Instruks om tjenesteforhold for bilassistenter og færdselsbetjente under tjeneste hos justitsministeriets motorsagkyndige. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Instruks om tjenesteforhold for bilassistenter og færdselsbetjente under tjeneste hos justitsministeriets motorsagkyndige. (* 1)
Justitsministeriet fastsætter herved følgende om tjenesteforholdene for bilassistenter og færdselsbetjente under tjenesten hos justitsministeriets motorsagkyndige (bilinspektører)
1. Færdselsbetjente, der er under uddannelse.
(såvel ingeniører som mekanikere).
Færdselsbetjentene virker som bistand for bilinspektørerne. De kan således ikke på egen hånd foretage undersøgelse i anledning af færdselsuheld eller eftersyn af motorkøretøjer i henhold til færdselslovens § 13, ligesom de ikke i stedet for bilinspektørerne vil kunne deltage i landevejseftersyn eller lygtekontrol sammen med politiet.
De kan ej heller på egen hånd træffe afgørelse under arbejdet med syn af motorkøretøjer. De i forbindelse hermed udstedte attester og mangellister skal altid underskrives af bilinspektøren, der har ansvaret for synenes afholdelse. Bilinspektøren overvåger og fører tilsyn med færdselsbetjentens arbejde, idet han dog helt eller delvis kan overlade selve synet af motorkøretøjerne til færdselsbetjenten, således at bilinspektøren ved afgørelsen af, om køretøjet skal godkendes, støtter sig til de oplysninger, han modtager fra færdselsbetjenten om resultatet af hans eftersyn af køretøjerne. Det beror på bilinspektørens skøn, i hvilket omfang han mener at kunne træffe afgørelse alene på grundlag af færdselsbetjentens bedømmelse af køretøjet, eller om han helt eller delvis selv foretager besigtigelse af køretøjet. Vejledende ved udøvelsen af dette skøn bør foruden færdselsbetjentens uddannelsestrin og bilinspektørens kendskab til den pågældende færdselsbetjent være de foreliggende oplysninger om køretøjets art, dets alder og stand og omstændighederne i øvrigt. Såfremt bilinspektøren nærer tvivl om, hvorvidt en færdselsbetjents bedømmelse er rigtig, bør han efterse køretøjet; eftersynet kan begrænses til de forhold, hvorom han nærer tvivl.
Bilinspektøren bør endvidere altid deltage i eftersyn af omnibusser, last- og sættevognstog og andre komplicerede køretøjer samt særkonstruktioner. Beregninger, der er nødvendige i forbindelse med eftersyn af motorkøretøjer, bør altid foretages af eller kontrolleres af bilinspektøren.
Hvis den, der fremstiller et køretøj til syn, bestrider tilstedeværelsen eller betydningen af mangler, som færdselsbetjenten har konstateret, bør bilinspektøren ligeledes efterse køretøjet.
Forespørgsler fra publikum bør i almindelighed så vidt muligt henvises til bilinspektørerne.
Da færdselsbetjentene udfører arbejdet under bilinspektørernes tilsyn, kan de som hovedregel kun virke på synspladsen, når denne er til stede. Er bilinspektøren forhindret i at være til stede, f.eks. fordi han er tilkaldt til undersøgelse af færdselsuheld, kan færdselsbetjenten påbegynde synene, således at bilinspektøren kan færdiggøre disse efter sin tilstedekomst.
II. Færdselsbetjente, der har bestået den af justitsminsteriet for bilassistenter foreskrevne prøve.
De pågældende er stillet som de under I nævnte, dog kan de foretage landevejseftersyn som under III fastsat.
III. Bilassistenter.
Bilassistenterne virker under tjenesten hos bilinspektørerne som assistenter for disse. De arbejder under bilinspektørernes tilsyn og er pligtige at efterkomme de af disse meddelte tjenstlige forskrifter med hensyn til arbejdets tilrettelæggelse og udførelse.
Det forudsættes, at bilinspektøren såfremt han ikke af tjenstlige grunde er forhindret heri, er til sted på synspladsen under foretagelse af syn.
Bilassistenten kan på egen hånd og i eget navn foretage de i færdselslovgivningen omhandlede eftersyn af motorkøretøjer med undtagelse af tankvogne, kranvogne, sættevogne og andre mere komplicerede køretøjer samt køretøjer, der er forsynet med specielle indretninger såsom invalideaggregater og lignende. Tvivlstilfælde bør altid af bilassistenten forelægges for bilinspektøren; navnlig bør spørgsmål om godkendelse af vogntog forelægges.
Fremsættes der klage over en af en bilassistent truffet afgørelse, hvorved et køretøj nægtes godkendelse, eller bliver bilinspektøren i øvrigt opmærksom på, at en af en bilassistent truffet afgørelse kan være urigtig, hvad enten afgørelsen består i godkendelse eller nægtelse af godkendelse af et køretøj eller konstatering af mangler, kontrollerer han afgørelsen, eventuelt ved undersøgelse af køretøjet, og omgør om fornødent bilassistentens afgørelse.
Bilassistenten kan på egen hånd foretage landevejseftersyn i bilinspektørens sted. Er bilinspektøren til stede, kan han omgøre bilassistentens afgørelse som i forrige afsnit nævnt.
For så vidt angår motorkøretøjer, som assistenten ikke selvstændigt kan underkaste syn, kan han dog alene på stedet foranledige køretøjets nummerplader fjernet, såfremt det på grund af åbenbare mangler ved bremser, styretøj, lygteføring eller andet skønnes uforsvarligt at lade køretøjet fortsætte. Ved konstatering af andre mangler henvises køretøjet til kontrolsyn.
Undersøgelser i anledning af færdselsuheld samt andre eftersyn af motorkøretøjer, hvortil bilinspektøren er særlig tilkaldt af politiet, bør foretages af bilinspektøren. Såfremt tjenstlige grunde taler derfor, og bilinspektøren under hensyn til de foreliggende oplysninger om undersøgelsens karakter finder det forsvarligt, kan han dog overlade til bilassistenten selvstændigt at foretage også sådanne undersøgelser og eftersyn. Det er en betingelse herfor, at det ikke drejer sig om køretøjer, som bilassistenten ikke i øvrigt kan underkaste syn på egen hånd. Den af bilassistenten udfærdigede erklæring om undersøgelsens resultat skal forelægges bilinspektøren.
IV. De som færdselsbetjente ansatte ingeniører, der har bestået den af justitsministeriet foreskrevne prøve for motorsagkyndige.
For disse færdselsbetjente gælder det i afsnit III anførte.
Efter bilinspektørens nærmere bestemmelse kan færdselsbetjenten endvidere foretage andre eftersyn, ligesom han er beføjet til at foretage alle førerprøver, som bilinspektøren finder at kunne overlade ham at afholde.
Det forudsættes, at færdselsbetjenten kun fungerer i bilinspektørens sted, når denne er fraværende fra tjenesten i korte perioder ikke udover 3 dage. Er bilinspektøren fraværende i perioder af længere varighed, skal der ske indberetning til justitsministeriet med henblik på konstitution af en stedfortræder, medmindre en anden bilinspektør kan varetage tjenesten under fraværet.
Justitsministeriets cirkulæreskrivelser af 10. januar og 10. februar 1961 ophæves.
Justitsministeriet, den 26. marts 1962.
Hans Hækkerup.
/Robert Dam.