrad. Det må endvidere være således indrettet, at kalkstøv hidrørende fra vandet ikke kan føres ud i luften, og det må være sikret mod at kunne forvolde vandskade i kirken. Installationen kræver, at kirken eftergås for utætheder ved vinduer, døre, lofter etc.

Ved driften af befugtningsapparatet må følgende iagttages

Fugtigheden må i fyringsperioden normalt holdes på 50-60 pct. RF, idet den sænkes med ydertemperaturen for at undgå for stærk dugdannelse på ruderne. Ved lave kuldegrader må den af samme grund, og fordi også andre kondenseringsproblemer under sådanne forhold kan opstå, sænkes til sin laveste værdi, 45 pct.

I øvrigt må de ovenfor under punkt 1 anførte hovedregler, hvorefter der bør udvises størst muligt mådehold med opvarmningen, navnlig under ugunstige ydre forhold, og hvorefter rumtemperaturen normalt ikke bør overstige 18 grd C, også iagttages i tilfælde, hvor særligt befugtningsanlæg er installeret.

Det fornødne antal eksemplarer af nærværende cirkulære vedlægges til omdeling blandt provstiudvalgene og menighedsrådene (2 eksemplarer til hvert råd), for de ikke-selvejende kirkers vedkommende kirkeejerne.

Kirkeministeriet, den 15. juni 1967.

P. M. V.

Aug. Roesen. / Arne Truelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →