Statsskattedirektoratets cirkulære om ændringer i reglerne om arveafgift (adoptivforhold) (Til skifteretterne og revisionen af eksekutorboer i København)
Statutory Text (2 Articles)
Statsskattedirektoratets cirkulære om ændringer i reglerne om arveafgift (adoptivforhold) (Til skifteretterne og revisionen af eksekutorboer i København)
Hermed følger eksemplarer af lov nr. 83 af 29. marts 1957 om ændring i lov om afgift af arv og gave (adoptivforhold).
Med hensyn til de nye afgiftsreglers indhold og praktisering skal man, for så vidt angår reglerne om arveafgift, meddele følgende: I.
Ifølge de hidtil gældende regler har adoptivforhold kun i visse tilfælde været sidestillet med slægtskabsforhold ved afgørelsen af, efter hvilken afgiftsklasse arveafgift skulle svares. Efter ændringen skal adoptivforhold ved arveafgiftsberegningen sidestilles med ægte slægtskabsforhold i alle arveklasser.
Den nye regel betyder, at selvom tilknytningen mellem arveladeren og arvingen grunder sig på et eller flere adoptivforhold, skal den afgiftsklasse benyttes, som ville være anvendelig, dersom de pågældende adoptivforhold havde været slægtskabsforhold.
Opmærksomheden henledes særlig på, at da arveafgift af arv, der tilfalder arveladers stedbørn og disses afkom, beregnes efter arveafgiftslovens § 2 A, skal arveafgift af arv, der tilfalder arveladers stedbarns adoptivbarn, også beregnes efter § 2 A.
Arveafgift af arv, der tilfalder arveladers barns stedbarn, beregnes derimod efter slægtskabsforholdet mellem arveladeren og hans barns stedbarn, d.v.s normalt efter arveafgiftslovens § 2 D, og det samme gælder arveafgift af arv, der tilfalder arveladers adoptivbarns stedbarn. II
De nye regler er trådt i kraft den 8. april 1957 og finder ifølge ovennævnte lovs § 2 anvendelse, når arveafgiftspligten indtræder fra og med nævnte dato. Om tidspunktet for afgiftspligtens indtræden henvises til arveafgiftslovens § 10, jfr. §§ 13, 14 og 15.
Derimod er det uden betydning for spørgsmålet om de nye reglers anvendelse, hvornår det pågældende adoptivforhold er stiftet.
Skattedepartementet, den 12. april 1957.
Poul Plate.
/Arne Kofoed.