Cirkulærskrivelse om censurering af skoleblade (Til rektorerne for samtlige gymnasieskoler.)

Cirkulærskrivelse om censurering af skoleblade

(Til rektorerne for samtlige gymnasieskoler.)

Undervisningsministeriet har under d.d. tilskrevet Folketingets ombudsmand således

»I skrivelse af 20. december 1958 (j. nr. 166.58) har hr. ombudsmanden meddelt ministeriet ordlyden af en skrivelse af samme dato til Dansk Skolebladsråd, idet De samtidig bl.a. har henstillet til ministeriet at overveje spørgsmålet om eventuel udstedelse af direktiver til rektorerne vedrørende udøvelsen af censur af skoleblade.

I denne anledning skal man med henvisning til den i afskrift vedlagte erklæring fra Statsskolernes Rektorforening og De kommunale Gymnasieskolers Rektorforening udtale, at ministeriet ligesom rektorforeningerne er enigt med hr. ombudsmanden i Deres bemærkninger om den pædagogiske side af sagen, samt at man til vejledning for rektorerne har gjort disse bekendt med Deres skrivelse og ministeriets tilslutning til de nævnte bemærkninger. Da løsningen af de problemer, der rejser sig i forbindelse med spørgsmålet om uddeling af skoleblade, ikke er væsensforskellig fra rektorembedets andre pædagogiske opgaver, har ministeriet derimod ikke fundet det hensigtsmæssigt at udsende noget særligt direktiv om forholdet. Det bemærkes i denne forbindelse, at den ved gymnasieskolerne rådende frihed i pædagogiske spørgsmål bl.a. viser sig ved, at ministeriet aldrig har udsendt direktiver til rektorerne med hensyn til forholdsregler til opretholdelse af ro og orden på skolerne.

Man vedlægger desuden afskrift af en af undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne afgiven udtalelse, hvis bemærkninger om, at en rektor ikke blot af ordenshensyn kan forbyde omdeling af et skrift på skolen, men også kan nægte et skrift retten til udadtil at fremtræde som organ for skolen eller dens elever, ministeriet kan tiltræde.«

Hvilken herved meddeles til orientering, idet man til orientering fremsender afskrift af ombudsmandens skrivelse af 20. december 1958 til ministeriet.

Afskrift.

Folketingets Ombudsmand,

Christiansborg.

København K, den 20. december 1958.

Undervisningsministeriet.

I dag har jeg tilskrevet Dansk Skolebladsråd v. Finn Nielsen,

Pantervej 1, Valby, således

»I skrivelse af 17. marts 1958 har Dansk Skolebladsråd anmodet mig om at undersøge, hvorvidt det er berettiget, at der på visse skoler udøves censur over for skoleblade. Skolebladsrådet har på grundlag af indhentede oplysninger fra de enkelte skolebladsredaktioner oplyst, at ca. halvdelen af skolebladene, inden de blive udgivet, er blevet censureret af vedkommende rektor eller en af denne udpeget lærer. Endvidere har rådet oplyst, at censuren udøves på forskellig måde, f.eks. således at redaktøren efter at have indleveret et udkast til rektor kun modtager en del tilbage, uden at der gives nogen forklaring på, hvorfor den resterende del er udgået. Denne for for censur er efter rådets opfattelse meget generende. Andre steder taler rektor med redaktøren og påpegede eventuelle fejl, idet han dog stiller redaktøren helt frit med hensyn til om denne, uanset de påviste fejl, vil trykke det pågældende stof. Endelig er det anført, at enkelte skolebladsredaktører er glade for censuren, idet den fritager dem for et eventuelt ansvar.

Den 31. marts 1958 anmodede jeg undervisningsministeriet om en udtalelse, som jeg modtog den 10. oktober 1958 tillige med erklæringer af 28. maj 1989 fra undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne og af 5. september 1958 fra Statsskolernes Rektorforening og De kommunale Gymnasieskolers Rektorforening.

Undervisningsinspektøren har anført, at han må gå ud fra, at bestemmelsen i grundlovens § 77 om forbud mod censur principielt må gælde skoleblade, endog i tilfælde hvor en skolebladsredaktør måtte være under 15 år og således ifølge straffelovens § 15 ikke strafferetligt kan dragestil ansvar for sine handlinger. På den anden side er det givet, at trykkefriheden ikke kan være ganske uhæmmet, men at rektorerne som de ansvarlige for skolens drift og opretholdelsen af ro og orden i arbejdet må have visse midler til at forhindre, at disse hensyn ikke krænkes ved skolebladsvirksomhed. Undervisningsinspektøren er derfor af den opfattelse, at det ikke kan stride mod trykkefrihedsbestemmelsen, at rektor gør sin tilladelse til, at skolebladet bliver distribueret m.v. på skolen, afhængig af, at han i hvert fald får et vist indseende med, hvad bladet kommer til at indeholde.

Endvidere har undervisningsinspektøren anført, at rent faktisk har sikkert de fleste rektorer et vist indseende med skolebladet og at dette næppe ret mange steder føles som en egentlig censur. Tværtimod er der gennemgående et sådant tillidsforhold mellem rektor og skolebladsredaktøren, at denne med glæde tager mod den hjælp og den lettelse i ansvaret som det er at kunne forelægge prekære artikler, som - hvis de uden videre kom i trykken - kunne være til stor skade ikke alene for skolebladsredaktøren, men også for andre. Det afgørende er efter undervisningsinspektørens opfattelse, at skolebladsvirksomheden bygger på et tillidsforhold mellem rektor og redaktøren, hvilket sikkert er i alle parters interesse.

I anledning af at det af det af Skolebladsrådet indsendte materiale fremgår, at der på et kommunalt gymnasium er et stiltiende forbud mod at skrive om politiske emne, har undervisningsinspektøren endelig bemærket, at et så generelt skriveforbud formentlig er en overskridelse af de forholdsregler, som rektor som ansvarlig for skolens ledelse og disciplin er berettiget til at træffe.

Rektorforeningerne har udtalt, at sagen ikke så meget angår spørgsmålet om censur som rektorernes ret til at afgøre, hvad der skal distribueres på skolerne. Rektorerne er ikke tilhængere af censur i grundlovens forstand, men de kan principielt ikke give afkald på at have indseende med, hvad der distribueres på skolerne. Da rektorerne er ansvarlige for opretholdelsen af ro og orden i skolens arbejde og således er de naturlige beskyttere af såvel lærere som elever mod ubetænksomme krænkelser, må foreningerne anse det for nødvendigt, at der gives rektorerne mulighed for at gribe ind, hvis en sådan krænkelse sker gennem skoleblade, udgivet af skolens elever og distribueret på skolen, ganske ligesom rektorerne må have ret til at standse forsøg fra kredse uden for skolen på at svække skolens arbejdsro.

Efter foreningernes opfattelse ville det være uheldigt, om der for disse bestræbelser fastsættes ensartede og faste retningslinier, da den enkelte rektor som hidtil bør have ret til at ordne spørgsmålet, som han skønner det mest formålstjenligt. Endelig har foreningerne udtalt, at det af Skolebladsrådet fremskaffede materiale synes at vise, at den nugældende ordning i det store og hele fungerer tilfredsstillende.

Undervisningsministeriet har anført, at rektorerne som ansvarlige for skolernes daglige drift må have ret til af ordensmæssige grunde på forhånd at godkende enhver tryksag eller andet skrift, der omdeles eller opslås på skolerne.

Ministeriet har tilføjet, at det er bekendt med den i praksis i vidt omfang fulgte fremgangsmåde, hvorefter skoleblade og andre skrifter omdeles eller opslås på skolen med vedkommende rektors stiltiende tilladelse, og således at denne tilladelse kan tilbagekaldes, såfremt det på grund af misbrug eller hensynet til opretholdelse af ordenen på skolen skønnes nødvendigt. Ministeriet har herved bemærket, at det finder denne praksis rimelig.

Den svenske justitieombudsman har i en skrivelse af 9. maj 1957 til kungl. skoløverstyrelsen redegjort for en af ham foretaget undersøgelse i anledning af, at der på en skole var givet bestemmelse om, at elever, der ønskede at udgive blade, i forvejen skulle indlevere disse til rektor til censur (»granskning«). Som begrundelse for denne bestemmelse, der senere var blevet ændret til kun at omfatte ikke-trykte skrifter, anfører den pågældende rektor, at skolens anseelse kunne blive forringet, såfremt skolebladene havde et uheldigt indhold.

Justitieombudsmannen fandt, at denne bestemmelse er uforenelig med den i den svenske trykkefrihedsforordning hjemlede trykkefrihed for så vidt angår trykte blade. Med hensyn til blade, der var fremstillet på anden måde, f.eks. stencilerede, og som ikke omfattedes af trykkefrihedsforordningen, udtalte justitieombudsmannen, at den pågældende rektor ved at udstede den givne bestemmelse havde overskredet sin kompetence til at give bestemmelser vedrørende orden og ledelse.

I § 77 i den danske grundlov af 5. juni 1953, hvis indhold bortset fra enkelte sproglige ændringer og ordene »i skrift og tale« svarer til § 91 i grundloven af 5. juni 1849, er det bestemt: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.«

I professor Matzens Statsret, 3. udg., 1899, 3. del, s. 397, udtales det, at retten ifølge den nævnte grundlovsbestemmelse kun tilkommer frie og myndige personer, således at f.eks. personer, der hensidder i varetægtsfængsel eller statsfængsel ikke skulle være berettigede til at offentliggøre deres tanker på tryk.

Professor Knud Berlin udtaler derimod i sin Statsret, 1934, 2. del, s. 430, at professor Matzens opfattelse var en uhjemlet indskrænkning af grundloven. Professor Berlin henviser dog til, at rent faktisk ville f.eks. en person, der var anbragt i et statsfængsel, ofte være afskåret fra at udøve retten til at offentliggøre sin tanker på tryk.

Professor Poul Andersen har i »Dansk Statsforfatningsret«, 1954, ds. 626, anført, at grundloven ikke er til hinder for, at der ved eller i henhold til lov etableres retlige afhængighedsforhold, i kraft af hvilke visse personer retsgyldigt kan udelukkes fra ytringsfriheden eller underkastes censur af den person eller myndighed, som træffer bestemmelse inden for afhængighedsforholdet, f.eks. indehavere af forældremyndighed, værger ved personlig umyndiggørelse, anstaltsmyndigheden i fængsler, sindsygehospitaler o.lign. Det er dog tvivlsomt, i hvilken udstrækning dette kan ske. Fra bestemmelsen om, at ytringsfrihed kun kan udøves under ansvar for domstolene, kan man ifølge Poul Andersen ikke slutte, at denne frihed ikke tilkommer personer, som på grund af alder eller sjælelig abnormitet ikke kan straffes eller ifalde erstatningsansvar. Sådanne personers misbrug af trykkefriheden må imødegås på anden måde.

Jeg skal herefter som min opfattelse udtale følgende: Censurforbundet i grundlovens § 77 kan ikke være til hinder for udøvelse af en vis forhåndskontrol med hensyn til indholdet af skoleblade, der distribueres på skolerne. Grundloven har sikkert ikke haft forhold af denne art for øje. Dens almindeligt holdte forbud mod censur har altid været opfattet som givende plads for visse modifikationer; der er således ingen tvivl om, at det ikke udelukker teater- og filmcensur, og at det med hensyn til trykte skrifter er uanvendeligt inden for institutioner, hvor særlige ordens- eller sikkerhedshensyn i øvrigt begrænser den enkeltes fulde udøvelse af grundlovens almindelige frihedsrettigheder. For skolers vedkommende kan det formentlig ikke afvises, at der kan forekomme tilfælde, hvor det af ordensmæssige og pædagogiske grunde kan være ønskeligt, at rektor (eller en repræsentant for denne) på forhånd har indseende med, hvad der af elever publiceres til omdeling på skolen.

Særlig klart forekommer det, at censurforbudet må være uanvendeligt, hvor ingen ansvarshavende over 15 år hæfter for bladets indhold. Selv om det ikke i almindelighed ubetinget kan hævdes, at tilstedeværelsen af en strafansvarlig person er en nødvendig forudsætning for censurfriheden - idet en sådan fordring ville kunne misbruges til skade for trykkefriheden, f.eks. ved påstand om, at en forfatter eller redaktør var utilregnelig - må det være naturligt at fordre en så klar og utvetydig betingelse for strafansvar som tilstedeværelse af kriminel lavalder opfyldt, jfr. grundlovens § 77:»... dog under ansvar for domstolene«.

Det tilføjes, at den endelige afgørelse af, hvorvidt censur af skoleblade er i strid med grundlovens § 77, henhører under domstolene.

Selv om jeg således ikke mener, at censuren er grundlovsstridig, er det dog et spørgsmål, om skolerne ikke af pædagogiske grunde i almindelighed bør afstå fra at censurere skoleblade, særlig gymnasieblade. Meget taler for, at der, hvor ikke særlige modgrunde gør sig gældende, gives skoleelever, der har opnået en vis modenhed, ret til uden forhåndscensur at skrive, udgive og på skolen distribuere skoleblade, under sædvanligt efterfølgende ansvar og på vilkår, at tilladelsen til omdeling på skolen er afhængig af, at bladet ikke har et anstødeligt eller for skolen skadeligt indhold. Det kan ikke afvises, at en anerkendelse af dette princip kan virke som et sundt led i opdragelsen af de unge.

Jeg har derfor fundet anledning til at henstille til undervisningsministeren at optage dette spørgsmål til nærmere overvejelse.

Under alle omstændigheder synes det klart, at rektorer, der anvender en censurordning, i tilfælde, hvor de mener at måtte gå imod et ønske om optagelse af bestemte artikler i bladet, bør tilkalde redaktøren til en samtale, hvorunder der gives ham vejledning og forklaring med hensyn til rektors bestemmelser. Ligeledes forekommer det klart, at der ikke bør udstedes almindeligt forbud mod behandling i skoleblade af politiske spørgsmål. - Også med hensyn til disse forhold har jeg fundet grundlag for at henstille til undervisningsministerens overvejelse, hvorvidt der måtte være anledning til udfærdigelse af nærmere direktiver til rektorerne.

De indsendte bilag vedlægges.'

Hvilket meddeles under henvisning til ministeriets skrivelse af 10. oktober 1958 (1. dep. 2. kt. j. 248/58), idet jeg skal henstille til ministeren at overveje, om ikke skoleelever, som har opnået en vis modenhed, når ikke særlige modgrunde gør sig gældende, bør have ret til uden forhåndscensur at skrive, udgive og på skolen distribuere skoleblade, under sædvanligt efterfølgende ansvar og på vilkår, at tilladelsen til omdeling på skolen er afhængig af, at bladet ikke har et anstødeligt eller for skolen skadeligt indhold.

Endvidere skal jeg henstille til ministeren at overveje, hvorvidt der måtte være anledning til at give nærmere bestemmelser om den måde, hvorpå censuren bør udøves.

De udlånte bilag vedlægges tillige med 2 fotokopier af skrivelsen til Skolebladsrådet, der bedes tilstillet rektorforeningerne. Undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne er herfra underrettet.

sign. Stephan Hurwitz.