Meddelelse om ændringer i særlovgivningen. (* 1)

Meddelelse om ændringer i særlovgivningen. (* 1)

Ved l. nr. 213/1965 er der gennemført ændringer i en række særloves bestemmelser om straf, konfiskation og sagernes processuelle behandling m.v. Blandt andet er bestemmelser i flere ældre love, der tillægger vedkommende ministerium eller styrelse afgørelsen af spørgsmålet om tiltale og appel, blevet ophævet. Bemærkningerne til lovforslaget indeholder følgende udtalelse vedrørende spørgsmålet om ophævelse af forskellige sådanne særlige påtaleregler i særlovgivningen

»Selv om de pågældende lovbestemmelser ophæves, er det en selvfølge, at anklagemyndigheden fortsat bør handle i nært samarbejde med vedkommende fagministerier eller styrelser. At dette - også uden udtrykkelig lovbestemmelse herom - vil ske, følger imidlertid allerede af anklagemyndighedens almindelige praksis vedrørende samarbejde med andre myndigheder«.

I denne anledning skal jeg henlede opmærksomheden på RAC 232 3.10.1923 til statsadvokaterne, politidirektøren i København og samtlige politimestre, der lyder således

»Da det må anses for ønskeligt, at politisager, der angår overtrædelser af lovbestemmelser, hvis overholdelse det påhviler en særlig offentlig myndighed at våge over, og som er rejst på foranledning af denne myndighed, ikke afgøres, forinden vedkommende myndighed har haft lejlighed til at ytre sig over det i sagen fremkomne, skal man anmode D'herrer om at iagttage, at der i sådanne sager altid indhentes en erklæring fra vedkommende offentlige myndighed, forinden der træffes bestemmelse om, hvorvidt der skal rejses tiltale i sagen eller forelægges sigtede en bøde eller sagen skal henlægges«.

Selvom sagen ikke er rejst på foranledning af vedkommende myndighed vil der ofte kunne være anledning til at indhente erklæring fra den pågældende myndighed.

Justitsministeriet har efter indenrigsministeriets anmodning specielt henledt opmærksomheden på, at der ikke bør rejses tiltale for overtrædelse af bestemmelserne i lægeloven (lbkg. 236/55), sygeplejerskeloven (l. 122/56) og jordemoderloven (l. 90/53) - bortset fra de særlige regler om tavshedspligt - forinden der er indhentet udtalelse om spørgsmålet fra sundhedsstyrelsen. Denne forskrift træder i stedet for RACskr. 6..12.1943 og RAC 173 9.7.1948.

Snarest muligt efter afslutningen af en sag, der er rejst på foranledning af, eller i hvilken der iøvrigt er indhentet erklæring fra en særlig myndighed, gives der vedkommende myndighed underretning om udfaldet. Meddelelsen herom skal såvidt muligt ske i så god tid, at der gives den pågældende myndighed lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om anke, og bør ikke afvente en eventuel forkyndelse af dommen. Det samme gælder i andre tilfælde, hvor det er foreskrevet, at afgørelsen i en straffesag skal forelægges for en særlig myndighed, herunder domme, der frakender retten til at udøve virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse. Disse forskrifter træder i stedet for RAC 89 26.4.1924 og RAC 293 26.9.1946.

Genoptrykt 1983.