Legislator Case Law & Legislation
C19530014709 DK

Cirkulære om anmeldelser til handelsregistret

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1953 147 Valid

Cirkulære om anmeldelser til handelsregistret

Vejledende bestemmelser angående anmeldelser til handelsregistrene har hidtil været indeholdt i justitsministeriets cirkulære nr. 180 af 14. august 1889 samt handelsministeriets cirkulærer nr. 52 af 26. april 1927, nr. 158 af 18. oktober 1929, nr. 316 af 15. oktober 1946 og nr. 135 af 28. juni 1951. For at lette handelsregisterførerne arbejdet med behandlingen af indkommende anmeldelser har handelsministeriet udarbejdet nærværende cirkulære, der træder i stedet for de tidligere cirkulærer.

Indholdesfortegnelse

1. Virksomhedens art (§ 8, jfr. § 35). 2. Navneundersøgelse. 3. Enkeltmands firma (§ 9, stk. 1). 4. Ansvarlige selskabers firma (§ 9, stk. 2 og 3). 5. Kommanditselskabers firma (§ 9, stk. 3). 6. Firma for selskaber med begrænset ansvar (§ 9, stk. 5). 7. Gentagen angivelse af indehaveres navne. 8. Benyttelse af fornavne (mellemnavne). 9. Arvingers og ægtefælles fortsættelse af forretning (§ 11). 10. Ind- og udtræden af deltagere (§ 12). 11. Overdragelse af firma (§ 13, jfr. § 21, stk. 3). 12. Anmeldelsespligt for enkeltmandsfirmaer (§ 16 samh. med § 21, stk. 1). 13-15. Tegningsretten. 16. Anmeldelse af prokura. 17. Angivelse af firmaets virksomhed (§ 17, § 18, § 19, § 35). 18. Stedet for anmeldelsen (§ 16). 19. Anmeldelse af filialer (§ 16). 20. Firma ved ændringsanmeldelser. 21. Fulde navn og bopæl. 22. Angivelse af firmaets hjemsted. 23. Ændring af firma og flytning af virksomheden (§ 21, stk. 3). 24. Formen for berigtigelse. 25. Eftersyn af Statstidende. 26. Anmeldelse af vedtægtsændringer. 27-29. Gebyr. 30. Formularer til bekendtgørelse i Statstidende. 31. Udslettelse af firmaer. 32. Løsbladssystem.

1. Der er ifølge firmaloven kun hjemmel til at modtage anmeldelser af firmaer, som driver en virksomhed, der omfattes af lovens § 8 (handel, håndværk, industri) sammenholdt med § 35. Der vil således ikke kunne modtages anmeldelse af firmaer, som driver en af de i næringslovens afsnit II omhandlede virksomheder (revisor, translatør, dispachør, mægler, vejer og måler, ejendomsmægler, ejendomshandler). Heller ikke de i næringslovens afsnit I omhandlede næringer som auktionsholder og som vognmand kan anmeldes; derimod kan firmaer, der driver spedition (næringslovens § 61), anmeldes, jfr. firmalovens § 35 a. Apoteker eller firmaer, der alene driver en af beværterloven omfattet næring, kan ikke anmeldes. Det samme gælder f.eks. gartnere og frugtavlere, såfremt vedkommende alene afsætter egen avl.

Det er antaget, at personer, der driver virksomhed i henhold til bevilling til handel med brugte genstande, jfr. lov nr. 272 af 6. maj 1921, kan anmelde deres firma til handelsregisteret, derimod ikke pantelånere.

Andelsforeninger (såvel produktions- som indkøbs- og salgsforeninger), der omfattes af næringslovens § 10, er ikke anmeldelsespligtige; men de er anmeldelsesberettigede, selvom de er fritaget for at løse næringsbrev. Løser de næringsbrev, bliver de anmeldelsespligtige.

2. Ved den undersøgelse, der skal foretages med henblik på bestemmelsen i lovens § 10, jfr. konkurrencelovens § 9, bør i hvert fald efterses det sidst udkomne årsregister til samlingen af anmeldelser til handelsregistrene og det sidst udkomne årsregister til registreringstidende for aktieselskaber tillige med de efter det seneste årsregisters udgivelse udkomne numre af de nævnte samlinger, idet en analogi af bestemmelsen i lovens § 10, stk. 1, antages at medføre, at der i et firma ikke uden hjemmel må optages andenmands firma eller navnet på et bestående aktieselskab eller karakteristiske dele af sådanne firmaer eller selskabsnavne.

Ved eftersynet af årsregistre m.v. bør man ikke alene efterse firmaer, der begynder med samme ord som det firma, der skal anmeldes, men man bør, da navnelighed er særlig uheldig, når det drejer sig om virksomhed inden for samme branche, også undersøge registeret under begyndelsesbogstavet for den pågældende branche. Hvis der f.eks., er tale om anmeldelse af en maskinfabrik, hvis firma indeholder et kunstord, bør man ikke alene efterse registeret under kunstordets begyndelsesbogstav, men også under firmaer, der begynder med »maskinfabrik« og med »fabrik«.

3. Enkeltmands firma skal ifølge lovens § 9, stk. 1, indeholde indehaverens efternavn med eller uden fornavn eller forbogstaver.

Det må ikke indeholde noget, som kan opfattes som et selskabsforhold, (således ikke tilføjelsen »og Co.« eller formen »Peter Hansens vincompagni) eller noget, der antyder, at ansvaret er begrænset (f.eks. limited eller ltd.). Anmeldelse af et firma som »Søren Hansen ved P. Hansen« bør ifølge praksis ikke modtages.

4. Et ansvarligt selskabs (interessentskabs) firma skal ifølge lovens § 9, stk. 2, når ikke alle medlemmers navne er optaget deri, indeholde mindst eet medlems navn samt et tillæg, som antyder et selskabsforhold.

Ifølge lovens § 9, stk. 3, 2. pkt., må firmaet ikke indeholde navnet på andre personer end fuldt ansvarlige medlemmer, eller noget, der går på at begrænse ansvaret for disse, jfr. punkt 3, stk. 2, 1. pkt. in fine.

Firmaet kan f.eks. anmeldes som »Th. Andersen og Co.«, »Andersen og Jensen«, »Brdr. Svendsen«, »Peter Nielsen og Søn«, Et firma som »Christiansens Margarinefabrik v/Jensen og Olsen« vil ikke kunne registreres, hvis Christiansen ikke er deltager i interessentskabet.

Er der i et interessentskab flere end to deltagere, f.eks. Andersen, Jensen og Nielsen, vil et firma som »Andersen og Jensen ikke være i overensstemmelse med lovens § 9, stk. 2. Ønskes ikke alle 3 navne optaget i firmaet, må dette formuleres som f.eks. »Andersen, Jensen og Co.«.

5. Et kommanditselskabs firma skal ifølge lovens § 9, stk. 3, indeholde mindst eet fuldt ansvarligt medlems navn med et tillæg, der antyder et selskabsforhold. En kommanditists navn må ikke optages i firmaet, ligesom der ej heller må optages tilføjelser, der går ud på at begrænse ansvaret for de fuldt ansvarlige deltagere, jfr. punkt 3, stk. 2, 1. pkt. in fine.

I bekendtgørelsen i Statstidende må kommanditisters navne og indskud ikke anføres. Ret til at tegne firmaet kan kun tillægges kommanditister i form af prokura.

Interessentskaber, der består af en eller flere enkelte personer sammen med et eller flere aktieselskaber eller andre selskaber med begrænset ansvar, således at alle deltagerne hæfter solidarisk og med hele deres formue, kan ifølge praksis anmeldes efter reglerne for anmeldelse af kommanditselskaber med de fysiske personer som ansvarlige deltagere og aktieselskaberne eller selskaberne med begrænset ansvar som kommanditister eller efter reglerne for anmeldelse af selskaber med begrænset ansvar, jfr. punkt 6, sidste stk.

6. Selskaber med begrænset ansvar, hvorunder ifølge lovens § 33 c henregnes ethvert selskab med vekslende medlemstal eller vekslende kapital, selvom dets medlemmer er fuldt ansvarlige, skal ifølge lovens § 9, stk. 5, i deres firma optage et virksomheden betegnende udtryk, f.eks. »Sodafabriken Gylfe«, »Roskilde Margarinefabrik«, »Borup og Omegns Brugsforening«. Betegnelsen »lokalforening« er godkendt som tilstrækkelig virksomhedsbetegnelse for en forening til indkøb og fordeling af gødnings- og foderstoffer.

Firma for et selskab med begrænset ansvar må ikke indeholde noget personnavn.

Interessentskaber, der består af en eller flere enkelte personer sammen med et eller flere aktieselskaber eller andre selskaber med begrænset ansvar, således at alle deltagerne hæfter solidarisk og med hele deres formue, kan ifølge praksis anmeldes efter reglerne for anmeldelse af selskaber med begrænset ansvar, jfr. punkt 5, sidste stk.

7. Firmaer, i hvilke vedkommende indehaveres navn er optaget 2 gange, f.eks. »Andersen og Jensen ved Hans Andersen og Peter Jensen«, »Jens Nielsen og Co. ved Jens Nielsen og Christian Madsen« eller »Hansens Væveri ved Kaj Marius Hansen« bør undgås.

Sådanne firmaer vil ofte i praksis ikke blive benyttet i den anmeldte form, men i en forkortet og derfor ukorrekt form - for de ovenfor angivne eksemplers vedkommende således i formerne: »Andersen og Jensen«, »Jens Nielsen og Co.« og »Hansens Væveri.«. Da det formentlig oftest skyldes en misforståelse fra anmeldernes side, at firmaerne anmeldes med dobbelt angivelse af indehaver-navnene, bør registerføreren, når sådanne anmeldelser fremkommer, henlede anmeldernes opmærksomhed på forholdet, således at anmeldelserne kan berigtiges ved ændring af firmaet til den form, der i praksis agtes benyttet.

8. Det er ikke berettiget i et firma at anvende et fornavn eller mellemnavn, der er almindeligt brugt som slægtsnavn, uden samtidig anvendelse af vedkommendes efternavn (slægtsnavn), jfr. firmalovens § 10, stk. 1, 1. pkt., og navnelovens § 8. En person ved navn Peter Berg Hansen kan således ikke betegne sit firma »Peter Berg« og ej heller »Berg v/ Berg Hansen«. Se derimod højesteretsdom i u.f.r. 1931 side 533, hvorefter betegnelsen »Carls Herreklæder ved Carl Jacobsen« fandtes berettiget, da Carl i denne forbindelse og efter navnets almindelige brug fremtrådte som et fornavn.

9. Ifølge lovens § 11 kan en enke, ægtemand eller arvinger under visse betingelser fortsætte et hidtil ført firma uforandret. Bestemmelsen gælder ikke legatarer og ej heller f.eks. en svigersøn, der efter svigerfaderens død overtager forretningen, medmindre den pågældende ved testamente er indsat som arving. Bestemmelsen, der gælder, hvad enten firmaet tidligere har været anmeldt eller ikke, giver kun efterfølgeren ret til at fortsætte firmaet uændret i den form, den hidtidige indehaver anvendte det. Efterfølgeren vil f.eks., hvis virksomheden hidtil er drevet under navnet »Søren Hansen«, ikke kunne fortsætte firmaet i formen »Søren Hansen ved Peter Hansen«. Såfremt anmelderen ønsker sit eget navn optaget i formaet, må han enten efter reglerne i lovens § 9 anmelde f.eks. firmaet »Peter Hansen«, eller firmaet må i medfør af lovens § 13 give udtryk for det foreliggende efterfølgerforhold, f.eks. i formen »Søren Hansens Eftf. ved Peter Hansen«.

10. Ifølge lovens § 12 kan en virksomhed under visse betingelser fortsættes under uforandret firma, selvom en eller flere af deltagerne udtræder eller nye deltagere indtræder.

Udtræder således Th. Andersen af firmaet »Andersen og Jensen« eller »Th. Andersen og Co.«, vil den hidtidige medindehaver Peter Jensen, såfremt den udtrædende har meddelt samtykke til, at hans navn bibeholdes i firmaet, kunne fortsætte firmaet uforandret henholdsvis i formen »Andersen og Jensen« eller Th. Andersen og Co.'.

Indtræder Jens Nielsen i firmaet »Peter Hansen«, kan firmaet fortsættes i formen »Peter Hansen«.

Bestemmelsen i lovens § 12 kan ikke anvendes på samtidig indtræden og udtræden i et enkeltmandsfirma, idet dette må opfattes som en omgåelse af bestemmelsen i lovens § 9.

11. Ønskes et firma - bortset fra de i lovens §§ 11 og 12 omhandlede tilfælde - overdraget, således at den nye indehaver får ret til at bibeholde det tidligere firma, kan dette ifølge lovens § 13 kun ske, hvis der til dette ifølge lovens § 13 kun ske, hvis der til det tidligere firma føjes et tillæg, som angiver efterfølgerforholdet.

Såfremt firmaet »Søren Jensen« således overdrages til Peter Hansen, kan denne fortsætte firmaet i formen »Søren Jensens Eftf.« eller »Søren Jensen Eftf. ved Peter Hansen«.

Hvis firmaet senere overdrages til Kaj Madsen, kan denne fortsætte det i formen »Søren Jensens 2. Eftf.« eller »Søren Jensens 2. Eftf. ved Kaj Madsen«.

Ønskes en virksomhed, der hidtil har været drevet under et firma som f.eks. »Nørrebros Tobaksfabrik ved Chr. Petersen«, overdraget til en ny indehaver, bør det tidligere firma afmeldes, og den nye indehaver kan herefter anmelde som nyt firma »Nørrebros Tobaksfabrik ved J. Hansen«. Overtages »Vesterbros Pibefabrik ved Chr. Christensen og Martin Hansen« af Martin Hansen som eneindehaver, således at den tidligere medindehavers navn udgår af firmaet, må det ældre firma afmeldes og fuldstændig anmeldelse foretages af det nye firma, jfr. lovens § 21, stk. 3, og under punkt 23, punkt 27 og formularen punkt 30. j.

12. Anmeldelse af et enkeltmandsfirma er ifølge lovens § 16 frivillig, medmindre et af de i lovens §§ 11-13 og 15 omhandlede forhold indtræder, i hvilke tilfælde anmeldelse skal foretages jfr. loven § 21, stk. 1.

13. Når intet andet er anmeldt, kan ethvert medlem af et ansvarligt selskab forpligte dette ved sin underskrift. Hvis de enkelte medlemmer i et ansvarligt selskab skal tegne selskabet hver for sig, vil det således ikke være fornødent at lade bekendtgørelsen indeholde oplysninger om tegningsretten, jfr. herved lovens § 18, 3) smh. med 4). Skal de derimod kun kunne tegne to eller flere i forening, må dette anmeldes og bekendtgøres.

Kommanditister kan kun i form af prokura få ret til at tegne et kommanditselskab.

14. De anmeldte bestemmelser om de ansvarlige deltageres - eller i selskaber med begrænset ansvar bestyrelsesmedlemmers - ret til at tegne firmaet må være ensartede for alle under forretningen hørende anliggender. Der er således ikke hjemmel til at anmelde særlige tegningsregler, forsåvidt angår fast ejendom, veksler, checks og lign. Der er derimod intet til hinder for, at tegningsregler som de omhandlede optages i interessentskabskontrakten eller vedtægterne som indre ordensforskrifter.

15. Der vil kun kunne tillægges direktører, bogholdere, kasserere m.v. i selskaber med begrænset ansvar ret til at tegne firmaet ved egentlig signatur, såfremt de pågældende er medlemmer af selskabets bestyrelse. Er de pågældende ikke medlemmer af bestyrelsen, vil der kun kunne tillægges dem tegningsret efter reglerne om prokura. Det er dog antaget, at der kan tillægges direktører i sparekasser egentlig signatur efter de samme regler som for medlemmer af tilsynsrådet.

16. Såfremt der anmeldes prokura for flere personer, bør det af anmeldelsen og bekendtgørelsen klart fremgå, om de pågældende har prokura hver for sig, eller om de kun kan tegne firmaet i forening (kollektiv prokura).

Der er ikke hjemmel til at anmelde begrænsninger i en prokura, jfr. lovens § 27. Der er derimod intet til hinder for at anmelde en bemyndigelse for prokuristen til at afhænde eller pantsætte fast ejendom, jfr. lovens § 25.

Også ikke anmeldte, men anmeldelsesberettigede enkeltmandsfirmaer, jfr. punkt 1 foran, kan gøre anmeldelse om prokura, jfr. lovens § 31. Sådanne anmeldelser - herunder også anmeldelser om tilbagekaldelse af prokura - bør indeholde oplysning om, at vedkommende firma ikke er optaget i handelsregisteret.

17. Opmærksomheden henledes på de forskelligheder, der foreligger i loven med hensyn til anmeldelsens angivelse af den virksomhed, der drives. I lovens §§ 17 og 18 anvendes udtrykket »Forretningens almindelige beskaffenhed«, men i lovens § 19 udtrykket »Forretningens art«.

Anmeldelse af enkeltmandsfirma og af ansvarlige selskaber (kommanditselskaber) må derfor alene betegne forretningen som »handel«, »håndværk« eller »industri«, dog at der, forsåvidt angår de virksomheder, som lovens § 35 ligestiller med handel, kan finde en mere specialiseret angivelse sted, f.eks. »Vekselerervirksomhed«, »Spedition«, »Assuranceagentur« o.s.v.

Ved anmeldelser af selskaber med begrænset ansvar skal forretningens art anføres. I disse tilfælde vil der således kunne finde en mere specialiseret angivelse sted, f.eks. »Vaskeridrift«, »Slagteridrift« o.s.v.

18. I tilfælde, hvor et firma har forretningskontor i en kommune og f.eks. fabrik i en anden kommune, skal anmeldelse alene gøres til handelsregisteret for den kommune, hvori forretningskontoret findes, jfr. lovens § 16. (Derimod vil der som regel kræves næringsadkomst i begge kommuner).

19. Anmeldelser af filialer kan i henhold til lovens § 16 kun modtages, når filialen står under særskilt bestyrelse, dvs., har i det mindste en til at tegne filialens firma berettiget bestyrer. I denne henseende vil prokura være tilstrækkelig.

Anmeldelsen skal ske til handelsregisteret på hovedfirmaets hjemsted, og ligger filialen ikke i samme kreds, skal registerføreren efter registreringen og bekendtgørelsen i Statstidende oversende anmeldelsen til optagelse i handelsregisteret på det sted, hvor filialen er beliggende.

20. Ved ændringsanmeldelser vedrørende tidligere anmeldte firmaer må det påses, at firmaet angives i nøje overensstemmelse med det oprindeligt anmeldte firma. Er firmaet f.eks. anmeldt i formen »Phønix maskinfabrik v/ S. Christensen«, vil det ikke være tilstrækkeligt ved senere anmeldelser vedrørende firmaet at gengive dette som »Phønix maskinfabrik«, men firmaet må anføres i sin fulde anmeldte form.

21. Ved anmeldelse af nyindtrædende deltagere i et firma eller i et selskabs bestyrelse skal de pågældende personers fulde navn og bopæl angives.

22. Det bør af enhver anmeldelse fremgå, hvor det pågældende firma er hjemmehørende.

23. Såfremt selve firmaet forandres, skal der ifølge lovens § 21, stk. 3, altid foretages ny fuldstændig anmeldelse. Anmeldelse bør i disse tilfælde ske således, at det tidligere anmeldte firma afmeldes, og at der samtidig udfærdiges en særskilt fuldstændig anmeldelse vedrørende det nye firma. Den nye anmeldelse skal således indeholde samtlige de bestemmelser, der kræves ved en nyanmeldelse.

Flyttes forretningen til en anden kommune, skal afmeldelse ske til handelsregisteret for den tidligere hjemstedskommune, og firmaet anmeldes i den nye hjemstedskommune. Firmaet kan anmeldes i den hidtil registrerede form, selvom denne ikke (længere) opfylder forskrifterne i lovens § 9, men anmeldelsen skal iøvrigt indeholde alle de for en nyanmeldelse krævede oplysninger.

24. Bekendtgørelser udfærdiget til berigtigelse af tidligere anmeldelser skal betegnes som berigtigende og henvise til det nummer af Statstidende, hvori den oprindelige bekendtgørelse findes indrykket. Bekendtgørelsen vil kunne indledes således: »Berigtigelse, jfr. Statstidende for . . . . . . . . . .«.

25. Registerførerne bør ved eftersyn af Statstidende kontrollere, at de der trykte bekendtgørelser er i overensstemmelse med de indsendte manuskripter og i modsat fald foranledige en berigtigende bekendtgørelse udfærdiget.

26. Ændres vedtægterne for selskaber med begrænset ansvar, herunder sparekasser, skal anmeldelse herom ske med anførelse af datoen for vedtagelsen af vedtægtsændringerne. For sparekassers vedkommende skal i anmeldelsen tillige datoen for handelsministeriets stadfæstelse af vedtægtsændringerne anføres. Det påhviler registerførerne at påse, at anmeldte vedtægtsændringer er lovligt vedtaget.

27. I handelsministeriets bekendtgørelse af 28. juni 1951 om takster for anmeldelser m.v. til handelsregistrene er i § 1, nr. 1-3, fastsat gebyrer for første anmeldelser. Disse gebyrer skal også betales i ethvert tilfælde, hvor selve firmaet forandres, jfr. herved lovens § 21, stk. 3, og under punkt 23 og formularen punkt 30. j.

28. Har et firma ikke tidligere været anmeldt, og skal anmeldelse derefter foretages i medfør af lovens § 21, stk. 1, som følge af, at et af de i lovens §§ 11-13 og 15 omhandlede forhold indtræder, skal gebyr beregnes som for en første anmeldelse.

29. Ved anmeldelse om prokura skal der, uanset om der anmeldes flere prokurister, kun beregnes gebyr som ved anmeldelse af en enkelt prokurist.

30. Bekendtgørelserne i Statstidende bør i videst muligt omfang affattes i overensstemmelse med nedenstående formularer

a. Anmeldelse af enkeltmands firma

Peter Andreas Hansen (fulde navn) af X-købing driver handel/håndværk/industri/vekselerernæring/spedition i X-købing købstad/kommune som eneste ansvarlige indehaver af firmaet »Peter Hansen«.

(Prokura er meddelt Jens Nielsen) (Prokura er meddelt Jens Nielsen og Sophie Petersen i forening).

b. Anmeldelse af ansvarligt interessentskab

Firmaet »Phøniz v/Peter Hansen og Co.« driver handel/håndværk/industri i X-købing købstad/kommune. Peter Andreas Hansen (fulde navn) af X-købing og Christian Christensen (fulde navn) af Y-købing er de ansvarlige deltagere (og tegner firmaet i forening).

(Prokura er meddelt af Jens Nielsen og Niels Jensen her for sig).

c. Anmeldelse af et kommanditselskab

Under firma »P. Hansen og Co.« drives handel/håndværk/industri i X-købing købstad/kommune af et kommanditselskab, i hvilket Peter Andreas Hansen (fulde navn) af X-købing er eneste ansvarlige deltager.

(Prokura er meddelt Jens Nielsen og Niels Jensen i forening).

d. Anmeldelse af et selskab med begrænset ansvar

Under firma »X-købing Andelsvaskeri« drives vaskeridrift i X-købing købstad/kommune af et selskab med begrænset ansvar, hvis vedtægter er af . . . . . . . . . Den i selskabet indskudte kapital (udgør . . . . . kr.) (er vekslende). Medlemmerne hæfter (ikke) for selskabets forpligtelser (på følgende måde): . . . . . . . Selskabets bestyrelse består af: Peter Andreas Hansen, X-købing, formand, Christian Peder Anders Christensen, Y-købing, . . . . . . . . (samtlige bestyrelsesmedlemmers fulde navn og bopæl).

Selskabet tegnes af . . . . . . . . . . . Prokura er meddelt direktør Jørgen Johansen. Bekendtgørelser til medlemmerne (skal ikke ske i offentlige tidender) (sker i (bladenes navne)).

Ændringsanmeldelser.

e. Firmaet »Peter Hansen« af X-købing er hævet.

f. Peter Hansen, som var eneste indehaver af det hidtil uanmeldte firma »P. Hansen« af X-købing, er afgået ved døden. Firmaet, der driver handel/håndværk/industri, fortsættes uforandret af afdødes (arvinger, enke) (fulde navn og bopæl).

g. Peter Andreas Hansen er udtrådt af firmaet »Peter Hansen og Co.« af X-købing, der fortsættes uforandret af den hidtidige deltager Christian Christensen.

h. Christian Christensen af Y-købing er indtrådt i firmaet »P. Hansen« af X-købing som ansvarlig og til underskrift berettiget deltager.

i. Af bestyrelsen for »X-købing Andelsvaskeri« er udtrådt Peter Hansen. I stedet er indtrådt Christian Viggo Jensen af X-købing (fulde navn og bopæl).

Under den . . . . . . . . . . er vedtaget nye vedtægter for selskabet, (hvorefter dette fremtidig tegnes af . . . . . . . . . ).

j. Firmaet »Søren Jensens Eftf.« af X-købing er hævet.

Kaj Madsen af X-købing driver handel/håndværk/industri i X-købing som eneste ansvarlige indehaver af firmaet »Søren Jensens 2. eftf.«.

31. Registerførerne bør i hvert fald een gang årligt foretage en gennemgang af registeret med henblik på bestemmelserne i lov nr. 72 af 27. marts 1929, hvorefter firmaer, angående hvilke der i de sidste 10 år ikke er foretaget nogen anmeldelse, under visse betingelser kan udslettes af handelsregisteret.

Til brug ved indrykkelsen af bekendtgørelserne i Statstidende bør nedenstående formularer anvendes.

Bekendtgørelse I.

Da der i de sidste 10 år ikke er foretaget nogen anmeldelse til handelsregisteret i . . . . . . . . . vedrørende følgende firmaer: . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ., og da henvendelse til deres indehavere i overensstemmelse med lov nr. 72 af 27. marts 1929 er forblevet ubesvaret, opfordres herved de pågældende indehavere i medfør af nævnte lov til inden 3 måneder fra nærværende bekendtgørelses dato at oplyse, om firmaerne fremdeles består. Forsåvidt ingen oplysninger indkommer, slettes firmaerne af handelsregisteret.

Bekendtgørelse II.

I medfør af forskrifterne i lov nr. 72 af 27. marts 1929 er følgende firmaer: . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . udslettede af handelsregisteret i . . . . . . . . . . . . . . .

32. Opmærksomheden henledes på, at handelsministeriet, når de hidtil anvendte protokoller er udskrevet, vil kunne meddele tilladelse til, at handelsregisteret anlægges efter løsbladssystemet. Tilladelsen vil normalt være betinget af, at løsbladssystemet anlægges i lighed med tingbøgerne, at registeret aflåses med en nøgle, der opbevares hos registerføreren, og at udskiftede blade opbevares i særlige arkivbind.

Ministeriet for handel, industri og søfart, den 12. november 1953.

P. M. V.

H. Jespersen.

/G. Backhaus.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →