Legislator Case Law & Legislation
C19670024009 DK

Cirkulære vedrørende pligt til i forbindelse med selvangivelsen at specificere fradrag for repræsentationsudgifter (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1967 240 Historic

Cirkulære vedrørende pligt til i forbindelse med selvangivelsen at specificere fradrag for repræsentationsudgifter (* 1)

(Til de skattelignende myndigheder).

I henhold til finansministeriets bekendtgørelse nr. 443 af 23. december 1966 påhviler det skattepligtige (selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere, selskaber og skattepligtige foreninger m.v.), der begærer fradrag for repræsentationsudgifter, i forbindelse med selvangivelsen at specificere disse udgifter i følgende hovedposter

1) Restaurationsbesøg.

2) Tobaksvarer, vin og spiritus m.v.

3) Gaver og blomster.

4) Anden repræsentation med angivelse af arten.

5) Godtgørelse til medarbejdere efter regning.

Da der er rejst tvivl om forståelsen af udtrykket under pkt. 5: "Godtgørelse til medarbejdere efter regning", skal man fastsætte følgende vejledende retningslinier

"Godtgørelse til medarbejdere efter regning" omfatter godtgørelse af udgifter til repræsentation, hvori lønmodtagere har en selvstændig indkomstmæssig interesse, og ikke godtgørelse for de repræsentationsudgifter, som alene afholdes i virksomhedens interesse, og som er at betragte som udlæg. Det må derfor i de konkrete tilfælde afgøres, hvornår en godtgjort repræsentationsudgift alene kan anses at vedrøre virksomheden, og hvornår den må anses at vedrøre den pågældende medarbejder som anført.

Ved denne afgørelse må der lægges vægt på, om repræsentationen er afholdt af medarbejderen efter pålæg af arbejdsgiveren og på dennes vegne. Medarbejderens stilling i virksomheden vil dog kunne være således, at det er naturligt og forudsat, at han uden pålæg kan afholde repræsentation på virksomhedens vegne. Der må endvidere lægges vægt på, om arbejdsgiveren har ført fornøden kontrol, f.eks. ved at kræve originale bilag for alle væsentlige udgiftsposter. Der må også lægges vægt på den form, hvorunder medarbejderen aflønnes, og på den pågældendes hele stilling i virksomheden.

Efter foranstående antages en lønmodtager normalt ikke at have selvstændig indkomstmæssig interesse i afholdelse af repræsentationsudgifter, hvis han alene aflønnes med fast løn eller eventuelt tillige med tantieme, når denne ikke kan antages umiddelbart at blive påvirket af det, der antages opnået ved repræsentationen. Derimod må en lønmodtager i almindelighed antages at have en selvstændig indkomstmæssig interesse i repræsentationen, når han er lønnet med provision af den omsætning, som repræsentationen er afholdt med henblik på. En direktør, der tillige er hovedaktionær i det pågældende selskab, må ligeledes i almindelighed antages at have en selvstændig interesse i afholdelse af repræsentation, uanset aflønningsformen.

Der må anses at foreligge godtgørelse til medarbejder efter regning, hvad enten udgifterne er afholdt af medarbejderen, inden godtgørelsen udbetales, eller udbetaling sker a conto til den pågældende forud for afholdelsen af udgiften, og endelig afregning foretages senere. Godtgørelse til medarbejdere efter regning kan også foreligge i tilfælde, hvor regningerne, forsynet med medarbejderens attestation, fremsendes direkte til arbejdsgiveren fra leverandøren, eller hvor medarbejderen har betalt med checks, trukket på virksomhedens bankkonto.

Skattedepartementet, den 15. november 1967.

Hans P. Gøtrik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →