Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Ceylon den 16. februar 1963 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat.

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Ceylon den 16. februar 1963 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat.

I. Overenskomstens ikrafttræden, dens område og almindelige principper.

Ved den mellem Danmark og Ceylon den 16. februar 1963 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 43 (Lovtidende C) af 11. november 1963, (* 1) er der fastsat en række bestemmelser, der i visse tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og ceylonesisk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatningen.

Overenskomsten kommer for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1959-60, jfr. art. XIX (3) (a).

Overenskomsten kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på alle skattepligtige, der er hjemmehørende enten i Danmark eller i Ceylon, samt på aktieselskaber og andre sammenslutninger, der er hjemmehørende enten i Danmark eller i Ceylon. Det er således en forudsætning for overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det pågældende selskab m.v. opfylder betingelserne for fuld skattepligt i et af de to lande.

For Danmarks vedkommende omfatter overenskomsten i henhold til art. I (1) (a) indkomstskatter til staten og kommunale indkomstskatter samt formueskat til staten.

I henhold til art. I (2) finder overenskomsten endvidere anvendelse på alle andre skatter af væsentlig samme art, der udskrives efter overenskomstens underskrift.

Bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter findes ikke i overenskomsten.

Definitionerne findes i overenskomstens art. II, hvoraf her skal fremhæves art. II (1) (a), hvorefter "Danmark" i overenskomsten betyder Kongeriget Danmark undtagen Færøerne og Grønland. Overenskomsten kan dog i sin helhed eller med ændringer ved noteveksling udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her opkræves skatter af væsentlig samme karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. art. XVIII.

Endvidere skal fremhæves art. II (1) (e), hvorefter udtrykket "person" indbefatter enhver fysisk person, ethvert selskab og enhver sammenslutning af personer, hvad enten denne udgør en juridisk person eller ikke.

Det bemærkes, at der ved udtrykket "kompetent myndighed" i overenskomsten for Danmarks vedkommende forstås finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder og for Ceylons vedkommende finansministeriet ("the Commissioner of Inland Revenue"), jfr. art. II (1) (c).

Overenskomsten går ud fra det synspunkt, at dobbeltbeskatning foreligger, når en skattepligtig beskattes i begge lande af indkomst fra samme kilde. Derimod er det uden betydning for spørgsmålet om dobbeltbeskatning efter denne overenskomst, om beskatning af den pågældende indkomst sker i samme tidsrum i begge lande.

Det fastslås i art. XIV (1) og (2) som et almindeligt princip, at indkomst, der hidrører fra kilder i en af de to stater, og som i henhold til denne stats lovgivning og i overensstemmelse med overenskomsten er undergivet beskatning i den pågældende stat, enten ved direkte påligning eller ved kildebeskatning, skal være undtaget fra beskatning i den anden stat i alle tilfælde, hvor andet ikke er foreskrevet i overenskomsten.

Overenskomsten må herefter forstås således, at for indkomstarter, for hvilke overenskomsten ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om fordeling af beskatningsretten, således som tilfældet f.eks. er med hensyn til renter og indkomst af fast ejendom, tilkommer beskatningsretten kildelandet, medens bopælslandets i den interne lovgivning hjemlede beskatningsret må vige.

Det følger endvidere af art. XIV (1) og (2), at såfremt kildelandet som følge af sin interne lovgivning er afskåret fra at udøve den tillagte beskatningsret, overgår beskatningsretten til den pågældende indkomst til bopælslandet.

De i overenskomsten indeholdte regler falder i øvrigt i 3 hovedgrupper

1. Regler om undgåelse af dobbeltbeskatning,

2. Regler om udveksling af oplysninger af skattemæssig karakter, og

3. Regler, der skal tilsikre ensartet skattemæssig behandling af skatteyderne i de to lande.

Reglerne til undgåelse af dobbeltbeskatning tager sigte på løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst hidrører (kildelandet), eller hvori en formue er placeret, og den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvor den pågældende skatteyder er bosat eller har hjemsted og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet).

Hvor Danmark i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser som bopælsland giver afkald på en ret til at beskatte en indkomst, som dets interne lovgivning hjemler, indeholder bestemmelsen i art. XIV (3) hjemmel til at beregne skatten med den skattesats, der skulle have været anvendt, såfremt den pågældende indkomst havde været medregnet i den skattepligtige indkomst. I henhold til finansministerens resolution skal denne adgang til at benytte den højere skattesats anvendes ved skatteligningen her i landet.

En tilsvarende ret til at benytte en højere skattesats er derimod ikke hjemlet for så vidt angår formueskatten.

Overenskomsten søger i øvrigt, bortset fra reglerne om beskatning af indtægter ved skibs- eller luftfartsvirksomhed og visse former for royalties, jfr. herom nærmere nedenfor, dobbeltbeskatning afbødet på den måde, at det land, der giver afkald på skat, ved skatteansættelsen skal bortse fra den indkomst og den formue, som det har givet afkald på at beskatte.

Dog kan en sådan indkomst, som ovenfor anført, medtages ved fastsættelsen af den skattesats, der skal anvendes ved skatternes beregning, men indkomsten må altså ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Angående den nærmere fremgangsmåde skal man i øvrigt henvise til afsnit IV i skattedepartementets vejledning af 23. februar 1939 til den dansk-tyske aftale af 16. december 1938 og til afsnit I i skattedepartementets vejledning af 18. februar 1954 til den dansk-svenske overenskomst af 27. oktober 1953.

For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Ceylon bliver der herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag i dansk skat for skat erlagt i udlandet.

I det følgende afsnit II vil først reglerne om indkomstbeskatningen blive gennemgået, medens der i afsnit III gøres nogle bemærkninger om formuebeskatningen.

II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat.

Til de enkelte artikler bemærkes følgende

Fortjeneste ved industri eller handel beskattes ifølge art. III (1) som hovedregel i det land, hvor det virksomheden udøvende foretagende er hjemmehørende, det vil sige, hvis udøveren er en fysisk person, i det land, hvor han er bosat, og hvor det drejer sig om et selskab, i det land, hvor enten dets forretninger er ledet og kontrolleret, eller i overensstemmelse med hvis lovgivning det er stiftet, forudsat at dets forretninger ikke er ledet og kontrolleret i det andet land, jfr. definitionerne i art. II (1) (g).

En undtagelse herfra gælder for det tilfælde, hvor et i det ene land hjemmehørende foretagende driver virksomhed fra et fast driftssted i det andet land. I så fald beskattes den del af indkomsten, der kan henføres til en sådan filialvirksomhed, i det land, hvor filialen er hjemmehørende (kildestaten). Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted", henvises til definitionerne i art. II (1) (k).

I art. III (1), sidste pkt. forbeholdes hver af staternes ret til at benytte den fremgangsmåde ved beskatning af indkomst fra forsikringsvirksomhed, som er fastsat i de i hver af staterne ved underskriften af overenskomsten gældende lovbestemmelser, jfr. herved for Danmarks vedkommende reglerne i aktieselskabsskattelovens § 12, stk. 3 om fastsættelsen af indkomsten her i landet for udenlandske forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet.

I art. III (2) fastsættes i øvrigt retningslinierne for opgørelsen af filialvirksomhedens indtægt. I bestemmelsen fastslås det princip, at filialens indtægt

skal opgøres, som om den var oppebåret af et uafhængigt foretagende uden hensyn til eventuelle mellem hovedforretningen og filialen trufne aftaler, der - eventuelt af skattemæssige hensyn - tilstræber en vilkårlig regnskabsmæssig placering af den gennem henholdsvis hovedforetagendet og filialen indvundne fortjeneste.

Endvidere bestemmes det i art. III (3), at ingen del af nogen fortjeneste, som måtte tilflyde et foretagende i en af staterne, skal betragtes som hidrørende fra et fast driftssted i den anden stat, blot fordi foretagendet har foretaget vareindkøb inden for denne anden stat.

Ved praktiseringen af bestemmelserne i art. III må i øvrigt erindres definitionen i art. II (1) (j), hvorefter udtrykket "fortjeneste ved industri eller handel" i særdeleshed indbefatter fortjeneste ved landbrug, minedrift, bankvirksomhed, forsikringsvirksomhed, livsforsikringsvirksomhed eller handel med værdipapirer, og fortjeneste hidrørende fra leje eller afgifter af spillefilm, men ikke indbefatter indkomst i form af udbytte, rente, leje, royalties (med undtagelse af leje og afgift af spillefilm), bestyrelseshonorarer eller vederlag for personlige tjenesteydelser.

Art. IV indeholder lignende regler som de i art. III (2) fastsatte for tilfælde, hvor et foretagende i den ene stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af et foretagende i den anden stat, eller hvor samme personer på tilsvarende måde deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af både et foretagende i den ene stat og et foretagende i den anden stat.

Fortjeneste ved udøvelse af skibs- eller luftfartsvirksomhed omhandles i art. V, der hjemler ret såvel for den stat, hvori det skibs- eller luftfartsvirksomheden udøvende foretagende er hjemmehørende (bopælsstaten), som for den stat, hvori virksomheden udøves (kildestaten), til at beskatte fortjenesten. Imidlertid skal den i kildestaten pålignede skat reduceres med et beløb svarende til 50 pct. heraf, og det resterende skattebeløb skal tillades fradraget i den i bopælslandet pålignede skat af den pågældende indkomst. Når indkomst flyder fra Ceylon til en skibs- eller luftfartsvirksomhed i Danmark, skal den pågældende indkomst herefter medregnes ved opgørelsen af virksomhedens her i landet skattepligtige indkomst, men halvdelen af den i Ceylon pålignede skat af den pågældende indkomst skal fradrages i den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den pågældende indkomst.

Aktieudbytter omhandles i art. VI. For forståelsen af de der fastsatte regler må det erindres, at beskatningsretten til indkomst i medfør af overenskomstens art. XIV (1) og (2) som hovedregel er tillagt kildelandet. Reglerne i art. VI har herefter den betydning, at der for den skat, som kildelandet må opkræve af aktieudbytter, fastsættes visse begrænsninger, jfr. nærmere de i stykke (1) og (2) fastsatte regler. Det bemærkes herved, at den i stykke (2) indeholdte begrænsning af skattesatsen for dansk skat af aktieudbytte betalt til et ceylonesisk selskab er uden betydning, da indtægter i form af aktieudbytter, der fra Danmark tilflyder en i udlandet bosat fysisk person eller et i udlandet hjemmehørende selskab for tiden ikke er genstand for beskatning her i landet.

I medfør af art. VI (3) gælder de i stykke (1) og (2) fastsatte begrænsninger i kildelandets beskatningsret til aktieudbytter ikke i tilfælde, hvor en i den ene stat bosiddende person har et fast driftssted i den anden stat, og udbytterne kan henføres til dette faste driftssted. I så fald kan kildelandet beskatte de pågældende udbytter fuldtud i overensstemmelse med de i art. III fastsatte regler.

Royalties omhandles i art. VII, der i stykke (1) for så vidt angår royalty eller anden betaling, der erlægges som vederlag for benyttelsen af eller for retten til at benytte forfatterrettigheder eller spillefilm henlægger den udelukkende beskatningsret til bopælsstaten. Der foreligger således her et definitivt beskatningsafkald fra kildestaten.

Ifølge stykke (2) kan royalty eller anden betaling, der erlægges som vederlag for benyttelsen af eller for retten til at benytte patenter, projekter eller modeller, planer, hemmelige fremstillingsmetoder eller formler, varemærker og andre lignende formueværdier og rettigheder, beskattes såvel i kildestaten som i bopælsstaten. Det samme gælder royalty i form af leje og lignende betaling, der modtages som vederlag for benyttelsen af eller for retten til at benytte industriel, handelsmæssig eller videnskabelig udrustning. Imidlertid skal den i kildestaten pålignede skat reduceres med 50 pct., og det resterende skattebeløb skal tillades fradraget i den i bopælslandet pålignede skat af den pågældende indkomst, dog i alle tilfælde med et beløb på mindst 75 pct. af det skattebeløb, der i bopælslandet er opkrævet af den pågældende indkomst. Når royalty af den omhandlede art udbetales fra Ceylon til en i Danmark bosiddende fysisk person eller et her hjemmehørende selskab, skal den pågældende indkomst herefter medregnes ved opgørelsen af den pågældende persons eller selskabs her i landet skattepligtige indkomst, men halvdelen af den i Ceylon pålignede skat af den pågældende indkomst skal fradrages i den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den pågældende indkomst, dog at fradraget i alle tilfælde skal udgøre mindst 75 pct. af den nævnte forholdsmæssige del af den danske skat.

Ifølge art. VII (3) gælder de i stykke (1) og (2) fastsatte regler ikke i tilfælde, hvor en i den ene stat bosiddende person har et fast driftssted i den anden stat, og den pågældende royalty kan henføres til dette faste driftssted. I så fald kan kildelandet beskatte royaltien fuldt ud i overensstemmelse med de i art. III fastsatte regler.

Lønindtægt m.v. (artiklerne VIII-XII).

Ifølge art. IX (1) beskattes fortjeneste ved eller vederlag for faglige tjenesteydelser (herunder indbefattet hverv som bestyrelsesmedlem) eller vederlag for lønnet arbejde som hovedregel i den stat, hvor arbejdet er udøvet. En herboende person, der har lønindtægter ved arbejde udført i Ceylon, kan således som hovedregel ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn, men lønindtægten kan alene medregnes ved fastsættelsen af skattesatsen.

Fra denne hovedregel gælder dog flere undtagelser

1. Vederlag, herunder pensioner, udbetalt af regeringen i en af de to stater til en person for varetagelsen af hverv i den pågældende regerings tjeneste, må ifølge art. VIII (1) ikke beskattes i den anden stat, såfremt den pågældende ikke er bosiddende i denne anden stat, eller (i tilfælde hvor vederlaget ikke er en pension) er bosiddende i denne anden stat udelukkende med henblik på udførelsen af disse hverv. Danmark må herefter ikke beskatte vederlag, der af den ceylonesiske stat udbetales en her i landet bosiddende person for udførelsen af hverv i den ceylonesiske stats tjeneste. Derimod må Danmark beskatte ceylonesiske statspensioner, der udbetales til her i landet bosiddende personer.

Beskatningsretten med hensyn til vederlag for tjenesteydelser, der har forbindelse med næring eller forretning, der drives erhvervsmæssigt af en af staterne, afgøres derimod efter reglerne i art. IX.

2. Fortjeneste eller vederlag af den i art. IX (1) omhandlede art beskattes i henhold til artiklens stk. (2) og (3) i modtagerens bopælsstat, såfremt

(a) modtageren i vedkommende indkomstår har opholdt sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage, og

(b) tjenesteydelserne er udført for en i bopælsstaten bosiddende person eller på dennes vegne, og

(c) fortjenesten eller vederlaget er undergivet beskatning i bopælsstaten.

Er de nævnte betingelser opfyldt, tilkommer beskatningsretten den stat, hvor den, der udfører tjenesteydelserne, er bosat. Der foreligger således her et definitivt afkald på skat fra det land, hvor arbejdet udføres.

Bestemmelserne i art. IX (2) og (3) kommer ifølge artiklens stykke (4) ikke til anvendelse på fortjeneste eller vederlag, oppebåret af offentligt optrædende, f.eks. teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere, musikere samt professionelle sportsfolk. For disse personer finder hovedreglen i art. IX (1) således altid anvendelse. Har herefter en her i landet bosat kunstner indtægt ved optræden i Ceylon, tilkommer beskatningsretten til den pågældende indtægt Ceylon, og vi kan alene medregne indtægten ved fastsættelsen af skattesatsen.

3. Vederlag, som professorer eller lærere fra en af de to stater modtager for undervisning ved et universitet, en højere læreanstalt, en skole eller anden undervisningsanstalt i den anden stat under en midlertidig opholdsperiode af ikke over to år, må ikke beskattes i opholdsstaten. Den nævnte to års frist begynder at løbe straks fra den pågældendes ankomst, jfr. art. XI.

For søfolk og andre personer, der til stadighed eller for en overvejende del gør tjeneste på skibe eller i luftfartøjer, med hvilke et foretagende, der er hjemmehørende i en af staterne, driver erhvervsvirksomhed, bestemmer art. IX (5), at tjenesten skal anses som udført i den stat, i hvilken foretagendet er hjemmehørende.

Det er antaget, at Danmark i medfør af nævnte bestemmelse kan beskatte i Ceylon bosiddende personer, der er ansat til tjeneste om bord på dansk skib under dettes fart, i overensstemmelse med reglerne i den danske sømandsskattelovgivning, medens formuleringen af art. IX (5) derimod udelukker sådan beskatning af i Ceylon bosiddende personer, der alene gør tjeneste om bord på dansk skib som havnearbejdere eller lignende, når skibet er i ceylonesisk havn.

Enhver pension (bortset fra de i art. IX omhandlede pensioner) eller livrente, som oppebæres af en person bosiddende i en af staterne, og som hidrører fra kilder i den anden stat, skal ifølge art. X (1) være fritaget for skat i denne anden stat.

Der foreligger således her et definitivt beskatningsafkald fra kildestatens side.

Ifølge art. X (2) betyder udtrykket "livrente" en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, være sig for livstid, for et bestemt tidsrum eller for et tidsrum, der lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse udbetalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.

Ifølge art. XII fritages visse studerende og uddannelsessøgende fra en af de to stater, som midlertidigt og udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den anden stat, for beskatning i opholdsstaten af understøttelse, som udbetales til dem fra udlandet til deres ophold, undervisning eller uddannelse, eller af legater eller af beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser, udført i opholdsstaten, forudsat at disse tjenesteydelser har forbindelse med studierne eller uddannelsen eller er nødvendige for den pågældendes ophold.

Den omhandlede skattefritagelse i opholdsstaten skal ydes, selvom den pågældende ikke har bevaret bopæl i den stat, han kommer fra.

En ceylonesisk lærling, der opholder sig her for at uddanne sig, kan herefter hverken beskattes af det underhold, han modtager fra udlandet, eller af legater eller af indtægt ved lønnet arbejde her i landet, for så vidt arbejdet er et led i hans uddannelse eller er nødvendigt for hans underhold.

III. Særlige bemærkninger om formuebeskatningen.

Ifølge art. XIII, 1. afsnit, skal formue, hvad enten den består i

(a) fast ejendom,

(b) formue i industri- eller handelsforetagender,

(c) fonds, aktier, forskrivninger eller prioritetslån eller

(d) anden formue,

alene undergives formuebeskatning i den stat, hvor indkomst fra sådan formue i henhold til bestemmelserne i overenskomsten og i overensstemmelse med den pågældende stats love undergives beskatning.

Det følger heraf, at formue bestående af fast ejendom i en af de to stater alene beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, at formue indestående i industri- eller handelsforetagender kun beskattes i den stat, inden for hvis område foretagendet har et fast driftssted, hvortil formuen kan henføres, og at fonds, aktier, forskrivninger, prioritetslån samt al anden formue kun beskattes i den stat, fra hvilken det pågældende formuegodes afkast hidrører.

Dog skal ifølge art. XIII, 2. afsnit, formue tilhørende et foretagende, der driver skibs- eller luftfartsvirksomhed, alene undergives formuebeskatning i den stat, hvor foretagendet er hjemmehørende, uanset at den anden stat i medfør af art. V har en delvis beskatningsret til den derfra hørende del af virksomhedens indtægt.

IV. Beskatning ved til- og fraflytning.

Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler om løsning af de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med flytning mellem de to stater, og vore sædvanlige interne regler om indtræden og ophør af skattepligt må derfor finde anvendelse, jfr. herved det i skattedepartementets vejledning af 29. april 1963 til den dansk-indiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 16. september 1959 under afsnit III anførte.

V. Bestemmelser angående udveksling af oplysninger.

Art. XV fastsætter gensidig oplysningspligt for så vidt angår sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af overenskomstens bestemmelser eller for at forhindre skattesvig eller for at praktisere bestemmelser, der tager sigte på at forhindre omgåelse af skattepligten. Kun sådanne oplysninger, som står til skattemyndighedernes rådighed i henhold til deres respektive skattelovgivninger og i forbindelse med deres normale administration, skal udveksles. Oplysningerne skal behandles som hemmelige og må ikke meddeles til andre personer end dem, der er beskæftigede med påligningen og opkrævningen af skatterne. Der må ikke udveksles oplysninger, som kan røbe forretningsmæssige eller lignende hemmeligheder.

Henvendelser fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Ceylon må ske gennem skattedepartementet.

VI. Særlige bestemmelser.

Art. XVI indeholder regler, hvorefter statsborgere og foretagender i det ene land ikke i det andet land skal kunne underkastes nogen skat eller dermed forbundne krav, som er anderledes, højere eller mere byrdefulde end den skat og dermed forbundne krav, som det sidstnævnte lands statsborgere eller foretagender måtte blive underkastet. I artiklen fastslås det endvidere, hvad der skal forstås ved udtrykket "statsborgere" samt ved udtrykket "beskatning" i denne artikel.

Art. XVII (1) bestemmer, at en skatteyder, der udsættes for dobbeltbeskatning med hensyn til de af overenskomsten omfattede skatter, kan fremsætte indsigelse herom til myndighederne i den stat, hvor han er bosiddende.

Anses indsigelsen for berettiget, kan bopælsstatens myndigheder - for Danmarks vedkommende skattedepartementet - træffe aftale med myndighederne i den anden stat med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatningen.

I henhold til art. XVII (2) kan de to staters kompetente myndigheder ligeledes træffe aftale såvel med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten, som i tilfælde, hvor fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten giver anledning til vanskeligheder eller tvivl.

VII. Overenskomstens praktisering.

Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve skatteligningen. For så vidt angår skatteårene 1959-60 til 1964-65 incl. vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, blive spørgsmål om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er fremsat eller fremsættes af vedkommende skattepligtige inden den 31. marts 1965, bemyndiges skatterådene herved til at genoptage vedkommende ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.

Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil være at forelægge for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 9. oktober 1964.

Hans P. Gøtrik.

/B. Blume.

(* 1) I vedlagte særtryk er bekendtgørelsen dateret 16. november 1963.