Skrivelse om ansættelse og afsked af overenskomstansatte.
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om ansættelse og afsked af overenskomstansatte.
Direktoratet fastsætter følgende retningslinier vedrørende ekspedition af sager om ansættelse og afsked af overenskomstlønnet kontorpersonale, ekstramedhjælpere, arbejdsmænd og kvindelige arbejdere samt praktikanter fra de sociale højskoler
I. Ansættelse
1) Ledige stillinger besættes af anstalterne uden forelæggelse for direktoratet. Der må ikke herved ansættes mere personale, end direktoratet hidtil har godkendt. Midlertidige ansættelser kan ikke forlænges uden direktoratets samtykke.
2) Der skal umiddelbart ved antagelsen ske indberetning herom til direktoratet. Indberetning kan ske ved fremsendelse af en genpart af den »Erklæring til brug ved lønberegning«, der af anstalterne skal indsendes til revisionsdepartementet.
Direktoratets skrivelser af 16. januar 1956, 26. juni 1957 og 26. september 1958 om skematiske indberetninger til revisionsdepartementet er fremdeles gældende.
3) I forbindelse med ansættelsen af det nævnte personale skal anstalterne fremtidig selv indhente oplysning om den pågældende fra rigsregistraturen ved anvendelse af vedlagte blanketter. Der må kun indhentes oplysning om den person, der forventes ansat i den pågældende stilling, og ikke om den samlede gruppe ansøgere til stillingen. Den pågældende skal gøres bekendt med, at oplysning om, hvorvidt han tidligere er straffet, vil blive indhentet. Ved indsendelsen af blanketterne til rigsregistraturen skal disse i rubrikken i øverste venstre hjørne være forsynet med stempel, der angiver anstaltens navn og fuldstændige adresse, samt være underskrevet af inspektøren eller dennes stedfortræder (faksimilestempel må ikke anvendes). (* 1)
Nye blanketter kan rekvireres fra rigsregistraturen, Politigården, 1572 København V, telefon (01) 14 14 48, lokal 470.
4) Opmærksomheden henledes på § 11 i finansministeriets cirkulære af 14. januar 1963 angående spørgsmålet om ansættelse under staten af personer, der har begået strafbare forhold. Efter denne bestemmelse skal der drages omsorg for, at tilvejebragte strafoplysninger ikke kommer uvedkommende i hænde. I øvrigt bør skriftlige straffeoplysninger opbevares på særlig betryggende måde og således ikke i et almindeligt tilgængeligt arkiv. Kun personer, der skal benytte attesterne ved behandling af personalesager, bør have adgang til dem, og det bør omhyggeligt indskærpes disse personer, at oplysningerne ikke må viderebringes til uvedkommende, herunder andre ansatte i institutionen, som ikke deltager i personalesagers behandling.
5) I tilfælde, hvor det på grund af tidligere straffe, tiltalefrafald eller lignende er tvivlsomt, om en ansøger bør ansættes, skal spørgsmålet forelægges direktoratet.
Antagelse af tariflønnede håndværkere skal fortsat forelægges direktoratet.
II. Afskedigelse.
Ansøgt afskedigelse med det gældende varsel kræver ingen godkendelse, men alene en skriftlig anerkendelse af opsigelsen, der kan meddeles af anstalten. Ansøgt afskedigelser med for kort varsel kan godkendes efter anstaltens skøn. Indberetning om de omtalte afskeligelser indsendes til direktoratet.
Bortset fra tilfælde af ansøgt afsked (herunder ophør af ansættelsesforholdet ved tidsbegrænset ansættelse) skal spørgsmål om afskedigelse forelægges direktoratet.
Foranstående regler træder i kraft den 1. december 1967.
Til samtlige inspektører.