Meddelelse om forkyndelse - retsplejelovens § 156 (nu § 157)(* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om forkyndelse - retsplejelovens § 156 (nu § 157)(* 1)
I en sag mod en viktualiehandler angående overtrædelse af sundhedsvedtægten havde Østre Landsret afvist en anke til skærpelse, hvor ankemeddelelsen var forkyndt på hans forretningssted for hans hustru, der var ansat der som ekspeditrice, »da anklagemyndigheden ikke har godtgjort, at stævningsmanden ved sin forkyndelse af ankemeddelelsen har overholdt den i retsplejelovens § 156, 1) jfr. § 156, 2) første sætning påbudte fremgangsmåde, hvorefter han først burde have søgt forkyndelsen iværksat for tiltalte personlig på dennes for stævningsmanden oplyste bopæl ...«.
Denne afgørelse ændredes af Højesteret ... (U 57.1006), idet den omstændighed, at forkyndelse ikke først var søgt iværksat for tiltalte personlig på hans bopæl ikke fandtes at kunne medføre sagens afvisning.Højesteret bemærkede, at forholdet under de i sagen foreliggende omstændigheder havde været uden betydning, og sigtede herved til, at det i sagen var oplyst, at tiltalte samme dag var blevet bekendt med anken.
Højesterers dom er således konkret begrundet, og der kan ikke drages den slutning af den, at forkyndelse på forretningsstedet uden at forkyndelse først er forsøgt på bopælen i alle tilfælde er tilstrækkelig. Dette må efter dommen antages at afhænge af, om sandsynligheden for at iværksætte forkyndelse for den pågældende personlig er væsentlig større ved henvendelse på forretningsstedet, og om der er grund til at antage, at underretning om forkyndelsen omgående vil tilgå den pågældende herfra.