Cirkulære om tillægsoverenskomst til den mellem Danmark og Norge den 22. februar 1957 indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om tillægsoverenskomst til den mellem Danmark og Norge den 22. februar 1957 indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue.
Hoslagt fremsendes eksemplarer af en mellem Danmark og Norge den 21. maj 1959, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr.42 (Lovtid.C) af 16. september 1959, afsluttet tillægsoverenskomst til dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. februar 1957.
I henhold til bestemmelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 11, punkt 2, b), jfr. artikel 3, stk.1, havde bopælsstaten beskatningsretten til indkomst ved personligt arbejde udført på dansk eller norsk skib.
I henhold til tillægsoverenskomsten er som nyt punkt 2 i artikel 11 indsat en bestemmelse, hvorefter beskatningsretten til sådanne indtægter fremtidig alene tilkommer den stat, hvis nationalitet skibet har. Udenlandsk skib, som befragtes på såkaldt bareboat basis - d.v.s. leje af skib, hvor lejeren selv indsætter besætningen - af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i Danmark eller Norge, sidestilles i denne forbindelse med henholdsvis dansk eller norsk skib.
Iøvrigt er der i artikel 11 kun foretaget de som følge af den ny bestemmelses indsættelse fornødne redaktionelle ændringer.
Ændringen medfører altså, at der fremtidig skal forholdes på samme måde, hvad enten arbejde udføres på land eller på et skib.
Beskatningsretten til indkomst ved arbejde udført på et luftfartøj tilkommer derimod fortsat bopælsstaten.
Det bemærkes, at tillægsoverenskomsten træder i kraft den 1. januar 1960.
Efter at der i Danmark, Norge og Sverige er indført ensartede regler om beskatning af søfolk, har det været hensigten med den foretagne ændring i den dansk-norske dobbeltbeskatningsoverenskomst at bringe denne i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i artikel 11 i den mellem Danmark og Sverige indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning af 21. juli 1958. Reglerne om danske, norske og svenske søfolks beskatning er herefter udformet således, at søfolk, der gør tjeneste på samme skib, betaler skat til samme stat, uanset om de er hjemmehørende i Danmark, Norge eller Sverige.
Skattedepartementet, den 3. november 1959.
Hans P. Gøtrik.