Skrivelse om foranstaltningsændringer for personer, dømt til anbringelse i hospital for sindslidende.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om foranstaltningsændringer for personer, dømt til anbringelse i hospital for sindslidende.
Direktoratet for statens sindssygehospitaler justitsministeriet påpeget ønskeligheden af, at personer, som er anbragt på sindssygehospital i henhold til dom eller kendelse afsagt i medfør af straffelovens § 70, hurtigere og lettere udskrives til familiepleje, end det almindeligvis sker under den hidtil praktiserede ordning. Direktoratet har i så henseende bl.a. henvist til, at en kendelse, som dekreterer familieplejeanbringelse, kan gøre psykisk skade, hvis den ikke effektueres straks eller i hvert fald efter kortere tids forløb, hvortil kommer det ret lange tidsrum, som kan gå mellem rejsningen af spørgsmålet om familieplejeanbringelse og tidspunktet for kendelsens afsigelse, hvor patientens tilstand kan have ændret sig i ugunstig retning - eventuelt fordi patienten ikke forstår, hvorfor afgørelsen trækker ud -, således at grundlaget for kendelsen er forrykket i en sådan grad, at den ikke bør efterkommes .
Hertil har justitsministeriet over for direktoratet udtalt, at de nævnte vanskeligheder formentlig vil kunne overvindes ved anklagemyndighedens og domstolenes bistand, og ministeriet har endvidere henvist til, at den tidligere dom eller kendelse om anstaltsanbringelse ved den nye kendelse kan ændres til at lyde på, at den pågældende skal være undergivet sindssygeforsorg eller på, at domfældte kan anbringes i familiepleje, når egnet plads er fundet. Ministeriet har i denne forbindelse peget på muligheden for tilvejebringelse af dom eller kendelse lydende på, at den pågældende skal undergives sindssygeforsorg, der ikke kan anses udelukket ved ordlyden af straffelovens § 70, og som i sig selv afgiver hjemmel for overlægen til på egen hånd at træffe bestemmelse om domfældtes anbringelse i familiepleje.
I den anledning skal jeg til d'herrers (statsadvokaters) orientering udtale følgende
Med hensyn til sindssyge og lignende personer, for hvis vedkommende der er tale om at påstå foranstaltning i medfør af straffelovens § 70, jfr. §§ 16 og 17, bragt i anvendelse, kan der forekomme tilfælde, hvor hensynet til retssikkerheden ikke er så påtrængende, at dom til eller kendelse om anbringelse i sindssygehospital kan skønnes fornøden, men hensynet dog må tilgodeses så vidt, at den tiltalte eller den tidligere til underkastelse af de i straffelovens § 70 omhandlede mindre indgribende forholdsregler dømte person, henholdsvis den tidligere til anbringelse i sindssygehospital dømte bør søges underkastet, respektive fortsat undergivet sindssygehospitalets myndighed.
Med henblik på anklagemyndighedens overvejelse af spørgsmålet om valg af påstand i henhold til straffelovens § 70 bør det imidlertid fremhæves, at anvendelsen af dom til eller kendelse om undergivelse af sindssygeforsorg må være betinget af, at forbrydelsen ikke er grov, eller at den pågældendes forhold ikke afgiver stærkere formodning for recidiv, hvorved bemærkes, at sondringen mellem »anbringelse i sindssygehospital« og »sindssygeforsorg« på forhånd vil være vanskeligere at drage i det enkelte tilfælde, end tilfældet er med hensyn til den tilsvarende, inden for åndssvageforsorgen kendte sondring, når henses til, at området vedrørende åndssvage er forholdsvis homogent, medens de sindssyge og disses sygdomme og udviklingsmuligheder er meget forskelligartede. Det bør endvidere erindres, at omfanget af det område, hvor det herefter på forhånd skulle være muligt at overlade sindssygehospitalet en udvidet kompetance i forhold til hidtidig praksis, yderligere indskrænkes derved, at der i de omhandlede sager ofte vil være basis for tiltalefrafald efter stedfunden frivillig indlæggelse på sindssygehospital eller lignende.
Under henvisning til det anførste skal jeg anmode d'herrer statsadvokater om at have opmærksomheden henvendt på sådanne tilfælde, hvor der efter det ovenfor anførte kan være tale om allerede i dommen eller i kendelse i medfør af straffelovens § 70, stk. 3, at åbne adgang for vedkommende overlæge til at udskrive til familiepleje en som sindssyg domfældt person uden særligt samtykke fra retsmyndighederne, idet jeg uanset det i afsnit III B i nærværende embedes cirkulære nr. 260 af 7. december 1932 udtalte indtil videre skal bede samtlige sådanne sager forelagt mig til resolution med hensyn til påstandens formulering i nævnte henseende.
Jeg forudsætter, at de under Deres embede hørende politimestre (politidirektøren i København) gøres bekendt med indholdet af nærværende skrivelse, idet det samtidig bedes indskærpet politimestrene (politidirektøren), at sager, hvori der af sindssygehospitalerne afgives indstilling om prøveudskrivning (anbringelse i familiepleje) af personer, anbragt i sindssygehospital i henhold til dom eller kendelse, fremmes med størst mulig hurtighed.
Det bemærkes, at foranstående retningslinier ikke alene vedrører statens sindssygehospitaler men også andre til modtagelse af domfældte sindssyge anvendte anstalter, såsom Sct. Hans hospital og kolonien Filadelfia.
Efter den givne anledning skal jeg anmode Dem om at føre kontrol med, at tilbageholdelsen af sindssyge (herunder personer dømt til »anbringelse i sindssygehospital eller epileptikerhospital«) , der har begået mindre betydelige forbrydelser, og som ikke umiddelbart kan antages at frembyde aktuel recidivfare eller fare for sig selv eller andre, ikke udstrækkes unødigt længe.
Det tilføjes, at jeg har anmodet direktoratet for statens sindssygehospitaler, Københavns magistrats 2. afdeling og kolonien Filadelfia, Dianalund, om en udtalelse med henblik på etablering af en ordning, hvorefter der, for så vidt angår personer, der fremtidig måtte blive undergivet sindssygeforsorg i henhold til dom eller kendelse afsagt i medfør af straffelovens § 70, af overlægerne på statens sindssygehospitaler, Sct. Hans hospital og Filadelfia meddeles vedkommende statsadvokat indberetning, når en sådan person efter sindssygevæsenets bestemmelse anbringes i sindssygehospital (herunder epileptikerhospital), samt når den pågældende påny udskrives til familiepleje.