Legislator Case Law & Legislation
C19590000809 DK

Cirkulære om optagelse i Ministerialtidende af afgørelser af almindelig interesse.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1959 8 Historic

Cirkulære om optagelse i Ministerialtidende af afgørelser af almindelig interesse.

Som bekendt optages i Ministerialtidende i henhold til § 5 i lov af 25. juni 1870 foruden cirkulærer fra ministerier til andre myndigheder også administrative enkeltafgørelser af almindelig interesse.

Denne adgang benyttes imidlertid i alt for ringe omfang af de fleste ministerier. Da udgiveren ikke har adgang til materialet og derfor ikke - som ved de trykte udfærdigelser - er i stand til selv at skønne over, hvad der bør optages, skal man anmode ministerierne om at være opmærksom på, at enkeltafgørelser af almindelig interesse i langt højere grad end nu sendes til optagelse i Ministerialtidende.

Man må lægge afgørende vægt på, at Ministerialtidende så vidt muligt bringer samtlige enkeltafgørelser af almindelig interesse. Det vil øge Ministerialtidendes værdi for både statsmyndigheder og advokater, at man har disse afgørelser samlet eet sted, uanset om man i enkelte tilfælde bør fortsætte med at underrette andre interesserede myndigheder om afgørelsen. Offentliggørelse i Ministerialtidende kan formentlig heller ikke erstatte, men kun supplere offentliggørelse i fagblade o. lign.

Det beror naturligvis på et skøn, hvad der bør optages. Optages bør afgørelser, der kan være vejledende for underordnede myndigheder og advokater eller andre interesserede ved behandling af lignende sager, og som bør kunne citeres i kommenterede lovudgaver, håndbøger, formularbøger m.v. samt optages i fagkartoteker såsom politiets landsarbejdskartotek. Endvidere må det være en selvfølge, at afgørelser, som på initiativ af ministeriets egne tjenestemænd sendes til andre lovsamlinger eller til fagskrifter, såsom »Fuldmægtigtigen«, »Politiet«, »Advokatbladet« m.v., også optages i Mnisterialtidende. Dog bør kun afgørelser af principiel betydning indsendes.

I anledning af den stedfundne samordning af Lov- og Ministerialtidende og den af Schultz' forlag hidtil udgivne lovsamling »Love og Anordninger« henledes specielt opmærksomheden på, at afgørelser, der hidtil har været indsendt til optagelse i »Love og Anordninger's afdeling B, skal sendes til Ministerialtidende, såfremt afgørelsen er dateret efter 1. januar 1959.

Anmodning til Ministerialtidende om optagelse kan fremsendes enten i form af en genpart af den skrivelse, hvorved afgørelsen er truffet (udgiveren vil da automatisk udelade navne på de personer m.v., som afgørelsen vedrører), eller i form af et kort referat af afgørelsens indhold, jfr. f.eks. skrivelser i Ministerialtidende nr. 151 af 17. august 1956 og 187 af 30. oktober 1956; denne form bør foretrækkes, navnlig ved længere skrivelser, samt når disse også indeholder stof uden principiel betydning.

Da Ministerialtidende udkommer med et nummer hver måned indeholdende de i den foregående måned udsendte cirkulærer og trufne afgørelser af almindelig interesse, og da man af hensyn til brugerne må lægge megen vægt på at overholde den kronologiske rækkefølge, henstilles det, at anmodning om optagelse sendes samtidig med, at den pågældende skrivelse om sagens afgørelse afgår eller i hvert fald således, at anmodningen kan være udgiveren i hænde senest de første dage i den følgende måned.

Anmodning om optagelse af enkeltafgørelser stiles til udgiveren af Ministerialtidende, Statsministeriet, Slotsholmsgade 10; manuskripter til cirkulærer og andre trykte udfærdigelser bedes - for ikke at sinke ekspeditionen - som hidtil sendt direkte til Lov- og Ministerialtidendes trykkeri.

Statsministeriet, den 21. januar 1959.

H.C. Hansen.

/F. Grage.

(Til samtlige ministerier og styrelser).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →