Cirkulære om nedslagning af kreaturer angrebet af kvægtuberkulose eller smitsom kalvekastning. (Til samtlige politimestre)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om nedslagning af kreaturer angrebet af kvægtuberkulose eller smitsom kalvekastning.
(Til samtlige politimestre)
Som det fremgår af § 8 i den i særtryk vedlagte bekendtgørelse nr. 274 herfra af dags dato om bekæmpelse af kvægtuberkulose og § 9 i den ligeledes i særtryk vedlagte bekendtgørelse nr. 275 herfra af dags dato om bekæmpelse af smitsom kalvekastning (brucellose hos kvæg) er veterinærdirektoratet bemyndiget til at beordre husdyr (besætninger) angrebet af de nævnte sygdomme slagtet. Sådanne nedslagningsforretninger vil formentlig ikke blive helt sjældne, særlig ikke i det første års tid.
Landbrugsministeriet anser det for at være af afgørende betydning, at nedslagningerne kan gennemføres hurtigt - i enkelte tilfælde med dags varsel -, og at vurderingerne bliver så ensartede som muligt.
Idet man henviser til § 8, stk. 7, i lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene og § 7 i instruks af 24. august 1894 for veterinærpolitiet ved den offentlige behandling af smitsomme sygdomme hos husdyrene, skal man anmode hr. politimesteren om snarest belejligt at udvælge 2 taksationsmænd og 2 suppleanter, som må forudsættes at være i stand til at ansætte værdien af avls-, brugs- og slagtekreaturer, og som vil være villige til at varetage taksationerne inden for hele politikredsens område.
Med henblik på at forenkle den med disse nedslagninger forbundne administration er veterinærdirektoratet instrueret om i almindelighed selv at forestå nedslagningerne, således at politimestrenes medvirken i ukomplicerede tilfælde indskrænkes til at holde vedkommende kredsdyrlæge underrettet om navn, adresse og telefonnummer på fornævnte taksationsmænd og disses suppleanter.
Kredsdyrlægerne vil herefter selv rette henvendelse til taksationsmændene, vognmand og slagteri, samle sagens akter (taksationsforretningen, opgørelse over honorar og befordringsgodtgørelse til taksationsmændene, jfr. cirkulære nr. 55 herfra af 4. april 1955 til samtlige politimestre angående betalingen til taksationsmænd, vognmandsregning, slagteopgørelse, passersedler m.v.) og fremsende disse med fornøden attestation til veterinærdirektoratet, hvorfra alle udbetalinger sker.
Landbrugsministeriet, den 26. august 1959.
Karl Skytte.
/J. Jensen
Ingen