Cirkulære om fremstilling i retten som parter eller vidner i borgerlige sager af personer, der udstår frihedsstraf, eller som hensidder i arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller psykopatforvaring.(* 1)

Cirkulære om fremstilling i retten som parter eller vidner i borgerlige sager af personer, der udstår frihedsstraf, eller som hensidder i arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller psykopatforvaring.(* 1)

Over for justitsministeriet er der rejst spørgsmål om, i hvilket omfang man fra fængselsvæsenets anstalters side bør imødekomme begæringer om fremstilling i retten som parter eller vidner i borgerlige sager af personer, der udstår frihedsstraf, eller som hensidder i arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller psykopatforvaring (i det følgende benævnt »fangen«), samt om hvorledes de med fremstillingerne forbundne udgifter skal afholdes. En iværksat undersøgelse har vist, at der ved anstalterne ikke følges en ensartet praksis på dette område.

Under henvisning hertil har man fundet det hensigtsmæssigt at udfærdige nedenstående retningslinier om de omhandlede spørgsmål

I. Hvornår fremstilling bør ske.

Når en fange af vedkommende ret i en borgerlig sag indkaldes til som part at give personligt møde i retten, jfr. hverved retsplejelovens § 302 (almindelige borgerlige sager), § 450-51 (ægteskabssager) og § 456 g., stk. 2 (faderskabssager), eller til at afgive vidneforklaring, bør fangen, hvis han selv ønsker det, normalt fremstilles i retten ved anstaltens foranstaltning. Ønsker fangen sig ikke fremstillet, eller kan fremstilling af andre grunde, f.eks. på grund af fangens helbredstilstand, ikke finde sted, underrettes retten herom ved anstaltens foranstaltning.

Da vedkommende ret undertiden er ubekendt med, at den indkaldte hensidder i en af fængselsvæsenets anstalter, bør anstaltens ledelse i alle tilfælde, hvor indkaldelse sker til en anden ret end anstaltens værneting, sætte sig i forbindelse med retten for at få sikkerhed for, at parts- eller vidneforklaringen ikke kan finde sted ved anstaltens værneting eller eventuelt udsættes til efter fangens løsladelse, hvis den er nær forestående.

I tilfælde, hvor der foreligger særlige betænkeligheder ved fremstilling af en fange, navnlig af sikkerhedsmæssig art, bør anstaltens ledelse ved henvendelse til vedkommende ret anmode om dennes afgørelse af, om afhøringen kan ske ved en nærmere beliggende ret, eventuelt i anstalten.

Såfremt fremstillingen af en fange som part i en borgerlig sag begæres udenfor anstaltens værneting, og der ikke forinden fremstillingen tilvejebringes sikkerhed for, at den med fangens egen rejse forbundne udgift kan afholdes uden udgift for fængselsvæsenet, underretter anstaltens ledelse vedkommende ret herom. Fremstilling bør herefter ikke ske, med mindre vedkommende ret overfor anstaltens ledelse erklærer, at retten lægger afgørende vægt på, at fremstilling finder sted.

II. Afholdelse af fangens rejseudgifter.

1.

Sker fremstilling som vidne eller part ved anstaltens eget værneting, hvortil transporten normalt forudsættes at ske i anstaltens befordringsmiddel, afholdes den med fangens transport forbundne udgift af anstalten.

2.

I andre end de under 1. nævnte tilfælde er fangens rejseudgift med den nedenfor under a) nævnte undtagelse fængselsvæsenet uvedkommende. Om disse tilfælde bemærkes følgende

a) Fremstilling af en fange som part.

Hvis fangen har fri proces, eller han f.eks. i henhold til retsplejelovens § 449 eller § 456 h har fået beskikket en sagfører, har denne mulighed for at afholde fangens rejseudgift, hvorefter sagføreren over for retten kan fremsætte begæring om at få udgiften refunderet som godtgørelse for udlæg. I disse tilfælde bør anstalten, forinden fremstilling sker, ved henvendelse til den beskikkede sagfører sikre sig, at denne vil afholde fangens rejseudgift.

Kan fangens rejseudgift ikke afholdes på den i foregående stykke angivne måde, og kan der ikke ved forhandling med fangens sagfører eller på anden måde skaffes dækning for udgiften, kan denne afholdes af fangen selv af tilsendte eller medbragte midler eller af den del af hans arbejdspenge, hvorover han frit kan disponere. Det bør derimod ikke tillades en fange at afholde rejseudgiften af den opsparingspligtige del af arbejdspengene, med mindre anstaltens leder finder, at det vil være af særlig betydning for fangen at blive fremstillet.

Når fremstilling i de under afsnit I, sidste stk., omhandlede tilfælde finder sted, uagtet der ikke på forhånd er tilvejebragt sikkerhed for, at den med fangens fremstilling forbundne rejseudgift kan afholdes uden udgift for fængselsvæsenet, kan anstalten afholde fangens rejseudgift.

Det bemærkes, at udgiften ved fremstilling af en fange som part i en borgerlig sag ikke på forhånd kan forlanges betalt af fangens modpart, der alene kan tilpligtes at betale udgiften efter rettens bestemmelse efter reglerne i retsplejelovens § 312. I tilfælde, hvor fremstilling finder sted, bør retten derfor i alle tilfælde underrettes om størrelsen af den med fangens rejse forbundne udgift.

b) Fremstilling af en fange som vidne.

Hvis en fange indkaldes som vidne i en borgerlig sag, kan der afkræves den part, på hvis begæring indkaldelsen foretages, refusion eventuelt forudbetaling af rejseudgiften for fangen i overensstemmelse med retsplejelovens § 192. Anstalten bør derfor, inden fremstilling sker, sikre sig, at den pågældende part er villig til at afholde udgiften, hvorhos retten, når fremstilling sker, bør underrettes om rejseudgiftens størrelse.

III. Afholdelse af ledsagerens rejseudgifter.

Når fremstilling af en fange som part eller vidne i en borgerlig sag finder sted, afholdes ledsagerens rejseudgifter af anstaltens kasse og skal i intet tilfælde kræves refunderet af andre.

Der tilkommer fangens ledsager time- og dagpenge efter de almindelige regler.

Justitsministeriet, den 15. februar 1957.

Hans Hækkerup

/Tornøe.

Til inspektørerne for de under fængselsvæsenet hørende anstalter samt overlægerne ved psykopatanstalterne i Herstedvester og i Horsens.