Vejledning vedrørende destruktionsanstalternes indretning og drift

Vejledning vedrørende destruktionsanstalternes indretning og drift

Betegnelsen destruktionsanstalt. Fra flere anstalter er der klaget over denne betegnelse, som man gerne vil bort fra. Man ønsker i stedet »Kødfoderfabrik« eller noget i samme retning. Men dels er der mange andre kødfoderfabrikker end de aut. anstalter, f.eks. alle foderstoffabrikker og foderstofhandlere, og dels siger ordet »kødfoderfabrik« ikke, hvad det egentlig drejer sig om. Endelig behøver en destruktionsanstalt slet ikke at lave kødbenmel, selvom alle anstalter vel hidtil har gjort det.

Hovedsagen ved en destruktionsanstalt er destruktionen, ganske vist ikke en destruktion af kødet, men en destruktion - ødelæggelse - af de smitstoffer, som kødet (d.v.s. kadavere, konfiskater eller kødaffald) er befængt med. Disse smitstoffer skal helst ødelægges, uden at kødet ødelægges til brug som foderstof el.lign. Og det er til denne destruktion af smitstoffer , anstalterne er autoriseret. Betegnelsen destruktionsanstalt dækker altså udmærket disse virksomheders art.

Kunne man finde en anden og bedre betegnelse, der dækker det samme som »destruktionsanstalt«, ville man ikke have noget imod en ændring. Man har ikke her kunnet finde en sådan betegnelse.

Indtil videre kan man kun foreslå, at man bibeholder betegnelsen destruktionsanstalt for de autoriserede anstalter. Disse kan jo blot - som det også sker i praksis - kalde sig noget andet, jfr. »A/S Blåkilde mølles fabrikker« og »Kødfoderfabrikken Sjælland, A.m.b.a.«. Men man må jo finde sig i fra myndighedernes side at blive betegnet som destruktionsanstalt, og man bør i øvrigt gøre sig klart, at dette ikke er nogen deklasserende betegnelse, tværtimod.

Forøvrigt ville hele dette forhold måske ændres totalt, hvis anstalterne i stedet for at undgå denne betegnelse satte en ære i at bruge den.

Destruktionsanstalternes opgave: De produkter, der er tale om, må kun afhændes direkte til en autoriseret destruktionsanstalt, og de skal her destrueres på foreskreven måde. Destruktionsanstalterne er et overmåde vigtigt led i den offentlige hygiejne, idet de stort set skal modtage alt muligt smittefarligt materiale og uskadeliggøre det, således at det ikke giver anledning til smitte til mennesker eller dyr. Dette er i høj grad en samfundsmæssig og samfundsnyttig opgave.

Men destruktionsanstalterne er tillige almindelige erhvervsvirksomheder. De modtager ikke støtte fra det offentlige, og de må altså selv ved driften sørge for den økonomiske side af sagen, herunder må de afholde udgifterne til selve destruktionen og til de øvrige forholdsregler, der skal træffes for at sikre mod smittemuligheder.

Når det foran er sagt, at anstalterne ikke modtager støtte fra det offentlige, menes hermed, at de ikke modtager økonomisk hjælp. Samfundet er imidlertid i høj grad interesseret i, at anstalterne drives og kan drives på sund måde, og med så god en økonomi, at de krav, der stilles, kan opfyldes, og dette har da også resulteret i, at man ikke har givet autorisation til hvem som helst, men tværtimod altid har søgt anstalternes antal passende begrænset, således at der er en rimelig mulighed for fuldt ud at varetage den samfundsmæssige opgave og at opfylde de krav, der følger heraf.

Det er vist exceptionelt, at private erhvervsvirksomheder varetager en så betydningsfuld og krævende samfundsmæssig opgave, som uskadeliggørelse af store mængder smitstoffer og sikring mod smitte er, og den bliver ikke mindre betydningsfuld og krævende derved, at de fremstillede produkter for en stor del ender som foder og altså uhyre let vil forårsage smitte, hvis destruktionen af en eller anden grund svigter.

Destruktionsanstalternes indretning: Destruktionsanstalternes opgave er som nævnt at modtage smittefarligt materiale og at uskadeliggøre dette samtidig med, at råvaren omdannes til produkter, der kan udnyttes industrielt, hvilket i praksis vil sige kødbenmel og teknisk fedt (samt huder, halehår, horn o.l.).

Endvidere er det anstalternes opgave at drage omsorg for, at de uskadeliggjorte varer forbliver uskadelige, m.a.o. at de ikke igen forurenes fra råvarerne, direkte eller ved mellemled, før de afhændes.

Dette har man været klar over i mange år, og en anstalt har derfor altid skullet bestå af en uren afdeling, hvor de smittefarlige varer føres ind og - så godt adskilt herfra som muligt - en ren afdeling, hvor de steriliserede varer opbevares og evt. behandles. Men det har vist sig, at man alt for hyppigt har fundet smittefarlige bakterier i den rene afdeling og i de »uskadeliggjorte« produkter, og at den væsentligste smittefare ikke har bestået i, at sterilisationen ikke er effektiv nok, men derimod i, at de steriliserede varer efter sterilisationen igen er smittet fra den urene afdeling (med vogne, redskaber, fodtøj m.m.). Adskillelsen mellem de 2 afdelinger har altså ikke været effektiv nok.

Endelig må man være klar over, at smelterummet frembyder en ikke tidligere påagtet, men betydelig fare. I smelterummet er der fugtighed, varme og bakterienæringsstoffer. Det vil sige, at der er stor mulighed for, at en så ringe mængde smitstof, som ikke i sig selv ville betyde nogen større fare, hvis den blev tilblandet det færdige (tørre) kødbenmel, i smelterummet vil formere sig stærkt og mangedoble risikoen. Og dette vil igen sige, at man nødvendigvis må tilvejebringe en effektiv adskillelse mellem smelterummet og de færdige produkter.

Den ideelle destruktionsanstalt er derfor en anstalt, der kun består af den urene afdeling og smelterummet, og hvorfra de fremstillede færdigvarer (kødbenkager og fedt) straks og uden at blive udsat for nogen som helst forurening bringes bort til videre behandling på en anden virksomhed. Man må være klar over, at en destruktionsanstalt er et smittefarligt område, og at anden virksomhed derfor ikke bør indrettes i mere eller mindre direkte kontakt med en destruktionsanstalt. Dette gælder i særlig grad en virksomhed, der arbejder med foderstoffer (for slet ikke at tale om levnedsmidler). Når en anstalt skal saneres, bør den indrettes efter dette princip.

En anstalt må i det hele taget kunne drives med så ringe smitterisiko som muligt. Den bør derfor hurtigt og let kunne renses og desinficeres effektivt. Også derfor er den bedste anstalt den, som kun består af uren afdeling og smelterum, og hvorfra kødbenkager og fedt straks fjernes. En sådan anstalt vil ofte være tømt for varer, således at rensning og desinfektion er let at gennemføre.

Til de nuværende destruktionsanstalter er som regel knyttet et mølleri for kødbenmel og evt. for fremstilling af foderblandinger. En fuldstændig fjernelse fra hinanden af destruktionsanstalt og mølleri (foderstoffabrik) er som nævnt i høj grad ønskeligt, men vil utvivlsomt på nogle af vore anstalter støde på temmelig store vanskeligheder. Som en mindre effektiv, men måske brugelig udvej kan man forsøge at etablere en effektiv afspærring af mølleri (foderstoffabrik) fra destruktionsanstalten. I fremtiden må så prøveundersøgelser vise, om en sådan afspærring er tilstrækkeligt, hvilket bl.a. vil afhænge af, om man under det daglige arbejde er i stand til stadig at udvise den nødvendige omhu.

Selve anstalten bør være placeret i egnet terræn og skal være passende afspærret og adskilt fra omverdenen til sikring mod bortslæbning af smitte ved tilfældige personer eller dyr. Ved indgangene til anstalten bør findes tydeligt opslag »Adgang forbudt«.

Den urene afdelings indretning og drift: Den urene afdeling (»slagteloft«, aflæsningsplads, huderum m.m.) får tilført alle råvarerne (kadavere, konfiskater, affald) og rummer altså en meget betydelig smittefare.

Alt, hvad der i praksis kan gøres, skal gøres, for at hindre smittespredning.

Selve destruktionen af råvarer, gødning og spildevand skal ikke her omtales nærmere. Der er fastsat regler af 28/4 1954 om de mindstekrav, der stilles m.h.t. destruktionen. Hvis disse regler følges, er der sikkerhed for, at varen bliver uskadeliggjort. Der skal naturligvis udvises stor omhu også med destruktionens gennemførelse. Det er veterinærdirektoratets opfattelse, at destruktionen af de sædvanlige råvarer i tørsmelter stort set har været tilfredsstillende, men at samme sikkerhed ikke overalt har været til stede ved behandling af tørre varer som kød- og benmel o.l. eller ved destruktionen af gødning og spildevand. Med fornøden omhu skulle en sikker sterilisation af varerne dog være temmelig let at gennemføre. Vanskeligheden ligger i at hindre, at varerne, efter at sterilisationen har fundet sted, igen smittes fra den urene afdeling.

Afspærring: Den urene afdeling skal så godt som i praksis muligt være afspærret fra omverdenen og fra den rene afdeling. Uden for arbejdstiden skal porte og døre være lukket og låset, så uvedkommende personer eller dyr ikke har adgang til den urene afdelings bygninger eller gårdsplads. Ventilationsåbninger og åbne vinduer o.l. skal være forsynet med trådnet til hindring af adgang for fugle. Også i arbejdstiden skal hindres, at uvedkommende personer og dyr får adgang. Besøg - og specielt af større forsamlinger - bør absolut undgås. Forevises afdelingen endelig for besøgende, må det pålægges dem kun at færdes, hvor der er tilsyneladende rent, ikke at røre ved noget med hænder eller klæder og at desinficere fodtøjet, når afdelingen forlades, ligesom de bagefter ikke må tillades adgang i den rene afdeling (skal begge afdelinger beses, skal rækkefølgen være: Først det reneste, derefter det mindre rene, sidst selve den urene afdeling, hvorefter fodtøjet desinficeres).

Der skal forefindes vadskeindretninger og indretninger til desinfektion af overtrækstøj o.l. til brug for personer, som har lovligt ærinde i den urene afdeling (f.eks. dyrlæger, som skal foretage obduktion).

Bygninger og gårdsplads i den urene afdeling skal være lette at rense og desinficere. Der må ikke ske trafik direkte fra lokalerne til »frit« område. Der bør være en gårdsplads, som skal være cementeret, men (af hensyn til rensning og desinfektion) ikke af for stor udstrækning.

Folkelokaler m.m. Den personlige hygiejne er et meget væsentligt forhold med henblik på at hindre smitte til mennesker og dyr. Den personlige hygiejne skal på anstalterne være af en sådan standard, at folkene, når de forlader anstalten, ikke kan frembyde nogen gene eller fare, i hjemmet eller andetsteds, og at de ikke er underkastet restriktioner af nogen art f.eks. med henblik på i givet fald at skifte arbejdsplads.

Folkelokalerne skal - og i højere grad end på andre arbejdspladser - være indbydende og lune. Foruden spiselokale m.m. skal der være garderobe for gangtøj og - adskilt herfra - garderobe for arbejdstøj og imellem disse vaske- og baderum med varmt og koldt vand samt rengøringsmidler. Når folkene møder til arbejde, skal alt deres tøj (herunder undertøjet) anbringes i gangtøjsgarderoben, hvorefter de i arbejdstøjsgarderoben ifører sig arbejdstøjet. Ved arbejdstids ophør efterlades al påklædning i arbejdstøjsgarderoben, vadsk og badning sker i vadske-baderummet, og i gangtøjsgarderoben ifører folkene sig det private tøj. Alt arbejdstøj (ydertøj, undertøj, sokker, lommetørklæder, fodtøj etc.) skal forblive på anstalten og renses og evt. repareres ved dennes foranstaltning. Der skal altså på anstalten indrettes rum til tøjvask. Det naturlige vil formentlig være, at anstalten ejer og udleverer al arbejdspåklædning. Tilhører arbejdspåklædningen folkene, må intet deraf igen overgives til disse undtagen i renvasket stand.

Der skal være forbindsstoffer, desinfektionsmidler o.l. til rådighed for folkene.

Transport af råvarer til anstalten bør ske i biler tilhørende anstalten og stationeret på denne. Bilerne skal være forskriftsmæssigt indrettet (som til transport af kadavere), medmindre transporten sker i tætte metalbeholdere.

Hver gang en vogn er aflæsset, skal dens lad indvendigt og udvendigt renses og desinficeres omhyggeligt. Det samme gælder hjulene. Tønder skal renses og desinficeres på separat plads og de rensede og desinficerede tønder skal derefter opbevares således, at de ikke udsættes for igen at blive forurenet, før de udleveres.

De heromhandlede vogne må ikke bruges til transport af andre varer, specielt færdigvarer.

Garagen bør som nævnt ligge på anstalten, ikke i for nær kontakt med råvarerne, men f.eks. med indkørsel fra den urene afdelings gårdsplads.

Chaufførerne , der afhenter råvarer, hører til personalet i den urene afdeling. Når de møder til arbejde, skal de skifte tøj, og efter arbejdet skal de bade og skifte om til privattøj. Chaufførerne kommer meget i forbindelse med landejendomme, hvorfor en særlig forsigtighed er nødvendig. Chaufførerne bør for hver landejendom, de har besøgt, vaske hænder og desinficere fodtøj, og evt. overtrækstøj (gummi el.lign.), ligesom de så vidt muligt ikke bør færdes i staldene.

Huderummet hører til den urene afdeling. Den foreskrevne saltning af huderne medfører en betydelig formindskelse, men ikke nogen sikker fjernelse af den med huderne forbundne smittefare. Huderne skal saltes under forhold, der giver så lidt kontakt med andre råvarer (herunder friske huder) som muligt, og de skal - når saltningen er tilendebragt - fjernes fra anstalten uden at komme i kontakt med råvarer (herunder friske huder).

Hestehalehår, kohalehår, hestesko, tøjr, reb, sække o.l. samt trækasser o.l. Desinfektion af disse ting kan foregå i den urene afdeling, men så separat som muligt. Også her gælder det at der skal være så lidt kontakt med råvarer som muligt under opbevaringen på virksomheden og ved fjernelsen derfra.

Gødningen bør - på anstalten eller hos aftageren - opsamles i en mødding, som bør henligge en passende tid, før den udbringes på markerne. Destruktionsanstalternes mødding skal være lukket.

Spildevandet: Bør renses omhyggeligt i særligt rensningsanlæg, før det ledes bort. Spredning af spildevandet med regnkanon må ikke finde sted. Spildevandet bør ikke benyttes til overrisling af arealer, medmindre disse er afspærret; det således afspærrede areal må ikke afgræsses og der må ikke fjernes nogen afgrøde derfra.

Gener for omgivelserne (f.eks. som følge af lugt, gødning, spildevand m.m.). Fra embedslæge, kommunalbestyrelse og sundhedskommission samt evt. andre myndigheder kan der stilles krav til undgåelse af sådanne gener.

Den rene afdelings indretning og drift. Den rene afdeling skal være afspærret fra den urene afdeling og fra omverdenen. Afdelingen bør have en begrænset - ikke for stor - cementbelagt gårdsplads.

Den rene afdeling bør helst kun bestå af rummet, hvori destruktionskedlerne er anbragt samt af folkelokaler (indrettet som foran angivet) for de her beskæftigede folk. Fedt og kødkager skal adskilles (i fedtpresse eller centrifuge el.lign.); massen skal med rene skovle skovles fra sikassen (uden at der trædes op i denne) og direkte over i presse (centrifuge), og herfra skal kødkagen i så hel tilstand som muligt og uden at komme i berøring med gulv o.a. fjernes fra anstalten. Alt, hvad der måtte falde på gulvet, skal påny lægges i kedlen og steriliseres igen. Det skal tilstræbes, at der i dette lokale holdes så rent som i en levnedsmiddelvirksomhed.

Gulv m.m. skal holdes omhyggeligt rent og bør jævnligt (d.v.s. flere gange daglig) renses og derefter desinficeres med klorvand (1 snapseglas kloressens til 1 spand vand).

Som tidligere nævnt skal selve destruktionsprocessen ikke omtales nærmere, idet der henvises til de herom fastsatte regler. Hvis disse nøje følges, er der sikkerhed for, at varen bliver uskadeliggjort.

Gødningen . Til destruktionen hører også kogningen af gødningen og spildevand, der derefter ledes til møddingen, hvor vand og gødning adskilles. Møddingen bør ikke være anbragt i den urene afdeling, men kan være anbragt helt uden for de afspærrede områder.

----------------

Den urene og den rene afdeling bør altså være afspærret fra hinanden og fra omverdenen. Vogne, redskaber m.m., som bruges i den ene afdeling, må ikke bruges i den anden afdeling, og til kontrol hermed bør man holde alle redskaber m.m. i den urene afdeling malet med en farve (f.eks. hvidt) og i den rene afdeling med en anden farve (f.eks. blåt), samt anskaffe arbejdstøj og fodtøj m.m., der tydeligt afviger fra hinanden i de 2 afdelinger.

Virksomhedens leder og den tilsynsførende dyrlæge har adgang til begge afdelinger, idet det er en forudsætning, at de på forbilledlig måde iagttager de nødvendige forsigtighedsregler, hvortil bl.a. hører, at man går ind i den rene afdeling først og i den urene afdeling sidst (aldrig omvendt), hvorefter fornøden vask og desinfektion foretages. Efter at man har været i den urene afdeling, bør man ikke ved samme besøg gå ind i den rene afdeling. Det giver sig selv, at der skal bruges fodtøj, som kan tåle stadig desinfektion, og at der normalt bruges særligt overtrækstøj i den urene afdeling.

Personalet i den ene afdeling må normalt ikke komme i den anden. Skulle noget sådant undtagelsesvis være ønskeligt eller nødvendigt, skal den pågældende på normal vis skifte om til privat tøj (herunder - hvis han kommer fra den urene afdeling - bade) og i den anden afdelings folkerum igen på normal vis skifte om til denne afdelings arbejdstøj.

Opsynsmanden hører hjemme i den rene afdeling, hvor han bl.a. til stadighed skal overvåge, at destruktionen foregår forskriftsmæssigt, og at arbejdet i øvrigt foregår på tilfredsstillende måde med henblik på at undgå forurening af de steriliserede produkter. Opsynsmanden har dog tillige adgang til den urene afdeling med henblik på at tilse, at også arbejdet her foregår forekriftsmæssigt, men forinden han går derind, skal han iføre sig overtrækstøj, der let kan vadskes og desinficeres (f.eks. gummikittel), og fodtøj (træskostøvler eller gummistøvler), der let kan vadskes og desinficeres. Han må ikke foretage egentlig arbejde i den urene afdeling og skal i så stor udstrækning som muligt undgå berøring af noget derinde. Når han forlader den urene afdeling skal overtrækstøj og fodtøj desinficeres og skiftes, ligesom han skal vadske hænder.

Maskinfolkene og andre faste håndværkere skal så vidt muligt være beskæftiget enten i den urene eller i den rene afdeling, men er det nødvendigt, har de adgang til begge afdelinger og skal i så fald forholde sig som angivet for opsynsmanden. Såfremt deres arbejde i den urene afdeling medfører, at de kommer i intimere berøring med smittefarlige ting, skal de ved ankomst til og bortgang fra den urene afdeling forholde sig som denne afdelings øvrige personale.

Håndværkerne udefra: De bør af anstalten forsynes med overtrækstøj og fodtøj, som de ikke bringer med sig, når de forlader anstalten. De bør så vidt muligt være beskæftiget enten i den ene eller i den anden afdeling og bør i så stort omfang som muligt undgå passage mellem afdelingerne. I øvrigt må de forholde sig som de faste håndværkere.

-------------------

Mølleri, fedt m.m. For at undgå smittefare er det som nævnt nødvendigt, at den steriliserede vare snarest efter sterilisationen fjernes under iagttagelse af størst mulig påpasselighed.

Dette kan ske ved, at de fremstillede kødkager og fedtet snarest afhentes af en helt anden og andetsteds beliggende virksomhed (mølleri). Eventuelt kan anstalten og denne anden virksomhed (mølleriet) tilhøre samme ejer, men i så fald bør det nøje iagttages bl.a., at personalet på mølleriet ikke beskæftiges på anstalten (og omvendt), og ejeren (lederen) må selv iagttage alle nødvendige forsigtighedsregler.

Når de steriliserede produkter på denne måde fjernes næsten kontinuerligt, opnår man tillige, at den rene afdeling ofte er tom for varer, og at den derfor let lader sig rense og desinficere, hvad man bør gøre så ofte som muligt, helst flere gange dagligt (til desinfektion kan bruges klorvand fremstillet ved at sætte ca. et snapseglas kloressens til en spand vand).

For nogle virksomheder vil det formentlig være et ønske at søge at bevare et eksisterende mølleri på anstalten eller i forbindelse dermed. Også dette kan måske lade sig gøre, men man må blot være klar over, at mølleriet må adskilles særdeles effektivt fra den øvrige virksomhed, både hvad indhegning, bygninger, vogne, redskaber m.m. og personale angår. Ingen, der beskæftiges på anstalten, bør have lov at komme i mølleriet (og omvendt). Dyrlægen og opsynsmanden bør normalt ikke komme i mølleriet, og er det nødvendigt, må der iagttages stor forsigtighed, og så vidt muligt bør man kun gå ind i mølleriafdelingen, når man kommer til virksomheden og forinden man kommer på den øvrige virksomhed. Hvad der er sagt om dyrlægen og opsynsmanden gælder også virksomhedens leder, håndværkere, evt. besøgende el.a.

Afgørende for, om indretning på denne måde kan anses for tilfredsstillende, vil løbende undersøgelser af de fremstillede produkter m.m. være.

Det mest rationelle er, at foruden kødkagerne også fedtet bringes bort fra kontakt med smelterummet. Fedtet rummer ikke samme fare som kødkagerne, dels fordi det ikke bruges til foder o.l., og dels fordi det senere underkastes yderligere steriliserende behandling. Hensigten med at fjerne fedtet er altså nærmest at holde smelteriet tømt for varer, så rengøring og desinfektion her let gennemføres, og at opnå, at de til mølleriet hørende folk, befordringsmidler m.m. også kan bruges til fedtet. Hvis en virksomhed endelig vil beholde fedtet i kontakt med smelteriet, kan dette evt. lade sig gøre, men der må da sættes mere ind på smelteriets rengøring og desinfektion, fedttønderne bør desinficeres før de fjernes, og de bør ikke transporteres bort af personale eller med befordringsmidler, der har noget med mølleriet at gøre.

Mølleriet bør - for at undgå bakterievækst - holdes tørt. Også af den grund er forbindelse med smelteriet (hvorfra fugt kan tilføres med fodtøj, vogne, redskaber, damp etc.) i høj grad uønskelig. Og af samme grund bør man undgå at slæbe fugt ind udefra (i regnvejr), ligesom man i så stor udstrækning som muligt bør undgå vadsk af lokaler og inventar m.m. I mølleriet bør herske god orden. Trafik bør i så stor udstrækning som muligt foregå på bestemte steder, hvor fejning bør undgås (i stedet foreslås brug af en støvsuger - og det opsugede bør underkastes ny destruktion).

Selv om vadsk og desinfektion af mølleriet ikke skulle være noget jævnligt forekommende, kan man naturligvis komme ud derfor. En særlig vanskelighed frembyder her desinfektionen af selve mølleri - maskinerne, hvorfor angives en metode, som er brugt af en af vore anstalter: Man brugte en rigelig portion fint savsmuld tilsat formalin (30 g formalin pr. kg. savsmuld) og lod maskinerne arbejde med dette, indtil savsmuldet begyndte at komme ud igen, satte derefter maskineriet i stå og lod savsmuldet forblive deri natten over. Siloerne desinficeres ligeledes med formalin: I den tomme silo anbringes en spand med formalin, der opvarmes med elektrisk vandvarmer. Den med formalindampe fyldte silo står lukket i ca 1 døgn.

Dyrehold på eller i nærmere forbindelse med en destruktionsanstalt kan ikke tillades. I mølleri kan evt. holdes de nødvendige katte til bekæmpelse af rotter.

Fluer skal bekæmpes.

For rottesikring og rottebekæmpelse på anstalterne gælder indenrigsministeriets vejledning af 9/8 1949 vedrørende rottesikring og rottebekæmpelse på slagterier, mejerier o.lign. virksomheder.

-----------------

Laboratoriemæssig undersøgelse. Det må påregnes, at der fremtidig i større udstrækning end hidtil vil blive foretaget undersøgelse af prøver indsamlet på anstalterne, og at disse undersøgelsers resultat vil få betydning for, om en anstalts drift kan anses for tilfredsstillende eller ej.

Ingen