Cirkulærskrivelse om førelsen af inventarfortegnelserne ved arresthusene
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulærskrivelse om førelsen af inventarfortegnelserne ved arresthusene
I skrivelse af 16. marts 1940 bestemte direktoratet, at der ved hvert arresthus ville være at føre en fortegnelse over arresthusets beholdninger af inventargenstande m.v.
Da disse fortegnelser, der senest har været anlagt for tiden fra den 1. april 1946-31. marts 1952, nu er udskrevet, vil der ved direktoratets foranstaltning blive tilvejebragt nye inventarfortegnelser gældende for tiden fra 1. april 1952-31. marts 1958, og 1 eksemplar heraf vil snarest blive fremsendt til hvert arresthus.
Såsnart de nye fortegnelser er modtaget i arresthuset, vil de i de hidtidige inventarfortegnelser opførte beholdninger pr. 31. marts 1952 være at overføre til de nye fortegnelser som beholdninger pr. 1. april 1952.
Den gamle fortegnelse vil derefter omgående være at indsende til direktoratet tilligemed kassationsliste for tiden 1. oktober 1951-31. marts 1952 forsynet med arrestinspektørens godkendelsespåtegning, jfr. det i skrivelse herfra af 16. marts 1940 anførte.
Som det vil fremgå af de nye inventarfortegnelser, er der i disse foretaget forskellige ændringer. Disse ændringer tager navnlig sigte på at gennemføre en forenkling af inventarfortegnelserne. Man henleder således opmærksomheden på, at afsnittet E.'Lægeinventar' er udgået. Lægeinventaret skal derefter ikke føres i inventarfortegnelsen, men man forudsætter, at arresthuslægen fører den fornødne kontrol med dette inventar. Ligeledes er afsnittet B.'Brandredskaber' udgået; det hidtil her opførte inventar, herunder luftværnsmateriel, henvises til afsnittet F.'Andet inventar'.
Direktoratet bestemmer derhos, at der fremtidigt kun vil være at indsende fortegnelser over til- og afgang ved udgangen af hvert finansår og ikke som hidtil hvert halve år. Disse fortegnelser udfærdiges fremtidigt påtrykte blanketter, hvoraf et antal eksemplarer snarest vil blive fremsendt. Blanketterne indeholder bl.a. en rubrik for afgang ved kassation, således at særskilt indsendelse af kassationsliste, jfr. forannævnte cirkulærskrivelse af 16. marts 1940, herefter kan undlades. Om anden afgang end afgang ved kassation gives nærmere forklaring i blankettens rubrik for »bemærkninger«.
De i direktoratets nævnte cirkulærskrivelse fastsatte bestemmelser om førelse af inventarfortegnelse, optælling af inventar ved finansårets slutning og kassation af inventargenstande m.v. har iøvrigt fremdeles gyldighed.
Til samtlige arrestinspektører.
Ingen