Skrivelse fra Justitsministeriet til Foreningen af sognefogder for bymæssige kommuner.

Skrivelse fra Justitsministeriet til Foreningen af sognefogder for bymæssige kommuner.

I en hertil indsendt skrivelse har foreningen anmodet om vejledning om, i hvilket omfang forkyndelse lovligt kan finde sted over for en indstævnet persons husvært.

Foranlediget heraf skal man meddele, at spørgsmålet om, i hvilket omfang stævninger m. v. lovlig kan forkyndes for den pågældendes husvært efter reglerne i retsplejelovens § 156, stk. 1, nr. 2, jfr. § 3, k. 2 a, i instruks for stævningsmænd, henhører under domstolenes afgørelse.

Det tilføjes, at præsidenten for Østre landsret i en over sagen afgivet erklæring har oplyst, at stævningsmændene under Østre landsret ikke benytter forkyndelse for husværten, såfremt den for hvem forkyndelse skal ske, ikke har været at træffe. Præsidenten har herved henvist til den i Ugeskrift for retsvæsen 1949, side 968, refererede Østre landsrets kendelse af 26. april 1949, hvorefter retsplejelovens § 156 stk. 1, nr. 2, skal forstås således, at forkyndelse for en husvært kun kan ske, når husværten træffes tilstede på vedkommendes bopæl, hvilket i det omhandlede tilfælde, der angik forkyndelse i en større københavnsk beboelsesejendom, ville sige i den pågældende lejlighed. Præsidenten har i denne forbindelse bemærket, at selvom der ikke ved kendelsen er truffet nogen afgørelse om, hvorledes retten ville stille sig, hvis

det drejede sig om en mindre ejendom med kun to lejligheder, hvoraf husværten bebor den ene, er det dog i Østre landsret den almindelige mening, at man også i sådanne tilfælde ville være betænkelig ved at lade de af udeblivelse følgende konsekvenser indtræde, hvis husværten ved forkyndelsen ikke har været truffet til stede i vedkommendes lejlighed.

Præsidenten for Vestre landsret og Den danske dommerforening har tiltrådt den af præsidenten for Østre landsret afgivne udtalelse.

Ingen