Cirkulære om værgens adgang til at optage uddannelseslån for mindreårige myndlinge i sparekasser. (Til overpræsidenten i København, overformynderiet, amtmændene og skifteretterne)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om værgens adgang til at optage uddannelseslån for mindreårige myndlinge i sparekasser.
(Til overpræsidenten i København, overformynderiet, amtmændene og
skifteretterne)
I anledning af, at Danmarks Sparekasseforening har gennemført en ordning, hvorefter sparekasserne efter nærmere angivne retningslinier kan yde kortvarige lån til uddannelsesformål, har foreningen anmodet justitsministeriet om at bestemme, at værgen for en mindreårig uden overøvrighedens samtykke skal kunne optage sådanne uddannelseslån på sin myndlings vegne.
Det er over for justitsministeriet oplyst, at de nævnte lån kan ydes med indtil 6.000 kr. incl. eventuelle renter af lånet i uddannelsestiden, og at lånene kan ydes til enhver uddannelse af såvel praktisk som teoretisk karakter af indtil 2 års varighed. Låneansøgninger udfærdiges på særlige ansøgningsskemaer, og der foretages i hvert enkelt tilfælde en nøje prøvelse af lånsøgerens kreditværdighed. Kaution eller anden sikkerhedsstillelse kræves ikke, idet lånene er sikret ved en af sparekasserne tegnet kautionsforsikring. Lånene udbetales låntageren i rater, der fastsættes efter aftale mellem denne og sparekassen. Lånene er afdragsfri i uddannelsestiden og under aftjening af værnepligt. Afdragstiden afpasses i øvrigt efter uddannelsens art og låntagerens økonomiske vilkår; den vil i almindelighed ikke overstige 3 år, men kan undtagelsesvis udtrækkes til 5 år. Forrentning og afdrag sker normalt ved lige store månedlige ydelser i afdragsperioden.
I anledning heraf bestemmer justitsministeriet herved, at værgen for en mindreårig - uanset bestemmelsen i § 14 i bekendtgørelse nr. 64 af 12. marts 1930 angående værgens beføjelser og pligter - uden overøvrighedens samtykke indtil videre vil kunne optage de nævnte uddannelseslån.
Justitsministeriet, den 6. april 1964.
Hans Hækkerup.
/Borg Hansen.