Cirkulære om politiets bistand ved færdselsundervisningen i skolerne. (Til politidirektøren i København og politimestrene). (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om politiets bistand ved færdselsundervisningen i skolerne. (Til politidirektøren i København og politimestrene). (* 1)
I kapitel 24 om færdselslære i Undervisningsvejledning for folkeskolen (betænkning nr. 253/1960), jfr. undervisningsministeriets cirkulære nr. 87 af 6. april 1960 om målet for folkeskolens undervisning, udtales bl.a.
»Ansvaret for færdselsundervisningen i skolen påhviler lærerne, men det er af stor betydning, at skolen samarbejder med politiet. I de skoler, hvor politiet giver færdselsundervisning, er denne at betragte som et supplement til lærerens undervisning.«
Ved cirkulære nr. 54 af 29. marts 1965 om skolernes færdselsundervisning, skolepatruljer og cyklistprøver m.v. har undervisningsministeriet fastsat nærmere bestemmelser om færdselsundervisningens indhold og tilrettelæggelse. Det er i denne forbindelse påny understreget, at ansvaret for færdselsundervisningens gennemførelse påhviler skolen og dens lærere, men at det er af den største betydning, at skolen samarbejder med politiet.
I tilslutning hertil fastsættes herved følgende om politiets bistand ved færdselsundervisningen i skolerne
1. Instruktion af skoleelever.
Politiet kan yde bistand til gennemførelse af den praktiske del af undervisningen (besigtigelse af færdselen, demonstration af færdselssituationer, oprettelse af og tilsyn med skolepatruljer, eftersyn af elevernes cykler og afholdelse af cyklistprøver m.v.). Politiet kan endvidere i rimeligt omfang yde bistand ved færdselsundervisning i klasserne, f.eks. således at hver skoleelev en gang om året modtager instruktion fra politiet i tilknytning til det pensum, som skolen underviser det pågældende klassetrin i, jfr. afsnit I, C, i undervisningsministeriets nævnte cirkulære af 29. marts 1965.
Bistanden bør ydes ved egnede polititjenestemænd.
2. Instruktion af lærere.
Med henblik på hurtigst muligt at få uddannet det fornødne antal lærere til at give den i cirkulæret af 29. marts 1965 omtalte færdselsundervisning kan politiet endvidere, som supplement til den uddannelse af lærere, der foregår på anden måde, i samarbejde med skolemyndighederne og de lokale lærerkredse yde bistand ved instruktion af lærere i færdselsundervisning.
3. Der kan ikke af politiet afholdes udgifter til anskaffelse af færdselsplanspil, bøger eller andet undervisningsmateriel til brug ved færdselsundervisningen i skolerne.
Justitsministeriets cirkulære nr. 239 af 4. november 1961 om politiets bistand ved færdselsundervisningen i skolerne ophæves.
Justitsministeriet, den 20. oktober 1967.
K. Axel Nielsen.
/Jørgen Nielsen.