Cirkulære om destruktionsanstalters tilladelse til modtagelse af fisk og fiskeaffald
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om destruktionsanstalters tilladelse til modtagelse af fisk og fiskeaffald
Cirkulære til samtlige autoriserede destruktionsanstalter og de ved disse ansatte kontrollerende dyrlæger.
Ifølge lov nr. 506 af 20. december 1950 om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer må erhvervsmæssig fremstilling af fiskemel m.v. kun finde sted i en af fiskeriministeriet dertil autoriseret virksomhed, der undergives et af fiskeriministeriet anordnet tilsyn, jfr. §§ 40 og 42 i vedlagte særtryk af nævnte lov.
Da der imidlertid ved cirkulære herfra af 13. maj 1942 er givet de autoriserede destruktionsanstalter tilladelse til at modtage fisk og fiskeaffald til forarbejdning, har fiskeriministeriet for at undgå dobbeltadministration erklæret sig indforstået med, at autorisationsspørgsmålet for så vidt angår de autoriserede destruktionsanstalter administreres gennem landbrugsministeriet efter følgende retningslinier
De af landbrugsministeriet autoriserede destruktionsanstalter kan fortsat modtage og behandle fisk, fiskeaffald og lignende på de hidtidige betingelser, jfr. fornævnte cirkulære herfra af 13. maj 1942, hvoraf et eksemplar vedlægges, dog at fiskeolie skal mærkes i overensstemmelse med § 18, stk. 6, i landbrugsministeriets bekendtgørelse af 15. oktober 1949 om indenrigs kødkontrol.
Destruktionsanstalter, der årligt oparbejder over 100 tons fisk, hvorved ifølge lovens § 1, stk. 2, forstås enhver art af fisk, krebs- og skaldyr, andre saltvands- og ferskvandsdyr samt bestanddele heraf , skal erlægge afgift som fiskemelsfabriker, jfr . lovens § 45. Afgiften, der af fiskeriministeriet er fastsat til 300 kr. årlig, beregnes på grundlag af tilførte råvarer i kalenderåret (første gang 1952) og skal indbetales senest den følgende 15. februar (første gang 15. februar 1953) på postkonto 5000, konto 8 fiskeriministeriet, autorisationsafgift.
Destruktionsanstalterne skal senest den 10. i hver måned til veterinærdirektoratet indsende indberetning for den forløbne måned (første gang for januar 1952) over modtagne kadavere og andre råvarer samt solgt destruktionsfedt og -talg. Særskilt skal angives den tilførte mængde fisk samt månedens produktion af fiskemel og fiskeolie og lagerbeholdningen ved månedens udgang af fiskemel og fiskeolie. Indberetningen skal foretages på blanketter, der tilsendes destruktionsanstalterne fra veterinærdirektoratet. Den de tilsynsførende dyrlæger hidtil påhvilende pligt til at indsende månedlig indberetning bortfalder samtidig.
Opmærksomheden henledes på, at fiskerikontrollen og fiskeriministeriets industritilsyn i henhold til fornævnte lovs § 42 er berettiget til til enhver tid at få adgang til den del af virksomheden, hvor der opbevares eller forarbejdes fisk. Såfremt fiskerikontrollen eller fiskeriministeriets tilsyn har noget at bemærke med hensyn til destruktionsanstalterne eller disses drift, skal spørgsmålet af de nævnte myndigheder rejses overfor veterinærdirektoratet og ikke direkte over for destruktionsanstalterne.
Det pålægges herved destruktionsanstalterne og de ved disse ansatte kontrollerende dyrlæger at forhold sig i overensstemmelse med foranstående.
Landbrugsministeriet, den 29. januar 1952.
P. M. V.
J.C.Mogensen
/Vald. Hornslet
Ingen