Cirkulære til samtlige dyrlæger vedrørende indberetning om og vaccination mod hundesyge (Febris catharrhalis et nervosa canum) hos hunden
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære til samtlige dyrlæger vedrørende indberetning om og vaccination mod hundesyge (Febris catharrhalis et nervosa canum) hos hunden
Cirkulære til samtlige dyrlæger vedrørende indberetning om og vaccination mod hundesyge (Febris catarrhalis et nervosa canum) hos hunden.
I anledning af, at epidemier af hundesyge i de senere år med stigende hyppighed rapporteres såvel fra byområder som fra områder med mere spredt bebyggelse, pålægges det i medfør af § 10, sidste stykke, i lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene alle dyrlæger, der udøver praksis, at underrette vedkommende kredsdyrlæge, såfremt hundesygen i det pågældende praksisområde skønnes at antage en epidemisk karakter. Underretningen, der kan ske mundtligt, skal indeholde oplysning om det aktuelle antal sygdomstilfælde og disses dominerende symptomer og forløb. Foreliggende oplysninger om eventuel forudgående vaccination af patienterne og områdets hundebestand bør også meddeles kredsdyrlægen.
Ved formodning om, at en epidemi er under udvikling, henstilles det endvidere, at egnet materiale fra døde eller aflivede hunde, d.v.s. vesica i tømt, men i øvrigt uåbnet stand samt et stykke af trachea og bronchier (eventuelt hele kroppen), indsendes til vederlagsfri diagnostisk undersøgelse på Statens veterinære Serumlaboratorium, Bülowsvej 27, København V. Ved indsendelsen opgives foruden almindelige anamnestiske oplysninger tillige navnet på vedkommende kredsdyrlæge.
Omkostningerne i forbindelse med indsendelsen er det offentlige uvedkommende.
Kredsdyrlægen vil derefter om fornødent indsamle supplerende materiale til bedømmelse af situationen i området og give indstilling til veterinærdirektoratet om, hvorvidt der skønnes at være anledning til over for hundeejere i området at tilråde vaccination af ikke-vaccinerede hunde, henholdsvis retningslinier for revaccination af allerede vaccinerede.
Chr. Werdelin
Ingen