Cirkulære angående monopollovgivningen til de under forsikringsrådets tilsyn værende forsikringsselskaber
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære angående monopollovgivningen til de under forsikringsrådets tilsyn værende forsikringsselskaber
1. Forsikringsrådet fremsender hermed et eksemplar af handelsministeriets bekendtgørelse nr. 195 af 18. juni 1955 om monopollovens anvendelse på forsikringsselskaber.
2. Bekendtgørelsen er udfærdiget i medfør af § 3, 2. stk., i lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger. Denne lov træder i kraft den 1. juli 1955 samtidig med, at lov nr. 378 af 14. november 1952 om prisaftaler m.v. ophører at gælde. Fra samme tidspunkt er handelsministeriets bekendtgørelse nr. 308 af 4. oktober 1944 om prislovens anvendelse på visse forsikringsselskaber med senere ændringer ophævet.
3. Som det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 195 af 18. juni 1955, er området for forsikringsrådets tilsyn i henhold til monopolloven udvidet i forhold til det tidligere tilsyn i henhold til prisaftaleloven, idet tilsynet nu også omfatter livsforsikringsvirksomheder, dog med den begrænsning, at livsforsikringsselskabernes erhvervsudøvelse, der i medfør af livsforsikringslovens §§ 11 og 13 kræver godkendelse, ikke er medtaget, jfr. monopollovens § 2, 2. stk. Efter bekendtgørelsens § 1 vil f.eks. de af livsforsikringsselskaberne anvendte almindelige forsikringsbebetingelser, regler for tilbagekøb og belåning af livsforsikringer samt grundlaget for beregningen af forsikringspræmierne og præmiereserverne, der er bestemmende for de af selskaberne anvendte tariffer, ikke høre under tilsynet i medfør af monopolloven. Bekendtgørelsen vil formentlig derfor i almindelighed kun være af begrænset interesse for livsforsikring, men der kan tænkes aftaler, som omfattes af loven f.eks. vedrørende de tillæg til de ordinære præmier, der af selskaberne opkræves til dækning af særlig risiko på grund af sygdom eller svagelighed, rejser i udlandet, udøvelse af særlig farlig virksomhed el.lign. forhold, aftaler om særlige forsikringsarter m.v.
4. Forsikringsvirksomheder, der ikke er omfattet af livsforsikringsloven eller af bestemmelserne i lov nr. 155 af 2. maj 1934 om skadeforsikringsvirksomhed m.v., jfr. denne lovs § 66, er ej heller omfattet af den heromhandlede bekendtgørelse.
5. Loven og bekendtgørelsen omhandler sådanne aftaler, vedtagelser og bestemmelser, der indenfor hele landet eller områder af dette udøver eller vil kunne udøve en væsentlig indflydelse på forsikringsselskabernes pris- og omsætningsforhold, dvs. forhold vedrørende disse selskabers erhvervsudøvelse, herunder præmieberegning, forsikringsbetingelser og akkvisition m.v.
6. Aftaler, vedtagelser og bestemmelser af den omhandlede art skal anmeldes til forsikringsrådet efter nærmere regler. I visse tilfælde skal anmeldelse først indgives, når forsikringsrådet fremsætter krav herom. Dette gælder for anmeldelse af konkurrenceregulerende bestemmelser (derimod ikke aftaler og vedtagelser) truffet af enkelte forsikringsselskaber eller af sammenslutninger og ligeledes for anmeldelse af selve de pågældende selskaber eller sammenslutninger (tarrifforbund, koncerner m.v).
7. Pligten til at foretage anmeldelse af en aftale, der er truffet som led i en organisation (tarrifforbund m.v.), påhviler denne organisations bestyrelse og eventuelle direktion (forretningsfører). Pligten til at foretage anmeldelse af andre aftaler, vedtagelser og bestemmelser påhviler bestyrelse og direktion for hvert af de pågældende forsikringsselskaber, resp. for herværende forretningsafdelinger af udenlandske forsikringsselskaber vedkommende generalagent.
8. Anmeldelse sker ved indsendelse af særligt foreskrevne skemaer til forsikringsrådet. Disse skemaer kan påregnes at foreligge fremstillet ca. 1. september 1955 og vil da kunne rekvireres på forsikringsrådets kontor. Indtil da vil foreløbig anmeldelse kunne indgives til rådet i brevform, jfr. iøvrigt pkt. 21.
9. Anmeldelse af aftaler, vedtagelser og bestemmelser skal være bilagt bekræftet afskrift eller gengivelse af disse. Iøvrigt vedlægges sådant andet materiale, der vedrører det anmeldte, f.eks. tariffer, cirkulærer, meddelelser, protokollater m.v.
10. Aftaler og vedtagelser, der i overensstemmelse med foranstående skal anmeldes, uden at forsikringsrådets krav herom skal afventes, har ikke gyldighed og kan ikke gøre krav på beskyttelse ved domstolene, medmindre anmeldelse er sket inden 8 dage efter, at den pågældende aftale eller vedtagelse er truffet. Forsikringsrådet kan tillade forlængelse af denne frist, men sådan tilladelse kan kun forventes givet under ganske særlige omstændigheder.
11. Når en anmeldelse er modtaget og fundet i behørig stand, indfører forsikringsrådet et uddrag af anmeldelsen i et offentligt register. Konkrete oplysninger om fastsatte præmier m.v. medtages i almindelighed ikke i uddraget. Uddraget tilstilles Statstidende til bekendtgørelse. Endvidere vil en af handelsministeriet udgivet registreringstidende indeholde de omhandlede i Statstidende indrykkede bekendtgørelser.
12. Samtidig med at registrering af et uddrag af anmeldelsen finder sted, henlægger forsikringsrådet en genpart af anmeldelsen med tilhørende bilag i en på rådets kontor offentligt tilgængelig sagsmappe.
13. Umiddelbart efter registreringen tilstiller forsikringsrådet vedkommende anmelder genpart af det registrerede med angivelse af registreringsnummer og -dato, samt - forsåvidt anmeldelsen ikke er rettidigt indgivet - angivelse af, at bemærkning herom er optaget i registret, idet det ligeledes oplyses, hvilke akter der er henlagt i sagsmappe.
14. Anmeldelse og registrering sker iøvrigt efter tilsvarende regler, som indeholdes i handelsministeriets bekendtgørelse nr. 193 af 18. juni 1955 om registrering af anmeldelser i henhold til monopolloven.
15. Af det offentligt tilgængelige register kan der meddeles udskrift, ligesom der kan meddeles afskrift af de tilhørende sagsmappers akter. For udskrift af register og afskrift af sagsmappers akter betales 2 kr. for hver påbegyndt side, dog mindst 5 kr.
16. Ændringer i anmeldte forhold skal anmeldes på særligt foreskrevet skema, jfr. pkt. 8. Om registrering og offentliggørelse samt om henlæggelse i sagsmappe gælder samme regler, som foran omtalt vedrørende de oprindelige anmeldelser.
17. Handelsministeriet kan, når ganske særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at registreringen helt eller delvis skal være hemmelig. Der gælder i så fald visse særlige regler.
18. Anmeldelsespligten omfatter ikke aftaler om genforsikring. Undtaget er endvidere eventuelle aftaler vedrørende vilkår gældende for direkte forsikringsforretning i udlandet.
19. Anmeldelsespligten omfatter ikke aftaler om specialtarifering og aftaler, der træffes for enkelte forsikringer på grundlag af den gældende tarifs niveau og betingelser, medmindre der ved en række ensartede aftaler af den pågældende art kan siges at blive udøvet en væsentlig indflydelse på de præmier og betingelser, hvortil bestemte kategorier af risikoobjejter kan forsikres.
20. Monopolloven omfatter ikke prisforhold og erhvervsudøvelse, der i henhold til særlig hjemmel bestemmes eller godkendes af det offentlige (lovens § 2, 2. stk.), og anmeldelsespligt gælder således ikke indenfor forsikringsbrancher, hvis præmier og forretningsbetingelser er godkendt af særlig offentlig myndighed, f.eks. den lovpligtige arbejderulykkesforsikring, medens den i tilknytning til lovpligtig ulykkesforsikring almindeligvis drevne virksomhed med tegning af visse frivillige forsikringer er underkastet bekendtgørelsens bestemmelser.
21. Aftaler, vedtagelser og bestemmelser, der har været anmeldt til forsikringsrådet i henhold til den hidtil gældende prislovgivning og den i medfør heraf udfærdigede bekendtgørelse nr. 308 af 4. oktober 1944, skal ikke påny anmeldes, men bl.a. under hensyn til, at der ikke ved de pågældende tidligere anmeldelser har været benyttet anmeldelsesskemaer, må der ske en omordning af det hidtil anmeldte, således at dette bringes i en form, der svarer til, hvad der efter de nye regler skal gælde. Når det under pkt. 8 omhandlede skemamateriale foreligger, skal forsikringsrådet give nærmere meddelelse til de pågældende tarifforbund m.v. om de herhenhørende spørgsmål.
Forsikringsrådet, den 30. juni 1955.
H. Brix.
/L. Lemche.
Ingen