Cirkulæreskrivelse om tilsynet med zoologiske haver, dyreparker og lignende. BKG i MT: 00/00/1967
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om tilsynet med zoologiske haver, dyreparker og lignende. BKG i MT: 00/00/1967
(Til politidirektøren i København og samtlige politimestre).
Ved justitsministeriets bekendtgørelse nr. 361 af 23. august 1967, der træder i kraft den 1. januar 1968, er der i medfør af dyreværnslovens § 6, stk. 3, givet bestemmelser om zoologiske haver, dyreparker og lignende. Opmærksomheden henledes endvidere på, at der efter politivedtægternes regler om offentlige forlystelser kræves politiets tilladelse til åbning af sådanne virksomheder for publikum. Bekendtgørelsen og politivedtægterne vil eventuelt også kunne omfatte indretning af f.eks. restaurationsvirksomheders haver til offentlig forevisning af dyr.
Det bemærkes, at der i forbindelse med tilladelserne bør stilles krav om, at der for virksomheden skal foreligge en ansvarsforsikring, der dækker virksomhedens erstatningsansvar over for besøgende, der lider skade ved dyrenes adfærd.
I tilslutning til bestemmelserne om vilkårene for tilladelserne m.v. skal man meddele, at direktør Svend Andersen, Zoologisk have, Roskildevej 36, København F., har erklæret sig villig til efter anmodning vederlagsfrit at yde politi og kredsdyrlæger råd og vejledning i sager af denne art.
Vedrørende overgangsreglen i bekendtgørelsens § 10 bemærkes, at der for hver enkelt virksomhed vil kunne fastsættes forskellige tidsfrister for afhjælpning af eventuelle mangler, afhængig af forholdene og under hensyntagen til sikkerhedskravene og dyrenes leveforhold.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på reglerne i sundhedslovgivningen, herunder sundhedsvedtægten og lovgivningen om sygdomme hos dyr, i det omfang disse regler finder anvendelse på zoologiske haver, dyreparker og lignende. Endelig henledes opmærksomheden på reglerne i dyreværnslovens §§ 13-15, der bl.a. vil kunne finde anvendelse i tilfælde,hvor indehaveren af virksomheden af økonomiske eller andre grunde bliver ude af stand til at sikre dyrene forsvarlig pleje.
Justitsministeriet, den 29. august 1967.
K. Axel Nielsen.
/Ringgård.
Ingen