Skrivelse til et haveselskab, hvorefter det ikke fandtes praktisk muligt for politiet at yde bistand med opretholdelse af et fogedforbud mod at ejeren af en fast ejendom beboede denne uden for sommermånederne.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse til et haveselskab, hvorefter det ikke fandtes praktisk muligt for politiet at yde bistand med opretholdelse af et fogedforbud mod at ejeren af en fast ejendom beboede denne uden for sommermånederne.
Et haveselskab klagede til justitsministeriet over, at en politimester havde nægtet at imødekomme en af haveselskabet i medfør af retsplejelovens § 650, stk. 2, fremsat anmodning om bistand til opretholdelse af et af en foged den 24. marts 1960 nedlagt forbud mod, at ejeren af en fast ejendom beboede denne uden for sommermånederne.
Det var oplyst, at der på ejendommen var tinglyst servitutter, hvorefter helårsbeboelse ikke måtte finde sted i bygninger, der ikke var godkendt af den pågældende bygningskommission, og hvorefter ejendommen kun måtte benyttes til beboelse i tiden fra den 1. maj til den 30. september. Den på ejendommen opførte bygning var efter det oplyste ikke godkendt af bygningskommissionen til helårsbeboelse.
Det var yderligere oplyst, at ejeren af ejendommen, forinden fogedkendelsen blev afsagt, ved dom af 29. december 1959, var blevet dømt til som ejer af ejendommen at anerkende, at han var pligtig at undlade at benytte denne til beboelse hvert år i tiden fra den 1. oktober til den 30. april, og at han ved dom af 10. januar 1961 i medfør af retsplejelovens § 499, stk. 1, var blevet idømt en bøde på 150 kr. for forsætlig overtrædelse af dommen af 29. september 1959,
Politimesteren henviste som begrundelse for at nægte politiets bistand til opretholdelse af fogedforbudet af 24. marts 1960 til, at den ved forbudet pålagte undladelsespligt oprindelig er fastslået ved dommen af 29. december 1959, og at det herefter må følge af retsplejelovens § 499, stk. 2, at politiet i hvert fald først kan være pligtig at yde domhaveren bistand, når der er afsagt straffedom over domfældte. Politimesteren anførte i øvrigt, at undladelsespligten i det foreliggende tilfælde formentlig kun kunne gennemtvinges ved, at domfældte blev udsat af sin bolig. Efter politimesterens opfattelse indeholdt retsplejelovens § 499, stk. 2, ikke tilstrækkelig hjemmel til, at politiet kunne iværksætte en egentlig udsættelsesforretning uden fogedens medvirken.
Dommeren bemærkede, at der ikke blev tale om udsættelse eller fjernelse af domfældte eller dennes ejendele, idet han stadig havde en ejers fulde rådighed over ejendommen, alene med den begrænsning, at han ikke i vinterhalvåret måtte benytte den til beboelse, og denne rene undladelsespligt kunne ikke gennemtvinges, hverken ved umiddelbar fogedforretning eller ved at gå frem efter reglerne i retsplejelovens kap. 46.
Justitsministeriet indhentede erklæringer fra Foreningen af politimestre i Danmark og Den danske Dommerforening om sagen.
Politimesterforeningen udtalte bl.a., at politiet i medfør af retsplejelovens § 650, stk. 2, må have pligt til, når det er praktisk muligt at medvirke til et fogedforbuds opretholdelse, uanset om der er afsagt dom i sagen tidligere. Der forekommer imidlertid forbud, til hvis håndhævelse politiet ikke kan yde bistand, f.eks. forbud mod at benytte anden mands navn. I det foreliggende tilfælde kunne politiet ikke håndhæve forbudet ved at fjerne den pågældende fra ejendommen, heller ikke i vinterhalvåret, da ejendommen var hans, og han havde lov til at komme der hele året. Han måtte blot ikke i vinterhalvåret benytte huset til beboelse, hvorved i praksis forstås til overnatning, og politiet havde ikke nogen praktisk mulighed for at hindre overnatning. Man kunne således ikke fjerne bohave (seng, sofa, køkkentøj), som ejeren har lov til at have i huset til benyttelse om sommeren og under dagophold om vinteren, og det lader sig i øvrigt heller ikke gøre at fastslå en »nattetid«, hvor han ikke måtte være i huset i vinterhalvåret.
Den danske Dommerforening erklærede sig enig med politimesterforeningen i, at politiet i tilfælde, hvor der af fogeden er nedlagt forbud, i medfør af retsplejelovens § 650, stk. 2, har pligt til direkte at yde forbudsrekvirenten bistand til forbudets opretholdelse, men at der kan foreligge tilfælde, hvor det på grund af sagens beskaffenhed er praktisk umuligt for politiet at opfylde bistandspligten, hvilket i øvrigt også vil kunne gælde bistandspligten efter retsplejelovens § 499, stk. 2. Rekvirenten må i så fald være henvist til at gå frem efter retsplejelovens § 650, stk. 1, eller § 499, stk. 1.
Justitsministeriet udtalte i skrivelse af 18. april 1961, at man kunne henholde sig til de af Foreningen af politimestre i Danmark og Den danske Dommerforening afgivne udtalelser. Man tilføjede, at man under hensyn til beskaffenheden af den ved dommen af 29. december 1959 og fogedkendelsen af 24. marts 1960 fastslåede forpligtelse ikke fandt grundlag for at pålægge politiet at efterkomme klagerens anmodning om bistand.