Cirkulære om bedømmelse af førligheden hos personer, der ønsker førerbevis m.v. (Til justitsministeriets motorsagkyndige). (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om bedømmelse af førligheden hos personer, der ønsker førerbevis m.v. (Til justitsministeriets motorsagkyndige). (* 1)
I forbindelse med justitsministeriets bekendtgørelse i dag nr. 79 om ændring af bl.a. § 3 i bekendtgørelse nr. 58 af 18. marts 1958 om førerprøver, førerbeviser m.v. meddeles det, at justitsministeriet efter forhandling med sundhedsstyrelsen har truffet bestemmelse om nye regler for behandlingen af sager af ovennævnte art. Ved de nye regler indføres bl.a. en ændret ordning for de motorsagkyndiges deltagelse i sager af denne beskaffenhed.
Efter den nye ordning vil de motorsagkyndige af politiet få forelagt sager om udstedelse af førerbevis til personer med defekter, misdannelser, stivhed eller nedsat bevægelighed, kraft eller herredømme i arme eller ben til udtalelse, efter at erklæring er indhentet fra den stedlige embedslæge eller anden af sundhedsstyrelsen dertil godkendt læge om eventuel indskrænket gyldighedsperiode for førerbeviset. Den motorsagkyndige skal udtale sig om, hvorvidt det må anses for forsvarligt at udstede førerbevis for den pågældende og i bekræftende fald på hvilke vilkår, eventuelt alene for en bestemt art eller type af køretøj. På grundlag af den motorsagkyndiges erklæring vil førerbevis herefter kunne udstedes af politiet, uden at sagen som hidtil forelægges sundhedsstyrelsen.
Ved den motorsagkyndiges behandling af sagen lægges følgende retningslinjer til grund
Såfremt det for bedømmelsen af andragerens mulighed for på forsvarlig måde at føre motorkøretøj er nødvendigt, afholder den motorsagkyndige en orienterende køreprøve med den pågældende til undersøgelse af, hvorvidt og hvorledes denne kan betjene køretøjet.
For at antage at den pågældende på forsvarlig måde kan føre et motorkøretøj, må der for de enkelte arter af køretøjer i almindelighed stilles følgende krav
I. Motorvogn, traktor og 3-hjulet motorcykel, der betjenes som motorvogn.
1. Rattet må til enhver tid kunne betjenes sikkert og hurtigt. Hertil må i almindelighed kræves, at rattet kan betjenes med mindst 1 hånd, der kan nå ethvert punkt på ratkransen. Er håndens kraft nedsat, må førerbeviset eventuelt begrænses til typer af køretøjer, hvor rattet er særligt let at dreje, eller eventuelt helt frarådes. Hånden, der betjener rattet, må ikke herudover benyttes til betjening af gear med undtagelse af bakgear, hvorimod den kan bruges til betjening af lydsignal, retningsvisere, lyskontakt og lignende, såfremt dette kan ske, uden at hånden flyttes fra rattet, eller at kontrollen over dette i øvrigt mindskes.
Såfremt andrageren mangler begge hænder, eller begge disse er uden fornøden kraft og førlighed, vil udstedelse af førerbevis kun undtagelsesvis kunne anbefales, og kun når ratbetjening sikres ved særlig indretning (ombygning), således at armen ved sikkert fastgjort protese kan styre rattet. At armen blot støtter rattet vil ikke være tilstrækkeligt.
2. Betjening af gear, kontakter m.v. kan tillades med hånd eller arm, hvis førlighed er nedsat, såfremt betjeningen er sikker, hvilket efter omstændighederne forudsætter særlig indretning (eller ombygning) af disse dele.
3. Driftsbremsen skal kunne betjenes virksomt, sikkert og hurtigt, ligesom koblingen skal kunne betjenes (med mindre denne er automatisk), således at betjeningen sker med hvert sit ben. Såfremt det konstateres, at dette ikke er muligt, tilbagevises den pågældende til politiet, der anviser ham, hvorledes vognindretning kan godkendes med et-bens-betjening. I tilfælde, hvor den pågældendes kraft i benene er nedsat, kan fornøden betjening eventuelt sikres ved vilkår om montering af passende forstærker, f.eks. vacuumforstærker med vacuumtank. Såfremt betjening af driftsbremse og speeder skal finde sted med venstre fod, skal speederen monteres til venstre for bremsepedalen.
4. Den anden bremse skal være indrettet til hånd- eller fodbetjening og således placeret, at den under kørsel kan betjenes, uden at rattet slippes. Særlig standbremse (parkeringsbremse med palanordning) kan dog tillades indrettet til betjening med hånden, der er disponibel til ratbetjening.
II. Motorcykel uden og med sidevogn samt 3-hjulet motorcykel, der betjenes som en motorcykel.
1. Styret skal kunne betjenes sikkert med hver hånd alene. En person, der kun har 1 hånd, kan således ikke få førerbevis. Er andragerens førlighed i en eller begge hænder nedsat, kan styresikkerhed eventuelt tilvejebringes ved, at håndbremse og lydsignalapparat ombygges til fodbetjening, dog må de to bremseapparater ikke betjenes ved brug af samme pedal. Han skal kunne fatte om og fastholde styret med hver hånd for sig.
2. Opbremsning skal kunne foretages virksomt, sikkert og hurtigt og med hver bremse for sig. Såfremt den pågældendes ben er defekte, må driftsbremsen gøres håndbetjent.
3. Tegngivning skal kunne foretages på rigtig måde.
4. For motorcykel uden sidevogn gælder det endvidere, at føreren skal have tilstrækkelige kræfter til at rette motorcyklen op under hældning. Til vejledning kan anføres, at føreren skal kunne rette en motorcykel i stilstand, der hælder 45 grader, op. Er den pågældendes kræfter i benene nedsat, må han kun føre motorcykel med begrænset vægt.
Til orientering vedlægges et eksemplar af justitsministeriets cirkulære til politiet og sundhedsstyrelsens cirkulære til embedslægerne med bilag, der i dag er udsendt om den nye behandling af spørgsmålet om førlighed hos ansøgere af førerbevis.
Dette cirkulære træder i kraft den 20. marts 1962.
Samtidigt ophæves cirkulære nr. 194 af 15. september 1950 om lægeattester til brug ved udfærdigelse af førerbevis med videre.
Justitsministeriet, den 9. marts 1962.
Hans Hækkerup.
/Robert Dam.