Vejledning om de synspunkter, der kan ventes lagt til grund af ministeriet for kulturelle anliggender ved afgivelsen af erklæringer i sager vedrørende det offentliges varetagelse af afdøde ophavsmænds personligt ideelle rettigheder (droit moral) m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om de synspunkter, der kan ventes lagt til grund af ministeriet for kulturelle anliggender ved afgivelsen af erklæringer i sager vedrørende det offentliges varetagelse af afdøde ophavsmænds personligt ideelle rettigheder (droit moral) m.v.
1. Indledning.
Ophavsmandens personligt ideelle rettigheder (droit moral), jfr. ophavsretslovens § 3.
I lov nr. 158 af 31. maj 1961 om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker er der ikke blot givet ophavsmanden rettigheder, der tager sigte på at sikre, at han økonomisk kan udnytte de værker, han har skabt. Ligesom tilfældet var i den ældre lov af 1933 om forfatter- og kunstnerret, er der tillige givet ham et retsværn for de personligt ideelle interesser, der knytter sig til hans værk. Dette retsværn kaldes sædvanligvis ophavsmandens droit moral.
Reglerne herom findes i ophavsretslovens § 3 og lyder således
»Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket, som når dette gøres tilgængeligt for almenheden.
Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.
Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde, medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket.«
De ideelle rettigheder kan principielt ikke overdrages, og de kan således gøres gældende uafhængigt af de økonomiske rettigheder og selv efter overdragelse af disse. Rettighederne må respekteres af enhver, der benytter værket, selv om benyttelsen sker efter indhentet tilladelse fra ophavsmanden, hans arvinger eller den, til hvem han måtte have overdraget sin ret til at råde over værket, og selv om benyttelsen sker i medfør af de specielle bestemmelser i ophavsretslovens kapitel II, der giver adgang til en fri benyttelse af litterære og kunstneriske værker, f.eks. citatretten i lovens § 14. Ved benyttelse i medfør af kapitel II gælder i øvrigt efter lovens § 26 en udvidet beskyttelse mod ændringer, idet værket overhovedet ikke må ændres i videre udstrækning, end formålet med gengivelsen kræver, og der stilles desuden krav om kildeangivelse, ikke blot om angivelse af ophavsmandens navn.
Den ideelle ret, der efter § 3 er tillagt ophavsmanden, har samme varighed som ophavsretten i øvrigt, d. v. s. at den som hovedregel efter bestemmelsen i lovens § 43 består, indtil 50 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår. Så længe ophavsmanden lever, tilkommer påtaleretten i tilfælde af droit moral krænkelser ham selv, jfr. lovens § 55, stk. 6.
Efter ophavsmandens død og indtil retten ophører er de påtaleberettigede dels den, der som arving indtræder i ophavsmandens rettigheder, dels ophavsmanden ægtefælle, slægtninge i ret op- eller nedstigende linje eller søskende. Men når ophavsmanden er død, kan også det offentlige påtale overtrædelser af droit moral reglerne, dog kun for så vidt kulturelle interesser må anses for krænket ved overtrædelsen, jfr. § 55, stk. 7.
Det er værd at understrege, at det offentlige - under den angivne forudsætning - kan rejse påtale, selv om arvingerne skulle have godkendt den pågældende benyttelse af værket. Det kan dog forventes, at der ved udøvelsen af det offentliges påtaleret i sådanne tilfælde vil blive taget et rimeligt hensyn til arvingernes økonomiske interesser.
Droit moral reglerne, der i hovedtrækkene er omtalt i det foregående, er et vigtigt led i den retsbeskyttelse, som ophavsretsloven yder den, der har skabt det litterære og kunstneriske værk. De giver ophavsmanden rettigheder af en særlig personlig karakter, men at der til hævdelsen af disse rettigheder også er knyttet en vis offentlig, samfundsmæssig interesse, fremgår af den ovenfor omtalte særlige adgang for det offentlige til at rejse påtale efter ophavsmandens død.
Ophavsretslovens § 53, stk. 1. (Værkernes »fredning« efter ophavsrettens udløb).
Ophavsmandens og samfundets interesse i, at et værk for eftertiden bevares som knyttet til den, der har skabt det, og i, at dets egenart og kvalitet respekteres, gør sig i mange tilfælde også gældende, når ophavsretten til værket er udløbet, eller når det drejer sig om ældre værker, der aldrig har nydt ophavsretlig beskyttelse. Man har derfor ønsket at bevare en særlig udformet droit moral beskyttelse efter ophavsrettens ophør.
Ud over de i § 3 nævnte droit moral regler indeholder loven således i § 53 følgende bestemmelse
»Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilængeligt for almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle interesser herved krænkes.«
Overtrædelser af § 53 kan ikke påtales af ophavsmanden, hans arvinger eller slægtninge eller den, til hvem hans rettigheder er overgået. Det er alene det offentlige (anklagemyndigheden), der kan rejse påtale, jfr. § 55, stk. 8.
Erklæringer fra ministeriet for kulturelle anliggender.
Ifølge ophavsretslovens § 53, stk. 2, er ministeriet for kulturelle anliggender forpligtet til at afgive erklæringer i begge tilfælde, hvor der efter ovenstående kan blive tale om en offentlig påtale. Ministeriet skal efter anmodning udtale sig om, hvorvidt en benyttelse af et værk skønnes at være en droit moral krænkelse af den art, der efter ophavsmandens død kan medføre offentlig påtale, og har en tilsvarende pligt til at afgive erklæring om, hvorvidt benyttelsen af et værk skønnes at være i strid med den særlige regel i lovens § 53, stk. 1.
Som rådgivende for ministeriet i sager om overtrædelse af bestemmelserne om afdøde ophavsmænds droit moral og i sager om overtrædelse af ophavsretslovens § 53, stk. 1, er der nedsat et sagkyndigt udvalg bestående af repræsentanter for retsvidenskaben, den litteraturhistoriske videnskab, musikvidenskaben og den kunsthistoriske videnskab og repræsentanter for forskellige kategorier af ophavsmænd. Udvalgets adresse er: Droit moral udvalget, Ministeriet for kulturelle anliggender, Nybrogade 2, København K.
Ved afgivelsen af erklæringer i henhold til lovens § 53, stk. 2, kan det forventes, at ministeriet vil følge de nedenfor angivne retningslinjer
II. Almindelige synspunkter.
Formålet med det offentliges varetagelse af afdøde ophavsmænds personligt ideelle rettigheder i henhold til ophavsretslovens § 3 og med reglen i lovens § 53, stk. 1, er at værne kulturarven.
Offentlig påtale forudsætter, at kulturelle interesser kan anses for krænket. Dette vil i almindelighed kun være tilfældet, såfremt det værk, der benyttes i strid med lovreglerne, er af en sådan standard, at det med rimelighed kan betragtes som hørende til kulturarven. Ministeriet vil dog være tilbøjelig til at anse kulturelle interesser for krænket, også når der er tale om en lovstridig benyttelse af et værk, som måske ikke for en isoleret betragtning kan siges at opfylde dette krav, såfremt værkets ophavsmand er en kunstner, der i øvrigt har skabt værker af blivende værdi.
Ministeriet vil lægge vægt på, at der ikke ved udøvelsen af det offentliges påtaleret lægges hindringer i vejen for en litterært eller kunstnerisk forsvarlig bearbejdelse af klassiske værker, som bringer disse ud til en større kreds.
III. Pligten til at give oplysning om ophavsmandens navn på eksemplarer af værket eller i forbindelse med dettes benyttelse.
1. Af ophavsretslovens § 3, stk. 1, fremgår det, at ophavsmandens navn skal angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som ved offentlig fremførelse, forevisning eller spredning af værket.
Forpligtelsen til at give oplysning om ophavsmandens navn er således ikke absolut, idet man har erkendt, at traditionen, omstændighederne omkring en fremførelse eller praktiske eller kunstneriske grunde kan motivere, at en sådan oplysning undlades. Det vil f.eks. ikke kunne kræves, at der til deltagerne i en gudstjeneste gives oplysning om, hvem der har komponeret de musikstykker, der spilles af organisten. Det kan også forekomme, at et kunstværk eller et værk af brugskunst er fremstillet i et sådant materiale, f.eks. glas, at man - af kunstneriske grunde - må afstå fra kravet om angivelse af navn.
Som alt overvejende hovedregel må det imidlertid kræves, at ophavsmandens navn eller »kunstnernavn« - oplyses, også hvis opfyldelsen af denne forpligtelse er forbundet med praktiske ulemper eller påfører brugeren af værket udgifter.
2. Når kunstværker vises offentligt, f.eks. ved anbringelse i offentligt tilgængelige bygninger, museer og parker samt på eller ved offentlig plads eller vej, må kunstnerens navn, for så vidt det er praktisk muligt og kunstnerisk forsvarligt, være angivet på eller i umiddelbar nærhed af værket. Hvis der således ikke på kunstværket findes en signatur, der på tilstrækkelig tydelig måde kan oplyse det almindelige publikum om, hvem kunstneren er, bør der anvendes mærke eller skilt.
3. Når et værk fremtræder i oversat, omarbejdet eller bearbejdet skikkelse, må foruden navnet på ophavsmanden til det originale værk tillige oversætterens eller bearbejderens navn være angivet og på en sådan måde, at det klart fremgår, at der er tale om en oversættelse eller bearbejdelse.
4. Pligten til at give oplysning om ophavsmandens navn er opfyldt, når det navn, under hvilket han har offentliggjort værket, er angivet.
IV. Forpligtelsen til at undgå krænkelse af værket, dets form eller indhold.
1. I ophavsretslovens § 3, stk. 2 (hvortil der også henvises i lovens § 53), siges det, at et litterært eller kunstnerisk værk ikke må ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Den heraf følgende pligt til at respektere værket og dets ophavsmand gælder både, når der alene er tale om fremstilling af eksemplarer af værket, og når dette gøres tilgængeligt for almenheden ved fremførelse af værket eller ved forevisning eller spredning af eksemplarer af værket.
2. ndringer, forkortelser og bearbejdelser, der ikke foretages som led i værkets omarbejdelse til anden kunstart, jfr. nr. 4, er kun tilladelige, hvis de kan anses for at være i overensstemmelse med god skik, og de ikke går ud over, hvad formålet nødvendiggør.
Der bør især udvises varsomhed ved foretagelsen af ændringer i og forkortelser samt bearbejdelser af klassiske værker inden for musik, litteratur, billedkunst og scenekunst.
Ved reproduktion af malerier og billedhuggerværker må der advares mod forvanskning af farver samt imod beskæringer, der forrykker proportionerne i kunstværket.
Når det gælder digte og andre stærkt formbundne litterære værker (f. eks. H. C. Andersens eventyr), vil ændringer, forkortelser eller bearbejdelser af blot nogen betydning kunne være ulovlige. Udeladelse af et eller flere vers i salmer eller sange vil dog efter omstændighederne være tilladelige.
3. Hvis der i litterære eller kunstneriske værker foretages ændringer, forkortelser eller bearbejdelser af væsentlig betydning, bør det på klar og tydelig måde tilkendegives, at der foreligger en ændret, forkortet eller bearbejdet gengivelse af det pågældende værk. Ved udgivelse af bøger i bearbejdet, genfortalt eller forkortet skikkelse bør det således fremgå af titelbladet, at der er tale om en bearbejdet udgave af værket. Når kun en del af et kunstværk gengives, bør det altid tydeligt være angivet, at gengivelsen kun omfatter et udsnit eller en detalje af værket.
4. Når et værk omarbejdes til en anden kunstart, som f.eks. når en roman eller novelle »filmatiseres«, må den for omarbejdelsen nødvendige omdigtning af handlingsgang, replikker m. v. foretages på en sådan måde, at originalværkets ånd og kunstneriske niveau respekteres. Det bør på klar og tydelig måde tilkendegives, at det til anden kunstart overførte værk er en omarbejdet gengivelse af det til grund liggende originalværk.
5. Hvad enten der er foretaget ændringer i et litterært eller kunstnerisk værk eller ikke, må værket - som det fremgår af ophavsretslovens § 3, stk. 2 ikke gøres tilgængeligt for offentligheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Det må således ikke præsenteres i en sammenhæng eller i et udstyr, som indebærer en grov tilsidesættelse af kunstnerisk pietets- eller ansvarsfølelse. Da der i lovens § 53 generelt henvises til § 3, vil det også efter ophavsrettens udløb kunne være ulovligt at gøre selv et i forhold til originalværket uændret værk tilgængeligt for almenheden, hvis det sker på en utilbørlig måde eller i en utilbørlig sammenhæng som nærmere defineret i lovens § 3.
V. Udenlandske ophavsmænd.
Efter ophavsretslovens § 58, stk. 1, gælder lovens bestemmelsr direkte kun for værker af danske ophavsmænd eller værker med en vis tilknytning til Danmark.
I henhold til anordning nr. 251 af 23. september 1965 er lovens bestemmelser gjort anvendelige også for værker hidrørende fra lande, som har tiltrådt Bernerkonventionen om beskyttelse af litterære og kunstneriske værker eller Verdenskonventionen om ophavsret.
De ovenfor beskrevne regler om droit moral gælder således i fuldt omfang over for udenlandske ophavsmænd, hvis værker er omfattet af de nævnte konventioner.
Efter § 58, stk. 2, finder reglen i § 53 dog anvendelse på ethvert værk uanset dets oprindelsessted.
Ministeriet for kulturelle anliggender, den 27. december 1967.
Bodil Koch.
/Hans J. Kjær.
Bekendtgjort i MT 1967 afd. A. nr. XII.