Legislator Case Law & Legislation
C19571142632 DK

Meddelelse om behandlingen af færdselssager. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1957 11426 Valid

Meddelelse om behandlingen af færdselssager. (* 1)

Ved den gældende færdselslovs ikrafttræden blev anklagemyndigheden og politiet instrueret om som led i bekæmpelsen af det stigende antal færdselsuheld bl.a. at søge praksis med hensyn til straffe m.m. for færdselslovsovertrædelser skærpet.

Til gennemførelse af dette formål - for at undgå, at sagernes bevisligheder forflygtiges - samt til opnåelse af den fornødne effektivitet i retshåndhævelsen på dette område, er det af afgørende betydning, at færdselssagerne fremmes med største hurtighed.

Imidlertid har det ved en herfra foranlediget undersøgelse vist sig, at behandlingen af disse sager i mangfoldige tilfælde har en ganske urimelig varighed, og jeg må derfor finde det påkrævet at indskærpe, at det på ethvert stadium af en færdselssag påhviler politiet at drage omsorg for, at sagens behandling fremmes mest muligt. Jeg skal derfor anmode d'herrer politimestre om at foretage en prøvelse af den forretningsgang, der følges ved embedet ved behandlingen af færdselssager, med henblik på at afkorte tiden mest muligt og kontrollere, at sagerne ikke uden grund hviler i noget led af ekspeditionen.

Opmærksomheden bedes særligt rettet mod følgende led

1. Tiden, der hengår fra optagelsen af første rapport til udfærdigelse af anklageskrift.

a. Det bedes påset, at der ikke sker forsinkelse ved oversendelse fra landpoliti til købstadspoliti, fra kriminalpoliti til ordenspoliti eller omvendt, og at subsidiære afhøringer søges begrænset, og hvor de er nødvendige, fremmes mest muligt.

b. Ved første afhøring af politiet bør parterne opfordres til at fremkomme med dokumenteret erstatningskrav og snarest at indsende dette til politiet.

c. Der bør træffes foranstaltninger til at sikre, at forsikringsselskabernes besvarelse fremkommer indenfor en nærmere - eventuelt i høringsskrivelsen fastsat - kortere frist. Hvor der skal ske høring af flere selskaber, bør sagen som regel først sendes til det selskab, der efter det om skyldforholdet oplyste må ventes at ville kunne rejse krav mod det andet selskab med anmodning om tilbagesendelse gennem modpartens selskab.

d. Der bør udvises tilbageholdenhed med at lade sagernes fremsendelse til retten afvente den nærmere opgørelse af erstatningskrav. Uanset om erstatningskravene er endeligt fastlagt, bør anklageskrift fremsendes til retten, eventuelt i forbindelse med en anmodning om i indkaldelserne til retten at opfordre de skadelidte til at medbringe dokumentation for kravene.

2. Tiden der hengår fra anklageskriftets fremsendelse til domsafsigelsen.

a. Også efter at sagen er fremsendt til retten påhviler det politiet at føre kontrol med dens tilbørlige fremme, hvorfor de til retten fremsendte sager bør sættes i en passende kort erindring. Hvis sagerne ikke foretages inden en rimelig tid, og en henvendelse til dommeren om nedsættelse af berammelsestiden har været resultatløs, bedes der givet indberetning til statsadvokaten.

b. Medfører erstatningsspørgsmålet, at sagen må udsættes, bør den for politiet mødende - hvis særlige hensyn ikke taler imod - påstå sagen afgjort særskilt for så vidt angår strafspørgsmålet, jfr. færdselslovens § 67, stk. 1 (se nu § 112, stk. 1). Hvis retten vægrer sig herved og en ikke uvæsentlig forsinkelse af sagens afgørelse må påregnes, bør dommerens beslutning påkæres af politiet. (Supplerende oplysninger om praksis i RM 10 .10).

c. Det er en erfaring, at sagerne særdeles ofte forsinkes betydeligt som følge af subsidiære afhøringer af tiltalte og vidner i fremmede retskredse (bopælsværnetinget). Politiet bør derfor medvirke til, at retterne i så vidt omfang som det er muligt og praktisk indkalder tiltalte og vidner til personligt møde for den dømmende ret. .... (se nu JMC 50 25.3.1965 om værnetinget for tiltale i politisager m.v. og retsplejelovens § 174).

3. Der bør ikke ske udlån af akter til myndigheder, der ikke har med selve sagens førelse af gøre, sålænge behandlingen, såvel hos politiet som i retten, ikke er endeligt afsluttet. Såfremt anmodning om udlån fremkommer fra sådan myndighed .... bør alene et sæt genparter udlånes.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →