Legislator Case Law & Legislation
C19580000509 DK

Cirkulære om godkendelse af ægtepagter. (Til overpræsidenten i København, samtlige amtmænd og rigsombudsmanden på Færøerne)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1958 5 Historic

Cirkulære om godkendelse af ægtepagter.

(Til overpræsidenten i København, samtlige amtmænd og

rigsombudsmanden på Færøerne)

I.

I medfør af § 36 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger bemyndiger justitsministeriet herved overøvrigheden til at træffe afgørelse i sager om godkendelse af ægtepagter.

Sagerne bør dog forelægges for justitsministeriet i tilfælde, hvor overøvrigheden har grund til at antage, at hustruens interesser ved ægtepagtens oprettelse ikke er blevet varetaget på betryggende måde. Det kan navnlig være tilfældet, hvor ægtepagten går ud på at indføre særeje for manden eller at overføre værdier til hans i forvejen bestående særeje, uden at der samtidig foretages tilsvarende dispositioner til fordel for hustruen.

Også i andre tilfælde, hvor der for overøvrigheden opstår tvivl om, hvorvidt ægtepagten bør godkendes, bør sagen forelægges for justitsministeriet.

II.

Forinden en ægtepagt godkendes, skal det påses, at ægtefællerne er myndige, eller, for så vidt nogen af dem er umyndig eller under lavværgemål, at værgens eller lavværgens samtykke er påført ægtepagten, jfr. lovens § 35. Overøvrigheden er berettiget til at kræve sig ægtefællernes fødselsattester (dåbsattester) og vielsesattest forelagt. Det skal endvidere påses, at de ejendele, som ægtepagten angår, er behørigt specificeret, bankbøger med litra og nummer samt det indestående beløbs størrelse og værdipapirer med serie, litra, nummer og pålydende. Sker specifikationen på en særlig fortegnelse, må denne være underskrevet af ægtefællerne, eventuelt tillige af værge eller lavværgen.

Redskaber, inventar og lignende, der hører til den ene ægtefælles erhvervsvirksomhed, bør ikke overføres til den anden ægtefælle. Pantsat løsøre og genstande solgt på afbetaling med ejendomsforbehold, der er undergivet den ene ægtefælles rådighed, bør ikke overføres til den anden ægtefælle, medmindre panthaveren eller sælgeren meddeler samtykke hertil. Særeje, der beror på bestemmelse truffet i testamente eller i forbindelse med en af trediemand ydet gave, kan ikke ophæves ved ægtepagt uden den pågældendes samtykke.

Andragender om godkendelse af ægtepagt skal være vedlagt en bekræftet genpart af ægtepagten, som skal forblive i sagen. Har ægtefællerne tidligere oprettet ægtepagt, må denne ligeledes være vedlagt.

Overøvrighedens godkendelse af en ægtepagt sker ved påtegning på ægtepagten. Godkendelsespåtegningen anbringes efter ægtefællernes underskrift eller, hvis ægtepagten er oprettet for notarius publicus, efter notarialattesten og afgives i følgende form

Foranstående ægtepagt (ægtepagtstillæg) af (dato) (med

tillægspåtegning af........) godkendes herved i medfør af § 36 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger. ............. amt, den ... 19.... ....................... (Underskrift).

Er andragendet om godkendelse ikke indsendt gennem sagfører, bør ægtefællernes opmærksomhed henledes på, at ægtepagten ikke er gyldig, forinden den er tinglyst.

Såfremt ægtefællerne har oprettet ægtepagt i medfør af § 56 i loven af 18. marts 1925, vil en ny ægtepagt imellem dem som hidtil være at indsende til justitsministeriet til erhvervelse af den fornødne kongelige konfirmation.

III.

De overøvrigheden ved nærværende cirkulære tillagte beføjelser tilkommer overøvrigheden på det sted, hvor mandens personlige værneting er beliggende.

Dette cirkulære træder i stedet for justitsministeriets cirkulære nr. 49 af 18. februar 1946.

Justitsministeriet, den 23. januar 1958.

Hans Hækkerup.

/Gaarden.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →