Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland den 30. januar 1962 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

Artikel 1

Administrativ og retslig bistand ydes med hensyn til de i overenskomstens artikel 1 nævnte skatter, herunder morarenter, tillæg på grund af undladt betaling (Suemniszuschlaege), renter og omkostninger.

Artikel 2

Administrativ og retslig bistand ydes uden hensyn til de pågældendes statsborgerforhold.

Artikel 3

Anmodningerne skal fremsættes på særlige blanketter og sendes til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken anmodningen er rettet. De må ikke indeholde forkortelser, heller ikke for så vidt angår betegnelsen af love.

Artikel 4

(1) Formålet med en anmodning skal nøje angives, idet sagens nærmere omstændigheder må anføres, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til anmodningens rette behandling. Anmodningen skal endvidere indeholde

a) Angivelse af den myndighed, der anmoder om bistand,

b) nøjagtig angivelse af de personer sagen angår (for fysiske personer navn, stilling eller titel og adresse; for juridiske personer, personselskaber og andre personsammenslutninger navn eller firmanavn, den juridiske karakter og adresse),

c) skattens art, angivelse af den myndighed, som skattebeløbet tilkommer, samt det tidsrum eller tidspunkt, som skattekravet vedrører,

d) grundlaget for beregning af morarenter, tillæg på grund af undladt betaling (Suemniszuschlaege), samt arten af renter og omkostninger

(2) Kan den myndighed, der anmoder om bistand, ikke fremskaffe

adressen på modtageren af de dokumenter, der skal forkyndes, eller

adressen på en person, der kan give oplysninger, et vidne eller en

sagkyndig, skal den oplyse alle de den bekendte forhold, der kan være

af betydning for fremskaffelsen.

(3) Den myndighed, der anmoder om bistand, kan ved begæring om

afhøring, optagelse af syns- og skønsforretning, undersøgelser af

virksomheders bøger o.l. anmode om at blive holdt underrettet om tid

og sted for den embedsforretning, der skal foretages; den kan

endvidere udbede sig meddelelse om, hvorvidt og i hvilket omfang

vedkommende parter efter de almindelige regler i den stat, til

hvilken anmodningen er rettet, er berettiget til at overvære

embedsforretningen eller lade sig repræsentere ved denne. Den kan

anmode om, at dens egne repræsentanter får adgang til at være til

stede ved foretagelsen af forretningen. Disse repræsentanter må ikke

gribe ind i embedsforretningen, men kan dog fremsætte forslag

vedrørende anmodningens gennemførelse.

(4) Ved anmodning om afhøring af personer, der kan give oplysninger,

vidner eller sagkyndige, må det anføres, om afhøringen skal foretages

under ed eller ikke.

Artikel 5

(1) Anmodningen skal ledsages af en oversættelse til den myndigheds

sprog, til hvilken anmodningen er rettet.

(2) Underskriften skal ledsages af embedsstempel. Sager, der haster,

skal bære tydelig påtegning herom.

Artikel 6

Forkyndelsesmåden retter sig efter den stats love, til hvilken

anmodningen er rettet. Den myndighed, der anmoder om bistand, kan

anføre, i hvilken form forkyndelsen ønskes foretaget.

Artikel 7

(1) Administrativ og retslig bistand i inddrivelsessager kan kun

kræves, hvis det beløb, der skal inddrives, overstiger 150 tyske mark

eller 250 danske kroner.

(2) Med anmodning om fuldbyrdelse af kendelser, der er endelige og

eksigible, skal foruden de i artikel 23, 2. stk. nævnte dokumenter

følge en erklæring fra de kompetente myndigheder i den stat, der

anmoder om bistand, hvori det attesteres, at de er endelige. Som det

grundlag for en inddrivelsesbegæring, der skal vedlægges i henhold

til artikel 23, 2. stk., er i Forbundsrepublikken Tyskland

restancelisten (Die Rueckstandsanzeige) tilstrækkelig.

Artikel 8

Den myndighed, til hvilken anmodningen rettes, skal omregne det

beløb, der skal inddrives, til sit eget lands mønt. Ved omregningen

anvendes den officielle kurs, som gjaldt den dag, da anmodningen blev

modtaget af den myndighed, der skal inddrive beløbet.

Artikel 9

Beløb, som er indkasseret i tyske mark af de tyske myndigheder, til

hvilke anmodningen er rettet, overføres til Den Danske Nationalbanks

konto i Deutsche Bundesbank for den pågældende danske myndigheds

regning.

Beløb, der er indkasseret i danske kroner af de danske myndigheder,

til hvilke anmodningen er rettet, overføres til Deutsche Bundesbanks

konto i Den danske Nationalbank for den pågældende tyske myndigheds

regning.

Artikel 10

(1) Omkostninger (gebyrer og udgifter), der fremkommer ved

ekspeditionen af anmodninger, kan ikke kræves refunderet mellem de

kontraherende stater.

(2) Godtgørelser, der er betalt til personer, der har givet

oplysninger, vidner eller sagkyndige, kan kræves refunderet, såfremt

disse udgifter ialt overstiger 100 tyske mark eller 175 danske

kroner.

(3) De omkostninger, der opkræves ved ekspeditionen af anmodninger

efter de i en stat gældende regler, tilfalder den stat, til hvilken

anmodningen er rettet.

Artikel 11)

For at sager om bistand kan gennemføres efter ensartede

retningslinier vedlægges som bilag 1-3 eksempler på begæringer (* 1).

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland den 30. januar 1962 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

I. Overenskomstens ikrafttrædelse, dens område og almindelige principper.

Den 30. januar 1962 er der mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland afsluttet en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 7 (Lovtid. C) af 25. februar 1964. Overenskomsten træder i forhold til Forbundsrepublikken Tyskland i stedet for den hidtil gældende aftale af 16. december 1938 til gennemførelse af art. 1 i den den 14. februar 1928 mellem Danmark og Det tyske Rige afsluttede foreløbige overenskomst angående ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formuebeskatning, jfr. art. 29. Aftalen af 16. december 1938 har i henhold til finansministeriets bekendtgørelse nr. 246 af 27. maj 1948 været sat ud af kraft for skatteårene 1948-49 - 1951-52 og er ved finansministeriets bekendtgørelse nr. 271 af 7. oktober 1953 alene på ny trådt i kraft i forholdet til Forbundsrepublikken Tyskland. Den nye overenskomst indeholder ligesom den tidligere aftale en række bestemmelser, der i tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og tysk side, kan medføre afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatningen.

I forhold til den hidtil gældende ordning medfører overenskomsten ændringer, særlig med hensyn til hvilke personer der omfattes af overenskomsten, og med hensyn til beskatningsretten til aktieudbytte og indkomst af personligt arbejde. Endvidere indeholder overenskomsten i modsætning til den tidligere bestemmelser om gensidig administrativ og retslig bistand.

Overenskomsten kommer i sin helhed for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1958-59, jfr. art. 28 (3), således at aftalen af 16. december 1938 sidste gang finder anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1957-58. Bestemmelsen i art. 11 (3) finder dog allerede anvendelse fra og med skatteåret 1955-56, jfr. nærmere nedenfor.

Overenskomsten finder uanset statsborgerforhold anvendelse på alle skattepligtige, der er bosat i Danmark og/eller i Forbundsrepublikken Tyskland, samt på aktieselskaber og andre sammenslutninger, der er bosat i en af de to stater. Det er således en forudsætning for overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det pågældende selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i mindst et af de to lande.

For Danmarks vedkommende omfatter overenskomsten (jfr. art. 1) indkomst- og formueskatten til staten, kommunal indkomstskat (herunder kirkeskat), invalide- og folkepensionsbidraget, sømandsskatten og den særlige indkomstskat.

For Forbundsrepublikkens vedkommende finder overenskomsten anvendelse på indkomstskatten, herunder lønskatten (Lohnsteuer), skatten på kapitalindkomst (Kapitalertragsteuer) og skatten af bestyrelseshonorarer (Aufsichtsratsteuer), selskabsskatten, formueskatten samt erhversskatten (Gewerbesteuer). Derimod omfattes den tyske kirkeskat ikke af overenskomsten. Ejendomsskatterne er - ligesom i den dansk-østrigske overenskomst - medtaget i overenskomsten, men dette vil kun få praktisk betydning ved overenskomstens praktisering i Forbundsrepublikken.

I henhold til art. 1 (4) finder overenskomsten endvidere anvendelse på fremtidige skatter af samme eller lignende art, som måtte blive udskrevet ved siden af eller i stedet for de nævnte skatter.

Det anføres i art. 1 (5), at overenskomsten ikke finder anvendelse på eengangsskatter af indkomst, formue eller formueforøgelse. Den i henhold til den tyske byrdeudligningslov udskrevne afgift (den såkaldte "Lastenausgleich") omfattes således ikke af overenskomsten. Dansk og tysk omsætningsafgift omfattes ikke af overenskomsten, hvilket ej heller er tilfældet for så vidt angår arve- og gaveskatter. Der findes ingen særaftaler mellem Danmark og Forbundsrepublikken om disse skatter.

Der er ikke til overenskomsten knyttet nogen slutprotokol, men definitioner m.v. er optaget i selve overenskomstens tekst, jfr. art. 2.

Udtrykket "person" i overenskomsten omfatter ikke alene fysiske personer, men også juridiske personer og personsammenslutninger og formuemasser, der som sådanne beskattes som juridiske personer.

Ved udtrykket "kompetente myndigheder" i overenskomsten forstås for Danmarks vedkommende finansministeren og for Forbundsrepublikkens vedkommende finansministeren (der Bundesminister der Finanzen), jfr. art. 2 (1) 6.

Overenskomsten gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan i sin helhed eller med ændringer ved noteveksling udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her udskrives skatter af samme eller lignende karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. art. 26. Overenskomsten finder anvendelse på Land Berlin, jfr. art. 27.

Det land, der har givet afkald på sin beskatningsret, er efter overenskomsten afskåret fra at beskatte den pågældende indkomst eller formue, selv om der ikke pålignes skat i det til beskatning berettigede land. Der kan derfor ikke kræves dokumentation for stedfunden beskatning som betingelse for at undlade beskatning. Godtgør en dansk skatteyder således, at han har haft en indkomst f.eks. af fast ejendom beliggende i Forbundsrepublikken, skal der på dette grundlag gives nedslag i de danske skatter, jfr. i øvrigt nærmere nedenfor om overenskomstens praktisering.

Hvor det land, som har fået tillagt en beskatningsret, på grund af dets interne lovgivning ikke kan gøre brug heraf, gøres der dog i visse tilfælde undtagelse fra denne hovedregel, jfr. nærmere herom under omtalen af bestemmelserne i art. 8 (4) om beskatningen af kunstnere og af bestyrelseshonorarer, art. 9 (5) om beskatningsretten til arbejdsvederlag og art. 10 (2) om tilfælde, hvor løn udbetales af offentlige myndigheder.

De i overenskomsten indeholdte regler falder i øvrigt i tre hovedgrupper

1. regler om undgåelse af dobbeltbeskatning (art. 2-21),

2. regler, der skal tilsikre ensartet skattemæssig behandling af skatteyderne i de to lande (art. 24), og

3. regler om udveksling af oplysninger af skattemæssig karakter og om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter m.v. (art. 22 og 23).

Reglerne til undgåelse af dobbeltbeskatning kan opdeles i 2 afsnit, dels regler til løsning af den konflikt, der opstår, når en person eller et selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge de kontraherende lande, og begge lande derfor med hjemmel i deres interne lovgivning gør krav på at beskatte den pågældende af hele hans indkomst og formue uanset, hvorfra indkomsten og formuen hidrører (art. 2 (1) 2, jfr. afsnit IIA nedenfor), og dels regler til løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst hidrører, eller hvori en formue er placeret (kildelandet), og det land, hvor den pågældende skatteyder er bosat eller har hjemsted og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet) (art. 3-18 incl., jfr. afsnit IIB nedenfor).

Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde. Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, må det først efter de i art. 2 (1) 2 givne regler fastslås, hvilket af de to lande der skal have ret til at beskatte den pågældende som der bosat. Når dette er afgjort, må det ved hjælp af reglerne i art. 3-18 incl. bestemmes, om bopælslandet skal give afkald på at beskatte visse indkomster eller formuedele.

Som regel vil der dog kun blive tale om at anvende de sidstnævnte regler, idet der formentlig kun forholdsvis sjældent vil opstå tilfælde, hvor betingelserne for fuld skattepligt opfyldes i begge stater.

Overenskomsten indeholder derimod ikke regler til løsning af den dobbeltbeskatningskonflikt, der kan opstå, hvor en fysisk person eller et selskab er begrænset skattepligtig i begge lande.

For personer bosat i Danmark indeholder bestemmelsen i art. 19 (4) hjemmel til at frafalde de danske skatter, der forholdsmæssigt falder på de indkomster og formuedele, til hvilke Forbundsrepublikken i henhold til overenskomstens bestemmelser har beskatningsret, jfr. nærmere nedenfor under VIII.

For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Forbundsrepublikken bliver der herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag i dansk skat for skat erlagt i udlandet, jfr. dog nedenfor side 8.

I det følgende vil først reglerne om indkomstbeskatningen blive gennemgået, medens der i afsnit V gøres nogle særlige bemærkninger om formuebeskatningen.

II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning.

A. Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt foreligger i begge lande.

Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge lande og således efter de interne regler er skattepligtig i begge lande af hele sin indkomst og formue, afgøres det i art. 2 (1) 2, hvor retten til at betragte den pågældende som fuldt skattepligtig skal vige.

For fysiske personer fastslår art. 2 (1) 2 b) den hovedregel, at det land, hvor der er en fast bolig til rådighed, har prioriteten. Er der herefter fast bolig i det ene land og en løsere tilknytning til det andet land - for Danmarks vedkommende f.eks. ligningslovsophold - tilkommer retten til at betragte den pågældende skatteyder som fuldt skattepligtig det land, hvor den faste bolig haves.

Foreligger der fast bolig i begge lande, tilkommer den fulde beskatningsret det land, med hvilket den pågældende skatteyder har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Kan spørgsmålet om, hvilket land der skal have beskatningsretten, ikke afgøres på grundlag af den pågældende skatteyders boligforhold eller personlige og økonomiske forhold, får det land, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, fortrinsretten.

Såfremt heller ikke dette kriterium fører til en løsning, tilkommer beskatningsretten den stat, i hvilken den pågældende er statsborger. Er han ikke statsborger i nogen af staterne, eller er han statsborger i begge stater, må der træffes aftale mellem de kompetente myndigheder i de to stater. I så fald må sagen derfor altid forelægges for skattedepartementet.

Hvor en juridisk person skal anses for fuldt skattepligtig i tilfælde, hvor der efter de interne regler foreligger fuld skattepligt i begge stater, afgøres efter, hvor den virkelige ledelse for virksomheden har sæde, jfr. art. 2 (1) 2 c).

B. Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.

Bopælslandets beskatningsret. I art. 16 fastslås det som hovedregel, at beskatningsretten tilkommer det land, hvor den pågældende skatteyder er bosat, det vil sige det land, der har ret til at betragte den pågældende som fuldt skattepligtig. Er der ikke i overenskomsten fastsat andet, skal kildelandet derfor give afkald på sin beskatningsret til fordel for bopælslandet.

Indkomst af fast ejendom beskattes ifølge art. 3 i det land, hvor den faste ejendom er beliggende. I art. 3 (2) redegøres der nærmere for, hvad der skal forstås ved udtrykket fast ejendom. Udtrykket omfatter tilbehør til fast ejendom, besætning og inventar i landbrug og skovbrug, rettigheder, på hvilke de privatretlige regler om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom samt royalty, der erlægges for udnyttelse af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Art. 3 finder også anvendelse på fortjeneste ved salg af fast ejendom, og såfremt en her i landet bosat person har oppebåret fortjeneste ved salg af fast ejendom i Forbundsrepublikken, kan der derfor ikke kræves særlig indkomstskat her i landet af fortjenesten.

Det fastslås i art. 3 (3), at som indkomst af fast ejendom skal anses ikke blot den indkomst, der erhverves ved den umiddelbare udnyttelse af ejendommen, men også indtægt ved ejendommens udlejning eller bortforpagtning såvel som ved enhver anden form for udnyttelse af fast ejendom. Som indtægt af fast ejendom betragtes derimod ikke renter af fordringer sikrede ved pant i fast ejendom, men sådanne renter omfattes af art. 13.

Bestemmelserne i art. 3 gælder også for indkomst af faste ejendomme tilhørende andre erhvervsvirksomheder end landbrug og skovbrug samt for indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af et frit erhverv.

Indkomst af erhvervsvirksomhed beskattes ifølge art. 4 (1) i den stat, hvor den person, der driver foretagendet, er bosat, medmindre der inden for den anden stats område findes et fast driftssted. I så fald beskattes så stor en del af foretagendets fortjeneste, som kan henføres til det faste driftssted, i den anden stat.

Som indkomst af erhvervsvirksomhed behandles også indkomst ved deltagelse i et foretagende med undtagelse af indkomst i form af dividender, jfr. nærmere nedenfor om beskatningen af dividender.

Bestemmelsen omfatter også en kommanditists udbytte af en erhvervsvirksomhed, hvoraf følger, at Forbundsrepublikken har beskatningsretten til en dansk kommanditists indtægt fra og formue i Forbundsrepublikken. Dette gælder såvel den egentlige indskudskapital som pågældendes øvrige tilgodehavende hos selskabet samt indtægter heraf. En person, der er bosat i Forbundsrepublikken og som kommanditist deltager i en virksomhed i Danmark, vil omvendt blive beskattet her i landet af sin andel i udbyttet, jfr. bestemmelsen i ligningslovens § 3, stk. 2, hvorefter blandt andet kommanditister bosat i udlandet er begrænset skattepligtige her i landet.

Bestemmelsen i art. 4 (1) gælder såvel indkomst, der erhverves ved umiddelbar udnyttelse, som indkomst, der erhverves ved udleje, bortforpagtning og enhver anden form for udnyttelse af erhvervsvirksomheden, samt indkomst ved salg af virksomheden eller en del af denne eller af genstande, der anvendes i virksomheden.

I art. 4 (2) fastsættes de nærmere retningslinier vedrørende fordelingen af beskatningsretten mellem hovedvirksomheden og det faste driftssted og mellem flere faste driftssteder.

Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted", henvises til bestemmelserne i art. 2 (1) 4.

Beskatningsretten til indkomst ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik og indkomst ved skibsfart på floder, kanaler og søer tilkommer ifølge art. 6 det land, hvori en sådan virksomheds virkelige ledelse har sæde, uanset om virksomheden har et fast driftssted i den anden stat.

Såfremt en i en af staterne bosat person oppebærer indkomst ved salg af en andel i et i den anden stat bosat kapitalselskab, har bopælsstaten ifølge art. 7 beskatningsretten, medmindre den pågældende person har et fast driftssted i den anden stat og oppebærer indkomsten gennem dette driftssted. I så tilfælde har denne stat beskatningsretten. Bestemmelsen indeholder et ensidigt beskatningsafkald fra tysk side.

Art. 8 omhandler indkomst ved frit erhverv og andet selvstændigt arbejde af lignende karakter. Det bestemmes, at indkomst ved udøvelse af sådan virksomhed af personer, der er bosat i en af de to stater, beskattes i bopælsstaten, medmindre den pågældende udøver sin virksomhed i den anden stat under benyttelse af et fast sted, som regelmæssigt står til hans disposition. Såfremt dette er tilfældet, tilkommer beskatningsretten til den del af indkomsten, der kan henføres til dette sted, den anden stat. Ved fast sted forstås f.eks. en klinik, et kontor eller lignende sted, hvor der kan finde henvendelse sted for at træffe aftale med den pågældende.

For så vidt angår de selvstændige professionelle kunstnere, herunder teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere samt sportsfolk bestemmes det i art. 8 (2), at beskatningsretten til deres indkomster alene tilkommer den stat, i hvilken de udøver deres virksomhed, selv om de ikke har et fast sted i denne stat. Såfremt en af staterne ikke kan udnytte sin beskatningsret, forbeholdes beskatningsretten dog den anden stat, en bestemmelse som særlig vil få betydning for Forbundsrepublikkens vedkommende, da Danmark som følge af reglerne i ligningslovens § 2, stk. 2, om skattepligtens indtræden i almindelighed ikke vil være i stand til at udøve sin beskatningsret. For så vidt angår beskatningen af ikke selvstændige kunstneres indkomst vil reglerne i art. 9 finde anvendelse, således også reglen i art. 9 (2), jfr. nærmere nedenfor.

Bestyrelseshonorarer eller mødegodtgørelser og lignende vederlag til medlemmer af en bestyrelse eller et repræsentantskab m.v. for en juridisk person beskattes ifølge art. 8(3) i den stat, hvor selskabet har sit skatteretlige domicil, d.v.s. at en herboende person, der oppebærer bestyrelseshonorarer fra tyske aktieselskaber, ikke kan beskattes af disse honorarer her i landet. Det bestemmes dog, at beskatningsretten, såfremt en af staterne ikke kan gøre brug af denne, forbeholdes den anden stat.

Gage, løn og lignende vederlag for et ikke-selvstændigt arbejde beskattes ifølge art. 9 (1) som hovedregel i den stat, hvor arbejdet udføres. En herboende person, der har lønindtægt ved arbejde udført i Forbundsrepublikken, kan således som hovedregel ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn.

Fra denne hovedregel gælder - bortset fra reglerne i art. 10 om offentlige lønninger - dog følgende undtagelser

1. Løn m.v. beskattes i henhold til art. 9 (2) i modtagerens bopælsstat, såfremt den pågældende ikke i det pågældende kalenderår opholder sig i den anden stat i mere end ialt 183 dage, og vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke har bopæl i den anden stat, under sådanne forhold, at det ikke trækkes fra overskudet af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat. Denne regel vil være at praktisere således, at de 183 dage regnes straks fra den pågældendes ankomst her til landet. Ankommer en person f.eks. hertil den 15. august 1965, og omfattes han af den her omhandlede regel, indtræder hans skattepligt først, såfremt han uden afbrydelser bliver her til den 3. juli 1966. Er dette tilfældet, bliver han skattepligtig fra den 1. januar 1966 at regne.

2. Personer, der studerer ved et universitet, en højere læreanstalt eller lignende i en af staterne, og som mod vederlag er beskæftiget i ikke over ialt 183 dage inden for et kalenderår hos en virksomhed i den anden stat for at opnå en praktisk uddannelse, kan ifølge art. 9 (4) kun beskattes af dette vederlag i bopælslandet. Fastsættelsen af opholdsperioden sker på samme måde som foran under omtalen af art. 9 (2) angivet. Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse på medicinske eller polytekniske studerende, der får uddannelse i det andet land.

Søfolk og personer, der gør tjeneste om bord på luftfartøjer, anses ifølge art. 9 (3) for at have udført deres virksomhed i den af de to stater, hvor den virkelige ledelse for det foretagende, der driver skibene eller luftfartøjerne, befinder sig.

Danmark har således beskatningsretten for så vidt angår personer, der gør tjeneste i danske rederier.

For så vidt angår de i art. 9 (1) og 9 (3) nævnte tilfælde, hvor kildestaten har beskatningsretten, gælder der dog ifølge art. 9 (5) den regel, at såfremt en af staterne på grund af dens lovgivning ikke kan gøre brug af beskatningsretten, har bopælsstaten beskatningsretten. Hvis f.eks. en person med bopæl i Forbundsrepublikken kommer til Danmark den 3. april 1965 på et midlertidigt ophold, og den pågældende i september måned 1965 rejser tilbage til Forbundsrepublikken, har Danmark haft beskatningsretten til hans lønindtægt i den tid, han har arbejdet her i landet. Da hans skattepligt i Danmark i henhold til ligningslovens regler imidlertid først ville indtræde den 1. oktober 1965, har Danmark ikke været i stand til at udøve sin beskatningsret, og Forbundsrepublikken er så berettiget til at beskatte den pågældende også af den lønindtægt, han har haft under opholdet i Danmark.

Danmark har - som nævnt - ifølge overenskomsten beskatningsretten til lønindkomst, der tilfalder personer, der er bosat i Forbundsrepublikken, men som har arbejdstilladelse i Danmark og eventuelt daglig tager frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads, da de pågældende har udøvet deres virksomhed her i landet. Da Danmark imidlertid ifølge sin interne lovgivning som regel ikke kan udnytte denne beskatningsret, da de pågældende i almindelighed ikke vil opfylde de danske skattepligtsbetingelser, er Forbundsrepublikken berettiget til at beskatte de pågældendes lønindtægter, når Danmark ikke beskatter dem, jfr. art. 9 (5), og de danske skattemyndigheder kan i henhold til art. 22 underrette de tyske myndigheder om de af de pågældende her i landet oppebårne lønindtægter, jfr. nærmere nedenfor under VI.

Beskatningsretten til lønindtægt oppebåret i Forbundsrepublikken af personer, der er bosat i Danmark, men som eventuelt daglig tager frem og tilbage mellem deres hjem og arbejdsplads, tilkommer Forbundsrepublikken, og da denne er i stand til at udnytte denne beskatningsret, skal Danmark, der uanset den tyske beskatningsret kan medregne den tyske indtægt til den danske skattepligtige indkomst, give nedslag i skatterne i overensstemmelse med reglerne i art. 19 (4), jfr. nedenfor under under VIII.

Gage, løn eller lignende vederlag, som udbetales af stat, kommuner, kommunalforbund eller andre offentligretlige juridiske personer, beskattes i henhold til art. 10 i udbetalingslandet (kildelandet) uden hensyn til, hvor de pågældende tjeneste- eller arbejdsydelser er præsteret. Såfremt modtageren er statsborger i den stat, hvor han er bosat, uden samtidig at være statsborger i den stat, hvorfra udbetalingen finder sted, og udøver han sin virksomhed i bopælsstaten, har denne stat dog beskatningsretten til denne indkomst, såfremt den stat, hvorfra udbetalingen finder sted, på grund af dens lovgivning ikke kan gøre brug af sin beskatningsret.

Beskatningsretten med hensyn til vederlag for tjenesteydelser, der er præsteret i forbindelse med virksomhed, der drives erhvervsmæssigt af en af staterne m.v., afgøres dog efter reglerne i art. 9, jfr. art. 10 (3).

Overenskomsten indeholder i modsætning til den dansk-østrigske overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning ingen særlige regler om beskatningen af beløb, der udbetales i henhold til reglerne om lovpligtig socialforsikring, og beskatningsretten med hensyn til sådanne beløb, der fra tysk side udbetales til her i landet bosatte personer, tilkommer derfor Danmark, jfr. bestemmelsen i art. 16.

Pensioner beskattes, såfremt de er offentlige, d.v.s. udbetales af stat, kommuner, kommunalforbund og andre offentligretlige juridiske personer, i det land, hvorfra udbetalingen finder sted (kildelandet), jfr. art. 11 (2). Såfremt de er private, beskattes de derimod i modtagerens bopælsstat, jfr. art. 11 (1).

Ifølge art. 11 (3) finder reglerne om offentlige pensioner tilsvarende anvendelse på pensioner, livrenter og andre periodisk eller ikke-periodisk udgående beløb, der udbetales af en af de kontraherende stater eller en anden offentligretlig juridisk person som godtgørelse for en skade, der er opstået som følge af krigshandlinger eller politisk forfølgelse, og ifølge art. 28 (4) finder denne bestemmelse anvendelse fra og med skatteåret 1955-56. Beskatningsretten med hensyn til de i art. 11 (3) omhandlede beløb, der udbetales fra tysk side, tilkommer derfor Forbundsrepublikken, men Danmark er i medfør af bestemmelsen i art. 19 (4) berettiget til at medregne de omhandlede beløb ved opgørelsen af modtagernes skattepligtige indkomst, dog således, at der sker afgangsførelse af den del af de pålignede skatter, som forholdsmæssigt falder på de nævnte beløb. Heraf følger, at der ikke sker nogen egentlig beskatning af selve de omhandlede ydelser her i landet, men at de får indflydelse på den skattesats, hvormed modtagernes øvrige indkomst beskattes her i landet.

Ifølge indhentede oplysninger fra tysk side omfattes særlig følgende godtgørelser fra Forbundsrepublikken af bestemmelsen i art. 11 (3)

1. Ydelser udbetalt af offentlige midler til krigsinvalider, faldnes efterladte og personer ligestillet med disse.

Det drejer sig om ydelser udbetalt i henhold til forbundsforsorgsloven (Bundesversorgungsgesetz) af 20. december 1950 med senere ændringslove.

For så vidt det drejer sig om ydelser, der tillægges personer på grundlag af de pågældendes tjenestetid - og ikke som understøttelse - finder dog overenskomstens almindelige regler i art. 10 om ydelser fra det offentlige anvendelse.

2. Ydelser udbetalt i henhold til byrdeudligningsloven (Lastenausgleichgesetz) af 14. august 1952 med senere ændringslove.

3. Ydelser til ofre for nationalsocialistisk forfølgelse (Wiedergutmachungsleistungen). Det drejer sig om ydelser udbetalt i henhold til lov om erstatning til ofre for nationalsocialistisk forfølgelse (forbundserstatningsloven, Gesetz zur Entschadigung von Opfern der nationalsozialistischen Verfolgung (Bundesentschadigungsgesetz)) af 29. juni 1956.

Den særlige regel i overenskomsten omfatter dog ikke indtægter af et under godtgørelsesordningen nyetableret eller genoptaget tjenesteforhold eller indtægter på grundlag af et tidligere tjenesteforhold, der er tillagt den pågældende som godtgørelse eller hvis udbetaling genoptages, men på disse ydelser finder dobbeltbeskatningsoverenskomstens almindelige regler i art. 10 om ydelser fra det offentlige anvendelse.

Dette gælder især godtgørelse, der udbetales i henhold til lov af 11. juli 1951 om udbetaling af godtgørelse for nationalsocialistisk uret til personer i offentlig tjeneste (Gesetz zur Regelung der Wiedergutmachung nationalsozialistischen Unrecht fuer Angehoerige d oeffentlichen Dienstes).

Udover de ydelser, der udbetales i henhold til forbundserstatningsloven, omfattes også følgende ydelser af særreglen i art. 11 (3), nemlig godtgørelser, der betales i henhold til lov af 25. juni 1958 om godtgørelse for nationalsocialistisk uret i forsorgen for krigsofre (Gesetz zur Wiedergutmachung nationalsozialistischen Unrechts in der Kriegsopferversorgung) og i henhold til lov af 25. juni 1958 om godtgørelse for nationalsocialistisk uret i forsorgen for krigsofre for så vidt angår erstatninsberettigede i udlandet (Gesetz zur Wiedergutmachung nationalsozialistischen Unrechts in der Kriegsopferversorgung fuer Berechtigte im Ausland).

Art. 12 giver regler om beskatningen af dividender, hvilket udtryk ifølge art. 2 (1) 5 betyder indkomst af aktier, mineaktier (Kuxen), udbyttebeviser (Genussscheinen), andele i selskaber med begrænset ansvar (f.eks. et tysk G.m.b.H.) eller andelsselskaber samt indkomst ved deltagelse som stille interessent, når den pågældende ikke har andel i selskabets formue, samt udbytte af andelsbeviser i et investeringsselskab.

Sådan indkomst beskattes alene i den stat, hvor modtageren har bopæl, men det følger af art. 12 (2), jfr. art. 19 (1), at indkomst af denne art dog må beskattes i den anden stat i form af fradrag ved kilden.

Medens gældende dansk skattelovgivning ikke giver hjemmel for beskatning ved kilden af udbytter, der flyder fra Danmark til ejere i udlandet, rammes ifølge tysk ret sådanne udbytter af en kildeskat, der i henhold til art. 12 (3) dog ikke må overstige 15 pct. af udbyttet.

Art. 12 (4) og (5) indeholder særregler for det tilfælde, hvor dividender udbetales af et kapitalselskab, der er bosat i en af staterne, til et kapitalselskab, der er bosat i den anden stat, og som ejer mindst 25 pct. af de stemmeberettigede andele i det førstnævnte selskab. Skattefradraget må i dette tilfælde ikke overstige 10 pct. af dividenderne, dog 25 pct., så længe satsen for selskabsskat i Forbundsrepublikken er lavere for udloddet indkomst end skattesatsen for ikke-udloddet indkomst, og forskellen udgør 20 pct. eller mere.

Til forståelse af denne sidste regel skal der gøres nogle bemærkninger angående det tyske beskatningssystem med hensyn til aktieselskabers indkomst

Tyske aktieselskaber og tyske selskaber med begrænset ansvar (G.m.b.H.) skal erlægge selskabsskatten (Koerperschaftsteuer) efter forskellige satser, eftersom de udlodder eller ikke udlodder udbytte til aktionærerne. Skattesatsen af udloddet udbytte udgør for tiden i almindelighed 15 pct., og skattesatsen af ikke-udloddet udbytte 51 pct., d.v.s. at forskellen mellem de to satser er 36 pct. Når et tysk datterselskab udlodder udbytte til et tysk moderselskab, som ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet, beskattes udbyttet, der i datterselskabet er beskattet med 15 pct., ikke hos moderselskabet, såfremt dette påny udlodder det modtagne udbytte. Udlodder moderselskabet ikke udbyttet, opkræves der hos moderselskabet en særlig selskabsskat (Nachsteuer) på 36 pct. svarende til forskellen mellem de ovennævnte satser.

Når modtageren af udbyttet ikke er et moderselskab, der ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet, fradrages ved udbetalingen den sædvanlige skat på kapitalindkomst (Kapitalertragsteuer) på 25 pct., og såfremt modtageren af udbyttet er bosat i Forbundsrepublikken, kan han modregne denne skat i den indkomstskat, han skal svare i Forbundsrepublikken, medens skatten for så vidt angår modtagere bosat i udlandet er definitiv.

Baggrunden for reglerne i art. 12 (4) og (5) er herefter, at såfremt man fra tysk side skulle frafalde nogen del af dividendeskatten ved uddeling fra et tysk datterselskab til et dansk moderselskab, ville et dansk moderselskab blive gunstigere stillet end et tysk moderselskab, som modtager udbytte fra et tysk datterselskab, og man har derfor fra tysk side ikke ment at kunne give afkald på nogen del af dividendeskatten i denne situation. Da forskellen mellem satsen for selskabsskat for udloddet og ikke-udloddet indkomst i Forbundsrepublikken, som det fremgår af det foregående, udgør over 20 pct., er Forbundsrepublikken i henhold til art. 12 (5) derfor for tiden berettiget til at opkræve en kildeskat på 25 pct. af dividender, der udbetales fra et tysk datterselskab til et dansk moderselskab, som ejer mindst 25 pct. af andelene i det tyske datterselskab.

Ifølge art. 12 (6) finder de foran omhandlede regler ikke anvendelse, hvis en person, som er bosat i en af staterne, har et fast driftssted i den anden stat og oppebærer indkomsten gennem dette driftssted, idet den stat, hvor det faste driftssted er beliggende, i dette tilfælde har beskatningsretten til denne indkomst.

Ifølge art. 12 (7) er Forbundsrepublikken berettiget til at opkræve skat ved kilden efter de satser, som skulle anvendes, hvis man ikke tog hensyn til overenskomsten. Såfremt den tilbageholdte skat herefter overstiger den skat, som fremkommer ved anvendelsen af bestemmelserne i overenskomsten, skal det overskydende beløb tilbagebetales efter ansøgning fra den person, der har krav på dette beløb. Tilbagebetaling skal finde sted, såfremt andragende herom indgives inden for et tidsrum af 2 år regnet fra det tidspunkt, da beløbene er tilflydt den pågældende. For så vidt angår beløb, der er tilflydt den pågældende inden overenskomstens ikrafttrædelse, begynder fristen at løbe fra det tidspunkt, hvor overenskomsten er trådt i kraft, det vil sige fra den 5. marts 1964. Med hensyn til dividender, der er tilflydt en skatteyder inden den 5. marts 1964, skal andragende om tilbagesøgning derfor være indgivet inden den 5. marts 1966.

Blanketter til brug ved andragender om tilbagebetaling af den nævnte kildeskat kan fås hos amtsligningsinspektoraterne (i København, Frederiksberg og Gentofte kommuner hos vedkommende skattedirektorat) samt hos skattedepartementets 7. kontor.

I henhold til art. 19 (4) sammenholdt med reglen i ligningslovens § 33 skal der gives fradrag (credit) i den danske skat på aktieudbytter for den skat på disse udbytter, som Forbundsrepublikken i henhold til art. 12 er berettiget til endeligt at oppebære. Der skal altså kun gives fradrag (credit) for de skattebeløb, som Forbundsrepublikken har krav på endeligt at beholde (hhv. 15, 10 eller 25 pct.), men ikke de skattebeløb, som kan kræves tilbagebetalt ved henvendelse til de tyske myndigheder.

Opmærksomheden henledes på, at tilbagebetalte tyske kildeskattebeløb skal medregnes i den danske skattepligtige indkomst på tilbagebetalingstidspunktet.

Renter, hvorved forstås indkomst af lån, obligationer (herunder konverteringslån (Wandelanleihen) og udbytteobligationer (Gewinnobligationen)) eller en hvilken som helst anden gældsforpligtelse, beskattes ifølge art. 13 i modtagerens bopælsstat. Renter af fordringer sikrede ved pant i fast ejendom omfattes af denne bestemmelse.

I tilfælde, hvor en person, som er bosat i en af staterne, har et fast driftssted i den anden stat og oppebærer renten gennem dette driftssted, har dog den stat, hvor det faste driftssted er beliggende, beskatningsretten til renteindkomsten.

Medens som foran nævnt royalty, der erlægges for udnyttelsen af naturforekomster, skal beskattes i den stat, hvor naturforekomsten er beliggende, beskattes ifølge art. 14 anden royalty i den af staterne, hvor modtageren er bosat. Ved anden royalty forstås indkomst i form af licensafgifter, herunder lejeafgifter og lignende vederlag for overladelse af kinematografiske film (herunder film, der anvendes ved fjernsynsudsendelser), for benyttelse af industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller for overladelse af erhvervsmæssige erfaringer, samt andet vederlag for benyttelsen eller retten til benyttelse af ophavsrettigheder, patenter, mønstre, fabrikationsmetoder, varemærker eller lignende rettigheder. Indkomst ved afhændelse af de nævnte rettigheder beskattes ligeledes i bopælslandet. Indkomst af rettigheder, der oppebæres gennem et fast driftssted, beskattes dog i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende.

Det tyske finansministerium har udfærdiget en vejledning (Merkblatt), der indeholder nærmere retningslinier for, hvorledes man skal forholde sig for at få godtgjort tysk skat på kapitalindkomst og blive fritaget for beskatning af royalties i Forbundsrepublikken. Eksemplarer af dette på tysk udformede cirkulære kan fås ved henvendelse til amtsligningsinspektoraterne, skattedirektoraterne eller skattedepartementets 7. kontor.

Studerende, lærlinge, praktikanter eller volontører fra en af de to stater, som udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den anden stat, skal ifølge art. 15 ikke beskattes i opholdsstaten af beløb, som de modtager til underhold, studium eller uddannelse fra kilder uden for opholdsstaten, d.v.s. heller ikke af beløb, som de modtager fra en tredie stat. En tysker, der studerer her i landet, og som udelukkende lever af beløb, han får tilsendt fra udlandet, skal således ikke beskattes her i landet af disse indtægter. Har han derimod personlige formueindtægter eller indtægt ved arbejde her i landet, skal han beskattes her af sådan indtægt og ligeledes af eventuelle fra Danmark ydede legatbeløb eller underholdsydelser.

Overenskomsten indeholder ikke særlige regler om beskatningen af vederlag for undervisning, som oppebæres af professorer m.v., og disse vederlag må derfor beskattes efter de almindelige regler, f.eks. efter art. 9 eller art. 10.

Ifølge art. 18 finder dansk lovgivnings bestemmelser om indkomst- og formuebeskatning af uafsluttede dødsboer ikke anvendelse, for så vidt arvingen ifølge overenskomstens bestemmelser beskattes direkte i Forbundsrepublikken af indkomst og formue hidrørende fra boet.

III. Beskatning ved til- og fraflytning.

Der er i overenskomstens art. 2 (2) givet særlige regler om løsning af de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med flytning mellem de to stater, hvorved forstås den definitive forlægning af bopælen fra den ene stat til den anden.

a. Ved flytning fra Danmark til Forbundsrepublikken ophører indkomstskattepligten i Danmark med udløbet af den dag, hvor flytningen er afsluttet. Opgiver herefter en person sin bopæl i Danmark f.eks. den 15. juli, skal de indkomstskatter, der vedrører tiden fra den 16. juli og skatteåret ud, føres til afgang, medens de skatter, der vedrører tiden fra skatteårets begyndelse til 15. juli, skal betales. For så vidt angår formueskatten ophører skattepligten ifølge overenskomsten først med udløbet af det kalenderår, i hvilket flytningen har fundet sted, men da formueskattepligten i henhold til vore interne regler i ligningslovens § 2A ophører med udgangen af det kvartal, hvor flytningen var afsluttet, må denne regel også finde anvendelse, hvor der sker flytning fra Danmark til Forbundsrepublikken.

b. Ved flytning fra Forbundsrepublikken til Danmark må tilflytteren skatteansættes til indkomstskat her i landet på sædvanlig måde fra begyndelsen af det efter tilflytningen førstkommende kvartal af sin forventede fremtidige indkomst i henhold til reglerne i ligningslovens § 2.

Formuebeskatning kan derimod først finde sted ved udløbet af det kalenderår, i hvilket flytningen har fundet sted. Flytter en person sin bopæl fra Forbundsrepublikken til Danmark den 1. februar 1966, kan vi således indkomstbeskatte ham fra 1. april 1966 at regne, men først formuebeskatte ham fra 1. januar 1967.

IV. Særlige bestemmelser.

Med hensyn til diplomatiske og konsulære tjenestemænd bestemmes det i art. 20, at overenskomstens bestemmelser ikke berører kravet på eventuelle videregående fritagelser, der i henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige overenskomster tilkommer de pågældende. I det omfang der på grund af sådanne fritagelser ikke finder beskatning sted i modtagerstaten, forbeholdes beskatningsretten udsendelsesstaten.

For Forbundsrepublikkens diplomatiske og konsulære tjenestemænd vil dette sige, at de her i landet vil være at behandle ganske efter de hidtil gældende regler.

I henhold til art. 21 kan en person, der har været genstand for en dobbeltbeskatning, der strider mod overenskomstens principper, rette henvendelse til de kompetente myndigheder i den stat, hvor han er bosat. De kompetente myndigheder i den pågældende stat skal derefter søge at træffe aftale med de kompetente myndigheder i den anden stat for at undgå dobbeltbeskatning, såfremt de anser indsigelsen for begrundet. Sager af denne art må derfor forelægges for skattedepartementet. Der er ikke fastsat bestemte tidsfrister eller formkrav for sådanne henvendelser, og der sker ikke nogen suspension af skattekravet, fordi der sker en sådan henvendelse.

Art. 24 indeholder regler, hvorefter den ene stats statsborgere (herunder juridiske personer) ikke i den anden stat må underkastes anden eller mere tyngende beskatning end den, der under samme forhold gælder for statsborgere i denne stat. I artiklen fastslås det, at der ved udtrykket "beskatning" i denne bestemmelse forstås skatter af enhver art og betegnelse, d.v.s. også skatter, som ikke omfattes af overenskomsten.

Udtryk, som ikke er defineret i overenskomsten, skal ifølge art. 2 (3) have den betydning, som udtrykket har ifølge lovene i den stat, som anvender overenskomsten.

Endvidere bestemmes det i art. 25 (2) og (3), at de kompetente myndigheder i de to stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden ved behandlingen af spørgsmål, der opstår i anledning af overenskomsten, ligesom de vil træffe særlige aftaler for at løse vanskeligheder eller tvivl ved fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten, og for at undgå urimeligheder som følge af dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke er reguleret ved overenskomsten.

V. Særlige bemærkninger om formuebeskatningen.

Formue bestående af fast ejendom i en af de to stater beskattes alene i den stat, i hvilken ejendommen er beliggende, jfr. art. 17 (1).

Beskatningsretten med hensyn til formue, der tilhører en person med bopæl i en af de to stater, og som udgør erhvervsformue for et foretagendes faste driftssted, eller som hører til et til udøvelsen af et frit erhverv tjenende fast sted, tilkommer ifølge art. 17 (2) den stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende. Formue bestående i skibsog luftfartsvirksomheder beskattes kun i den stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde, jfr. art. 17 (3).

