Legislator Case Law & Legislation
C19660009060 DK

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Finland den 7. april 1964 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1966 90 Historic

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Finland den 7. april 1964 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

I. Overenskomstens ikrafttrædelse, dens område og almindelige principper.

Den den 7. april 1964 mellem Danmark og Finland afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 12 (Lovtid. C) af 30. januar 1965, træder i stedet for den hidtil gældende overenskomst af 2. december 1937. Overenskomsten indeholder ligesom den tidligere overenskomst en række bestemmelser, der i tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for en dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og finsk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatningen.

I forhold til den hidtil gældende ordning medfører overenskomsten ændringer, særlig med hensyn til hvilke personer der omfattes af overenskomsten, og med hensyn til beskatningsretten til aktieudbytte.

Overenskomsten kommer i sin helhed for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1964-65, jfr. art. 31, således at overenskomsten af 2. december 1937 mellem Danmark og Finland ophører at gælde fra og med dette skatteår. Denne overenskomst skal dog finde anvendelse på skatter, der er pålignet på grundlag af ansættelser eller revision af ansættelser for skatteåret 1963-64 og tidligere skatteår.

Overenskomsten finder ifølge art. 1, jfr. art. 3 (1) (c), uanset statsborgerforhold, anvendelse på alle fysiske personer, samt på selskaber og andre sammenslutninger af personer, som er bosiddende i Danmark og/eller Finland.

Overenskomsten angår skatter af indkomst eller formue, hvad enten de udskrives til staten eller til en kommune.

For Danmarks vedkommende omfatter overenskomsten, jfr. art. 2 (3), indkomst- og formueskat til staten, samt kommunal indkomstskat. Overenskomsten finder herefter også anvendelse på invalide- og folkepensionsbidrag, sømandsskat, den særlige indkomstskat samt på kirkeskat.

Derimod omfatter overenskomsten ikke arve- og gaveskatter. Om arveskatter kan henvises til overenskomsten mellem Danmark og Finland af 18. juli 1955 til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af arvemidler, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse af 23. juli 1956.

Det bemærkes, at der ved udtrykket "kompetente myndigheder" i overenskomsten for Danmarks vedkommende forstås finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder og for Finlands vedkommende finansministeriet, jfr. art. 3 (1) (f).

Bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter m.v. findes ikke i overenskomsten, men herom kan henvises til overenskomsten af 18. juli 1955 mellem Danmark og Finland om bistand i skattesager, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse af 23. juli 1956. Ifølge en i marts 1965 indgået aftale i henhold til art. 20 i nævnte overenskomst er det bestemt, at anmodning om bistand til inddrivelse ikke bør fremsættes, hvis det samlede ubetalte skattebeløb er mindre end 200 d.kr. eller 100 fmk. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at skattedepartementet ved cirkulære af 18. januar 1963 har bemyndiget sømandsskattekontoret, Landgreven 4, til at varetage ekspeditionen af sager om inddrivelse af danske skattekrav i Finland samt sager om inddrivelse af finske skattekrav i Danmark. De til brug ved inddrivelse af danske skattekrav i Finland nødvendige blanketter rekvireres derfor hos sømandsskattekontoret.

Overenskomsten gælder ikke for Færøerne og Grønland, jfr. art. 3 (1) (b), men kan ifølge art. 30 ved noteveksling mellem Danmark og Finland enten i sin helhed eller med de ændringer, hvorom der er enighed, udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her opkræves skatter af væsentlig samme karakter som de skatter, der omfattes af overenskomsten.

Overenskomsten må forstås således, at det land, der har givet afkald på sin beskatningsret, er afskåret fra beskatning uden hensyn til, om det land, der har fået tillagt beskatningsretten, faktisk udøver denne. Undtagelser herfra gælder alene ifølge art. 15 (4) om indkomst af personligt arbejde, art. 16 (2) om bestyrelseshonorarer, art. 17 (2) om beskatningen af kunstnere og art. 19 (3) om løn og pensioner fra det offentlige.

Overenskomstens regler til undgåelse af dobbeltbeskatning kan opdeles i 2 afsnit, nemlig dels regler til løsning af den konflikt, der opstår, når en person eller et selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge de kontraherede lande, og begge lande derfor med hjemmel i deres interne lovgivning gør krav på at beskatte den pågældende af hele hans indkomst og formue, uanset hvorfra indkomsten og formuen hidrører (art. 4), og dels regler til løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst hidrører, eller hvor en formue er placeret (kildelandet), og det land, hvor den pågældende skatteyder er bosiddende og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet).

Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde. Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, må man først efter de i art. 4 givne regler fastslå, hvilket af de to lande, der skal have ret til at beskatte den pågældende som der bosiddende. Når dette er gjort, bestemmes det ved hjælp af de følgende regler, om bopælslandet skal give afkald på at beskatte visse indkomst- eller formuearter. I tilfælde, hvor en person, der i henseende til beskatningen betragtes som bosiddende i Danmark, oppebærer indtægter fra eller ejer formue i Finland, og sådan indkomst eller formue i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser kan beskattes i Finland, skal Danmark i henhold til art. 25 i de den pågældende pålignede skatter af indkomst eller formue tillade fradraget et beløb svarende til den del af henholdsvis indkomst- eller formueskatterne, der forholdsmæssigt falder på den indkomst eller formue, som Finland har ret til at beskatte. Sådan indkomst og formue skal derfor medregnes til den skattepligtige indkomst og formue, i modsætning til hvad der er tilfældet i henhold til vore overenskomster med Sverige og Norge. Bestemmelsen svarer til art. 19 (4) i den nye dansk-tyske overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning af 30. januar 1962, jfr. herom nærmere skattedepartementets cirkulære af 11. august 1965 VIII.

For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Finland bliver der herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag i dansk skat for skat erlagt i udlandet.

II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning.

A. Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt foreligger i begge lande.

Har en person en sådan tilknytning til begge lande, at han opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, altså i begge lande er skattepligtig af hele sin indkomst og formue, må det afgøres, hvilket af de to lande der skal lade sin ret til at betragte den pågældende som fuldt skattepligtig vige.

I art. 4 (1) bestemmes det først, hvad der skal forstås ved at være bosat i en af staterne. Det er i overenskomstens forstand tilstrækkeligt hertil, at en person eller et selskab i henhold til lovgivningen i en af staterne er skattepligtig der på grund af bopæl, varigt ophold, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold.

For fysiske personer fastslår art. 4 (2) (a) den hovedregel, at det land, hvor der er en fast bolig til rådighed, har prioriteten. Foreligger der fast bolig i begge lande, tilkommer den fulde beskatningsret det land, med hvilket den pågældende skatteyder har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Kan spørgsmålet om, hvilket land der skal have beskatningsretten, ikke afgøres på grundlag af de nævnte kriterier, får det land, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, fortrinsretten. Såfremt heller ikke dette kriterium fører til en løsning, tilkommer beskatningsretten den stat, i hvilken den pågældende er statsborger. Er han ikke statsborger i nogen af staterne, eller er han statsborger i begge stater, må der træffes aftale mellem de kompetente myndigheder i de to stater. I så fald må sagen derfor forelægges for skattedepartementet.

En juridisk person anses for fuldt skattepligtig i den af staterne, hvor den virkelige ledelse for virksomheden har sæde, jfr. art. 4 (4).

B. Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.

Bopælslandets beskatningsret. I art. 22 fastslås det som hovedreglen, at beskatningsretten tilkommer det land, hvor den pågældende skatteyder er bosiddende, d.v.s. det land, der har ret til at betragte den pågældende fuldt skattepligtig. Er der ikke i overenskomsten fastsat andet, skal kildelandet derfor give afkald på sin beskatningsret til fordel for bopælslandet.

Indkomst af fast ejendom beskattes ifølge art. 6 i det land, hvor den faste ejendom er beliggende. I art. 6 (2) redegøres der nærmere for, hvad der skal forstås ved udtrykket fast ejendom. Det bemærkes særligt, at udtrykket omfatter royalty, der erlægges for udnyttelsen af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Fortjeneste, som opnås ved afhændelse af fast ejendom, kan beskattes i den kontraherende stat, i hvilken den faste ejendom er beliggende, jfr. art. 13 (1).

Fortjeneste indvundet af et foretagende i en af staterne kan ifølge art. 7 kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver forretning i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted. I så fald beskattes så stor en del af foretagendets fortjeneste, som kan henføres til det faste driftssted, i denne anden stat.

Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted", henvises til bestemmelserne i art. 5.

Ifølge art. 13 (2) kan fortjeneste, der opnås ved afhændelse af aktiver, som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i den ene stat opretholder i den anden stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af selve det faste driftssted, beskattes i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende.

Beskatningsretten til fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik tilkommer ifølge art. 8 det land, i hvilket foretagendets virkelige ledelse har sit sæde, uanset om virksomheden har et fast driftssted i den anden stat.

Ifølge bestemmelserne i artiklerne 10, 11 og 12 kan udbytter, renter og royalties som hovedregel kun beskattes i den stat, hvor modtageren er bosiddende.

Undtagelser fra denne regel gælder, hvor modtageren af udbyttet, renten eller royaltien har et fast driftssted i den anden stat, idet i så fald bestemmelserne i art. 7 om beskatning af indkomst fra fast driftssted finder anvendelse. Det må endvidere erindres, at royalty af fast ejendom ifølge reglen i art. 6 (2) beskattes i det land, hvor den faste ejendom er beliggende.

Art. 14 omhandler indkomst ved faglige tjenesteydelser og andet selvstændigt arbejde af lignende karakter. Det bestemmes, at indkomst ved udøvelse af sådan virksomhed af personer, der er bosiddende i en af de to stater, kun kan beskattes i bopælsstaten, medmindre den pågældende udøver sin virksomhed i den anden stat under benyttelse af et fast sted, der til stadighed står til hans rådighed. Såfremt den pågældende har et sådant fast sted, kan den del af indkomsten, der kan henføres til dette sted, beskattes i den anden stat.

Fortjeneste, som opnås ved afhændelse af aktiver kan som hovedregel ifølge art. 13 kun beskattes i den stat, hvor afhænderen er bosiddende. Fortjeneste ved afhændelse af fast ejendom, et fast driftssted eller et fast sted m.v. kan dog beskattes i den stat, hvor aktivet befinder sig.

Gage, løn og lignende vederlag for personligt arbejde beskattes ifølge art. 15 (1) som hovedregel i den stat, hvor arbejdet udføres.

Fra denne hovedregel gælder dog følgende undtagelser

1. Løn m.v. beskattes i henhold til art. 15 (2) i modtagerens bopælsstat, såfremt den pågældende ikke i det pågældende skatteår opholder sig i den anden stat i mere end ialt 183 dage, og vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke enten er bosiddende i den anden stat, eller i den anden stat har et fast driftssted eller et fast sted, som udreder vederlaget.

2. Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er bosiddende i en af de kontraherende stater, i hans egenskab af medlem af en bestyrelse for et selskab, der er bosiddende i den anden kontraherende stat, kan ifølge art. 16 beskattes i den stat, hvor selskabet er bosiddende. En herboende person, der oppebærer bestyrelseshonorarer fra Finland, kan således ikke beskattes af disse honorarer her i landet.

3. Gage, løn og andet lignende vederlag, som udbetales af stat, kommuner eller andre offentligretlige juridiske personer til en fysisk person for varetagelsen af hverv som tjenestemand, beskattes i henhold til art. 19 i udbetalingslandet (kildelandet) uden hensyn til, hvor de pågældende tjeneste- eller arbejdsydelser er præsteret.

Beskatningsretten med hensyn til vederlag for tjenesteydelser, der er præsteret i forbindelse med virksomhed, der drives erhvervsmæssigt, afgøres dog efter reglerne i artiklerne 15, 16 og 18.

Overenskomsten indeholder ligesom den dansk-østrigske overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning regler om, at beskatningsretten til beløb, der udbetales i henhold til reglerne om lovpligtig socialforsikring, tilkommer udbetalingslandet.

Søfolk og personer, der gør tjeneste ombord på luftfartøjer, anses ifølge art. 15 (3) for at have udført deres virksomhed i den del af de to stater, hvor den virkelige ledelse for det foretagende, der driver skibene eller luftfartøjerne, befinder sig. Udenlandsk skib, som befragtes på såkaldt bareboat basis - d.v.s. leje af skib, hvor lejeren selv indsætter besætningen - af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i Danmark eller Finland, sidestilles i denne forbindelse med henholdsvis dansk eller finsk skib.

Indkomst, som erhverves af professionelle kunstnere (teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere, musikere, sportsfolk m.v.) beskattes altid i den stat, i hvilken de pågældende har udøvet deres virksomhed.

