Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om frivillige spejdere i civilforsvaret (Til samtlige civilforsvarskommissioner, politidirektøren i København og samtlige politimestre)
Statutory Text (3 Articles)
BILAG
REGLER FOR TILVEJEBRINGELSE OG ANVENDELSE AF FRIVILLIGE SPEJDERE I CIVILFORSVARET
1. ANVENDELSESOMRÅDE Spejdere kan anvendes på følgende områder inden for civilforsvaret
a. DET LOKALE CIVILFORSVAR I BYERNE, herunder især: SIGNALTJENESTEN (arbejde i kommandocentraler, ordonnanstjeneste m.v.). SOCIALTJENESTEN (bistand ved modtagelse, registrering, indkvartering og bespisning af evakuerede, ordonnanstjeneste, førstehjælp m.m.). POLITIETS CIVILFORSVARSTJENESTE, herunder især evakuering. Efter bestemmelse af de lokale civilforsvarsmyndigheder kan der også blive tale om bistand inden for andre tjenestegrene.
b. HJÆLPETJENESTEN PÅ LANDET, herunder: SOGNEVÆRN (bistand inden for brandtjeneste, redningstjeneste, ordonnanstjeneste, ved førstehjælp m.m.). SOCIALTJENESTEN (bistand ved modtagelse, registrering, indkvartering og bespisning af evakuerede, ordonnanstjeneste, førstehjælp m.m.).
2. BETINGELSER FOR AT KUNNE TILMELDES CIVILFORSVARET For at en spejder kan gøre frivillig tjeneste i civilforsvaret, er det en betingelse, at han/hun
a. har taget BEREDSKABSMÆRKET,
b. er fyldt 16 år. berettiget til at bære beredskabsmærket er enhver spejder, der har taget duelighedstegnene »Brandværn«, »Førstehjælp«, »Ordonnans« og »Stifinder« eller de dertil inden for de enkelte korps nærmest svarende duelighedstegn.
3. FORMEN FOR TILKNYTNING TIL CIVILFORSVARET Tilknytning kan ske enten som »aktivt personel« (gruppe I) eller som »mobiliseringspersonel« (gruppe II).
a. GRUPPE I, AKTIVT PERSONEL. Denne gruppe omfatter spejdere, der udover at påtage sig mødepligt ved mobilisering er indforstået med at gennemgå en civilforsvarsmæssig uddannelse i fredstid og deltage i øvelser med det lokale civilforsvar. Disse spejdere gør tjeneste under vedkommende lokale civilforsvarsmyndighed, og den nødvendige CF-uddannelse meddeles de pågældende af denne myndighed, ligesom mødebefalinger udstedes herfra. Spejderne føres i civilforsvarsmyndighedernes almindelige kartoteker over frivilligt civilforsvarspersonel. Spejdere i denne gruppe kan til enhver tid med 3 måneders varsel (ved bortflytning uden varsel) udmelde sig af civilforsvarets aktive styrker, eventuelt for at overgå til mobiliseringsreserven.
b. GRUPPE II, MOBILISERINGSPERSONEL. Denne gruppe omfatter spejdere, der blot ønsker at stille sig til rådighed med henblik på en situation, hvor det lokale civilforsvar skal mobiliseres, men ikke vil forpligte sig til at gennemgå en civilforsvarsmæssig uddannelse i fredstid. Til disse spejdere stilles der ikke uddannelsesmæssige krav udover deres spejderuddannelse (beredskabsmærket, jfr. pkt. 2). For denne gruppe opgiver de lokale civilforsvarsmyndigheder til de lokale afdelinger af spejderkorpsene alene det samlede behov samt mobiliseringsstedet, medens spejderkorpsenes lokale afdelinger selv fører de fornødne navnelister m.v. over de i gruppen stående spejdere, tilrettelægger mobiliseringsplan og holder vedkommende lokale civilforsvarsmyndighed løbende underrettet om antallet af til rådighed stående spejdere. Mindst een gang om året bør hele gruppen samles og igennem foredrag og film orienteres om civilforsvar. Spejdere af denne gruppe kan til enhver tid udmelde sig af civilforsvarets mobiliseringsreserve.
4. FREMGANGSMÅDEN VED TILMELDING Beslutning om, hvorvidt der skal søges knyttet frivillige spejdere til det enkelte lokale civilforsvar, træffes af vedkommende civilforsvarsmyndighed, d.v.s. henholdsvis civilforsvarskommissionen, politimesteren (politidirektøren i København) eller sognerådet. Såfremt civilforsvarsmyndigheden træffer beslutning om at søge frivillige spejdere tilknyttet det lokale civilforsvar, retter den henvendelse til de lokale repræsentanter for de stedlige spejderkorps med oplysning om
a. hvor mange der er behov for henholdsvis til de aktive styrker og til mobiliseringsreserven, samt
b. hvor stort behovet er inden for de forskellige tjenestegrene. Korpsenes repræsentanter søger da ved henvendelse til de lokale førere at fremskaffe det ønskede antal frivillige spejdere af de forskellige kategorier. For mobiliseringsreserven tilmeldes blot antallet. For den aktive gruppe tilmeldes spejderne som enkeltpersoner.
5. TJENESTEN FOR GRUPPE I (DET AKTIVE PERSONEL) Ved uddannelsen følges de af Civilforsvarsstyrelsen fastlagte uddannelsesplaner. De nærmere enkeltheder vedrørende tjenestens praktiske tilrettelæggelse fastlægges i øvrigt af de lokale civilforsvarsmyndigheder.
6. KONTRAKT Der kan af den lokale civilforsvarsmyndighed stilles krav om, at hver enkelt spejder inden for gruppe I underskriver en kontrakt af den af Civilforsvarsstyrelsen fastsatte standardformular. For spejdere, der ikke er fyldt 18 år, kræves værgens samtykke til indgåelse af kontrakt.
7. FREMMØDEGODTGØRELSE Til dækning af transportudgifter m.v. ved fremmøde udbetales der en fremmødegodtgørelse i overensstemmelse med de for frivillige i civilforsvaret gældende regler.
8. UNIFORMERING Til spejdere af gruppe I, som ikke ønsker at forrette tjeneste i spejderuniform, kan der udleveres civilforsvarsuniform i det omgang, dette af den lokale civilforsvarsmyndighed skønnes nødvendigt for tjenesten. Til spejdere i gruppe II udleveres på tilsvarende måde nødvendig mundering i givet fald. Hvor der ikke af myndighederne er stillet mundering til rådighed, bærer spejderne under tjenesten ved civilforsvaret deres spejderuniform samt det for vedkommende tjenestegren fastsatte armbind.
9. FORSIKRING Spejderne er ved ulykkestilfælde under uddannelse, øvelser eller anden tjeneste omfattet af statens forsikringspligt efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jfr. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 157 af 21. maj 1959 og Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 1. september 1959. I tilfælde af ødelæggelse af deres tøj eller anden beskadigelse har spejderne mulighed for erstatning for den lidte skade efter ansøgning i det enkelte tilfælde.
Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse om frivillige spejdere i civilforsvaret
(Til samtlige civilforsvarskommissioner, politidirektøren i København
og samtlige politimestre)
Efter at der igennem nogen tid har været ført forhandlinger om frivillige spejderes tilknytning til civilforsvaret, er det nu opnået enighed om de fremtidige regler herfor mellem på den ene side Civilforsvarsstyrelsen og på den anden side Det Danske Spejderkorps, Det Danske Pigespejderkorps, KFUM-spejderne i Danmark og KFUK-spejderne i Danmark. Reglerne har endvidere været forhandlet med Civilforsvars-Forbundet og er tiltrådt af forbundet.
Vedrørende de nærmere bestemmelser for samarbejdet henvises til vedlagte »Regler for tilvejebringelse og anvendelse af frivillige spejdere i civilforsvaret«.
Som følge af den med de ovennævnte spejderkorps indgåede aftaler vil det hidtil bestående »Spejdernes hjælpekorps« blive ophævet, og fremtidigt samarbejde mellem spejderne og civilforsvaret vil herefter være at etablere ved lokal foranstaltning.
Samarbejde kan etableres enten ved direkte kontakt mellem de lokale civilforsvarsmyndigheder og de lokale repræsentanter for de stedlige spejderkorps eller med bistand fra Civilforsvars-Forbundet, jfr. Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 30. oktober 1963 vedrørende den den 27. september 1963 indgåede aftale mellem Indenrigsministeren og Civilforsvars-Forbundet.
Det forudsættes, at allerede eksisterende aftaler om spejdere i civilforsvaret videreføres med passende tillempning.
Det tilføjes, at de fire ovennævnte spejderkorps samtidig hermed til deres lokale afdelinger har fremsendt eksemplarer af de nævnte regler.
Schultz
/H.W.Rich
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -