Legislator Case Law & Legislation
C19620013860 DK

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Østrig den 23. oktober 1961 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue m.v.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1962 138 Historic

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Østrig den 23. oktober 1961 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue m.v.

I.

Overenskomstens ikrafttrædelse, dens område og almindelige principper.

Ved den mellem Danmark og Østrig den 23. oktober 1961 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrøende skatter af indkomst og formue, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse af 21. marts 1962, er der fastsat en række bestemmelser, der i tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for en dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og østrigsk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatningen.

Overenskomsten kommer for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1960-61, for sømandsskattens vedkommende dog på skat, der opkræves for tiden efter den 31. december 1958, jfr. art. 27 (2).

Overenskomsten finder uanset statsborgerforhold anvendelse på fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende enten i Danmark eller i Østrig eller såvel i Danmark som i Østrig, jfr. art. 1 (1). Det er således en forudsætning for overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det pågældende selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i mindst et af de to lande.

Der er til overenskomsten knyttet en slutprotokol, der for så vidt angår SAS's forhold uddyber og supplerer indholdet af bestemmelserne i overenskomstens art. 8 og art. 13, (2), lit. b.

For Danmarks vedkommende omfatter overenskomsten (jfr. art. 1 (2), (3) og (4)) indkomst- og formueskatter til staten, kommunal indkomstskat (herunder kirkeskat), invalide- og folkepensionsbidraget, sømandsskatten, den særlige indkomstskat, skatter på fortjeneste ved salg af løsøre eller fast ejendom, samt skatter på formueforøgelse. Endvidere finder overenskomsten anvendelse på tillægsskatter. Endelig er ejendomsskatterne medtaget, men dette er uden praktisk betydning for Danmarks vedkommende.

I henhold til art. 1 (5) finder overenskomsten endvidere anvendelse på fremtidige skatter af samme eller lignende art. der måtte blive udskrevet ved siden af eller i stedet for de nævnte skatter.

Det bemærkes, at der ved "de øverste finansmyndigheder" i overenskomsten for Danmarks vedkommende forstås finansministeren og for Østrigs vedkommende finansministeriet (das Bundesministerium fur Finanzen).

Bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter m.v. findes ikke i overenskomsten.

Overenskomsten gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan i sin helhed eller med ændringer ved noteveksling udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her udskrives skatter af samme eller lignende karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. art. 26.

Det fastslås i art. 19 (1) som et almindeligt princip, at indtægter, som i henhold til overenskomsten er skattepligtige i en af staterne, ikke må beskattes i den anden stat, heller ikke i form af fradrag ved kilden (jfr. dog nærmere nedenfor vedrørende art. 9 (2) og art. 10).

Overenskomsten må herefter forstås således, at det land, der har givet afkald på sin beskatningsret, er afskåret fra beskatning, uden hensyn til, om det land, der har fået tillagt beskatningsretten, faktisk udøver denne. Hvor Danmark har givet afkald på beskatning, kan der derfor ikke kræves dokumentation for østrigsk beskatning som betingelse for at tilstå skattefrihed. Godtgør den pågældende skatteyder, at han har haft en indkomst fra Østrig, og er denne indkomst skattefri her efter overenskomsten, skal der på dette grundlag tilstås skattefrihed.

En undtagelse herfra findes alene i art. 12 om beskatningen af bestyrelseshonorarer og art. 14 om beskatningen af kunstnere, jfr. nærmere herom ved omtalen af bestemmelserne i de nævnte artikler.

De i overenskomsten indeholdte regler falder i øvrigt i 3 hovedgrupper

1. regler om undgåelse af dobbeltbeskatning, art. 2-22 og 24.

2. regler om udveksling af oplysninger af skattemæssig karakter art. 23, og

3. regler, der skal tilsikre ensartet skattemæssig behandling af skatteyderne i de to lande, art. 25.

Reglerne til undgåelse af dobbeltbeskatning kan opdeles i to afsnit,

nemlig dels regler til løsning af den konflikt, der opstår, når en

person eller et selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i

begge de kontraherende lande, og begge lande derfor med hjemmel i

deres interne lovgivning gør krav på at beskatte den pågældende af

hele hans indkomst og formue uanset, hvorfra indkomsten og formuen

hidrører (art. 2), og dels regler til løsning af konflikten mellem

den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst

hidrører, eller hvori en formue er placeret (kildelandet), og det

land, hvor den pågældende skatteyder er bosat eller har hjemsted og

derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet)

(art. 3-21 incl.).

Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde.

Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge lande,

må det først efter de i art. 2 givne regler fastslås, hvilket af de

to lande der skal have ret til at beskatte den pågældende som der

bosat. Når dette er gjort, må det ved hjælp af reglerne i art. 3-21

incl.bestemmes,om bopælslandet skal give afkald på at beskatte visse

indkomst- eller formuearter.

Som regel vil der dog kun blive tale om at anvende de sidstnævnte

regler, idet der formentlig kun sjældent vil opstå tilfælde, hvor

betingelserne for fuld skattepligt opfyldes i begge stater.

Hvor Danmark i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser

giver afkald på en beskatningsret, som dets interne lovgivning

hjemler, indeholder bestemmelsen i art. 19 (2) hjemmel til for

personer med bopæl her at beregne skatterne efter satser svarende til

den skattepligtiges samlede indkomst- og formue. I henhold til

finansministerens resolution skal denne adgang til at benytte den

højere skattesats anvendes ved skatteligningen her i landet.

Overenskomsten søger iøvrigt, bortset fra reglerne i art. 2 om de

tilfælde, hvor begge lande gør krav på at betragte en skatteyder som

fuldt skattepligtig, dobbeltbeskatning afbødet på den måde, at det

land, der giver afkald på skat, ved skatteansættelsen skal bortse fra

den indkomst og formue, som det har givet afkald på at beskatte.

Sådan indkomst og formue kan derfor kun medtages ved fastsættelsen af

den skattesats, der skal anvendes ved skatternes beregning, men må

ikke medregnes til den skattepligtige indkomst eller formue. Angående

den nærmere fremgangsmåde skal man i øvrigt henvise til afsnit IV i

skattedepartementets vejledning af 23. februar 1939 til den

dansk-tyske aftale af 16. december 1938 og til afsnit I i

skattedepartementets vejledning af 18. februar 1954 til den

dansk-svenske overenskomst af 27. oktober 1953.

For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Østrig bliver der

herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag

i dansk skat for skat erlagt i udlandet.

I det følgende vil først reglerne om indkomstbeskatningen blive

gennemgået, medens der i afsnit V gøres nogle særlige bemærkninger om

formuebeskatningen.

II.

Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af

dobbeltbeskatning.

A.

Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt

foreligger i begge lande.

(Art. 2).

Har en person en sådan tilknytning til begge lande, at han opfylder

betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, altså i begge lande

er skattepligtig af hele sin indkomst og formue, må det afgøres,

hvilket af de to lande, der skal lade sin ret til at betragte den

pågældende som fuldt skattepligtig vige.

For fysiske personer fastslår art. 2 (2) den hovedregel, at det land,

hvor der er en fast bopæl, har prioriteten. Er der herefter fast

bopæl i det ene land og en løsere tilknytning til det andet land -

for Danmarks vedkommende f.eks. ligningslovsophold - tilkommer retten

til at betragte den pågældende skatteyder som fuldt skattepligtig det

land, hvor bopælen haves.

Foreligger der fast bopæl i begge lande, tilkommer den fulde

beskatningsret det land, med hvilket den pågældende skatteyder har de

stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine

livsinteresser).

Kan spørgsmålet om, hvilket land der skal have beskatningsretten,

ikke afgøres på grundlag af den pågældende skatteyders bopælsforhold

eller personlige og økonomiske forhold, får det land, hvor den

pågældende sædvanligvis opholder sig, fortrinsretten.

Såfremt heller ikke dette kriterium fører til en løsning, tilkommer

beskatningsretten det land, hvor den pågældende er statsborger. Er

han ikke statsborger i noget af landene, eller er han statsborger i

begge lande, må der træffes aftale mellem de øverste

finansmyndigheder i de to lande. I så fald må sagen derfor forelægges

for skattedepartementet.

Hvor en juridisk person skal anses for fuldt skattepligtig, afgøres i

henhold til skattelovgivningen i hver af de to stater, hvilket for

dansk rets vedkommende vil sige bestemmelsen i aktieselskabslovens §

49. Foreligger der herefter fuld skattepligt i begge stater, skal

sædet for den virkelige ledelse være afgørende, jfr. art. 2 (3).

Bestemmelsen i art. 2 (3), andet punktum, om, at det samme gælder for

personlige selskaber og andre sammenslutninger af personer, tager

sigte på specielle østrigske forhold.

B.

Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt

mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.

Bopælslandets beskatningsret. I art. 3 fastslås det som hovedreglen,

at beskatningsretten tilkommer det land, hvor den pågældende

skatteyder har bopæl, det vil sige det land, der har ret til at

betragte den pågældende som fuldt skattepligtig. Er der ikke i

overenskomsten fastsat andet, skal kildelandet derfor give afkald på

sin beskatningsret til fordel for bopælslandet.

Indkomst af fast ejendom beskattes ifølge art. 4 i det land, hvor den

faste ejendom er beliggende.

Fast ejendom omfatter, jfr. art. 4 (2), tilbehør til fast ejendom,

besætning og inventar i landbrug og skovbrug, rettigheder, på hvilke

de privatretlige regler om fast ejendom finder anvendelse,

brugsrettigheder til fast ejendom samt royalty, der erlægges for

udnyttelse af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster

samt fortjeneste ved salg af fast ejendom.

Det fastslås i art. 4 (3), at som indkomst af fast ejendom skal anses

ikke blot den indkomst, der erhverves ved umiddelbar udnyttelse af

ejendommen, men også indtægt ved ejendommens udlejning eller

forpagtning såvelsom ved enhver anden form for udnyttelse af fast

ejendom.

Bestemmelserne i art. 4 gælder også for indkomst af faste ejendomme

tilhørende erhvervsvirksomheder samt for indkomst af faste ejendomme,

der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Medens som foran nævnt royalty, der erlægges for udnyttelse af fast

ejendom, mineralforekomster, skal beskattes i den stat, hvor den

faste ejendom eller naturforekomsten er beliggende, beskattes ifølge

art. 9 anden royalty i den af staterne, hvor modtageren er bosat. Ved

anden royalty forstås indkomst i form af licensafgifter, herunder

lejeafgifter og lignende vederlag for overladelse af kinematografiske

film, for benyttelse af industrielt, kommercielt eller videnskabeligt

udstyr eller for overladelse af erhvervsmæssige erfaringer, samt

andet vederlag for benyttelsen eller retten til benyttelse af

ophavsrettigheder, patenter, mønstre, fabrikationsmetoder, varemærker

eller lignende rettigheder. Indkomst ved afhændelse af de nævnte

rettigheder beskattes ligeledes i bopælslandet. Indkomst af

rettigheder, der oppebæres gennem et fast driftssted, beskattes dog i

den stat, hvor det faste driftssted er beliggende.

I art. 9 (2) findes den særlige regel, at kildelandet er berettiget

til at beskatte licensafgifter, der udbetales af et selskab med

begrænset ansvar med bopæl i en af staterne, til en i den anden stat

bosiddende person, der ejer mere end 50 pct. af aktie- eller

andelskapitalen i det udbetalende selskab med en skat, der dog ikke

må overstige 10 pct. af licensafgifternes bruttobeløb. Danmark kan

dog efter de for tiden gældende regler ikke udnytte denne

beskatningsret. Efter ansøgning skal bopælslandet give credit i den

skat, der falder på licensafgifterne, for den i kildelandet fradragne

skat.

