Skrivelse om overtrædelse af omnibusloven.(* 1)

Skrivelse om overtrædelse af omnibusloven.(* 1)

Ved Højesteret dom af 6.4.1955 blev Børge Lund Pedersen frifundet for tiltale for overtrædelse af lov nr. 257 af 27.5.1950 om omnibus- og fragtmandskørsel med motorkøretøjer. Den pågældende, der i nogle år havde drevet virksomhed som rejsebud i Skanderborg, anskaffede en mindre lastmotorvogn og oprettede kontrakt med ca. 280 af byens borgere og næringsdrivende, hvorved han forpligtede sig til at transportere gods under 50 kg. for medkontrahenterne mellem Skanderborg, Stilling og Århus, mens han ikke måtte medtage gods fra andre. Medkontrahenterne garanterede efter kontrakten den pågældende en månedlig minimumsindtægt, som de hæftede for efter i kontrakten fastsatte fordelingstal.

De dommere, der stemte for frifindelse, bemærkede, at de fandt at den af tiltalte i henhold til kontrakten drevne kørsel ikke kan anses som fragtmandskørsel efter lovens § 1, stk. 2. De fremhæver i så henseende særlig, at tiltalte efter kontrakten står i ensartet og fast forbindelse med de i kontrakten ommeldte personer, at han ikke må transportere gods for andre end disse personer, og at disse efter kontrakten tager en fælles risiko ved at indestå ham en vis månedlig minimumsindtægt. 2 dommere stemte for at stadfæste landsrettens fældende dom.

Denne dom er i overensstemmelse med den i U 1938.499 anførte højesteretsdom af 29.3.1938 vedrørende et ganske tilsvarende tilfælde. Den må desuden ses i forbindelse med højesteretsdom af 27.11.1936 (U 1936.442) med flere domme.

Ved højesteretsdom af 19.4.1955 i sagen mod Axel Christian Mauritzen som formand for Allinge-Sandvig turist- og erhvervssammenslutning og en række bornholmske vognmænd, der ikke havde koncession til turistkørsel i henhold til omnibusloven, blev de pågældende dømt for overtrædelse af loven for så vidt angik turistkørsel i form af rundture, der etableredes af sammenslutningens turistbureau (Nordbornholms turistbureau), og hvortil så godt som alle 6-7000 turister, der boede på hoteller eller pensionater på Nordbornholm, havde adgang, og hvori i sommeren 1952 deltog ca. 2000 personer. Derimod blev vognmændene frifundet for så vidt angik kørsel i form af rundture foretaget efter bestilling af hvert enkelt hotel og pensionat, således at der med hver turistvogn alene befordredes gæster fra eet hotel eller pensionat. Ligeledes blev vognmændene frifundet for så vidt angik kørsel foretaget på bestilling af rejsebureauer, således at der i hver turistvogn alene var deltagere i samme selskabsrejse, der var udgået fra København eller andet sted uden for Bornholm.

De syv dommere, der stemte for domfældelse vedrørende den af Nordbornholms turistbureau etablerede kørsel, bemærkede, at der ved denne kørsel findes at være sket samtidig befordring i betydeligt omfang mod vederlag af flere af hinanden uafhængige personer, hvorfor forholdet findes at omfattes af §§ 1 og 3 i loven. Et mindretal på 2 dommere, der stemte for frifindelse, bemærkede, at da disse ture kun køres, når der er behov for dem og på sammenslutningens initiativ og bestilling, findes disse ture ikke kørt for af hinanden uafhængige personer.

Samtlige dommere bemærkede for så vidt angik den af hotellerne og pensionaterne samt den af rejsebureauerne etablerede kørsel, der er foretaget efter bestilling afgivet af hotel- og pensionatsværter samt rejsebureauer som et naturligt led i deres ydelser til henholdsvis pensionærer og medlemmer af rejseselskaber, at deltagerne i denne kørsel har udgjort en således afgrænset kreds, at forholdet ikke kan henføres under loven.

Denne afgørelse skal for så vidt den af Nordbornholms turistbureau etablerede kørsel ses i forbindelse med dels ældre afgørelser vedrørende turistkørsel på Bornholm, se højesteretsdomme af 19.6.1935 (U 1935.744) og 19.3.1952 (U 1952.505), samt højesteretsdom af 12.9.1952 (U 1951.905) og (U 1952.1014) i en sag vedrørende kørsel for medlemmer af nogle grundejerforeninger i Odsherred.

For så vidt angår kørslen for rejsebureauerne skal dommen ses i forbindelse med højesteretsdom af 7.10.1937 (U 1937.1026) samt Østre Landsrets utrykte dom af 20.10.1950 i sagen mod Axel Strande, der kort kan gengives således

Et turistbureau havde arrangeret dels nogle eendagsture og dels fem-dages ture.I priserne var includeret kørsel, forplejning og for fem-dages turene tillige hotelophold. Turene annonceredes i pressen, og deltagerne skulle indtegne sig forud. Byretten udtalte i sin dom af 15.5.1950, at den omhandlede kørsel ikke kunne anses for et underordnet led i det samlede arrangement, og at adgangen til indmeldelse til turene har stået åben for en meget vid kreds af personer, der bortset fra det fælles kørselsformål må anses for uafhængige af hinanden. Retten fandt at tilladelse til rundturene havde været nødvendig efter omnibuslovens § 2, stk. 1. Landsretten stadfæstede dommen.

Da Højesteret med de to nu afsagte domme har taget stilling til afgørende spørgsmål om forståelse af omnibusloven skal jeg anmode d'herrer om at instruere politiet om ikke at rejse tiltale for overtrædelse af omnibusloven uden forelæggelse for Dem, således at man undgår, at der rejses tiltale i sager, der ikke kan ventes gennemført til fældende dom.

Jeg forudsætter, at der ikke rejses tiltale i sådanne sager, uden at de har været forelagt ministeriet for offentlige arbejder.