Cirkulære om Haagercivilkonventionen af 1. marts 1954.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om Haagercivilkonventionen af 1. marts 1954.
Vedlagt fremsendes nogle eksemplarer af udenrigsministeriets bekendtgørelse af 7. juni 1960 vedrørende den i Haag den 1. marts 1954 vedtagne konvention angående civilprocessen, (Lovtidende C nr. 33).
Konventionen er indtil nu foruden af Danmark ratificeret af Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg, Norge, Schweiz, Sverige, Forbundsrepublikken Tyskland samt Østrig.
I forholdet mellem de stater, der har ratificeret konventionen, træder denne i stedet for Haagercivilproceskonventionen af 17. juli 1905, jfr. konventionens art. 29. Iøvrigt forbliver konventionen af 1905 i kraft, og de i henhold til denne konvention indgåede særaftaler er gældende i samme omfang som hidtil.
Konventionen har i det væsentlige samme indhold som konventionen af 1905. Man henleder dog opmærksomheden på følgende ændringer
1) I medfør af art. 3, stk. 1, skal en anmodning om forkyndelse være ledsaget af 2 eksemplarer af det dokument, der skal forkyndes. En sådan regel findes ikke i konventionen af 1905, men den omhandlede fremgangsmåde er i vidt omfang blevet fulgt i praksis.
2) I art. 19, stk. 4, er indsat en bestemmelse om, at udgifter til bekræftelse, oversættelse og legalisering af retsafgørelser, hvorved det er pålagt en sagsøger eller intervenient at betale sagsomkostninger i tilfælde, hvor han har været fritaget for at stille sikkerhed i henhold til art. 17, anses som sagsomkostninger. Det påhviler den myndighed, der afgør, hvorvidt sagsomkostningerne kan eksekveres, på begæring af vedkommende part at fastsætte, med hvilke beløb de nævnte udgifter til bekræftelse m.v. kan beregnes.
3) Ifølge art. 20, stk 2, gælder den nye konventions regler om gratis retshjælp også retshjælp i administrative anliggender.
4) I den nye konventions art. 22, stk. 2, i slutningen, findes en bestemmelse om, at den myndighed, der træffer afgørelse vedrørende gratis retshjælp, kan indhente supplerende oplysninger for at få sagen tilstrækkelig oplyst.
5) I art. 23 er indsat en ny bestemmelse om, at andragender om gratis retshjælp kan fremsendes gennem konsulære repræsentanter. Samtidig gøres bestemmelserne i art. 9, stk. 2, 3 og 4 samt i art. 10 og 12 om fremgangsmåden ved fremsendelse af retsanmodninger anvendelige på andragender om gratis retshjælp.
6) Ifølge art. 24, der træder i stedet for art. 23 i konventionen af 1905, skal udgifter ved foretagelse af forkyndelse i en sag, hvori der er tilstået gratis retshjælp, ikke kunne kræves refunderet hos den stat, der har fremsat begæringen. Det samme gælder med hensyn til retsanmodninger, bortset fra godtgørelse til sagkyndige.
Danmarks ratifikation af konventionen er sket med forbehold om, at Danmark modsætter sig direkte forkyndelse og besørgelse af retsanmodninger i henhold til art. 6 og 15 ved fremmede diplomatiske eller konsulære repræsentanter. Dette forbehold har dog ingen indflydelse på den mellem Danmark og Sverige ved deklaration af 12. marts 1912 trufne overenskomst om ret for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage forkyndelser.
Om fremgangsmåden ved fremsættelse af anmodninger i henhold til Haagercivilproceskonventionerne henvises til justitsministeriets bekendtgørelse nr. 167 af 20. maj 1932, der finder tilsvarende anvendelse i forhold til de stater, der har ratificeret konventionen af 1954, dog med de af denne følgende ændringer.
Med hensyn til indbyrdes retshjælp mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland og mellem Danmark, Norge og Sverige henvises i øvrigt til justitsministeriets cirkulærer nr. 27 af 3. marts 1955 og nr. 160 af 14. november 1958.
Justitsministeriet, den 14. november 1960.
P.M.V. Vilhelm Boas.
/P. Christensen.
(Til domstolene, overpræsidenten i København, rigsombudsmanden på
Færøerne og amtmændene).
Ingen