Såfremt en af staterne på grund af dens lovgivning ikke kan gøre brug af beskatningsretten i henhold til art. 15 (1) (gage, løn o.l. vederlag for personligt arbejde), art. 15 (3) (vederlag for personligt arbejde udført ombord på et skib eller luftfartøj), art. 16 (1) (bestyrelseshonorarer), art. 17 (1) (kunstnere), art. 19 (1) (offentlige lønninger og pensioner fra det offentlige, jfr. nedenfor), kan beskatning dog finde sted i den stat, hvor den pågældende person er bosiddende.

Pensioner beskattes, såfremt de er offentlige, d.v.s. udbetales af stat, kommuner og andre offentligretlige juridiske personer, i det land, hvorfra udbetalingen finder sted (kildelandet), jfr. art. 19 (1). Såfremt de er private beskattes de derimod i modtagerens bopælsstat, jfr. art. 18.

Ifølge art. 20 må gage, løn eller andet lignende vederlag, som en professor eller lærer, der er bosiddende i en af staterne, under et midlertidigt ophold af ikke over 2 års varighed i den anden stat modtager for undervisning ved et universitet, en højskole eller anden undervisningsanstalt, ikke beskattes i den stat, hvor han underviser.

Studerende eller lærlinge fra en af de to stater, som udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den anden stat, skal ifølge art. 21 ikke beskattes i opholdsstaten af beløb, som de modtager til underhold, studium eller uddannelse fra kilder uden for opholdsstaten, d.v.s. heller ikke af beløb, som de modtager fra en tredie stat.

Ifølge art. 24 kan indkomst eller formue, hvoraf uskiftet dødsbo i henhold til overenskomsten beskattes i den ene stat, ikke tillige beskattes hos lodtagere i boet i den anden stat.

III. Beskatning ved til- og fraflytning.

Der er i overenskomstens art. 4 (3) givet særlige regler om løsning af de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med flytning mellem de to stater, hvorved forstås den definitive forlægning af bopælen fra den ene stat til den anden.

a. Ved flytning fra Danmark til Finland ophører indkomstskattepligten i Danmark, f.s.v. skattepligten er afhængig af den pågældendes bopælsforhold, med udløbet af den dag, hvor flytningen er afsluttet. Opgiver herefter en person sin bopæl i Danmark, f.eks. den 15. december, skal herefter, såfremt der ikke evt. foreligger begrænset skattepligt, for eksempel, fordi den pågældende har en fast ejendom eller fortsat driver erhverv i Danmark, de indkomstskatter, der vedrører tiden fra den 16. december og skatteåret ud, føres til afgang, medens de skatter, der vedrører tiden fra skatteårets begyndelse til 15. december, skal betales. For så vidt angår formueskatten ophører skattepligten i tilfælde af flytning fra den ene stat til den anden efter de interne regler, der gælder i de to lande, hvilket for Danmarks vedkommende vil sige, at formueskattepligten ophører med udgangen af udrejsekvartalet.

b. Ved flytning fra Finland til Danmark må tilflytteren skatteansættes til indkomst- og formueskat her i landet på sædvanlig måde fra begyndelsen af det efter tilflytningen førstkommende kvartal. For så vidt indkomstskatten angår skal den pågældende således ansættes af sin forventede fremtidige indkomst i henhold til reglerne i ligningslovens § 2.

IV. Særlige bestemmelser.

Med hensyn til diplomatiske og konsulære tjenestemænd bestemmes det i art. 29, at overenskomstens bestemmelser ikke berører de skattefritagelser, som i kraft af folkerettens almindelige regler eller bestemmelser i særlige overenskomster tilkommer de pågældende.

For Finlands diplomatiske og konsulære tjenestemænd vil dette sige, at de her i landet vil være at behandle ganske efter de hidtil gældende regler.

I henhold til art. 27 kan en person, der har været genstand for en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens regler, rette henvendelse til de kompetente myndigheder i den stat, i hvilken han er bosiddende. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved en gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden stat. Sager af denne art må derfor forelægges for skattedepartementet. Der er ikke fastsat bestemte tidsfrister eller formkrav for sådanne henvendelser, og der sker ikke nogen suspension af skattekravet, fordi der sker en sådan henvendelse.

Art. 26 indeholder regler, hvorefter den ene stats statsborgere (herunder juridiske personer) ikke i den anden stat må underkastes nogen skat eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den skat og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive underkastet. Bestemmelsen vedrører kun de skatter, der omfattes af overenskomsten.

