Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmrk og Irland den 4. februar 1964 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmrk og Irland den 4. februar 1964 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat.
I. Overenskomstens ikrafttrædelse, dens område og almindelige principper.
Ved den mellem Danmark og Irland den 4. februar 1964 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 8 (Lovtidende C) af 25. januar 1965, er der fastsat en række bestemmelser, der i visse tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og irsk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatningen.
Overenskomsten kommer for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1961-62, jfr. art. XXIX (2) (a).
Overenskomsten kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på fysiske personer og på aktieselskaber og andre sammenslutninger af personer, der er bosiddende enten i Danmark eller i Irland. Selskaber anses for bosiddende i Danmark, såfremt deres forretninger er ledet og kontrolleret i Danmark, jfr. art. II (1) (f). Det er således en forudsætning for overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det pågældende selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i et af de to lande.
Opstår der tilfælde, hvor en person må anses for at have bopæl såvel i Danmark som i Irland, er der ikke i overenskomsten givet specielle regler til løsning af denne konflikt, og der må derfor i medfør af bestemmelsen i art. XXV (3), 2. pkt. i det enkelte tilfælde træffes aftale mellem de to landes kompetente myndigheder for at undgå, at dobbeltbeskatning finder sted.
For Danmarks vedkommende omfatter overenskomsten i henhold til art. I (1) (b) indkomstskatter til staten og kommunale indkomstskatter samt formueskat til staten. Overenskomsten finder herefter anvendelse på indkomstskatten til staten, sømandsskatten, den særlige indkomstskat, selskabsskatten, invalide- og folkepensionsbidraget, de kommunale indkomstskatter, herunder kirkeskatten, samt formueskatten til staten.
Bestemmelsen om, at de kommunale indkomstskatter og den statslige formueskat er medtaget i overenskomsten for Danmarks vedkommende må dog ses i sammenhæng med bestemmelsen i overenskomstens art. XXIII (1), hvorefter Irland i tilfælde, hvor skat opkræves af indkomst fra kilder i Danmark, alene er forpligtet til at give credit for dansk indkomstskat til staten, men ikke for danske kommuneskatter eller dansk formueskat.
For Irlands vedkommende omfatter overenskomsten udelukkende statsskatter, nemlig indkomstskatten (income tax), herunder tillægsskat (sur-tax), og tillægsskat for selskaber (corporation profits tax), idet Irland ikke har nogen formuebeskatning eller kommunal indkomstbeskatning.
I henhold til art. I (2) finder overenskomsten endvidere anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidig måtte blive pålagt som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.
Bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter findes ikke i overenskomsten.
Definitionerne findes i overenskomstens art. II, hvoraf her skal fremhæves art. II (1) (a), hvorefter "Danmark" i overenskomsten betyder Kongeriget Danmark undtagen Færøerne og Grønland. Overenskomsten kan dog i sin helhed eller med ændringer ved noteveksling udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her opkræves skatter af i alt væsentlig samme karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. art. XXVII.
Endvidere kan fremhæves, at udtrykket "person" ifølge art. II (1) (d) og (e) ikke alene omfatter fysiske personer, men også enhver sammenslutning af personer, hvad enten denne udgør en juridisk person eller ikke, og at udtrykket "selskab" betyder enhver juridisk person.
Ved udtrykket "kompetente myndigheder" i overenskomsten forstås for Danmarks vedkommende finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder og for Irlands vedkommende "the Revenue Commissioners" eller deres befuldmægtigede stedfortrædere, jfr. art. II (1) (j).
De i overenskomsten indeholdte regler falder i tre hovedgrupper
1. Regler til undgåelse af dobbeltbeskatning,
2. Regler om udveksling af oplysninger af skattemæssig karakter (art. XXIV), og
3. Regler, der skal tilsikre ensartet skattemæssig behandling af statsborgere i de to lande (art. XXVI).
Reglerne til undgåelse af dobbeltbeskatning tager sigte på løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst hidrører, eller hvori en formue er placeret (kildelandet), og den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvor den pågældende skatteyder er bosat eller har hjemsted og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet).
Hvor Danmark i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser som bopælsland giver afkald på en ret til at beskatte en indkomst eller formueandel, som dets interne ret hjemler, indeholder bestemmelsen i art. XXIII (2) hjemmel til at medregne den pågældende indkomst eller formue ved opgørelsen af den danske skattepligtige indkomst eller formue, men der skal i den pågældendes danske indkomstskat eller formueskat tillades fradraget et beløb svarende til den del af henholdsvis indkomst- eller formueskatten, der forholdsmæssigt falder på den indkomst eller formue, der hidrører fra eller ejes i Irland, jfr. nærmere nedenfor under VIII.
For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Irland bliver der herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag i dansk skat for skat erlagt i udlandet.
I det følgende afsnit II vil først reglerne om indkomstbeskatningen blive gennemgået, medens der i afsnit III gøres nogle bemærkninger om formuebeskatningen.
II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat i tilfælde af konflikt mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.
Til de enkelte artikler bemærkes følgende
Indkomst af fast ejendom kan ifølge art. IX (1) beskattes i det land, hvor den faste ejendom er beliggende. I art. IX (2) redegøres der nærmere for, hvad der skal forstås ved udtrykket "fast ejendom". Udtrykket omfatter tilbehør til fast ejendom, besætning og inventar hørende til landbrug og skovbrug, rettigheder, på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom såvel som royalty, der betales for udnyttelsen af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Art. IX finder også anvendelse på fortjeneste ved salg af fast ejendom.
Det fastslås i art. IX (3), at som indkomst af fast ejendom skal anses ikke blot den indkomst, der erhverves ved den direkte brug af ejendommen, men også indtægt ved ejendommens udlejning såvel som ved enhver anden form for udnyttelse af fast ejendom. Som indtægt af fast ejendom betragtes derimod ikke renter af fordringer sikret ved pant i fast ejendom, men sådanne renter omfattes af art. VII.
Bestemmelserne i art. IX gælder også for indkomst af faste ejendomme tilhørende andre erhvervsvirksomheder end landbrug og skovbrug samt for indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af et frit erhverv.
Med hensyn til fortjeneste ved industri eller handel - herunder ifølge art. VIII (2) royalties eller andre beløb betalt for spillefilm - er hovedreglen ifølge art. III (1) den, at sådan fortjeneste kun kan beskattes i det land, hvor den person, der driver foretagendet, er hjemmehørende, d.v.s., hvis udøveren er en fysisk person, der, hvor han er bosat, og hvor det drejer sig om et selskab, der, hvor dets forretninger er ledet og kontrolleret, jfr. herved art. II (1) (h).
En undtagelse herfra gælder for det tilfælde, hvor et i det ene land hjemmehørende foretagende driver virksomhed fra et "fast driftssted" i det andet land. I så fald kan den del af indkomsten, der kan henføres til et sådant fast driftssted, beskattes i det land, hvor filialen er hjemmehørende. Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted", henvises til bestemmelserne i art. II (1) (i).
I art. III (2) fastsættes de nærmere retningslinier vedrørende fordelingen af beskatningsretten mellem hovedvirksomheden og det faste driftssted. I bestemmelsen fastslås det princip, at filialens indtægt skal opgøres, som om den var oppebåret af et uafhængigt foretagende uden hensyn til eventuelle mellem hovedforretningen og filialen trufne aftaler, der - eventuelt af skattemæssige hensyn - tilstræber en vilkårlig regnskabsmæssig placering af den gennem henholdsvis hovedforetagendet og filialen indvundne fortjeneste.
Ifølge art. IV finder lignende regler, som de i art. III (2) fastsatte, anvendelse i tilfælde, hvor et foretagende i den ene stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af et foretagende i den anden stat, eller hvor samme personer på tilsvarende måde deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen såvel af et foretagende i den ene stat som af et foretagende i den anden stat.
Beskatningsretten til indkomst fra skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik tilkommer ifølge art. V den stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde, selvom indkomsten hidrører fra et fast driftssted, som virksomheden har i den anden stat. Når indkomst flyder fra Irland til en skibs- eller luftfartsvirksomhed i Danmark, skal indkomsten derfor indkomstbeskattes her på sædvanlig måde, uanset om foretagendet måtte have et fast driftssted i Irland. For den periode, i hvilken overenskomsten gælder, suspenderes den mellem Danmark og Irland den 18. oktober 1954 indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst fra skibs- og luftfartsvirksomhed, jfr. art. XXVIII.
I art. VI gives der regler om beskatning af aktieudbytte.
Til forståelse af disse regler skal der i korthed gøres nogle bemærkninger angående de to landes beskatningssystemer med hensyn til aktieselskabers indkomst og aktionærers udbytte.
I Danmark beskattes aktieselskabers indkomst med selskabsskat, og aktionæren beskattes af oppebåret aktieudbytte i forbindelse med hans øvrige skattepligtige indkomst. Aktionærer, bosatte i udlandet, beskattes for tiden ikke her i landet af aktieudbytte, der udbetales dem fra et dansk selskab.
I Irland pålignes der selskaber foruden den almindelige indkomstskat (income tax) på 35 pct. af selskabets indkomst en tillægsskat (profits tax) på 10 pct. af indkomst over 2.500 pund. Indkomstskatten på den del af selskabets indkomst, der udbetales som udbytte til aktionærerne, fradrages i udbyttet ved dettes udbetaling. Denne beskatning har man fra irsk side opfattet således, at der i Irland ikke kræves indkomstskat af aktionæren af aktieudbytte. I Irland opkræves derhos progressiv tillægsskat af fysiske personer (sur-tax), for så vidt angår den del af deres indkomst, der overstiger 2.000 pund. Ved fastsættelsen af den indkomst, der lægges til grund for beregningen af sur-tax, medregnes modtaget aktieudbytte med det fulde beløb. Sur-tax pålignes også personer, som er bosat udenfor Irland.
Overenskomstens regler er udformet ud fra den grundtanke, at intet af de to lande skal beskatte aktieudbytte bortset fra den skat, som er betalt af selskabet af den indkomst, hvoraf aktieudbyttet er udbetalt. For at gennemføre dette princip frafalder Irland krav på sur-tax af aktieudbytte, der af et irsk selskab udbetales til en aktionær i Danmark; dette beskatningsafkald gælder dog ikke, såfremt aktionæren har et fast driftssted i Irland, og udbyttet har direkte forbindelse med den virksomhed,som udføres gennem det faste driftssted, jfr. art. VI (1) (a). Det er i overensstemmelse med samme princip, at Danmark ved bestemmelsen i art. VI (1) (b) er indgået på at frafalde beskatning af aktieudbytte, der fra et dansk selskab udbetales til en aktionær, der er bosiddende i Irland, medmindre modtageren har et fast driftssted i Danmark, og udbyttet har direkte forbindelse med den virksomhed, som udføres gennem det faste driftssted. Dette beskatningsafkald har for tiden ingen betydning, idet aktionærer, bosat i udlandet, ikke beskattes her i landet af aktieudbytte, der udbetales dem fra danske selskaber. Danmark har imidlertid ved bestemmelsen på forhånd givet afkald på at opkræve kildeskat af aktieudbytte, der udbetales fra danske selskaber til irske aktionærer, medmindre den pågældende aktionær har et fast driftssted i Danmark.
Renter, der hidrører fra kilder indenfor en af staterne, og som oppebæres af en i den anden stat bosiddende person, er ifølge art. VII fritaget for skat i kildelandet, medmindre modtageren har et fast driftssted i kildelandet, og renten har direkte forbindelse med den virksomhed, som udføres gennem det faste driftssted.
Hvis en i Danmark bosiddende person har renteindtægter fra Irland, beskattes disse således i Danmark, medmindre de har tilknytning til et i Irland beliggende fast driftssted.
Udtrykket "rente" forstås som omfattende rente af obligationer, gældsbeviser, forskrivninger eller en hvilken som helst anden gæld. Udtrykket omfatter således alene renter af kapital, medens andre renter omfattes af bestemmelsen i art. III.
Medens som foran nævnt royalty, der erlægges for udnyttelsen af naturforekomster, ifølge art. IX kan beskattes i den stat, hvor naturforekomsten er beliggende, (kildestaten), er anden royalty ifølge art. VIII fritaget for beskatning i kildelandet, medmindre modtageren har et fast driftssted i kildelandet, og den pågældende royalty har direkte forbindelse med den virksomhed, som udføres gennem det faste driftssted. Ved "royalty" forstås i denne forbindelse enhver afgift eller andet beløb, der erlægges som vederlag for anvendelsen af eller retten til at benytte forfatterrettigheder, patenter, projekter, hemmelige fremstillingsmetoder eller formler, varemærker eller andre lignende formuerettigheder.
Hvis en i Danmark bosat person oppebærer royalty fra Irland, beskattes den i Danmark, medmindre den er tilknyttet et i Irland beliggende fast driftssted.
For så vidt angår royalties eller andre beløb betalt for spillefilm, herunder film, der anvendes ved fjernsynsudsendelser, finder som foran anført bestemmelserne i art. III anvendelse.
Ifølge art. VIII (4) og art. XI skal en person, som er bosiddende i en af de kontraherende stater, være fritaget for enhver skat i den anden stat af fortjeneste ved salg, overdragelse eller bytte af formuegoder, herunder rettigheder, medmindre han har et fast driftssted i den anden stat, og fortjenesten har direkte forbindelse med den virksomhed, som udføres gennem det faste driftssted. På fortjeneste ved salg af fast ejendom finder som foran anført reglerne i art. IX (3) anvendelse.
Art. XII omfatter indkomst ved faglige tjenesteydelser eller ved andet selvstændigt arbejde af lignende karakter. Det bestemmes, at indkomst af denne art, der oppebæres af en person, der er bosiddende i en af staterne, alene skal beskattes i denne stat, medmindre den pågældende til udøvelse af sin virksomhed i den anden stat benytter et fast sted, der til stadighed står til hans rådighed. Såfremt dette er tilfældet, tilkommer beskatningsretten til den del af indkomsten, der kan henføres til det faste sted, den stat, hvor det faste sted er beliggende.
Lønindtægt m.v.
Ifølge art. XIII (1) tilkommer beskatningsretten med hensyn til gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde som hovedregel den stat, hvor arbejdet er udført. En herboende person, der har lønindtægt ved arbejde udført i Irland, kan således ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn, men lønindtægten kan dog medregnes i beskatningsgrundlaget her i landet i overensstemmelse med reglen i art. XXIII (2).
Fra denne hovedregel gælder dog flere undtagelser
1. Vederlag, der udbetales af en af de to stater til en person for varetagelsen af hverv i denne stats tjeneste, skal ifølge art. XIV (1) være fritaget for beskatning i bopælsstaten, medmindre den pågældende er statsborger i denne stat uden tillige at være statsborger i udbetalingslandet. - Der foreligger således et fuldstændigt afkald på skat fra bopælsstatens side til fordel for den stat, hvorfra ydelsen udbetales, og der skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst og ved skatteberegningen i bopælsstaten helt ses bort fra den pågældende indtægt.
Det anførte gælder imidlertid kun, hvor den pågældende er statsborger i den udbetalende stat. Er herefter en i Danmark bosat irsk statsborger udsendt og betalt af den irske stat for at varetage et hverv for denne, kan han ikke beskattes i Danmark af det udbetalte vederlag, der heller ikke må medtages i beskatningsgrundlaget. Er den pågældende dansk statsborger og får en irsk statsløn, gælder undtagelsesbestemmelsen i art. XIV ikke, hvorfor man må falde tilbage på hovedreglen i art. XIII.
Beskatningsretten med hensyn til vederlag for tjenesteydelser, der har forbindelse med nærings- eller forretningsvirksomhed, der drives af en af staterne, afgøres efter reglerne i artiklerne XIII og XV.
2. Vederlag for personligt arbejde af den i art. XIII (1) omhandlede art kan i henhold til artiklens stk. 2 kun beskattes i modtagerens bopælsland, såfremt
a. modtageren indenfor skatteåret har opholdt sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage, og
b. vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver i bopælslandet, og
c. vederlaget ikke trækkes fra overskuddet af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
3. Vederlag, som en person fra en af staterne modtager for videregående studier eller forskning eller for undervisning ved et anerkendt forskningsinstitut, universitet, gymnasium eller anden højere undervisningsanstalt i den anden stat under en midlertidig opholdsperiode af ikke over 2 år, skal ifølge art. XIX være fritaget for beskatning i opholdsstaten. Den nævnte 2 års frist begynder at løbe fra den pågældendes ankomst.
Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er bosiddende i en af staterne, i hans egenskab af medlem af en bestyrelse for et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, kan ifølge art. XV beskattes i det land, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende. En herboende person, som oppebærer bestyrelseshonorarer fra et irsk selskab, kan således ikke beskattes af disse honorarer her i landet, jfr. dog nedenfor om art. XXIII (2).
Vederlag for personligt arbejde, der udføres om bord på et skib eller et luftfartøj i international trafik, kan ifølge art. XIII (3) beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
Pensioner, der udbetales af en af de to stater til en person, der har varetaget hverv i denne stats tjeneste, skal ifølge art. XIV være fritaget for beskatning i bopælsstaten, med mindre den pågældende er statsborger i den anden stat uden tillige at være statsborger i udbetalingslandet. Herom henvises iøvrigt til, hvad der ovenfor under 1. er anført om vederlag, udbetalt af en af staterne, idet art XIV gælder både vederlag og pensioner. Beskatningsretten til private pensioner og livrenter tilkommer derimod bopælstaten, jfr. artiklerne XVI og XVIII. Denne regel finder også anvendelse på pensioner udbetalt for tjenesteydelser, der er præsteret i forbindelse med nærings- eller forretningsvirksomhed, drevet af en af de kontraherende stater, jfr. art. XIV (2). Herboende irske pensionister kan herefter beskattes på ganske normal måde af de private pensioner og livrenter, som de modtager fra Irland.
Studerende eller lærlinge fra en af de to stater, som udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den anden stat, fritages ifølge art. XX for beskatning i opholdsstaten af beløb, som de modtager til underhold, studium eller uddannelse fra kilder uden for opholdsstaten, d.v.s. også af beløb, som de modtager fra en helt tredie stat. Den omhandlede skattefritagelse i opholdsstaten skal ydes, selvom den pågældende ikke har bevaret bopæl i den stat, hvorfra han kommer. Der er tale om et fuldstændigt afkald på skat, således at indtægten ikke kan medregnes i beskatningsgrundlaget i opholdsstaten.
Beskatningsretten til indkomst, som erhverves af professionelle kunstnere, således f.eks. af teater-, films-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere samt sportsfolk, tilkommer ifølge art. XVII den stat, hvor de har udøvet deres virksomhed. Bestemmelsen finder anvendelse, hvad enten de pågældende kunstnere oppebærer løn eller udøver et frit erhverv og i sidstnævnte tilfælde uden hensyn til, om de har et "fast sted" i den stat, hvor de udøver deres virksomhed.
Ifølge art. X skal i tilfælde, hvor en i Irland bosiddende person i henhold til overenskomstens bestemmelser er berettiget til skattefritagelse, tilsvarende fritagelse tilkomme et uafsluttet dansk dødsbo, i det omfang en eller flere af de i boet berettigede er bosiddende i Irland.
III. Særlige bemærkninger om formuebeskatningen.
Reglerne om beskatningsretten findes i art. XXI. Herefter beskattes formue, bestående i fast ejendom, i aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et foretagendes faste driftssted - f.eks. maskiner eller varelager - eller i aktiver, der hører til et fast sted anvendt til udøvelse af faglige tjenesteydelser samt i skibe og luftfartøjer i international trafik, i den stat, hvor indkomsten af sådan formue beskattes.
Anden formue beskattes i den stat, hvor ejeren af den pågældende formue er bosat.
IV. Beskatning ved til- og fraflytning.
Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler om løsning af de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med flytning mellem de to stater, og vore sædvanlige interne regler om indtræden og ophør af skattepligten må derfor finde anvendelse.
V. Regler om udveksling af oplysninger af skattemæssig karakter.
Art. XXIV fastsætter gensidig oplysningspligt for så vidt angår oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af overenskomstens bestemmelser eller for at forhindre skattesvig eller for at praktisere bestemmelser, der tager sigte på at forhindre omgåelse af skattepligten med hensyn til skatter, som omhandles i overenskomsten. Kun sådanne oplysninger, som står til skattemyndighedernes rådighed i henhold til deres respektive skattelovgivninger og i forbindelse med deres normale administration, skal udveksles. Oplysningerne skal behandles som hemmelige og må ikke meddeles til andre personer end dem, der er beskæftigede med påligningen og opkrævningen af skatterne. Der må ikke udveksles oplysninger, der kan røbe forretningsmæssige eller lignende hemmeligheder.
Henvendelse fra danske skattemyndigheder om indhentelse af oplysninger fra Irland må ske til skattedepartementet.
VI. Særlige bestemmelser.
Art. XXVI indeholder regler, hvorefter den ene stats statsborgere (herunder juridiske personer) ikke i den anden stat må underkastes anden eller mere tyngende beskatning end den, der under samme forhold gælder for beskatningen i denne stat. I artiklen fastslås det endvidere, at udtrykket "skat" i artiklen alene betyder de skatter, som omhandles i overenskomsten.
I henhold til art. XXV (1) og (2) kan en skatteyder, der udsættes for en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomsten, fremsætte indsigelse overfor den kompetente myndighed i den stat, hvor han er bosiddende. Anses indsigelsen for begrundet, skal den kompetente myndighed - for Danmarks vedkommende skattedepartementet - eventuelt træffe aftale med den kompetente myndighed i den anden stat for at undgå en beskatning, der er i strid med overenskomsten.
I henhold til art. XXV (2) kan de to staters kompetente myndigheder ligeledes træffe aftale med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten - f.eks. i tilfælde, hvor der foreligger dobbelt bopæl. Hvor fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten giver anledning til vanskeligheder eller tvivl, kan de endvidere søge at løse spørgsmålet ved gensidig aftale.
Ifølge art. XXII er personer, som er bosiddende i Danmark, berettigede til de samme personlige begunstigelser, lempelser og nedsættelser med hensyn til irsk skat som irske statsborgere, der ikke er bosatte i Irland. Bestemmelsen om, at personer bosatte i Irland skal være berettigede til de samme personlige begunstigelser, lempelser og nedsættelser med hensyn til dansk skat som danske statsborgere, der ikke er bosatte i Danmark, har for tiden ingen praktisk betydning.
VII. Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning.
Art. XXIII omhandler metoderne til ophævelse af dobbeltbeskatning og er et supplement til overenskomstens regler i øvrigt.
Det følger af stk. (1), at Irland skal give credit for dansk indkomstskat til staten, herunder sømandsskat, særlig indkomstskat og selskabsskat, der i det hele må opfattes som statsskatter, medens der ikke skal gives credit for kommuneskat, herunder kirkeskat, eller for formueskat.
For Danmarks vedkommende er fremgangsmåden den, at man, såfremt der ikke er givet særregler, medregner al indtægt, herunder også indtægt fra Irland, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og dobbeltbeskatningen ophæves ved, at der i de herefter beregnede danske skatter (herunder kommuneskatter) gives et nedslag svarende til den del af den samlede danske skat, der efter forholdet mellem den i Irland beskattede del af indkomsten eller formuen og hele den i Danmark beskattede indkomst eller formue falder på den førstnævnte del af indkomsten eller formuen.
VIII. Overenskomstens praktisering.
Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve skatteligningen. For så vidt angår skatteårene 1961-62 - 1966-67 incl. vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, blive spørgsmål om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er fremsat eller fremsættes inden den 1. september 1967, bemyndiges skatterådene herved til at genoptage vedkommende ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.
Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil være at forelægge for skattedepartementet.
Skattedepartementet, den 9. maj 1967.
Hans P. Gøtrik.
/E. Thielsen.