Formuebeskatningen skal således i de nævnte tilfælde følge indkomstbeskatningen.

I øvrigt beskattes formue kun i den stat, i hvilken den person, som formuen tilhører, har bopæl, jfr. art. 17 (4).

For så vidt angår reglerne i tilfælde af flytning fra den ene stat til den anden henvises til bemærkningerne foran under III.

VI. Reglerne om gensidig administrativ og retslig bistand.

Ifølge art. 22 vil de øverste finansmyndigheder udveksle sådanne oplysninger, som står til deres rådighed, eller som de kan fremskaffe i henhold til gældende love, og som er nødvendige for at gennemføre overenskomstens bestemmelser eller for at forhindre skattesvig. Der pålægges dog ingen af staterne pligt til at foretage forvaltningsakter, der strider mod deres retsregler eller forvaltningspraksis, eller at meddele enkeltheder, hvorom oplysning ikke kan forlanges ifølge lovgivningen i en af de to stater.

Ifølge art. 23 forpligter de to stater sig til at yde hinanden gensidig hjælp og bistand ved inddrivelse af de skatter, som omfattes af overenskomsten, herunder tillæg til skatter, morarenter, renter og omkostninger. Reglerne i art. 23 svarer i øvrigt i det væsentlige til reglerne i den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomsts art. XVIII, den dansk-hollandske dobbeltbeskatningsoverenskomsts art. 24 og den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomsts art. 24, og det er således en betingelse for, at et skattekrav fra den ene stat kan inddrives i den anden stat, at det er eksigibelt i henhold til lovgivningen i den stat, der anmoder om bistand, og enhver henvendelse skal indeholde en attestation om, at dette er tilfældet. For at et dansk skattekrav kan inddrives i Forbundsrepublikken, skal fristerne for påklage være udløbet, ligesom skattekrav, der hviler på en ansættelse, der er påklaget til landsskatteretten (eventuelt de ordinære domstole) ikke kan kræves inddrevet, før landsskatteretten (de ordinære domstole) har truffet afgørelse i sagen. For så vidt angår skattekrav, som endnu ikke er eksigible, kan den stat, hvem kravet tilkommer, for at sikre sine rettigheder dog kræve af den anden stat, at den træffer de sikkerhedsforanstaltninger, som er hjemlet i den anden stats lovgivning.

Det fremgår af en mellem det danske og det tyske finansministerium indgået aftale, hvori de nærmere bestemmelser vedrørende anvendelsen af art. 22 og 23 er fastsat, at administrativ og retslig bistand ydes uden hensyn til de pågældende personers statsborgerforhold, og at bistand i inddrivelsessager kun kan kræves, hvis det beløb, der skal inddrives, overstiger henholdsvis 150 DM og 250 kr. Den nævnte aftale er optrykt som bilag til nærværende cirkulære.

Sager, hvori der er spørgsmål om indhentelse af oplysninger m.v. i Forbundsrepublikken, skal forelægges for skattedepartementet. Man har derimod bemyndiget sømandsskattekontoret, Landgreven 4, København K, til at varetage ekspeditionen af sager om inddrivelse af danske skattekrav i Forbundsrepublikken samt sager om inddrivelse af tyske skattekrav i Danmark. Anmodninger om inddrivelse af danske skattekrav i Forbundsrepublikken vil derfor være at indsende til sømandsskattekontoret, hvorfra de nødvendige blanketter til brug ved inddrivelse vil være at rekvirere. For så vidt angår den nærmere fremgangsmåde, der skal følges i inddrivelsessager, henvises til de pågældende blanketters tekst. Det må dog betones, at det er af afgørende betydning for gennemførelsen af en inddrivelsessag, at oplysningerne om skyldnerens adresse i Forbundsrepublikken er så fuldstændige som muligt.

Hver anmodning skal fremsendes i 3 eksemplarer og må kun omfatte en enkelt skatteyder og skatterne for et enkelt skatteår.

Uanset at skatterestancer er sendt til inddrivelse i Forbundsrepublikken, kan restancer af statsskatter ved afregning til amtstuen føres til afgang i overensstemmelse med hidtil gældende praksis.

Opmærksomheden henledes på, at bestemmelsen i art. 23 finder anvendelse på danske og tyske skatter fra og med skatteåret 1958-59, og skattebeløb, der tidligere har måttet afskrives som uerholdelige, fordi pågældende skatteyder ikke frivilligt har villet efterkomme en opfordring fra de danske diplomatiske eller konsulære repræsentationer om at betale skyldig dansk skat, vil nu kunne søges tvangsinddrevet, såfremt betingelserne herfor er til stede.

Anmodning om bistand til inddrivelse kan kun fremsættes, for så vidt der ikke her i landet foreligger tilstrækkelige inddrivelsesmuligheder.

VII. Henstandsordninger i særlige tilfælde.

Som det fremgår af det under II anførte, kan en person, der med bevarelse af bopæl her i landet oppebærer lønindtægt i Forbundsrepublikken, blive udsat for at skulle betale skat samtidig i Danmark og Forbundsrepublikken, og den pågældende kan da være nødsaget til at ansøge om henstand med skattebetalingen i Danmark.

Andragende om henstand med betaling af statsskat samt invalide- og folkepensionsbidrag skal af den skattepligtige indgives til vedkommende amtsligningsinspektorat, i København, Frederiksberg og Gentofte til skattedirektoratet, ledsaget af dokumentation for, at der betales skat i Forbundsrepublikken af der oppebåret arbejdsløn. Henstand med betalingen af kommunale skatter skal søges hos vedkommende kommunalbestyrelse. Amtsligningsinspektoratet (skattedirektoratet) samt vedkommende kommunalbestyrelse træffer herefter afgørelse om, hvorvidt henstand bør gives.

Som vejledende for denne afgørelse skal det anføres, at man i almindelighed bør stille sig velvillig over for et sådant andragende. Er der tale om en person, der her i landet alene har haft indtægt ved personligt arbejde, og som med bevarelse af bopælen her opgiver dette og tager lønarbejde i Forbundsrepublikken, vil der i almindelighed kunne gives henstand med betalingen af den danske skat, der forfalder i den periode, hvor den pågældende bliver beskattet i Forbundsrepublikken. Henstand kan i almindelighed gives indtil det tidspunkt, hvor den pågældendes skattebetaling her i landet bliver påvirket af, at der ved skatteberegningen skal gives nedslag på grund af indtægter, som Forbundsrepublikken har beskatningsretten til.

En dansk arbejder, der med bevarelse af bopælen her tager arbejde i Forbundsrepublikken f.eks. i tiden 1. april 1965 til 15. oktober 1965, kan herefter eventuelt få henstand med betalingen af de danske skatter, der forfalder til betaling i det nævnte tidsrum. Indbetaling af det beløb, hvormed der er givet henstand, bør i almindelighed først kræves, når opkrævningen af skatterne for skatteåret 1966-67 sker, idet skatterne for dette skatteår vil være formindskede under hensyn til, at der ved skatteberegningen gives nedslag på grund af tysk indtægt i tiden 1. april 1965 til 15. oktober 1965.

Er den pågældendes tyske lønindtægt kun en del af den skattepligtiges løbende indtægter, idet han f.eks. har renteindtægter eller indtægt ved anden virksomhed, vil der i almindelighed kun være at give henstand med en forholdsmæssig del af det skattebeløb, der forfalder til betaling i den periode, hvori den tyske skattebetaling foregår. I almindelighed vil der i sådanne tilfælde kunne gives henstand med den del af de løbende skatter, der svarer til de indtægter, der er bortfaldet i anledning af, at der er taget lønarbejde i Forbundsrepublikken. Er de løbende indtægter i Danmark uforandrede trods beskæftigelsen i Forbundsrepublikken, eller skønnes den tyske skattebetaling i øvrigt under hensyn til den pågældendes økonomiske forhold ikke tyngende for ham, er der ikke grund til at give henstand.

Det beløb, hvormed der er givet henstand, kan tillades afviklet i rater eventuelt i forbindelse med den løbende skattebetaling. Hvor der i henstandstilfælde skønnes at være særlig grund dertil, kan krav på forrentning frafaldes. Amtsligningsinspektoraterne (skattedirektoraterne i København, Frederiksberg og Gentofte) bemyndiges herved til at frafalde krav på renter af statsskat m.v. i sådanne tilfælde.

Amtsligningsinspektoratets (skattedirektoratets) afgørelse kan indbringes for skattedepartementet.

I de tilfælde, hvor der på grund af fraflytning ikke kan ske den forudsatte efterfølgende reduktion af de danske skatter, vil den dobbelte skattebetaling ikke blive afhjulpet, og disse tilfælde vil derfor være at forelægge for skattedepartementet. I tilfælde, hvor det viser sig, at en skatteyder har en så varig beskæftigelse i Forbundsrepublikken, at en henstandsordning må anses for upraktisk, vil sagen ligeledes være at forelægge for skattedepartementet.

VIII. Overenskomstens praktisering.

For personer bosat i Danmark indeholder bestemmelsen i art. 19 (4) hjemmel til i beskatningsgrundlaget også at medregne de indkomster og formuedele, med hensyn til hvilke Forbundsrepublikken har en beskatningsret.

Dette betyder, at indkomst hidrørende fra eller formue beroende i Forbundsrepublikken skal medregnes til den skattepligtige indkomst eller formue her i landet, således at der i tilfælde, hvor størrelsen af den skattepligtige indkomst eller formue har betydning, f.eks. ved beregning af nedslag i skatteansættelsen for folkepensionister og af visse sociale ydelser, skal regnes med den samlede indkomst og formue i Danmark og Forbundsrepublikken. Iøvrigt svarer ordningen til den i henhold til den tidligere overenskomst med Det tyske Rige praktiserede såkaldte exemptionsordning med progressionsforbehold, som vi også kender i vore overenskomster med Norge, Sverige, Schweiz, Frankrig og Østrig, idet en foreliggende dobbeltbeskatning ophæves ved, at Danmark i den af den samlede indkomst eller den samlede formue beregnede skat indrømmer fradrag for den del af skatten, der forholdsmæssigt falder på de indkomster eller formuedele, med hensyn til hvilke Forbundsrepublikken i henhold til overenskomsten har en beskatningsret.

Ved indkomst i form af dividender må det skattefradrag, der indrømmes, dog ikke overstige det beløb, som Forbundsrepublikken er berettiget til endeligt at oppebære, jfr. foran side 8. Fradraget ydes i den skat, der er pålignet på grundlag af den regnskabsperiode, hvori det kildebeskattede udbytte indgår i regnskabet.

For så vidt en her bosat person såvel oppebærer dividender som anden indkomst, hvortil Forbundsrepublikken har en beskatningsret, må man fordele de danske skatter forholdsmæssigt på dividendebeløbet og på anden indkomst. Såfremt den forholdsmæssige andel af de danske skatter, der falder på dividendebeløbet, overstiger den i Forbundsrepublikken endeligt erlagte kildeskat, skal der herefter alene gives fradrag med den erlagte kildeskat, således at Danmark for så vidt angår dividendebeløb bevarer retten til at oppebære forskelsskatten, medens den del af de danske skatter, der forholdsmæssigt falder på den anden indkomst, hvortil Forbundsrepublikken har en beskatningsret, uden videre kan føres til afgang.

Aftalen fritager ikke skatteyderen for ved selvangivelsen at medtage også den indkomst og formue, med hensyn til hvilken beskatningsretten tilkommer Forbundsrepublikken alene, og det er for aftalens anvendelse ved skatteligningen ubetinget nødvendigt, at der forelægges de skattelignende myndigheder oplysning ikke blot om størrelsen af den del af skatteyderens indkomst og formue, der undergives beskatning i Forbundsrepublikken, men også om, hvilken art af indkomst og formue, det drejer sig. Såfremt disse oplysninger ikke tilstrækkelig klart fremgår af skatteyderens selvangivelse eller af en supplerende begæring om skattelempelse i henhold til den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, må de fornødne yderligere oplysninger indfordres, forinden ansættelsen endeligt foretages.

Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve skatteligningen. For skatteårene 1958-59 1965-66 incl. - for så vidt angår ydelser,der omfattes af art. 11 (3) dog skatteårene 1955-56 1965-66 incl. - vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, kunne blive spørgsmål om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er fremsat eller fremsættes af vedkommende skattepligtige inden den 31. december 1965, bemyndiges skatterådene herved til at optage vedkommende ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.

Som følge af at overenskomsten allerede skal finde anvendelse fra og med skatteåret 1958-59 (1955-56), vil der i tilfælde, hvor beskatningsretten til en vis indkomst efter den hidtil gældende overenskomst tilkommer Forbundsrepublikken som bopælsland, men hvor beskatningsretten efter den nye overenskomst skal tilfalde Danmark som kildeland, med tilbagevirkende kraft kunne opstå en skærpet beskatning for personer bosat i Forbundsrepublikken, dersom den danske skat af vedkommende indkomst er højere end den tyske.

Det drejer sig om to indkomstarter, nemlig dels indkomst ved kunstnerisk og lignende virksomhed i Danmark og dels indkomst ved ikke-selvstændigt arbejde, udført i Danmark, herunder indkomst ved arbejde udført om bord på dansk skib.

Spørgsmålet om en skærpet beskatning i Danmark vil dog kun kunne opstå i meget få tilfælde, da Danmark - bortset fra sømandsskatten - ikke i de nævnte tilfælde har nogen kildebeskatning, men såfremt en i Forbundsrepublikken bosat person måtte kunne påvise, at han som følge af overgang fra tysk til dansk beskatning med tilbagevirkende kraft er blevet udsat for skærpet beskatning, idet en ham pålignet dansk skat overstiger, hvad der er erlagt i tysk skat af den pågældende indkomst, har man over for det tyske finansministerium erklæret sig rede til at træffe foranstaltninger til at frafalde det danske skattekrav i det omfang, hvori det overstiger det tyske. Sager af denne art vil være at forelægge for skattedepartementet.

Personer bosat i Danmark vil ligeledes kunne blive udsat for en skærpet beskatning for tidligere skatteår som følge af, at overenskomsten finder anvendelse fra og med skatteåret 1958-59 (1955-56). Skatterådene kan i så fald undlade at optage ansættelser eller beregninger for skatteår, der ligger før overenskomstens ikrafttrædelse den 5. marts 1964, til fornyet behandling.

Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil være at forelægge for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 11. august 1965.

Hans P. Gøtrik.

/B. Blume.

Bilag.

AFTALE

til gennemførelse af artikel 22 og artikel 23 i overenskomsten af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter.

Den danske finansminister og den tyske finansminister er blevet enige om at indgå følgende aftale om anvendelsen af artikel 22 og artikel 23 i overenskomsten af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter (herefter benævnt "overenskomsten")

(* 1) Ikke optrykt i cirkulæret.