Endvidere bestemmes det i art. 27 (3), at de kompetente myndigheder skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til forståelsen eller anvendelsen af overenskomsten, ligesom de kan rådføre sig med hinanden for at undgå dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omfattes af overenskomsten.

V. Særlige bemærkninger om formuebeskatningen.

Formue bestående af fast ejendom i en af de to stater beskattes i den stat, i hvilken ejendommen er beliggende, jfr. art. 23 (1). Formue, bestående i aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et foretagendes faste driftssted, eller i aktiver, der hører til et fast sted anvendt til udøvelse af faglige tjenesteydelser, beskattes i den stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende, jfr. art. 23 (2). Formue i skibs- og luftfartsvirksomheder beskattes kun i den stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde, jfr. art. 23 (3).

I øvrigt beskattes formue kun i den stat, i hvilken den person, som formuen tilhører, er bosiddende, jfr. art. 23 (4).

VI. Reglerne om gensidig administrativ og retslig bistand.

Ifølge art. 28 vil de kompetente myndigheder udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af overenskomsten eller for at forhindre beskatningsunddragelse. Der pålægges dog ingen af staterne pligt til at foretage forvaltningsakter, der strider mod deres retsregler eller forvaltningspraksis, eller at meddele enkeltheder, hvorom oplysninger ikke kan forlanges ifølge lovgivningen i en af de to stater, ligesom der ikke må udveksles oplysninger, som ville røbe kommercielle, industrielle eller faglige hemmeligheder, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville kunne stride mod almene interesser.

Sager, hvori der er spørgsmål om indhentelse af oplysninger i Finland, skal forelægges for skattedepartementet.

VII. Henstandsordninger i særlige tilfælde.

En person, der med bevarelse af bopæl her i landet oppebærer lønindtægt i Finland, kan blive udsat for at skulle betale skat samtidig i Danmark og Finland, og den pågældende kan da være nødsaget til at ansøge om henstand med skattebetalingen i Danmark. Om den fremgangsmåde, der skal anvendes i disse tilfælde, henvises til skattedepartementets cirkulære af 11. august 1965 til den dansk-tyske overenskomst VII.

VIII. Overenskomstens praktisering.

For personer bosat i Danmark, der oppebærer indkomster eller ejer formue i Finland, indeholder bestemmelsen i art. 25 hjemmel til i beskatningsgrundlaget også at medregne de indkomster og formuedele, med hensyn til hvilke Finland i henhold til overenskomsten har en beskatningsret.

Dette betyder, at indkomst hidrørende fra eller formue beroende i Finland, skal medregnes til den skattepligtige indkomst eller formue her i landet, således at der i tilfælde, hvor størrelsen af den skattepligtige indkomst eller formue har betydning, f.eks. ved beregning af nedslag i skatteansættelsen for folkepensionister og af visse sociale ydelser, skal regnes med den samlede indkomst og formue i Danmark og Finland.

En foreliggende dobbeltbeskatning ophæves herefter ved, at Danmark i den af den samlede indkomst eller den samlede formue beregnede skat indrømmer fradrag for den del af skatten, der forholdsmæssigt falder på de indkomster eller formuedele, med hensyn til hvilke Finland i henhold til overenskomsten har en beskatningsret.

Aftalen fritager ikke skatteyderen for ved selvangivelsen at medtage også den indkomst og formue, med hensyn til hvilken beskatningsretten tilkommer Finland alene, og det er for aftalens anvendelse ved skatteligningen ubetinget nødvendigt, at der forelægges de skattelignende myndigheder oplysning ikke blot om størrelsen af den del af skatteyderens indkomst og formue, der undergives beskatning i Finland, men også om hvilken art af indkomst og formue, det drejer sig. Såfremt disse oplysninger ikke tilstrækkeligt klart fremgår af skatteyderens selvangivelse eller af en supplerende begæring om skattelempelse i henhold til den dansk-finske dobbeltbeskatningsoverenskomst, må de fornødne yderligere oplysninger indfordres, forinden ansættelsen endeligt foretages.

Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve skatteligningen. For skatteårene 1964-65 og 1965-66 vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, kunne blive spørgsmål om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår allerede er fremsat eller fremsættes af vedkommende skattepligtige inden den 1. september 1966, bemyndiges skatterådene herved til at optage vedkommende ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.

Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil i øvrigt være at forelægge for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 23. april 1966.

Hans P. Gøtrik.

/B. Blume.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →