Cirkulære om ligningsloven for skatteåret 1960-61.

Cirkulære om ligningsloven for skatteåret 1960-61.

Hermed følger eksemplarer af lovbekendtgørelse nr. 326 af 15. december 1959 om påligningen af indkomst- og formueskat til staten.

De i lovbekendtgørelsen indeholdte bestemmelser er et optryk af bestemmelserne i lov nr. 517 af 19. december 1942 med de ændringer og tilføjelser, som følger af bestemmelserne i de senere årlige ligningslove. Bestemmelserne i lovbekendtgørelsen vil bortset fra bestemmelsen i § 8A være at lægge til grund ved skatteligningen for skatteåret 1960-61.

I forhold til lovbekendtgørelsen for skatteåret 1959-60 er der ved lovbekendtgørelsen for skatteåret 1960-61 indført nye regler eller ædringer i følgende paragraffer

1) § 7, litra i, om fritagelse for indkomstbeskatning af personlige tillæg i henhold til lov om pension og hjælp til enker m.fl.,

2) § 8 om fradrag ved indkomstopgørelsen for udgifter til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer m.v.,

3) § 8A om fradragsret for gaver til almenvelgørende formål,

4) § 9, stk. 2, om fradragsret for udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads,

5) § 22 om ændring af nedslagsreglerne for folkepensionister m.fl.,

6) § 23, stk. 2, om ændring af reglerne om børnefradrag,

7) § 25, stk. 1, pkt. 4, om ændring af forsørgerbegrebet,

8) § 26, stk. 1, om ændring af reglerne for selvstændig skatteansættelse af hjemmeværende børn og

9) § 33 om almindelig adgang til fradrag i den danske skat af skatter erlagt i udlandet.

Med hensyn til de omtalte ændringer og nye bestemmelser bemærkes følgende

Ad 1) Til § 7i.

Ved bestemmelsen fastslås det, at personlige tillæg i henhold til § 3, stk. 3, i lov nr. 70 af 13. marts 1959 om pension og hjælp til enker m.fl. ikke skal indkomstbeskattes.

Ad 2) Til § 8.

Bestemmelsen i statsskattelovens § 6a om fradrag for driftsudgifter er hidtil praktiseret således, at udgifter til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i udlandet kun er tilladt fratrukket, når den pågældende virksomhed allerede har etableret et marked i det fremmede land. Efter den nye bestemmelse åbnes der mulighed for fradrag af udgifter som de omhandlede også i tilfælde, hvor der er tale om etablering af nye markeder. Fradrag indrømmes, hvad enten salget af varer m.v. søges opnået i det indkomstår, hvori udgiften afholdes, eller senere, og bestemmelsen gælder både salg i indlandet og salg i fremmede lande.

De nye regler gælder for alle skattepligtige bortset fra de tilfælde, hvor den skattepligtige indkomst opgøres som en procentdel af en forenings formue. Det vil sige, at bestemmelsen som hovedregel ikke kan anvendes af de i afsnit C i de årlige udskrivningslove omhandlede kooperative virksomheder. Fradrag kan dog opnås af produktions- og salgsforeninger, såfremt udgifter som de omhandlede afholdes i forbindelse med detailsalg fra butik, fra vogn eller på anden måde, idet de nævnte foreningers skattepligtige indtægt af denne art i henhold til § 17, stk. 3, i de årlige udskrivningslove skal opgøres efter de almindelige regler i statsskattelovens §§ 4-6 og i ligningsloven.

Ad 3) Til § 8A.

Ved bestemmelsen indrømmes der fradragsret for gaver til foreninger, stiftelser, institutioner m.v., hvis midler anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed. Retten til fradrag er betinget af, at der vedlægges selvangivelsen kvittering fra den eller de pågældende foreninger m.v. til dokumentation for, at der er ydet gaver af den nævnte art med et samlet beløb på over 100 kr. Ved opgørelsen af det samlede gavebeløb kan kun medregnes gaver på i alt mindst 50 kr. til vedkommende forening. En gave behøver således ikke at udgøre 50 kr. for at komme i betragtning, idet det er tilstrækkeligt,at der i det pågældende indkomstår i alt er ydet 50 kr. til den enkelte forening.

Af det efter disse regler opgjorte gavebeløb kan ved indkomstopgørelsen fradrages den del, der overstiger 100 kr., men fradraget kan ikke udgøre mere end 1.000 kr.

Fradragsretten er endvidere betinget af, at finansministeren for det kalenderår, hvori gaven ydes, har godkendt den pågældende forening m.v. som berettiget til at modtage gaver, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen efter de lige nævnte regler. Godkendelse kan tidligst meddeles med virkning for gaver ydet i kalenderåret 1960. Forinden et andragende om godkendelse afgøres, skal det forelægges ligningsrådet til udtalelse. Det er ikke tilstrækkeligt til at opnå godkendelse, at der er tale om et almenvelgørende eller almennyttigt formål, idet det tillige må kræves, at den virksomhed, vedkommende forening m.v. udøver, ikke blot omfatter personer inden for et lokalt, eller på anden måde stærkt begrænset område, men er til fordel for en videre kreds af personer, f.eks. i hele landet eller større dele af dette. Det kan forventes, at skattedepartementet med passende mellemrum vil offentliggøre en fortegnelse over godkendte foreninger m.v. Andragender om godkendelse skal af vedkommende forening m.v. indsendes til skattedepartementet, Christiandborg Slotsplads nr. 1, København K.

Ad 4) Til § 9, stk. 2.

Bestemmelsen hjemler fradragsret for den skattepligtiges udgift til befording mellem hjem og arbejdsplads; det vil sige det sted, hvor den indtægtsgivende virksomhed, som befordringsudgiften vedrører, udøves. Fradrag gives dog kun i det omfang, udgiften overstiger 400 kr. Kan befordingen ske med offentlige transportmidler, indrømmes fradrag højst med det beløb, hvormed udgiften ved benyttelse af disse befordingsmidler ville overstige 400 kr. Hvis det ikke er muligt at benytte offentlige transportmidler, lægges den faktiske udgift til befordringen til grund ved fradragets beregning. Det er dog en forudsætning, at de faktiske udgifter ikke overstiger, hvad der må anses for rimeligt. Det efter foranstående regler opgjorte fradragsbeløb skal udgøre mindst 100 kr., for at fradrag kan foretages.

Hvor både den skattepligtige selv og personer, der er sambeskattet med ham, har udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, foretages fradragets beregning på grundlag af det samlede udgiftsbeløb for de sambeskattede personer. Udgør den skattepligtiges egne udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads ved anvendelse af offentlige transportmidler f.eks. 1.000 kr. og hans hustrus tilvarende udgifter 200 kr., indrømmes fradrag med 800 kr.

Den skattepligtiges ret til det faste lønmodtagerfradrag påvirkes ikke af, at han opnår fradrag for udgifter af den foran omhandlede art. Det samme gælder fra og med skatteåret 1960-61 i modsætning til tidligere også fradrag for befordringsudgifter nødvendiggjort ved skiftende arbejdssted eller flere samtidige arbejdssteder samt det særlige fradrag for invaliders befordringsudgifter.

Ved beregningen af fradrag for hustrus indkomst ved selvstændig virksomhed skal der tages hensyn til hustruens udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Dette sker, ved at hustruens indkomst inden beregningen af hustrufradraget nedsættes med en andel af den skattepligtiges samlede fradrag for befordringsudgifter af den nævnte art. Denne andel beregnes efter forholdet mellem på den ene side hustruens udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads og på den anden side den skattepligtiges samlede udgifter af denne art. Hvor hustruens udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads er 500 kr. eller derunder, ses der dog helt bort fra disse udgifter ved beregningen af hustrufradraget.

Ved opgørelsen af det indtægtsbeløb, der er afgørende for, om et hjemmeværende barn skal ansættes selvstændigt til skat, jfr. ligningslovens § 26b, skal der tages hensyn til barnets eventuelle fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Til dette brug opgøres fradraget for befordringsudgifter særskilt på grundlag af barnets egne udgifter af denne art.

Samme fremgangsmåde anvendes ved opgørelsen af det indtægtsbeløb, der er afgørende for, om et barn anses for at have midler til at bekoste sit eget underhold, jfr. ligningslovens § 23, stk. 2.

Ad 5) Til § 22.

Ved bestemmelsen udvides kredsen af personer, der kan opnå nedslag i indkomstansættelsen, til at omfatte skattepligtige, der ved begyndelsen af skatteåret 1960-61 oppebærer eller er kendt berettiget til at oppebære pension i henhold til lov nr. 70 af 13. marts 1959 om pension og hjælp til enker m.fl.

Endvidere er det sket en nedsættelse af de maksimalindkomstbeløb, som den skattepligtige indkomst ikke må overstige, hvis nedslag skal kunne opnås. Maksimalindkomsten udgør herefter

I område A......... 8.200 kr. i område B......... 7.600 i område C......... 7.200

Samtidig er der for område A og B sket nedsættelse af selve nedslagsbeløbet, således at overgrænsen for nedslaget i alle tre områder udgør 3.000 kr.

Endelig er der sket ændringer i områdeinddelingen. Område A er udvidet med 9 københavnske omegnskommuner, og område B er udvidet til også at omfatte de omegnskommuner til købstæder m.v., som har mindst 500 indbyggere bosat i forstadsbebyggelser. Der vil snarest muligt blive udsendt en fortegnelse over de kommuner, der herefter henhører under område A og B.

Ad 6) Til § 23, stk. 2.

Bestemmelsen ophæver den områdeinddeling, der hidtil har været afgørende for børnefradragenes størrelse, og disse fastsættes for hele landet til 500 kr. for 1 barn og 700 kr. for hvert barn ud over 1 barn. Børnefradrag indrømmes ikke for børn, der har midler til at bekoste deres eget underhold, og den indtægtsgrænse, som er afgørende herfor, er nu fastsat til 600 kr. for hele landet.

Ad 7) Til § 25, stk. 1, pkt. 4.

Ved bestemmelsen udvides det skattemæssige forsørgerbegreb til at omfatte alle skattepligtige, der bortset fra størrelsen af deres skattepligtige indkomst opfylder betingelserne for at opnå nedslag i skatteansættelsen i henhold til ligningslovens § 22. Herefter stilles som forsørgere ved skatteberegningen for skatteåret 1960-61 alle personer, der den 1. april 1960 opfylder aldersbetingelsen for at opnå folkepension, eller som pr. nævnte dato oppebærer eller er kendt berettiget til at oppebære folke- eller invalidepension, pension i henhold til lov om pension og hjælp til enker m.fl., den i folkeforsikringslovens § 62 omhandlede ydelse eller hjælp til kronisk syge i henhold til forsorgslovens §§ 247 og 248. Hvis de pågældende iøvrigt opfylder betingelserne i henhold til ligningslovens § 22, skal de altså stilles som forsørgere ved skatteberegningen, uanset om deres indkomst er større end de i denne bestemmelse fastsatte maksimalindkomstbeløb.

Ad 8) Til § 26, stk. 1.

Efter bestemmelsen fastsættes den indtægtsgrænse, som er afgørende for, om et hjemmeværende barn skal ansættes selvstændigt til skat, til 600 kr. for hele landet.

Ad 9) Til § 33.

Ved den ny bestemmelse, der første gang skal finde anvendelse på indkomstskatter til stat og kommune, som pålignes her i landet for skatteåret 1960-61, fastslås det, at der skal ydes her i landet skattepligtige personer og selskaber et nedslag i skatter af indkomst, erhvervet i udlandet, når der allerede i udlandet er betalt skat af samme indkomst.

Ved praktiseringen af bestemmelsen må den skattepligtige indkomst opgøres på sædvanlig måde, således at der i den samlede danske og udenlandske indkomst også ydes fradrag for den i udlandet betalte skat, og de danske skatter må beregnes på sædvanlig måde på grundlag af den således opgjorte indkomst. Herefter fradrages i medfør af bestemmelsen i de beregnede skatter den skat, der er betalt i udlandet af den der oppebårne indkomst, dog højst med et beløbet svarende til den del af den samlede danske skat, der efter forholdet mellem den i det fremmede land beskattede del af indkomsten og hele den i Danmark beskattede indkomst falder på førstnævnte del af indkomsten.

I tilfælde, hvor der mellem Danmark og vedkommende fremmede land er indgået en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, skal der dog aldrig gives fradrag med et større beløb end det, det pågældende land efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære.

Skattedepartementet, den 17. december 1959.

Hans P. Gøtrik.

/P. Bruun Nielsen.

Ingen