Vejledning vedrørende ændring af art. XVII i den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 27. marts 1950.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning vedrørende ændring af art. XVII i den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 27. marts 1950.
1. Storbritannien har pr. 6. april 1966 indført ændrede regler for beskatning af selskaber og af de af disse udbetalte udbytter.
De tidligere gældende regler er beskrevet side 6-7 og side 10-11 i vejledningen til den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 27. marts 1950 (skattedepartementets cirkulære nr. 120 af 11. juni 1951).
Efter de nu indførte regler er beskatningen opdelt i en særskilt selskabsskat og en særskilt udbytteskat. Som en konsekvens heraf er det samtidig bestemt, at en engelsk aktionær ikke fremtidig kan modregne selskabsskatten i den på de oppebårne aktieudbytter faldende del af hans personlige skat.
Som følge af disse ændrede bestemmelser er art. XVII, stk. 2, i den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst ændret, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 6 (Lovtid. C) af 24. januar 1967 af protokol af 7. juli 1966 om ændring af overenskomsten (se herom bilag til nærværende cirkulære).
2. Den dansk-engelske aftales art. XVII, stk. 2, foreskriver alene, i hvilket omfang Storbritannien er forpligtet til at indrømme credit for dansk selskabsskat. Da bestemmelsen er stridende mod de nu indførte engelske lovregler, er den ved ovennævnte protokol ændret derhen, at Storbritannien fremtidig kun er forpligtet til at indrømme credit, såfremt aktionæren er et engelsk selskab, der behersker mindst 0,25 af de stemmeberettigede aktier i det danske selskab.
3. Der er ikke ved protokollen indført ændringer i ordlyden af overenskomstens art. XVII, stk. 3, der angiver omfanget af Danmarks forpligtelse til at yde credit for engelsk skat. Denne bestemmelse, der omfatter alle indtægtsarter, er, for så vidt angår skat på aktieudbytter, hidtil praktiseret som anført side 6-7 i vejledningen til overenskomsten, hvorefter den engelske selskabsskat blev anset som en på de udbetalte udbytter underliggende skat, for hvilken Danmark skulle give credit.
Efter ændringen af den engelske skattelovgivning, der som anført indfører særskilt beskatning af aktieudbytter, kan den samtidigt indførte særskilte selskabsbeskatning ikke længere betragtes som en underliggende skat på aktieudbytterne, og der vil derfor for så vidt angår aktieudbytter, der udbetales efter den ny lovs ikrafttræden den 6. april 1966, alene være at give en dansk aktionær credit for den engelske udbytteskat.
4. Da Storbritannien ikke i forbindelse med de foran omtalte ændrede beskatningsregler har kunnet nå at afslutte forhandlinger om de heraf nødvendiggjorte ændringer i dets bestående dobbeltbeskatningsaftaler, er det ved lov bestemt, at der - foreløbig for finansårene 1966-67, 1967-68 og 1968-69 - for så vidt angår udbytter fra engelske selskaber, der udloddes til udenlandske aktionærer, alene skal tilbageholdes udbytteskat med den procent, som aktionærens hjemland i henhold til en gældende overenskomst kan anvende på aktieudbytter, der tilfalder aktionærer i Storbritannien.
For en dansk aktionær i et engelsk selskab betyder dette, at Storbritannien alene vil gøre krav på 5 pct. skat af det vedkommende aktionær tilfaldende udbytte. Såfremt den danske aktionær er et her hjemmehørende selskab, der ejer mindst 50 pct. af hele den ordinære aktiekapital i det engelske selskab, som udbetaler udbyttet, nedsættes skatten dog til 0. Disse begrænsninger gælder dog ikke, såfremt den danske aktionær tillige driver virksomhed i Storbritannien gennem et der beliggende fast driftssted. I dette tilfælde beskattes aktieudbyttet i overensstemmelse med de almindeligt gældende engelske regler om indkomstbeskatning. Den danske aktionær har i så fald krav på nedslag i de danske skatter i overensstemmelse med reglerne i overenskomstens art. XVII, stk. 3 og ligningslovens § 33.
5. Tvivlsspørgsmål med hensyn til praktiseringen af reglerne i nærværende cirkulære vil være at forelægge skattedepartementet.
Skattedepartementet, den 18. oktober 1967.
Hans P. Gøtrik.
/E. Thielsen.
Bilag.
Udenrigsministeriets bekendtgørelse af 24. januar 1967 af protokol af 7. juli 1966 om ændring af overenskomsten med Storbritannien til undgåelse af dobbeltbeskatning.
(Udelades her.)