Cirkulære om den typografiske opstilling af love m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om den typografiske opstilling af love m.v.
Som led i bestræbelserne for at indskrænke omfanget af Lovtidende og Ministerialtidende har statsministeriet instrueret A/S Schultz bogtrykkeri om fremtidig ved sætning af udkast til anordninger, bekendtgørelser, cirkulærer o. lign. at sætte §-betegnelsen med fede typer og i tekstens 1. linie - (ikke som hidtil med almindelig skrift i en selvstændig linie). Såfremt der undtagelsesvis forekommer overskrifter ved en paragraf, bør §-betegnelsen og overskriften sættes i een linie, hvorefter teksten begynder i en ny linie.
Overskrifter til kapitler og større afsnit sættes i en linie for sig; hvis de er nummererede, sættes tallet i samme linie.
Når en paragraf indeholder flere stykker, og det af hensyn til overskueligheden anses for nødvendigt i det hele taget at anvende »stk.«-betegnelser, angives »Stk. 1« ikke, medens »stk. 2« o. s. v. sættes med kursiv i første tekstlinie efter liniebrug, og således at hvert egentligt liniebrud, d. v. s. ny linie efter punktum i den foregående, får »stk.«-betegnelsen.
Mange lange cirkulærer udfærdiges for tiden uden nogen inddeling, hvilket i høj grad vanskeliggør læsning og navnlig citering. Det henstilles ved længere cirkulærer at anvende §-inddeling på samme måde som ved bekendtgørelser.
Der forekommer nu og da i stoffet længere tekstafsnit m.v., der - uden at være egentlige stykker - ønskes nummereret eller literet. I så fald bør tallene eller bogstaverne stå en lille smule indrykket i sætningens første linie, medens de følgende linier i samme sætning eller afsnit sættes helt ud til venstre margin. Den modsatte fremgangsmåde: at sætte tallene helt ud til venstre og indrykke de følgende linier lidt, må undgås, da denne opsætning kræver langt mere plads.
Den ovenfor beskrevne typografiske opstilling vil blive anvendt straks ved al nysætning. Bekendtgørelser m.v., der tidligere er sat, skal ikke ændres, uanset om datering og udsendelse først sker senere.
For loves vedkommende træder nyordningen i kraft fra begyndelsen af folketingsåret 1958-59, hvorfor det på manuskripter til lovforslag må angives, om de agtes fremsat i indeværende folketingsår eller først efter 6. oktober 1958.
For så vidt der ved udfærdigelse af bekendtgørelser, navnlig lovbekendtgørelser, agtes anvendt sats, der ligger i trykkeriet fra ældre anvendelse, bedes der i hvert enkelt tilfælde forhandlet med Lovtidende om, hvorvidt satsen bør ændres, eller udgiften derved er så stor, at den gamle sats bør anvendes endnu en gang.
Statsministeriet, den 30. juni 1958.
H. C. Hansen.
/F. Grage.
Ingen