Indkomst af erhvervsvirksomhed beskattes ifølge art. 5 (1) i den

stat, hvor den, der udøver virksomheden, er bosat, medmindre det

pågældende foretagende har et fast driftssted i den anden stat. I så

fald tilkommer beskatningsretten til indkomsten fra det faste

driftssted den stat, hvor dette er beliggende.

Ifølge art. 5 (2) beskattes ansvarlig eller stille deltagelse i et

selskab i den stat, hvor selskabet har et fast driftssted. Derimod

bevirker deltagelse i et selskab gennem besiddelse af aktier,

obligationer eller andele i andelsselskaber og selskaber med

begrænset ansvar ikke, at indehaveren skal beskattes efter de her

nævnte regler.

Bestemmelserne i art. 5 (1) og (2) gælder såvel indkomst, der

erhverves ved umiddelbar udnyttelse, som indkomst, der erhverves ved

udleje, bortforpagtning og enhver anden form for udnyttelse af

erhvervsvirksomheden, samt indkomst ved afhændelse af virksomheden

eller en del af denne.

I art. 5 (4), (5) og (6) fastsættes de nærmere retningslinjer

vedrørende fordelingen af beskatningsretten mellem hovedvirksomheden

og det faste driftssted og mellem flere faste driftssteder, og det

bestemmes, at de to landes finansmyndigheder i givet fald må træffe

aftale med hensyn til fordelingen. Sådanne spørgsmål må derfor

indbringes for skattedepartementet.

Med hensyn til, hvad der skal forstås ved fast driftssted, henvises

til bestemmelserne i art. 6.

Art. 7 indeholder bestemmelser om berigtigelse af indkomst og formue,

når det drejer sig om overskudsfordelinger i koncerner.

Art. 8 omhandler indkomst fra skibs- og luftfartsvirksomhed i

international trafik og bestemmer, at beskatningsretten tilkommer det

land, hvori en sådan virksomheds virkelige ledelse har sæde. Ifølge

slutprotokollen til art. 8 finder bestemmelsen anvendelse på

deltagelsen af "Det danske luftfartsselskab A/S" i konsortiet SAS.

Art. 10 giver regler om beskatningen af indkomst af rørlig

kapitalformue, hvilket udtryk omfatter såvel dividender som indkomst

af andele i andelsselskaber og i selskaber med begrænset ansvar, samt

renter af obligationer eller andre gældsforpligtelser.

Sådan indkomst beskattes alene i den stat, hvor modtageren har bopæl,

men de to stater har dog ret til at tilbageholde kildeskat af disse

indtægter, således at man for at blive fritaget for sådan skat må

indgive et særligt andragende herom.

Ved skat i form af fradrag ved kilde forstås, at skyldneren betaler

skatten på den berettigedes vegne.

Medens gældende dansk skattelovgivning ikke giver hjemmel for

beskatning ved kilden af udbytter, der flyder fra Danmark til ejere i

udlandet, beskattes ifølge østrigsk ret dividender fra østrigske

aktieselskaber, selskaber med begrænset ansvar og andelsselskaber med

en kildeskat på 17,7 pct.

En i Danmark bosat person, der ejer rørlig kapitalformue i Østrig,

kan herefter inden 2 år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket

det beskattede beløb er forfaldet, begære den i Østrig erlagte

kildeskat tilbagebetalt, såfremt andrageren

a) på indkomstens forfaldstidspunkt har sin bopæl i Danmark i henhold til overenskomstens art. 2, og

b) den pågældendes indkomst er undergivet indkomstbeskatning i Danmark.

For at få tilbagebetalt østrigsk kildeskat skal herboende personer og

selskaber indgive et af danske skattemyndigheder attesteret

andragende til de østrigske skattemyndigheder.

Blanketter (formular R-E 1) til dette brug, kan fås hos

amtsligningsinspektoraterne (i København, Frederiksberg og Gentofte

kommuner hos vedkommende skattedirektorat). De to eksemplarer af

formularen skal i udfyldt og underskrevet stand indgives til det

amtsligningsinspektorat, i hvis område ansøgeren er skatteansat; er

ansøgeren skatteansat i København, Frederiksberg eller Gentofte,

indgives ansøgningen til vedkommende skattedirektorat.

Amtsligningsdirektoratet (skattedirektoratet) undersøger snarest

efter ansøgningens modtagelse, om betingelserne for ansøgningen med

hensyn til ansøgerens bopæl samt skattepligt i Danmark er tilstede og

indfordrer i givet fald yderligere fornødne beviser og oplysninger.

Når det er konstateret, at betingelserne er tilstede, påtegner

amtsligningsinspektoratet (skattedirektoratet) sin attest på det ene

eksemplar af ansøgningen og fremsender det til det østrigske

finansministerium (Bundesministerium fur Finanzen), Himmelportgasse

4, Wien I, Østrig, medens inspektoratet (direktoratet) selv beholder

det andet eksemplar.

De østrigske skattemyndigheder behandler derefter andragendet, og

såfremt de finder andragendet begrundet, tilbagebetaler de den for

meget erlagte kildeskat direkte til andrageren. Hvis andragendet ikke

bevilges, kan andrageren rejse indsigelse inden en måned efter

modtagelsen af afgørelsen. Klagen skal indsendes til vedkommende

Finanz-Landesdirektion i Østrig, og over dennes afgørelse kan der

inden 6 uger efter modtagelsen klages til forvaltningsdomstolen

(Verwaltungsgerichtshof) i Wien, Judenplatz 11, Wien I, Østrig.

De nævnte klager skal være affattet på tysk.

Art. 11 omhandler indkomst ved frit erhverv og andet selvstændigt

arbejde af lignende karakter, hvortil særligt henregnes den

selvstændige videnskabelige, kunstneriske, litterære, undervisende

eller opdragende erhvervsvirksomhed samt den selvstændige virksomhed

som læge, sagfører, arkitekt, ingeniør, revisor og patentkonsulent.

Det bestemmes, at indkomst ved udøvelse af sådan virksomhed af

personer, der har bopæl i en af de to stater, beskattes i

bopælsstaten, medmindre den pågældende udøver sin virksomhed i den

anden stat under benyttelsen af et fast sted, som regelmæssigt står

til hans disposition. Såfremt dette er tilfældet, tilkommer

beskatningsretten til den del af indkomsten, der kan henføres til

dette sted, den anden stat.

Dette medfører, at indkomst af sådan virksomhed kun kan beskattes i

det land, hvor den pågældende ikke er bosat, såfremt han der

opretholder et fast sted for sin virksomhed,såsom en klinik, et

kontor eller lignende.

Gage, løn og lignende vederlag for et ikkeselvstændigt arbejde

beskattes ifølge art. 13 (1) som hovedregel i den stat, hvor den

personlige virksomhed, der betinger vederlaget, er udøvet. En

herboende person, der har lønindtægt ved arbejde udført i Østrig, kan

således som hovedregel ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn.

Fra denne hovedregel gælder dog følgende undtagelser

1. Løn m.v. beskattes i henhold til art. 13 (2) i modtagerens bopælsstat, såfremt skatteyderen ikke i det pågældende skatteår opholder sig i den anden stat i mere end ialt 183 dage, og vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke har bopæl i den anden stat, under sådanne forhold, at det ikke trækkes fra overskuddet af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

2. Løn m.v., som udbetales til personer, der udelukkende eller overvejende gør tjeneste ombord på luftfartøjer tilhørende et luftfartsforetagende i en af de to stater, beskattes i henhold til art. 13 (2) (b) i bopælslandet. Ifølge slutprotokollen til denne bestemmelse skal bestemmelsen anvendes på personer ansat i SAS.

3. Løn m.v. som udbetales af stat, provinser, kommuner, kommunalforbund og andre offentligretlige juridiske personer for tjeneste- eller arbejdsydelser, beskattes i henhold til art. 16 i udbetalingslandet uden hensyn til, hvor de pågældende tjeneste- eller arbejdsydelser er præsteret. Det samme gælder med hensyn til beløb, der udbetales i henhold til reglerne om lovpligtig socialforsikring. Beskatningsretten med hensyn til vederlag for tjenesteydelser, der er præsteret i forbindelse med en virksomhed, der drives erhvervsmæssigt af en af staterne m.v. afgøres dog efter reglerne i art. 13 og art. 15.

Bestyrelseshonorarer eller lignende vederlag til medlemmer af en bestyrelse for en juridisk person, beskattes ifølge art. 12 i den stat, hvor selskabet har sit skatteretlige domicil.

Det præsumeres således, at arbejdet er udført i den stat, hvor selskabet har sin bopæl. Det vil sige, at en herboende person, der oppebærer bestyrelseshonorarer fra østrigske aktieselskaber, ikke kan beskattes af disse honorarer her i landet.

Det bestemmes dog, at beskatningsretten, såfremt en af staterne ikke kan gøre brug af denne, er forbeholdt den anden stat.

Søfolk, der udelukkende eller overvejende udfører tjeneste ombord på skibe, anses ifølge art. 13 (3) for at have udført deres virksomhed i den af de to stater, hvor den virkelige ledelse for det foretagende, der driver fartøjerne, befinder sig.

Personer, der gør tjeneste i danske rederier, er således skattepligtige her.

For så vidt angår professionelle kunstnere, herunder teater-, films-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere, artister eller sportsfolk bestemmes det i art. 14, at beskatningsretten til deres indkomster alene tilkommer den stat, i hvilken de udøver deres virksomhed. Såfremt en af staterne ikke kan udnytte sin beskatningsret, forbeholdes beskatningsretten dog den anden stat.

Pensioner beskattes, såfremt de er offentlige, det vil sige udbetales af stat, provinser, kommuner, kommunalforbund og andre offentligretlige juridiske personer, i det land, hvorfra udbetalingen finder sted (kildestaten), jfr. art. 16. Såfremt de er private, beskattes de derimod i modtagerens bopælsstat, jfr. art. 15.

Studerende, elever eller lærlinge fra en af de to stater, som udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den anden stat, skal, jfr. art. 17, ikke beskattes i opholdsstaten af beløb, som de modtager til underhold, studium eller uddannelse fra kilder uden for opholdsstaten. En østriger, der f.eks. studerer her i landet, og som udelukkende lever af beløb, han får tilsendt fra udlandet, skal således ikke beskattes her i landet af disse indtægter. Har han derimod personlige formueindtægter eller indtægt ved arbejde her i landet, skal han beskattes her af en sådan indtægt og ligeledes af eventuelle fra Danmark ydede legatbeløb eller underholdsydelser.

Endvidere bestemmes det i art. 17 (2), at vederlag, som elever, studerende eller lærlinge med bopæl i en af staterne oppebærer for en beskæftigelse, der ikke overstiger 183 dage i et kalenderår, og som udøves for at opnå en praktisk uddannelse ved et foretagende i den anden stat, ikke beskattes i denne stat.

Med hensyn til diplomatiske og konsulære tjenestemænd bestemmes det i art. 20, at overenskomstens bestemmelser ikke berører retten til eventuelle videregående fritagelser, der i henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige overenskomster tilkommer de pågældende. I det omfang, der på grund af sådanne fritagelser eller særlige overenskomster ikke foretages påligning af skatter i modtagerlandet, forbeholdes beskatningsretten udsendelseslandet.

For østrigske diplomatiske og konsulære tjenestemænd vil dette sige, at de her i landet vil være at behandle ganske efter de hidtil gældende regler.

Ifølge art. 21 finder dansk lovgivnings bestemmelser om indkomst- og formuebeskatning af uafsluttede dødsboer ikke anvendelse, for så vidt arvingen ifølge overenskomstens bestemmelser beskattes direkte i Østrig af indkomst og formue hidrørende fra boet.

III.

Beskatning ved til- og fraflytning.

Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler om løsning af de dobbeltbeskatningsproblemer,der kan opstå i forbindelse med flytning mellem de to stater,og vore sædvanlige interne regler må derfor finde anvendelse.

a) Ved flytning fra Danmark til Østrig ophører skattepligten i Danmark herefter med udgangen af det kvartal, i hvilket flytningen er afsluttet. Opgiver herefter en person sin bopæl i Danmark f.eks. den 15. juli, skal de skatter, der vedrører tiden fra den 1. oktober og skatteåret ud, føres til afgang, medens de skatter, der vedrører tiden fra skatteårets begyndelse og til 1. oktober, skal betales.

b) Ved flytning fra Østrig til Danmark må tilflytteren skatteansættes her i landet på sædvanlig måde fra begyndelsen af det efter tilflytningen førstkommende kvartal af sin forventede fremtidige indkomst i henhold til reglerne i ligningslovens § 2.

IV.

Særlige bestemmelser.

I henhold til art. 22 kan en person, der har været genstand for en dobbeltbeskatning, der strider mod overenskomsten, rette henvendelse til den stat, hvor han har bopæl. Den øverste finansmyndighed i den pågældende stat skal derefter, såfremt den ikke vil give afkald på sit eget skattekrav, søge at træffe aftale med den øverste skattemyndighed i den anden stat for at undgå dobbeltbeskatning. Sager af denne art må derfor forelægges for skattedepartementet.

Ifølge art. 23 vil de øverste finansmyndigheder udveksle sådanne oplysninger, som står til deres rådighed, og som er nødvendige for at gennemføre overenskomstens bestemmelser eller for at undgå urigtige skatteansættelser. Der pålægges dog ingen af staterne pligt til at foretage forvaltningsakter, der strider mod deres retsregler eller forvaltningspraksis, eller at meddele enkeltheder, hvorom oplysning ikke kan forlanges ifølge lovgivningen i en af de to stater.

Udtryk, som ikke er defineret i overenskomsten, skal ifølge art. 24 (1) have den betydning, som udtrykket har ifølge lovene i den stat, som anvender overenskomsten.

Endvidere bestemmes det i art. 24, (2) og (3), at de øverste finansmyndigheder i de to stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden ved behandlingen af spørgsmål, der opstår i anledning af overenskomsten, ligesom de vil træffe særlige aftaler for at løse vanskeligheder eller tvivl ved fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten, og for at undgå urimeligheder som følge af dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke er reguleret ved overenskomsten.

Art. 25 indeholder regler, hvorefter statsborgere (herunder juridiske personer) ikke i den anden stat må underkastes anden eller mere tyngende beskatning end den, der under samme forhold gælder for statsborgere i denne stat. I artiklen fastslås det, at der ved udtrykket "beskatning" i denne bestemmelse forstås skatter af enhver art og betegnelse.

V.

Særlige bemærkninger om formuebeskatningen.

Formue bestående af fast ejendom i en af de to stater beskattes alene i den stat, i hvilken ejendommen er beliggende, jfr. art. 18 (1).

Beskatningsretten med hensyn til formue, der tilhører en person med bopæl i en af de to stater, og som udgør erhvervsformue for et foretagendes faste driftssted, eller som hører til et til udøvelsen af et frit erhverv tjenende fast sted, tilkommer ifølge art. 18 (2) den stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende. Formue bestående i skibsog luftfartsvirksomheder beskattes kun i den stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde, jfr. art. 18 (3).

Formuebeskatningen skal således i de nævnte tilfælde følge indkomstbeskatningen.

Iøvrigt beskattes formue kun i den stat, i hvilken den person, som formuen tilhører, har bopæl, jfr. art. 18 (4).

VI.

Overenskomstens praktisering.

Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve skatteligningen. For skatteårene 1960-61 og 1961-62 vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, blive spørgsmål om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er fremsat eller fremsættes af vedkommende skattepligtige inden den 1. september 1962, bemyndiges skatterådene herved til at optage vedkommende ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.

Tvivlspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil være at forelægge for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 7. juni 1962.

Hans P. Gøtrik.

/B. Blume.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →