Legislator Case Law & Legislation
C19600021860 DK

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Frankrig den 8. februar 1957 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1960 218 Valid

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Frankrig den 8. februar 1957 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

I. Overenskomstens ikrafttrædelse, dens område og almindelige

principper.

Ved den mellem Danmark og Frankrig den 8. februar 1957 afsluttede

overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v., jfr.

udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 36 (Lovtid. C.) af 27. juni

1958 og finansministeriets meddelelse af 7. juni 1958, er der

fastsat en række bestemmelser, der i tilfælde, hvor en

skattepligtig ville blive udsat for en dobbeltbeskatning på grund

af sammenstødende skattekrav fra dansk og fransk side, medfører

afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn

til indkomst og formuebeskatningen.

Overenskomsten, der trådte i kraft i 1958, kommer for Danmarks

vedkommende første gang til anvendelse ved beskatning af indtægter,

der hidrører fra kalenderåret 1958 eller for regnskabsår, der

afsluttes i løbet af dette kalenderår, og for så vidt angår

formueskat ved beskatning af formuen pr. 31. december 1958 eller

den sidste dag i regnskabsår, der afsluttes i løbet af

ikrafttrædelsesåret, jfr. art. 27. Dette vil sige, at

overenskomsten i alle tilfælde har virkning for skatteåret 1959-60.

For skatteydere, der har afsluttet deres regnskab så tidligt i året

1958, at dette regnskab har kunnet lægges til grund for ansættelsen

for skatteåret 1958-59, vil overenskomsten dog få virkning allerede

for dette skatteår.

Overenskomsten finder uanset statsborgerforhold anvendelse på alle

skattepligtige, der er hjemmehørende enten i Danmark eller i

Frankrig, samt på aktieselskaber og andre sammenslutninger, der har

hjemsted i en af de to stater. Det er således en forudsætning for

overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det

pågældende selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i

mindst et af de to lande.

For Danmarks vedkommende omfatter overenskomsten (jfr. art. 1 (1))

indkomst- og formueskatter til staten og kommunal indkomstskat

(herunder kirkeskat).

I henhold til art. 1 (2) finder overenskomsten endvidere anvendelse

på alle andre skatter og afgifter af lignende karakter, som efter

overenskomstens underskrivelse måtte blive pålagt af en af staterne

eller i et område, til hvilket overenskomsten måtte være blevet

udvidet. Overenskomsten finder herefter anvendelse på

folkepensionsbidraget, sømandsskatten og den særlige indkomstskat.

Der er ikke til overenskomsten knyttet nogen slutprotokol. Alle

definitioner m.v. er medtaget i selve overenskomstens tekst, jfr.

art. 2.

Af definitionerne skal her fremhæves art. 2 (1), hvorefter "Danmark"

i overenskomsten betyder Kongeriget Danmark med undtagelse af

Færøerne og Grønland. Overenskomsten kan dog med de ændringer, der

anses for nødvendige af begge stater, ved noteveksling udvides til

at gælde for disse områder, såfremt der her opkræves skatter af

samme karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. art.

26.

Endvidere kan fremhæves, at udtrykket "person" ikke alene omfatter

fysiske personer, men også juridiske personer og sammenslutninger

af personer, som ikke har karakter af juridiske personer. Dette

sidste udtryk har dog ikke selvstændig betydning for Danmarks

vedkommende.

Det bemærkes, at der ved "kompetent myndighed" eller "kompetente

myndigheder" i overenskomsten for Danmarks vedkommende forstås

finansministeren eller hans behørigt befuldmægtigede repræsentant

og for Frankrigs vedkommende generaldirektøren for skattevæsenet

eller hans behørigt befuldmægtigede repræsentant.

Overenskomsten går ud fra det synspunkt, at dobbeltbeskatning

foreligger, når en skattepligtig beskattes i begge lande af

indkomst eller formue fra samme kilde.

Det fastslås i art. 19 (1) som et almindeligt princip, at indtægter,

som i henhold til overenskomsten er skattepligtige i en af

staterne, ikke kan beskattes i den anden stat, heller ikke i form

af beskatning ved kilden (jfr. dog nærmere nedenfor vedrørende art.

8 og 9).

Overenskomsten må forstås således, at det land, der har givet afkald

på sin beskatningsret, er afskåret fra beskatning, uden hensyn til,

om det land, der har fået tillagt beskatningsretten, faktisk udøver

denne. Hvor Danmark har givet afkald på beskatning, kan der derfor

ikke kræves dokumentation for fransk beskatning som betingelse for

tilståelse af skattefrihed. Godtgør den pågældende skatteyder, at

han har haft en indkomst fra Frankrig, og er denne indkomst

skattefri her efter overenskomsten, skal der på dette grundlag

tilstås skattefrihed. Med hensyn til fritagelse for fransk

kildeskat, jfr. art. 8 og 9, er det dog en betingelse, at den

pågældende skatteyder dokumenterer, at han har domicil i Danmark og

kontrolleres af skattemyndighederne her.

De i overenskomsten indeholdte regler falder i øvrigt i tre

hovedgrupper: 1. regler om undgåelse af dobbeltbeskatning, 2.

regler, der skal tilsikre ensartet skattemæssig behandling af

skatteyderne i de to lande og 3. regler om udveksling af

oplysninger af skattemæssig karakter og om gensidig bistand med

hensyn til opkrævning af skatter m.v.

Reglerne til undgåelse af dobbeltbeskatning kan opdeles i to afsnit,

nemlig dels regler til løsning af den konflikt, der opstår, når en

person eller et selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt

i begge de kontraherende lande, og begge lande derfor med hjemmel i

deres interne lovgivning gør krav på at beskatte den pågældende af

hele hans indkomst og formue uanset, hvorfra indkomsten og formuen

hidrører (art. 2 (4)), og dels regler til løsning af konflikten

mellem den beskatningsret, som kan tilkomme det land, hvorfra en

indkomst hidrører eller en formue er placeret (kildelandet), og det

land, hvor den pågældende skatteyder er bosat eller har hjemsted,

og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt

(bopælslandet) (art. 3-20 incl. og 22).

Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde.

Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge

lande, må det først efter de i art. 2 (4) givne regler søges

fastslået, hvilket af de to lande der skal have ret til at beskatte

den pågældende som der bosat. Når dette er gjort, må det ved hjælp

af reglerne i art. 3-20 og 22 bestemmes, om bopælslandet skal give

afkald på at beskatte visse indkomst- eller formuearter.

Som regel vil der dog kun blive tale om at anvende de sidstnævnte

regler, idet der formentlig kun sjældent vil opstå tilfælde, hvor

betingelserne for fuld skattepligt opfyldes i begge stater.

Hvor Danmark i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser

giver afkald på en beskatningsret, som dets interne lovgivning

hjemler, indeholder bestemmelsen i art. 19 (2) hjemmel til at

beregne skatterne efter satser svarende til den skattepligtiges

samlede indkomst og formue. I henhold til finansministerens

resolution skal denne adgang til at benytte den højere skattesats

anvendes ved skatteligningen her i landet. Som det fremgår af

bestemmelsen, kan også kildestaten ved skatteberegningen medregne

indkomster, der ifølge overenskomsten skal beskattes i

bopælsstaten, men denne bestemmelse er uden betydning for Danmarks

vedkommende, fordi Danmark som kildeland kun kan beskatte

indtægter, der allerede ifølge overenskomsten skal beskattes i

kildelandet.

Overenskomsten søger i øvrigt bortset fra reglerne i art. 2 (4) om de

tilfælde, hvor begge lande gør krav på at betragte en skatteyder

som fuldt skattepligtig, dobbeltbeskatning afbødet på den måde, at

det land, der giver afkald på skat, ved skatteansættelsen skal

bortse fra den indkomst og formue, som det har givet afkald på at

beskatte.

Sådan indkomst og formue kan derfor kun medtages ved fastsættelsen af

den skattesats, der skal anvendes ved skatternes beregning, men må

ikke medregnes til den skattepligtige indkomst eller formue.

Angående den nærmere fremgangsmåde skal man i øvrigt henvise til

afsnit IV i skattedepartementets vejledning af 23. februar 1939 til

den dansk-tyske aftale af 16. december 1938 og til afsnit I i

skattedepartementets vejledning nr. 20 af 18. februar 1954 til den

dansk-svenske overenskomst af 27. oktober 1953.

For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Frankrig bliver der

herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om

nedslag i dansk skat erlagt i udlandet.

I det følgende vil først reglerne om indkomstbeskatningen blive

gennemgået, medens der i afsnit V gøres nogle særlige bemærkninger

om formuebeskatningen.

II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af

dobbeltbeskatning.

A. Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt

foreligger i begge lande.

(Art. 2 (4)).

Har en person en sådan tilknytning til begge lande, at han opfylder

betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, altså i begge

lande er skattepligtig af hele sin indkomst og formue, må det

afgøres, hvilket af de to lande der skal lade sin ret til at

betragte den pågældende som fuldt skattepligtig vige.

For fysiske personer fastslår art. 2 (4) den hovedregel, at det land,

hvor der er en fast bopæl, har prioriteten, idet fast bopæl forstås

som centrum for den pågældendes livsinteresser, d.v.s. det sted,

med hvilket han har de stærkeste personlige forbindelser. Er der

herefter fast bopæl i det ene land og en løsere tilknytning til det

andet land - for Danmarks vedkommende f.eks. ligningslovsophold -

tilkommer retten til at betragte den pågældende skatteyder som

fuldt skattepligtig det land, hvor bopælen haves. Det afgørende

for, hvor den skattepligtige må anses for at have bopæl, vil være

hans rent personlige forhold, f.eks. hvor hustru og børn opholder

sig, hvor børnene går i skole o.s.v. Økonomisk tilknytning spiller

ingen rolle i denne forbindelse. En person, der har bopæl i begge

lande, kan have hele sin indkomst fra det ene land og dog være at

anse for fuldt skattepligtig i det andet land, dersom han har den

stærkeste personlige tilknytning til dette land.

Kan spørgsmålet om, hvilket land der skal have beskatningsretten,

ikke afgøres på grundlag af den pågældende skatteyders

bopælsforhold, får det land, hvor den pågældende har sædvanligt

ophold, fortrinsretten. I tilfælde af, at en skatteyder har ophold

af lige lang varighed i begge de to stater, tilkommer

beskatningsretten det land, hvor den pågældende er statsborger. Er

han ikke statsborger i noget af landene, eller er han statsborger i

begge lande, må der træffes aftale mellem de højeste administrative

myndigheder i de to lande. I så fald må sagen derfor forelægges

skattedepartementet.

Hvor en juridisk person skal anses for fuldt skattepligtig, afgøres i

henhold til skattelovgivningen i hver af de to stater, hvilket for

dansk rets vedkommende vil sige efter bestemmelsen i

aktieselskabslovens § 49. Foreligger der herefter fuld skattepligt

i begge stater, skal sædet for den virkelige ledelse være

afgørende. Bestemmelsen om, at skattepligten for

personsammenslutninger afgøres efter samme regler som juridiske

personer, tager sigte på specielle franske forhold.

B. Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt

mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.

Bopælslandets beskatningsret. I art. 18 fastslås det som hovedreglen,

at beskatningsretten tilkommer det land, hvor den pågældende

skatteyder har bopæl eller hjemsted (sit skatteretlige domicil),

d.v.s. det land, der har ret til at betragte den pågældende som

fuldt skattepligtig. Er der ikke i overenskomsten fastsat andet,

skal kildelandet derfor give afkald på sin beskatningsret til

fordel for bopæls- eller hjemstedslandet (domicillandet).

Indkomst af fast ejendom, herunder fortjeneste ved

landbrugsvirksomhed eller skovdrift, beskattes ifølge art. 3 i det

land, hvor den faste ejendom er beliggende.

Bestemmelsen i art. 3 gælder også for faste ejendomme tilhørende

erhvervsvirksomheder af enhver art og skibs- og

luftfartsvirksomheder, uanset de for disse virksomheder i øvrigt

gældende særregler, jfr. herved art. 4 og 6.

Royalty, der erlægges for brugen af fast ejendom eller udnyttelsen af

miner, stenbrud eller andre naturkilder, skal ifølge art. 10 (1)

alene beskattes i den stat, hvor den faste ejendom, minen,

stenbruddet eller naturkilden er beliggende.

Anden royalty, herunder indtægter vedrørende udleje af film,

beskattes ifølge art. 10 (2) og (3) i den af staterne, hvor

modtageren er bosat, og denne regel gælder således med hensyn til

indkomst ved salg eller overladelse af rettigheder til udnyttelse

af forfatter-, komponist- og kunstnerrettigheder samt af

erhvervsmæssige ophavsrettigheder (rettigheder til patenter,

varemærker, hemmelige metoder og formler). Indkomst af rettigheder

af denne art tilhørende et fast driftssted beskattes dog i

overensstemmelse med bestemmelsen i art. 4 i den stat, hvor det

faste driftssted er beliggende. Regler om beskatning af royalty af

denne art gælder kun den del af denne, som svarer til den reelle og

normale værdi af de rettigheder, for hvilke den betales, medens den

eventuelt overskydende værdi beskattes i overensstemmelse med de

efter arten af den pågældende indkomst gældende regler.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på den den 17. september

1959 indgåede aftale mellem Danmark og Frankrig om danske

opfinderes fritagelse for fransk omsætningsafgift af

enerettigheder, der udnyttes i Frankrig.

Indkomst af mine-, handels- eller finansvirksomhed beskattes ifølge

art. 4 kun i den stat, hvor foretagendet har fast driftssted. Hvis

foretagendet udøver virksomhed fra faste driftssteder i begge

stater, må hver af staterne kun beskatte den indkomst, der

erhverves gennem det driftssted, der er beliggende indenfor dets

eget område.

I art. 4 (3) og (4) fastsættes de nærmere retningslinier vedrørende

fordelingen af beskatningsretten mellem hovedvirksomheden og det

faste driftssted og mellem flere faste driftssteder, og det

fremhæves, at en passende del af hovedsædets generalomkostninger

skal kunne fradrages i de forskellige driftssteders driftsoverskud.

I givet fald må de øverste kompetente myndigheder træffe aftale om

fastsættelsen af beskatningsgrundlaget. Sådanne spørgsmål må derfor

indbringes for skattedepartementet.

Med hensyn til, hvad der skal forstås ved fast driftssted, henvises

til bestemmelserne i art. 2 (3). I denne forbindelse må dog særlig

nævnes reglen i art. 2 (3) d, hvor det for så vidt angår

forsikringsforetagender bestemmes, at den omstændighed, at sådanne

foretagender i en af staterne har en repræsentant, som er godkendt

af myndighederne i denne stat, eller er bemyndiget til at meddele

kvittering for modtagelsen af præmier, bevirker, at de anses for at

have et fast driftssted i det pågældende land. Baggrunden for denne

bestemmelse er, at ethvert forsikringsselskab, der vil drive

virksomhed i Frankrig, ifølge fransk lovgivning skal have en

autoriseret repræsentant der. Denne bliver af de franske

skattemyndigheder, uagtet han ikke er udstyret med fuldmagt til at

forpligte selskabet, betragtet som et fast driftssted for

selskabet, således at dette altid bliver undergivet beskatning i

Frankrig, og ved art. 2 (3) d er denne praksis opretholdt i forhold

til Danmark.

Ved en noteveksling i forbindelse med overenskomstens underskrivelse

er det imidlertid aftalt, at bestemmelsen ikke betyder, at et

foretagende beliggende i et af de to lande, der har en

repræsentant, som er godkendt af myndighederne i det andet land,

alene af denne grund skal anses for at have fast driftssted i dette

land. Bestemmelsen skal forstås således, at den blotte nærværelse

af en godkendt repræsentant kan betegne et fast driftssteds

eksistens, selv når denne repræsentant ikke juridisk og faktisk er

i stand til at forhandle om og afslutte kontrakter på foretagendets

vegne. I et sådant tilfælde er det imidlertid nødvendigt, at

repræsentanten ikke indskrænker sig til at udøve en administrativ

funktion, men at han driver en virksomhed, der under hensyn til

dens natur og dens størrelse er tilstrækkelig til, at man kan anse

foretagendet for gennem vedkommende repræsentant at drive en normal

handelsvirksomhed i det andet land.

Ifølge aftale med de franske finansmyndigheder har bestemmelsen i

art. 2 (3) d allerede virkning fra den 1. januar 1957 at regne.

Ifølge art. 5 skal, når et foretagende i en af staterne på grund af

sin deltagelse i ledelse eller kapital i et foretagenede i den

anden stat overfor sidstnævnte foretagende i deres kommercielle

eller finansielle forbindelser fastsætter eller pålægger vilkår,

som afviger fra dem, som ville være blevet fastsat i forhold til et

uafhængigt foretagende, enhver fortjeneste, som et af disse

foretagenders regnskaber normalt skulle udvise, men som på den

anførte måde er overført til det andet foretagende, medregnes til

det førstnævnte foretagendes skattepligtige indkomst.

Indkomst ved udøvelse af skibs- og luftfartsvirksomhed beskattes

ifølge art. 6 i det land, hvor en sådan virksomhed har domicil,

uanset om den har et fast driftssted i den anden stat.

Ved denne bestemmelse suspenderes notevekslingen af 28. februar 1930

om beskatningen af skibsfartsvirksomheder.

Art. 8 giver den regel, at indkomst af rørlig kapitalformue beskattes

i bopælslandet. Det fremgår af bestemmelsen, at Frankrig har

frafaldet kildeskat (den såkaldte "taxe proportionelle") af udbytte

af aktier, obligationer m.v., der ejes af i Danmark bosatte

personer eller selskaber. Afkaldet får, som det fremgår af

finansministeriets meddelelse af 7. juni 1958, virkning for

indtægter, for hvilke forfaldstiden indtrådte den 1. juni 1958

eller senere.

For at opnå sådan fritagelse skal herboende personer og selskaber,

forinden udbyttet udbetales eller hæves, indgive et af danske

skattemyndigheder attesteret andragende herom til vedkommende

franske selskab. Da det ikke er muligt at få erlagt kildeskat

tilbagebetalt, fortabes retten til fritagelse for betaling heraf,

såfremt andragende ikke er indgivet rettidigt. Forbeholdet med

hensyn til art. 8 og 9, der er taget i programerklæringen i art.

19, hvorefter indtægter, som er skattepligtige i en af de to

stater, ikke skal kunne beskattes i den anden stat, ejheller i form

af kildeskat, har den betydning, at Danmark ikke skal frafalde sin

beskatning, fordi den pågældende skatteyder har forsømt at befri

sig for fransk kildeskat, derved at han ikke rettidigt til Frankrig

har fremsendt erklæring om, at han er bosat i Danmark og befinder

sig under de danske skattemyndigheders kontrol. Undlader

skatteyderen at fremsende erklæringen, vil han således komme ud for

en dobbeltbeskatning.

Blanketter til brug ved andragender om fritagelse for den nævnte

kildeskat kan fås hos amtsligningsinspektoraterne (i København,

Frederiksberg og Gentofte kommuner hos vedkommende

skattedirektorat) samt i skattedepartementets 7.

ekspeditionskontor, Holbergsgade 23, København K.

Amtsligningsinspektoraternes (skattedirektoraternes) attestation

omfatter alene en erklæring om, at ejeren har bopæl i Danmark, samt

at værdipapirerne og disses afkast efter den danske

skattelovgivning er undergivet formue- og indkomstskattepligt,

medens erklæringen intet indeholder om, hvorvidt nævnte beskatning

til sin tid faktisk vil finde sted.

I art. 9 fastslås det, at heller ikke i tilfælde, hvor der foreligger

indtægt af lån, bankindskud m.v. skal kildelandet kunne beskatte,

men beskatningsretten skal tilkomme det land, hvor fordringshaveren

har bopæl. Skulle et af de to lande have eller indføre skat ved

kilden på sådanne indtægter, skal kildeskatten frafaldes i

overensstemmelse med bestemmelserne i art. 8.

Løn, honorarer og andre lignende vederlag beskattes efter art. 14 (1)

som hovedregel i den stat, hvor den personlige virksomhed, der

betinger vederlaget, er udøvet. En herboende person, der har

lønindtægter ved arbejde udført i Frankrig, kan således som

hovedregel ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn.

Fra denne hovedregel gælder dog flere undtagelser

1. Løn m.v., som udbetales af stat, amter, kommuner eller andre

offentligretlige juridiske personer for tjeneste- eller

arbejdsydelser, beskattes i henhold til art. 12 i udbetalingslandet

(kildelandet) uden hensyn til, hvor de pågældende tjeneste- eller

arbejdsydelser er præsteret.

2. Løn m.v. beskattes i henhold til art. 14 (2), jfr. art. 18, i

modtagerens bopælsstat, såfremt den pågældende er ansat i og får

sin løn udbetalt af et foretagende i en af staterne og under

udførelse af et midlertidigt arbejde i den anden stat kun opholder

sig der i mindre end 12 måneder.

Denne bestemmelse vil være at praktisere således, at en i Frankrig

bosat person, der under ophold her i landet udøver personlige

tjenesteydelser under de angivne betingelser, fritages for

ansættelse i henhold til ligningslovens § 2, såfremt han ved et

skattekvartals begyndelse ikke har opholdt sig her i landet over et

år. Overstiger opholdet 1 år, ansættes han til statsskat på

sædvanlig måde, og Danmark kan da kræve skat af det samlede

vederlag, som den pågældende har modtaget for den virksomhed, som

han siden arbejdets påbegyndelse har udøvet i Danmark.

3. Tantieme, mødegodtgørelse og andet vederlag til medlemmer af

bestyrelser og repræsentantskaber i aktieselskaber beskattes ifølge

art. 11 i den stat, hvor selskabet har sit skatteretlige domicil.

Dette vil sige, at en herboende person, der oppebærer

bestyrelseshonorarer fra franske aktieselskaber, ikke kan beskattes

af disse honorarer her i landet.

4. Vederlag for undervisning, som professorer, lærere og lignende fra

en af de to stater oppebærer for undervisning ved en læreanstalt i

den anden stat i en opholdsperiode af højst 2 år, er fritaget for

skat i denne stat. Reglen er således en undtagelse fra reglen om,

at lønninger beskattes i det land, hvor arbejdet udføres. Den

nævnte 2 års frist begynder at løbe straks fra den pågældendes

ankomst.

Søfolk og andre personer, der gør tjeneste ombord på skibe eller

luftfartøjer, betragtes i henhold til en i medfør af art. 25 (2)

mellem skattedepartementet og det franske finansministerium truffet

aftale som havende udøvet deres virksomhed i den af de to stater,

hvori den virkelige ledelse for den virksomhed, hvori de er ansat,

befinder sig.

Personer, der gør tjeneste i danske rederier, er således

skattepligtige her.

Indtægt ved udøvelse af liberalt erhverv, f.eks. virksomhed som læge,

sagfører, ingeniør, arkitekt, videnskabsmand, kunstner m.v.

beskattes ifølge art. 15 i den stat, hvor den personlige

virksomhed udøves. Der gælder således her for så vidt samme regel

som for lønindtægt, men i art. 15 (2) bestemmes, at personlig

virksomhed kun anses for udøvet i en stat, såfremt den har et fast

tilknytningspunkt der.

Dette betyder, at indkomst ved liberalt erhverv kun kan beskattes i

det land, hvor udøveren ikke er bosat, såfremt der der opretholdes

et fast midtpunkt for virksomheden. Der forstås herved et fast

sted, hvor den pågældende kan komme i forbindelse med sin

kundekreds, og hvor kunderne ved, at de kan henvende sig for at

komme i kontakt med den pågældende. En fransk læge, der har

patienter i Danmark, og som har et konsultationslokale, hvor

patienterne kan henvende sig, vil således falde ind under

bestemmelsen. Derimod er det ikke tilstrækkeligt, at han har

patienter, som han besøger privat. En skuespiller eller sanger, der

har lejet en sal for at optræde, falder ikke ind under

bestemmelsen. Har de pågældende elever, der kan henvende sig i et

af dem lejet lokale, vil de derimod falde ind under bestemmelsen.

Pensioner beskattes, såfremt de er offentlige, det vil sige udbetales

af stat, kommuner eller andre offentligretlige juridiske personer,

i det land, hvorfra udbetalingen finder sted (kildestaten), jfr.

art. 12. Såfremt de er private, beskattes de derimod i modtagerens

bopælsstat, jfr. art. 13.

Studerende og uddannelsessøgende fra en af de to stater, som

udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den

anden stat, skal, jfr. art. 17, ikke beskattes i opholdsstaten af

understøttelse, som de modtager fra udlandet. En franskmand, der

f.eks. studerer her i landet, og som udelukkende lever af beløb,

han får tilsendt fra udlandet, skal således ikke beskattes her i

landet af disse indtægter. Har han derimod personlige

formueindtægter eller indtægt ved arbejde her i landet, skal han

beskattes her af sådan indtægt og ligeledes af eventuelle fra

Danmark flydende legatbeløb eller underholdsydelser.

Ifølge art. 22 finder dansk lovgivnings bestemmelser om beskatning af

uafsluttede dødsboer ikke anvendelse, for så vidt arvingerne i

kraft af overenskomstens regler beskattes direkte i Frankrig af

indtægter eller formue, hidrørende fra boet.

III. Beskatning ved til- og fraflytning.

Ifølge art. 19 (1), 2. punktum, er en person, som har sin bopæl i en

af de to stater og tager bopæl i den anden stat, for så vidt angår

indtægter, for hvilke bopælen i henhold til overenskomsten er

afgørende for beskatningsretten, skattepligtig i fraflytningsstaten

af den del af disse indtægter, som han har erhvervet eller opnået

inden bopælforlægningen, og i tilflytningsstaten af den del af

indtægterne, som han har erhvervet eller opnået efter tidspunktet

for bopælsforlægningen.

a) Ved flytning fra Danmark til Frankrig ophører skattepligten i

Danmark efter vore interne regler med udgangen af det kvartal, i

hvilket flytningen er afsluttet. Opgiver herefter en person sin

bopæl i Danmark f.eks. den 20. juli, skal de skatter, der vedrører

tiden fra den 1. oktober og skatteåret ud, føres til afgang, medens

de skatter, der vedrører tiden fra skatteårets begyndelse og til 1.

oktober, skal betales.

b) Ved flytning fra Frankrig til Danmark må tilflytteren

skatteansættes her i landet på sædvanlig måde fra begyndelsen af

det efter tilflytningen førstkommende kvartal af sin forventede

fremtidige indkomst i henhold til reglerne i ligningslovens § 2.

IV. Særlige bestemmelser.

I henhold til art. 25 kan en skatteyder, for hvem foranstaltninger

trufne af de to staters skattemyndigheder har medført

dobbeltbeskatning, fremsætte indsigelse herimod enten over for den

stat, hvor han har bopæl, eller over for myndighederne i den anden

stat. De kompetente myndigheder i de to stater kan søge at træffe

aftale for at få den stedfundne dobbeltbeskatning ophævet. Sager af

denne art må derfor forelægges skattedepartementet.

Endvidere bestemmes det i art. 25, at de kompetente myndigheder i de

to stater til undgåelse af dobbeltbeskatning kan træffe særlige

aftaler i tilfælde, der ikke er reguleret ved overenskomsten,

ligesom de kan træffe særlige aftaler i tilfælde, hvor der opstår

vanskeligheder eller tvivl ved fortolkningen eller anvendelsen af

overenskomsten.

Art. 21 indeholder regler, hvorefter den ene stats statsborgere

(herunder juridiske pesoner) ikke i den anden stat må underkastes

anden eller højere beskatning end den, der gælder for statsborgere

i denne stat. Således skal navnlig statsborgere i en af de to

stater, der er skattepligtige i den anden stat, under de samme

betingelser som statsborgere i denne stat nyde de fritagelser,

nedslag i beregningsgrundlaget, fradrag og skattenedsættelser, som

tilstås familieforsørgere.

V. Særlige bemærkninger om formuebeskatningen.

Ifølge art. 20 kan formueskatter kun udskrives af den stat, som

ifølge overenskomstens bestemmelser har beskatningsretten til

indtægt, som hidrører fra den pågældende formue. Det følger heraf,

at formue bestående af fast ejendom i en af de to stater alene

beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, at

formue bestående i handels- og industrivirksomheder og andre

erhvervsvirksomheder kun beskattes i den stat, inden for hvis

område foretagendet har et fast driftssted, og at formue bestående

i skibs- og luftfartsvirksomheder kun beskattes i den stat, i

hvilken virksomheden har sit domicil.

Formuebeskatningen skal således i de nævnte tilfælde følge

indkomstbeskatningen.

Iøvrigt beskattes formue kun i den stat, i hvilken den person, som

formuen tilhører, har bopæl.

VI. Reglerne om udveksling af oplysninger af skattemæssig karakter og

om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter.

Art. 23 indeholder bestemmelser om gensidig bistand ved udveksling af

oplysninger.

Reglerne går ud på, at de to stater har forpligtet sig til at

udveksle oplysninger af skattemæssig karakter, som de har til

rådighed, og som kan være til nytte i forbindelse med påligningen

og opkrævningen af de skatter, der omfattes af overenskomsten,

eller som kan bidrage til at undgå skattesvig.

Reglerne svarer indholdsmæssigt til bestemmelserne i vore

dobbeltbeskatningsoverenskomster med U.S.A. og England, men det

fastslås særlig i artiklens sidste punktum, at hvis den stat, der

modtager oplysninger, bliver opmærksom på, at de ikke stemmer med

de faktiske forhold, skal den kompetente myndighed i denne stat,

såfremt den skønner, at en sådan forholdsregel er mulig og er af

interesse for den anden stat, snarest muligt tilbagesende de

modtagne dokumenter til den kompetente myndighed i den anden stat

med angivelse af grundene til tilbagesendelsen eller gøre den

bekendt med de kendsgerninger, som måtte være konstateret

desangående.

Ifølge art. 23, næstsidste stk., skal udvekslinger af oplysninger

finde sted ex officio eller efter begæring i det enkelte tilfælde,

og der er indgået en aftale mellem Danmark og Frankrig om de

dokumenter og oplysninger, der skal udveksles ex officio inden for

rammerne af den gensidige administrative bistand.

Ifølge art. 24 forpligter de to stater sig til at yde hinanden hjælp

og bistand ved inddrivelsen af de skatter, som omfattes af

overenskomsten, tilligemed renter, omkostninger og tillæg til

skatterne samt bøder, som ikke har strafferetlig karakter.

For så vidt angår franske skattekrav kan det, for at de ikke skal

forældes, have betydning, at der gives skatteyderen en meddelelse

om skattekravet, selvom dette endnu ikke er endeligt fastsat. Det

er derfor i art. 24 (5) bestemt, at for så vidt angår skattekrav,

som endnu kan påklages, kan den stat, hvem kravet tilkommer, for at

sikre sine rettigheder anmode den anden stat om for skyldneren at

forkynde en stævning eller en begæring om opkrævning. Dette kan ske

i form af overlevering mod modtagelsesbevis. Indsigelser mod denne

forkyndelse kan kun fremsættes over for den kompetente myndighed i

den stat, som har fremsendt begæringen.

Iøvrigt svarer reglerne i art. 24 i det væsentlige til reglerne i den

dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel XVIII, og

det er således en betingelse for, at et skattekrav fra den ene stat

kan anerkendes som exigibelt i den anden stat, at det er endeligt

fastsat i henhold til lovgivningen i den stat, der anmoder om

bistand, og enhver henvendelse skal indeholde en attestation om, at

dette er tilfældet. Det er således en betingelse for, at et dansk

skattekrav kan inddrives i Frankrig, at fristerne for påklage er

udløbet, ligesom skattekrav, der hviler på en ansættelse, der er

påklaget til landsskatteretten (eventuelt de ordinære domstole)

ikke kan kræves inddrevet, før landsskatteretten (de ordinære

domstole) har truffet afgørelse i sagen.

Bistand skal ydes, blot et skattekrav er opstået i overensstemmelse

med den interne lovgivning i en af de to stater. Bistand skal

således ydes også for så vidt angår krav mod personer, der blot har

været begrænset skattepligtige i en af staterne, ligesom den

skattepligtiges statsborgerforhold er uden betydning for, om

bistand skal ydes. Frankrig skal f.eks. hos en fransk statsborger

bosat i Frankrig inddrive dansk skat pålignet på grundlag af

indkomst ved drift af en fast ejendom i Danmark.

Det er aftalt, at bistand til inddrivelse af skattekrav kun skal

kunne begæres, hvis det fremsatte krav for en given skattepligtig

overstiger henholdsvis 60 n. frcs. og 125 d.kr.

VII. Overenskomstens praktisering.

Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve

skatteligningen. For så vidt angår skatteårene 1958-59, 1959-60 og

1960-61, vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger

er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, blive

spørgsmål om genoptagelse af de pågældende ansættelser, respektive

skatteberegninger. For så vidt begæring om regulering af

skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i

overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er

fremsat eller fremsættes af vedkommende skattepligtige inden den 1.

januar 1961, bemyndiges skatterådene herved til at genoptage

vedkommende ansættelser, respektive skatteberegninger, til fornyet

behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens

ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte

tidspunkt, vil bemyndigelse til ansættelsens genoptagelse være at

indhente på sædvanlig måde.

Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil være

at forelægge skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 12. oktober 1960.

Hans P. Gøtrik.

/B. Blume.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →